Vi tillader en helt særlig sundhedskrise at flyve under radaren

Løsningerne til at afhjælpe muskel- og skeletlidelser hos danskerne findes allerede, og kommunerne skal blive bedre til at samarbejde med foreninger. Læs kronik skrevet af Mette Mandrup, direktør i Dansk Firmaidræt og Niels Sandø, Politisk chef i Danske Fysioterapeuter.
Foto: iStock.

Kronikken er bragt i Idrætsmonitor den 28. oktober 2025.

Hver dag går 20 personer hjem fra arbejde i Danmark, som aldrig vender tilbage igen.

Hvorfor?

Fordi de har så ondt i muskler og led, at de ganske enkelt ikke kan holde til at passe deres arbejde og derfor ryger ud af arbejdsmarkedet.

Er det et problem?

Ja.

Den enkelte borger mister livskvalitet ved at skulle leve med kroniske smerter. Og den enkelte borger lider økonomisk ved ikke at kunne beholde sit job.

Det er også et problem for samfundet og den offentlige økonomi. Hvert år koster det milliarder, at mere end 1,7 mio. borgere har smerter i kroppen, som betyder udgifter til pensioner og højere sundhedsudgifter. Nu kommer der kronikerpakker for borgere med lænderygsmerter. Det er positivt, men det løser kun en flig af den samlede problemstilling.

Sundhedskrisen, der flyver under radaren

Hvorfor gør man så ikke for alvor noget for at forebygge det?

Ja, det burde være en ’no-brainer’ for politikere på alle niveauer at handle på disse alarmerende tal. De har tilsyneladende ikke opdaget, at der er et kæmpe problem, hvoraf en del kan forebygges.

Måske er det fordi, at sygdommen ikke slår folk ihjel? Det er en lidelse, der lever en stille eksistens og flyver under radaren uden de store avisoverskrifter.

Hvad kan man gøre, og hvem kunne gøre det?

Kommuner og regioner har unikke muligheder for at gå forrest:

  • Som arbejdspladser kan de skabe bevægelse i arbejdstiden og tilrettelægge arbejdet, så det belaster mindst muligt, samt styrke forebyggende indsatser for deres egne medarbejdere.
  • Som planlæggere kan de tænke bevægelse og forebyggelse ind i sundheds- og beskæftigelsespolitikken allerede før borgerne bliver patienter.
  • Som samarbejdspartnere kan de invitere fysioterapeuter, foreninger og lokale aktører ind i arbejdet med hverdagsnær sundhed.

Løsningerne findes allerede. De skal bare bruges systematisk og lokalt.

Fra behandlingskø til bevægelse i hverdagen

Vi skal supplere et fokus på behandlingskøer med et fokus på bevægelse i hverdagen.

For mange smerter kan forebygges gennem mere målrettet aktivitet i arbejdet, styrketræning, motion og små ændringer i hverdagen. Vi kan også forebygge, at muskel- og skeletproblemer udvikler sig ved at sikre let og lige adgang til behandling ved for eksempel en fysioterapeut, så det ikke alene er de borgere med en forsikring, der kan få det.

Hvis vi lykkes med at reducere blot en brøkdel af de mange tilfælde, kan vi fastholde rigtig mange mennesker på arbejdsmarkedet, mens samfundet også sparer milliarder årligt.

Tusindvis af danskere kan få et liv med færre smerter. Men det kræver, at vi ser forebyggelse som en investering – ikke en udgift.

Så kære kommunal- og regionspolitikere: Gør muskel- og skeletbesvær til et politisk fokusområde i den kommende valgperiode. Ikke fordi det er spektakulært, men fordi vi ikke kan være andet bekendt overfor de mennesker det drejer sig om, deres pårørende, men også arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien.