Opgør med den traditionelle tankegang: Behandling er mere end pille og kniv

Kronikken er bragt i Altinget den 15. september 2025.

Hvad er det første, du tænker på, når man siger ordet ”behandling”? Er det træning? Er det ernæring? Nej, vel. For langt de fleste af os popper tanker om pilleglas, sygehuse, kirurgiske indgreb og blodprøver op på nethinden. Ingen tvivl om, at dette er helt centralt i rigtig mange behandlingsindsatser. Men patienter kommer til behandling med de samme sygdomme, men sjældent med den samme sundhed – og dermed mulighed for at komme bedst muligt gennem et behandlingsforløb.

Det er dokumenteret, at præ- og rehabiliterings indsatser i form af fx personligt målrettet træning har god effekt på et behandlingsforløb. Derfor skal vi tænke det ind som en integreret del af behandlingen og ikke blot som flødeskum på kagen. Vi skal modernisere hele tankegangen og den traditionelle opfattelse af behandling og læne os op ad ny viden på området.

Behandlingen starter lang tid før patienten åbner det første pilleglas eller ligger på operationsbordet. Det er helt afgørende for en patient og behandlingsforløbets udfald, at man skal være fysisk og mentalt parat til at modtage aggressiv medicinsk behandling eller få foretaget et kirurgisk indgreb eller. Og lige så vigtigt er det, hvad der sker, når fx operationen er slut, og patienten skal videre i livet. De to faser før og efter en behandlingsindsats har kæmpe indflydelse på udfaldet. 

Kræftbehandling bliver bedre, hvis bevægelse er en del af den

Mon ikke de fleste ved, at fysisk aktivitet er essentielt i forhold til at forebygge kræft, diabetes, overvægt og en lang række andre sygdomme og tilstande. Det er derfor, det er vigtigt, at vores samfund er indrettet så vi støtter bevægelse i hverdagen, at børn skal have sikre skoleveje, at det belønnes at man cykler på arbejde frem for at sidde i bilkø og at civilsamfundet støttes, så vi kan samles med hinanden og minimere ensomhed. Det er ikke nogen særlig nyhed, heller ikke selvom mindre end halvdelen af befolkningen lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger for fysisk aktivitet.

Hvad færre derimod er klar over er, at fysisk aktivitet og fysioterapeutisk behandling er væsentligt for, hvordan man kommer igennem et kræft-behandlingsforløb. Hvis man sætter systematisk ind med kvalificeret præ- og rehabilitering samt personligt målrettede træningsforløb under behandlingsforløb, kan man se gode effekter i forhold til langtidsoverlevelse, tilbagefald af kræft og genindlæggelser. Det er der stadig flere studier, der underbygger. Et stort canadisk studie med næsten 900 deltagere viser, at ud af de patienter, der modtog træningsterapi, var der 37 % mindre risiko for at dø i den 8-årige opfølgningsperiode, og derudover beskyttede træningen også mod tilbagefald og nyopstået cancer.

Præ- og rehabilitering tænkt med i Kræftplan V

Heldigvis indeholder Kræftplan V tiltag, som skal styrke både præ- og rehabilitering – og det er jo med god grund, at det er skrevet ind i planen. Det skal så tilbydes systematisk og med god kvalitet, hvis vi skal sikre det bedste behandlingsforløb. Der er altså god grund til og stort behov for at gøre op med forståelsen af behandling som noget, der alene foregår på sygehuse og hos læger – selv når det handler om en alvorlig sygdom som kræft. Andre professioner og behandlingstiltag skal tænkes ind der, hvor det giver faglig mening. Det kan fx være fysioterapeuter, som kan lave personligt målrettet træning, hvis jeg skal tage et eksempel fra den verden jeg kommer fra.

Personligt målrettet træning vil også give gevinster for skrøbelige ældre

Et andet eksempel på, at træning har betydning for et behandlingsforløb, er behandlingen af skrøbelige ældre, som indlægges på sygehus. Ofte vil en del af disse borgere have behov for kommunal pleje og støtte i en periode efter indlæggelse, da deres funktionsniveau ganske enkelt er faldet så meget, at de ikke selv kan håndtere de almindelige gøremål i hjemmet. Her peger et studie fx på, at hvis man øger intensiteten af den fysioterapeutiske indsats hos disse ældre patienter, så vil andelen af ældre, der kan udskrives direkte til eget hjem stige markant – fra 16 % til 50%. Det vil være til gavn for patienterne og for det pres, der er på de kommunale pleje-ydelser. Her kunne en skrøbeligheds-screening med en individuel tilpasset træningsindsats gøre en markant forskel i behandlingsforløbet.

Kæmpe potentiale i at bruge mere bevægelse i psykiatrien

Men også inden for helt andre sygdomsområder, giver det rigtig god mening at indtænke en målrettet og individuelt tilrettelagt træning som element i den samlede behandlingsindsats. Der er dokumenteret effekt af træning indenfor 31 sygdomme. Inden for psykiatrien er der solid viden om effekten af fysisk aktivitet og som et element i behandlingen. Blandt andet kan moderat til hård konditionstræning medføre væsentligt færre symptomer for fx depression, angst-sygdomme, skizofreni og ADHD. Her bør vi også tænke træning ind systematisk, hvis vi vil tilbyde den bedste behandling. Ovenikøbet kan behovet for brug af medicin hos patienterne reduceres, ligesom det kan reducere brugen af tvang i psykiatrien.

Der er altså rigtig store potentialer i at integrere træning og fysioterapeutisk behandling i behandlingsindsatsen for en lang række sygdomme og tilstande. Det skal vi handle på, for at patienterne kan få den bedste behandling.

Alligevel er vi tilbage ved at folk ofte opfatter behandling som noget, der alene foregår hos en læge. Vi bliver nødt til at tænke anderledes og til at fremhæve, at både præ- og rehabilitering er vigtigt for at sikre det bedste resultat. Præ-habilitering er ikke noget man skal lave ”inden man kommer i behandling”. Det er en del af behandlingen, og det er væsentligt, at det ikke blot betragtes som flødeskum på kagen.

Danske Fysioterapeuter vil arbejde for, at denne viden bliver mere integreret i vejledninger og retningslinjer i de kommende år. For selvom det kan synes selvindlysende, er det stadig et en helt ny måde at tænke på for mange – både patienter og andre sundhedsprofessionelle.