Nu kan ansatte og arbejdsgivere i private fysioterapiklinikker indgå overenskomster

Massivt flertal i Danske Fysioterapeuters repræsentantskab har netop stemt en vedtægtsændring igennem, som baner vejen for at ansatte og arbejdsgivere i privat praksis nu kan indgå overenskomster med hinanden. ”En vigtig milepæl er nået,” siger formand for Danske Fysioterapeuter Jeanette Præstegaard.
Foto: Carsten Bundgaard.

Danske Fysioterapeuter har onsdag den 17. juni 2026 udsendt følgende pressemeddelelse via Ritzau:

Adskilt og forbundet. Sådan bliver det fremover i Danske Fysioterapeuter for arbejdsgiverne i privat praksis, som nu kan være selvstændige og uafhængige på alt, hvad der handler om løn og vilkår, og samtidig forbliver de en del af det faglige fællesskab i Danske Fysioterapeuter. Dermed kan arbejdsgivere og ansatte på de private fysioterapeutklinikker nu indgå i forhandlinger om overenskomster med hinanden.

Forslaget til den vedtægtsændring, som muliggør dette, blev i dag stemt igennem med et massivt flertal og ingen stemmer imod ved et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Nyborg.

Vigtig milepæl

Det var en glad formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, som kunne konkludere efter afstemningen: ”Den beslutning repræsentantskabet har truffet i dag, er en milepæl for vores forening. Vi er stadig fælles om alt det faglige, uddannelse og interessevaretagelse. Men arbejdsgiverne i de private klinikker bliver nu selvstændige og uafhængige på alt, hvad der handler om løn og vilkår. Dermed bliver vi professionelle forhandlingspartnere med hinanden og jeg ser frem til et godt samarbejde og gode forhandlinger om overenskomst,” siger Jeanette Præstegaard.

Samler faget

Efter en tid med organisatorisk uro blandt fysioterapeuterne, håber Jeanette Præstegaard at dagens beslutning varsler roligere tider: ”Mit håb er, at vi nu kan lægge uro og splittelse bag os og se fremad. Jeg håber oprigtigt, at mange af de fysioterapeuter, der har været utilfredse og kritiske, kan se sig selv i den organisering, vi nu har i Danske Fysioterapeuter, hvor overenskomster mellem ansatte og arbejdsgivere i privat praksis nu bliver muligt,” lyder det fra Jeanette Præstegaard.