Danske Fysioterapeuter og Hjerteforeningen: Vi skal udnytte de muligheder, som de nye rammer med folkesundhedslov, sundhedsråd og samarbejde med civilsamfundet giver for at sætte bevægelse i fokus.

Vi har hyldemeter af dokumentation for, at bevægelse og fysisk aktivitet forebygger sygdom, og at det udgør en central del af et godt rehabiliteringsforløb. Lad os tage et par udvalgte tal: Folk med stillesiddende fritidsaktiviteter har: 4.654 ekstra dødsfald, 248.615 ekstra somatiske ambulante kontakter og 571.534 ekstra antal sygedage ved langvarigt sygefravær.
Alene for mennesker med hjertesygdomme ved vi, at mere end halvdelen af alle tilfælde af hjerte-kar-sygdom kan forebygges. Og når sygdommen rammer, ved vi, at fysisk aktivitet og målrettet træning er en vigtig del af behandlingen.
Selvfølgelig har det enkelte menneske selv ansvaret for at få bevæget sig nok. Men menneskers forudsætninger for at gøre det er meget forskellige. Derfor har vi som samfund et stort ansvar i de politiske valg, vi træffer. Et ansvar for at få skabt nogle gode og fornuftige rammer til, at folk kan være mere fysisk aktive.
Fysisk aktivitet skal være en prioriteret indsats
Der er mange ambitioner og ønsker, som er blevet parkeret i den kommende folkesundhedslov. Fokus bør være på de risikofaktorer, der betyder mest for sundheden, sygeligheden og dødeligheden, og derfor skal fysisk aktivitet være en prioriteret indsats.
Samtidig skal de nye sundhedsråd til at begynde deres arbejde. Et centralt tema for dem må og skal være at sikre en ensartet og høj kvalitet i rehabiliteringstilbud i hele landet. Og så er der i sundhedsreformen lagt op til et tættere samarbejde med civilsamfundet. Det er vigtigt, men det er også på tide, at det bliver konkretiseret.
Vi vil derfor pege på følgende tre politiske udfordringer, som vi mener er en skal-opgave for politikerne at løse:
For det første: Brug folkesundhedsloven til at gøre fysisk aktivitet til en langt stærkere del af forebyggelsen.
Loven skal føre til konkrete indsatser, der gør bevægelse i hverdagen til det lette valg – også for de mennesker, der har de dårligste forudsætninger for det. En styrket indsats for fysisk aktivitet reducerer risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme og en række andre sygdomme.
Og der er noget at hente. De af os, der ikke bevæger sig tilstrækkeligt, er i gennemsnit fysisk aktive ved moderat til høj intensitet i mindre end 13 minutter om dagen. For den gruppe kan bare ti minutters ekstra bevægelse om dagen gøre en sundhedsmæssig forskel.
For det andet: De nye sundhedsråd skal sikre rehabilitering af høj kvalitet – også for dem, der har sværest ved selv at finde vej gennem sundhedsvæsenet.
Målrettet fysisk træning og fysioterapi er en central del af rehabiliteringen, men kvaliteten må ikke afhænge af diagnose eller postnummer. God rehabilitering skal være en integreret del af det samlede behandlingsforløb, da det har væsentlig betydning for sygefravær, indlæggelsestid og livskvalitet.
For det tredje: Rehabiliteringen skal føre til et aktivt hverdagsliv. Patienter, der ikke kommer i gang eller falder ud af rehabiliteringen, skal gribes og hjælpes i gang. Og der skal bygges stærkere broer til foreninger, fællesskaber og andre lokale tilbud, som kan hjælpe mennesker med at fastholde fysisk aktivitet, når det offentlige rehabiliteringsforløb slutter. Der skal sikres en national prioritering og implementering af tilbud, som sikrer gode broer til civilsamfundet.
Mulighederne for at leve et aktivt liv er forskellige, hvilket også ses i sygdomstallene: Over 20 procent flere blandt danskerne med de korteste uddannelser rammes af hjerte-kar-sygdom sammenlignet med dem med de længste uddannelser.
Vi kan handle politisk ved at styrke fysisk aktivitet i dagtilbud og skoler, at støtte foreningslivet, så flere kan deltage, at sikre fysisk aktivitet i arbejdstiden, og at have en strategi for, at byområder indrettes med fokus på fysisk aktivitet som cykling og gang etcetera.
Rehabilitering må ikke være et postnummerlotteri
Vi skal også gøre rammerne mere ensartede på tværs af landet. Der er i dag store forskelle på rehabiliteringstilbuddene mellem kommuner og patientgrupper. De nye sundhedsråd skal ikke alene have blik for, hvilke muligheder der findes i de nære sundhedstilbud, men også for, hvem der faktisk får gavn af dem. Et rehabiliteringstilbud virker kun, hvis patienten deltager. Det er særligt vigtigt for de mennesker, der af sociale, helbredsmæssige eller andre årsager kan have svært ved selv at finde vej gennem sundhedsvæsenet. Ellers risikerer vi, at de mennesker, der har størst behov for hjælp, får mindst gavn af rehabiliteringen.
Og rehabiliteringen skal være en bro til et aktivt hverdagsliv – ikke en endestation. Når det offentlige forløb slutter, skal der være stærkere forbindelser til foreninger, fællesskaber og andre lokale tilbud, der kan hjælpe mennesker med at holde fast i bevægelsen.
Vi kan ikke forebygge alle tilfælde af hjerte-kar-sygdom, stroke, kræft og diabetes, og fysisk aktivitet kan naturligvis ikke stå alene i behandlingen. Men vi ved, at bevægelse kan forebygge sygdom. Vi ved, at målrettet træning kan hjælpe mennesker tilbage til et bedre liv. Og vi ved, at den kan bidrage til færre indlæggelser.
Så spørgsmålet er egentlig ikke, om vi har råd til at investere mere i forebyggelse, rehabilitering og fysioterapi.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.