OK-ændringer pr. 1. april 2022

En del af de aftalte ændringer ved OK21 forhandlingerne træder i kraft pr. 1. april 2022. Her følger en oversigt over ændringerne på hhv. det regionale, kommunale og det statslige område. 

Kommunerne

Gælder for alle:

  • Kompetencefonde
    Fra d. 5. april 2022 åbnes der for ansøgninger til støtte til kompetenceudvikling fra den kommunale kompetencefond.
    Læs nærmere her.
  • Sorgorlov
    Forældres ret til lønnet sorgorlov udvides fra 14 til 26 uger.

For fysioterapeuter:

  • Forhøjelse af tillæg for 10 års erfaring
    Det årlige tillæg for 10 års erfaring forhøjes med 3.100 kr. (06-niveau) til 5.300 kr. (06-niveau). Tillægget ydes til fysioterapeuter, men ikke til kandidatuddannede eller kliniske undervisere. Forhøjelsen indebærer en lønforbedring på ca. 330 kr./måned, hvis man er fuldtidsansat.

Forbedring af den kommunale arbejdstidsaftale:

  • Indførelse af tillæg for inddraget SH-dag
    Der ydes et tillæg på kr. 450 kr. (00-niveau) hvis en SH-dag inddrages med kortere varsel end 14 dage. Det svarer til en nutidsværdi på ca. 655 kr.
  • Forhøjelse af tillæg for uvarslet over- og merarbejde
    Tillægget for manglende varsel af over- og merarbejde af mere end en times varighed forhøjes med 10 kr. (00-niveau) til 37,91 kr. (00-niveau). Tillægget svarer fra 1.4. 2022 til godt 55 kr.

For kandidater:

  • Forhøjelse af trin A8
    Løntrin A8 forhøjes med 1.228 kr. (06-niveau).
    A-løntrinsskalaen anvendes for fysioterapeuter med kandidatuddannelse. Forhøjelsen indebærer en lønforbedring på 130 kr./måned, hvis man er fuldtidsansat.
  • Forhøjelse af pensionsprocenten for kandidatuddannede
    Pensionsprocenten forhøjes fra 18,3 til 18,78 %. Forhøjelsen vil eksempelvis give en stigning af den månedlige pensionsindbetaling på ca. 170 kr., hvis den samlede månedsløn er ca. 35.000 kr.

Regionerne

Gælder for alle:

  • Kompetencefonde
    Fra d. 26. april 2022 åbnes der for ansøgninger til støtte til kompetenceudvikling fra den regionale kompetencefond. Læs nærmere her.
  • Sorgorlov
    Forældres ret til lønnet sorgorlov udvides fra 14 til 26 uger.

For fysioterapeuter:

  • Forhøjelse af tillæg for 10 års erfaring
    Det årlige tillæg for 10 års erfaring forhøjes med 3.650 kr. (18-niveau) til 19.500 kr. (18-niveau). Tillægget ydes til fysioterapeuter og kliniske undervisere, men ikke til kandidatuddannede. Forhøjelsen indebærer en lønforbedring på ca. 325 kr./måned, hvis man er fuldtidsansat.

For kandidater:

  • Forhøjelse af trin A8
    Løntrin A8 forhøjes med kr. 967 kr. (18-niveau). A-løntrinsskalaen anvendes for fysioterapeuter med kandidatuddannelse. forhøjelsen indebærer en lønforbedring på godt 80 kr./måned, hvis man er fuldtidsansat.
  • Forhøjelse af pensionsprocenten for kandidatuddannede
    Pensionsprocenten forhøjes fra 18,44 til 18,58 %. Forhøjelsen vil eksempelvis give en stigning af den månedlige pensionsindbetaling på ca. 50 kr., hvis den samlede månedsløn er ca. 35.000 kr.
  • Frit valg af pension og løn
    Fra 1. april 2022 kan kandidater frit vælge, om hele eller dele af pensionen, der overstiger 16,4 %, skal udbetales som løn i stedet for pension. Aflønnes man med ca. 35.000 kr./måned vil den del af pensionen, der overstiger 16,4 % udgøre ca. 765 kr., som altså i stedet for pension kan vælges som løn.

Staten

  • Regulering af lønnen
    Lønnen stiger med ca. 1,78 %. Reguleringen fremkommer på baggrund af aftalte generelle lønstigninger og udmøntning fra reguleringsordningen. De aftalte generelle lønstigninger udgør 1,19 %, mens udmøntningen fra reguleringsordningen er opgjort til 0.59 %. Som fuldtidsansat vil stigningen i månedslønnen for de fleste fysioterapeuter være i en størrelsesorden fra ca. 450 kr. til 700 kr.
  • Seniorbonus
    Pr. 1.4. 2022 indføres en ret til seniorbonus således:
    • Fra og med det kalenderår, hvor den ansatte fylder 62, får de ret til en bonus på 0,8 % af den sædvanlige årsløn.
      Den ansatte kan vælge at konvertere seniorbonussen til 2 seniordage om året, eller til et ekstraordinært pensionsbidrag.
    • Ansatte, der ønsker bonussen som seniordage eller pension, skal give besked senest 1. oktober året før bonussen kommer til udbetaling.

Der er tale om en optjeningsordning for seniorbonus. Bonussen optjenes i kalenderåret, hvor den ansatte fylder 62, og kommer til udbetaling ved første lønudbetaling i året efter optjeningsåret. Det betyder, at bonus første gang optjenes i 2022 og udbetales 1. gang i januar 2023.

Overenskomstparterne er uenige om, hvornår evt. seniordage kan afholdes. Arbejdsgiverpartens opfattelse er, at evt. seniorfridage først vil kunne afholdes i året efter bonus er optjent. De faglige organisationer opfattelse er, at seniordage vil kunne afholdes i det kalenderår, hvor bonussen er optjent.
Uenigheden forventes afklaret ved en faglig voldgift, og indtil da, vil der blive administreret i henhold til arbejdsgivers opfattelse. Det indebærer, at medarbejdere indtil videre første gang vil kunne afholde evt. seniorfridage i 2023.

  • Sorgorlov
    Fra 1. april 2022 får forældre i tilfælde af dødfødsel, bortadoption, eller barnets død inden det 18. år, ret til sorgorlov med løn i 26 uger.