Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Min arbejdsplads: Idrætsklinikken, Bispebjerg Hospital

Navn: Rikke Høffner<br/>Alder: 37 år<br/>Arbejdsplads: Idrætsklinikken, Fysio- og ergoterapien, Bispebjerg Hospital

Hvad laver du?

Jeg er idrætsfysioterapeut med del A-eksamen i idrætsfysioterapi og beskæftiget på fuld tid med behandling og træning af både idrætskirurgiske og idrætsmedicinske patienter, fordelt med 25 timer til idrætsmedicin og 12 timer til -kirurgien. Overbelastningsskader og seneproblematikker fylder mest ved de idrætsmedicinske patienter.

Den typiske patient har gået med en kronisk skade i 2-3 år og har været igennem forskellige former for behandling, inden han kommer her. For overhovedet at komme til os, skal man have haft sin skade i mindst et halvt år. Patienterne til hospitalet henvises fra egen læge, og 10-20 procent af dem, idrætslægerne ser, henvises til specialiseret fysioterapi hos os. Det kan være alt fra motionister til elitesportsfolk. Flest i alderen 15-45 år, men vi har også børn og folk over 60 år.

Uden at have dokumentation for det, tror jeg, at der er kommet flere yngre patienter i den tid, jeg har været her, men der i det hele taget kommet flere patienter. Det hænger nok sammen med, at tilbuddet er blevet mere kendt, men også med et øget samfundsmæssigt fokus på idræt. Da jeg startede var her to læger og tre fysioterapeuter, nu er her fire læger og seks fysioterapeuter. Og vi har stadig venteliste.

Hvordan er et typisk forløb?

Vi starter altid med en grundig, standardiseret undersøgelse. De kliniske test har idrætslægerne udført, og patienterne er altid ultralydsscannet hos lægerne, vi udfører de funktionelle test og kan følge op med senere ultralydsscanninger.

I et typisk forløb ser vi patienten seks gange i løbet af et halvt år. Ofte er det seneproblematikker, vi arbejder med, og senevæv heler langsomt, så det ville ikke give mening for os at se patienterne en gang om ugen. Desuden har vi landsdelsfunktion, så patienterne kommer så langvejs fra som Lolland og Bornholm. Vi arbejder nærmest som konsulenter, instruerer patienterne i relevante genoptræningsøvelser, for eksempel tung, langsom styrketræning, og så følger vi op på, om det har effekt.

Ofte er vores opgave at skrue ned for træningen, for det er patienter, der meget gerne vil alt muligt, men de har måske bare trænet deres dysfunktion større, indtil de kom her. Vi hjælper dem til at strukturere og få træning og ikke mindst hvile ind i faste rammer. Selvom vi tit må bede patienterne skrue ned for træningen, er det alligevel ofte en lettelse for dem at komme her, fordi vi ofte i modsætning til den praktiserende læge gerne vil have dem til at gøre så meget som muligt uden at overtræne. Det kan for eksempel godt være ok at løbe 1-3 kilometer, selvom man har en øm akillessene.

Hvad lavede du før, du kom her?

Jeg er uddannet i 2000 og har taget idrætsfysioterapeutuddannelsen. Jeg har blandt andet arbejdet på klinik og som fys for diverse klubber, blandt andre FC Nordsjælland. Det har fra begyndelsen været idrætsfysioterapien, der interesserede mig, og det her er drømmejobbet lige nu. Jeg føler mig meget privilegeret ved at være her, fordi patienterne er så motiverede.

På klinikken oplevede jeg jævnligt, at patienterne ikke fik lavet deres øvelser, hvilket de følte sig i deres gode ret til, fordi de selv betalte for behandlingen. Det har jeg kun oplevet to gange her, og så har jeg kunnet tillade mig at sige, at det er spild af både min og deres tid.

At være her er den perfekte blanding af at have patienter, samtidig med, at man har muligheden for fordybelse i evidensen for det, man laver. Jeg er skulderspecialist og har vores skulderhold for skulderopererede sammen med en kollega. Vi er i øjeblikket i gang med et litteraturstudie om evidensbaseret genoptræning efter rotator cuff reinseration.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det faglige miljø og det tætte samarbejde med lægerne gør en kæmpe forskel. Vi skiftes med lægerne til at holde oplæg for hinanden - i denne uge om løbestilsanalyse, og i sidste uge var det skinnebensproblematikker.

En gang om ugen har vi ambulatorium med lægerne. I øjeblikket kører vi tværfagligt hofte/lyskeambulatorium, men temaet skifter, ligesom det også skifter, hvilke læger, vi er sammen med. Vi kører i rul, så vi kommer igennem alle fire læger, så vi kan lære af hinanden.

Her er et konstant fokus på udvikling og forskning, og det de finder ud af i forskningen, implementerer vi meget hurtigt i behandlingen. Vi arbejder desuden meget med supervision – i reflekterende team, hvor én har en patient, og to andre observerer.

Hvad er det værste?

Det kan indimellem føles som om, vi bruger meget tid på dokumentation, men det er fint nok, for det giver tid til at reflektere undervejs. Men det kan godt være frustrerende, når man skal bruge 10 minutter på at logge ind på systemet eller bliver smidt af, fordi systemerne er for tunge eller går ned. Især er det frustrerende i forhold til genoptræningsplanerne. Det er meget copy-paste og føles som spildtid, men igen nok mest på grund af IT’en, og at kommunerne ikke har adgang til patientjournalen.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar