Opgør med social ulighed ved smerter i muskler og led

Ulighed viser sig mange steder i samfundet. Smerter i muskler og led er desværre ikke nogen undtagelse. For smerterne rammer skævt, når det handler om, hvem der har mange smerter – og hvem, der får den rette hjælp og behandling. Det er meget tydeligt i statistikken, at der er en stærk social slagside, hvis man ser på længden af uddannelse, typen af job og forekomsten af smerter i fx ryg, knæ og nakke.

Smerter kan være invaliderende og forhindre mange danskere i at udføre dagligdagsaktiviteter og svække livskvaliteten hos de mennesker, der er ramt. Mange har så ondt, at de ikke kan holde til at gå på arbejde. Det betyder, at de må forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension eller langtidssygemelde sig. Og det er her uligheden kommer til syne. Smerter i kroppen er nemlig i dén grad overrepræsenteret blandt de grupper i samfundet, der har den laveste uddannelse.

Den nyeste sundhedsprofil fra marts 2026 viser, at de mennesker, der har kortest uddannelse har tre gange så stor risiko for at opleve smerter i fx nakke eller lænderyg, som de mennesker med længst uddannelse. Her arbejder mange typisk i job med hårdt fysisk arbejde. Det er fx vores SOSU’er, pædagoger, og bygningsarbejdere. De mennesker, som vi i forvejen mangler på det danske arbejdsmarked, men som er de, der presses til at forlade det i utide.

Vi ved, at hvis vi forebygger smerter, vil færre mennesker få dem. Og hvis vi giver rette hjælp og behandler smerterne, for eksempel hos fysioterapeuter og ergoterapeuter, opnår vi en rigtig god effekt og kan forhindre, at smerterne bliver kroniske og dermed forringer livskvalitet og potentielt sender folk ud af arbejdsmarkedet.
Der, hvor uligheden for alvor bliver tydelig, er hvis vi ser på, hvorfor mange i de grupper med laveste uddannelse ikke få hjælp. En ny rundspørge viser, at halvdelen af dem, som har smerter, ikke søger den hjælp, de har brug for, fordi egenbetaling for at gå til fysioterapeut og ergoterapeut er en barriere for dem. Det er simpelthen for dyrt at få den hjælp og behandling, der er nødvendig.

Det skal vi som samfund ændre på. Det er ikke rimeligt, at rigtig mange mennesker tvinges til at fravælge den mest effektive behandlingsform - nemlig træning – og ikke får hjælp til at indrette hverdagen efter deres egen formåen, fordi de simpelthen ikke har råd.

På mange andre områder i samfundet sikrer vi i dag lighed. Man skal ikke have penge op af lommen for at komme til sin praktiserende læge, eller blive indlagt på hospitalet, når man er syg. Men har man ondt i kroppen, er man overladt til sin egen pengepung – og det er størrelsen på denne, som afgør det videre forløb. For mange er det simpelthen ikke en mulighed at vælge behandling i form af træning til. Og samtidig er det paradoksalt nok den gruppe borgere, der har mindst råd, som har det største behov.

Kan vi gøre noget ved det? Ja, det både kan og skal vi. Vi kan ikke være bekendt at lade så mange i stikken. Konsekvenserne er enorme for den enkelte i form af dårlig livskvalitet og et farvel til det job, der giver en indtægt. Vi fastholder ganske enkelt mennesker i unødig smerte og sender dem ud på en personlig økonomisk deroute.

Hvad er det så, der mangler for at bringe mere balance og fairness ind i ligningen her? Der er flere håndtag at skrue på. Men vigtigst af alt er, at vi først og fremmest er nødt til at have sundhedspolitikere og en kommende sundhedsminister og regering til at forstå omfanget af den udfordring, vi står over for, og handle på det.

Tallene taler for sig selv. Hvert år forsvinder 22.000 fuldtidsstillinger, fordi smerterne i kroppen bliver for store. Det svarer til, at alle indbyggere i en by på størrelse med Sønderborg ikke arbejdede. Det svarer også til, at samtlige medarbejdere i alle Danmarks Netto og Føtex butikker gik hjem fra arbejde et helt år. Dagligt er det 38 personer, der forlader arbejdsmarkedet for at gå på førtids- eller seniorpension på grund af smerter.

Og det er jo ikke umuligt, at få politikerne til at prioritere forebyggelse og behandling af visse sygdomme. Politikerne har jo fx valgt at sige, at det ikke er acceptabelt at mange danskere dør af kræft eller af hjertekarsygdomme. For at optimere og intensivere behandlingen for disse sygdomme, har man derfor indført såkaldte pakkeforløb i det danske sundhedsvæsen, så man sikrer gratis og hurtig behandling på netop disse udvalgte sygdomme. Det har været nødvendigt, og det har haft betydning. Det samme gør sig desværre ikke gældende for muskelskeletlidelser. Måske fordi det er en ”stille” folkesygdom, som man ikke dør af. Det er ikke særlig dramatisk at slidgigt i nakken eller diskusprolaps i ryggen forhindrer pædagogen eller bygningsarbejderen i at kunne gå på arbejde. Men der gemmer sig personlige tragedier bag diagnoserne og smerterne. Og det koster i øvrigt også samfundet 58 mia. kr. årligt i tabt arbejdsfortjeneste.

Vi mener derfor, at der skal en egentlig handlingsplan til for at problemet bliver grebet seriøst an. En handlingsplan, der både ser på, hvordan vi kan forebygge, så færrest muligt får ondt og samtidig sikrer hurtig og bedst mulig behandling, så smerterne ikke bliver kroniske. Det handler derfor om at have et styrket fokus på forebyggelse, og her spiller arbejdspladserne en utrolig vigtig rolle – det er oplagt at bruge motion i arbejdstiden som en løftestang til at styrke medarbejderne – især i de fag, hvor der i forvejen er meget fysisk hårdt arbejde, er en fokuseret og helhedsorienteret træning i arbejdsplads-regi en del af løsningen. Civilsamfundet har også en vigtig rolle at spille med at gøre livet mere aktivt for den enkelte – flere idrætsorganisationer står klar. Der skal bare være en plan for at involvere dem aktivt.

Men det handler også om, hvordan vi får indrettet strukturerne i sundhedsvæsenet på en måde, så pengepungen ikke er afgørende for, om man har en fair chance for at undgå at få smerter, og hvis man har fået dem, at man så kan komme af med dem varigt og hurtigt.

Kort sagt, er den store skurk, at der både mangler forebyggelse, og at adgangen til at få den rette behandling er dyr, kombineret med at mange mennesker ser det som en stor barriere at skulle punge ud med en stor egenbetaling hos fysioterapeut, ergoterapeut eller kiropraktor. Og det giver sig selv, hvis man hører til i gruppen af folk med de laveste lønninger, at der ikke er råd til at søge den nødvendige hjælp eller have ressourcer til at forebygge smerterne.

Der er altså tale om en kæmpe udfordring, der skal løses. Og der er en række håndtag vi kan skrue på. Hvis den politiske vilje er der, kan vi godt sikre at færre mennesker får smerter og at færre mennesker er tvunget til at leve med smerter.

Så hvad er det egentlig vi venter på? Lad os tage arbejdshandskerne på og komme i gang - det skylder vi de mange danskere med smerter!

Debatindlægget er bragt den 29. april 2026 i Politiken.