Første OK26-område i hus

Foto: iStock

Første OK26-område i hus

Så kom OK26-aftalen i hus for den første af de tre grupper, der forhandler – nemlig de statsligt ansatte, som typisk er ansat på Professionshøjskoler og i statens styrelser.

Som formand er jeg naturligvis rigtig glad for, at vi har fået en – synes jeg – god aftale i hus. Du kan finde detaljerne i aftalen her.

Og godt at se, hvordan vi får noget ud af det ved at stå sammen. Derfor bliver jeg også ærgerlig, når nogle fysioterapeuter vælger ikke at organisere sig og dermed bidrage aktivt til at lægge et kollektivt pres på vores modpart i forhandlingerne. Ved at organisere sig bakker man jo op om fællesskabets ihærdige arbejde for at sikre alle statsansatte fysioterapeuter de bedste løn- og ansættelsesvilkår.

Hvad sker der nu?

Nu udestår forhandlingerne for jer, der er kommunalt ansat og ansatte i regionerne. Jeg kan meddele, at vi fortsat er i arbejdstøjet, og at forhandlingerne fortsætter på livet løs og at der arbejdes både omkring de centrale forhandlingsborde og på organisationernes egne mindre borde.

Overenskomstforhandlinger er et arbejde, der er underlagt streng fortrolighed, så parterne kan arbejde mod løsninger. For at en offentlig debat ikke forhaler arbejdet eller bringer misforstår ind i parternes forslag, er fortroligheden nødvendig. Forhandlingerne foregår så vidt muligt i en løsningsorienteret ånd, og partnere opnår oftest enighed om et resultat – og ellers vil der komme konfliktvarsel og i yderste instans konflikt.

Typisk er det sådan, at parterne kommer frem til et resultat ved udgangen af februar måned.

Derefter slås de tre indgåede forlig sammen til ét offentligt forlig til godkendelse i alle de 26 medlemsorganisationer i Akademikerne. Herefter træffer de enkelte organisationer beslutning om, hvorvidt det skal sendes til enten urafstemning eller Hovedbestyrelsesbeslutning. I Danske Fysioterapeuter har vi den procedure, at Hovedbestyrelsen drøfter de indgåede forlig, for derefter at sende dem til urafstemninger for alle offentligt ansatte medlemmer.

Vi er stærkest sammen

Vores rolle som forhandlingspartner styrkes ved, at vi er mange medlemmer, som står bag både krav og stillingtagen til forliget. Derfor er det min anbefaling, at alle vi medlemmer af Danske Fysioterapeuter arbejder sammen for at få så mange fysioterapeuter som muligt til at blive medlem af foreningen. Når man vælger at stå uden for en overenskomstbærende forening, har man nemlig ikke mulighed for at sætte sit præg på ens egne fremtidige løn og arbejdsvilkår. En formand kan gøre noget, en Hovedbestyrelse mere, men 16.000 medlemmer kan gøre hele forskellen.

Den danske model er unik, og den er stadig stærk. Men den er under pres. Og for at vi skal kunne lykkes med at skabe stærke resultater, er deltagelse i foreningens arbejde et afgørende element. Flere stemmer øger legitimiteten og gennemslagskraften. Flere, som tænker med og giver intern sparring, giver bedre løsninger. Fælles sejre giver større sammenhold.

Er du mere nysgerrig på, hvad en overenskomst egentlig er? Så klik her og få en lille forklaring.

Vi sørger naturligvis for at holde alle medlemmer opdaterede, så snart der sker mere. Indtil videre holder vi snuden i sporet for at få så gode resultater forhandlet hjem som muligt!