Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Mere træning i hverdagen

Hverdagsrehabilitering er kommet for at blive over hele landet. Men organiseringen, og dermed fysioterapeutens rolle, er forskellig fra kommune til kommune.
Foto: Michael Bo Rasmussen

Som led i debatten op til det nys overståede kommunalvalg har begrebet hverdagsrehabilitering for en stund atter været i mediernes søgelys. I dag arbejder 92 ud af 98 kommuner med hverdagsrehabilitering, hvilket betyder, at mange borgere, der tidligere ville blive visiteret til personlig og/eller praktisk hjælp, i stedet bliver trænet til at klare sig selv i større eller mindre grad. Ifølge tal fra Jyllands Posten og Danmarks Statistik leveres der i dag 87.000 færre ugentlige hjemmehjælpstimer end for fire år siden. Det svarer til et fald på 15,7 procent, selvom antallet af ældre i samme periode er stedet med 10,6 procent, og kommunalpolitikerne er derfor blevet beskyldt for at bruge hverdagsrehabilitering som et skalkeskjul for besparelser.

Uanset, hvilke briller man tager på, foregår der alt andet lige mere træning i den kommunale hverdag end tidligere, og hverdagsrehabilitering er blevet et fast etableret beskæftigelsesområde for både fysio- og ergoterapeuter. Terapeuternes rolle derimod er ikke mere fasttømret, end at der er store forskelle kommunerne imellem.

Forskellige udfordringer

Hverdagsrehabiliteringen i Kommune A ser ikke nødvendigvis ud som i Kommune B. I nogle kommuner varetages al træningen af hjemmetrænere fra plejen, og terapeuternes indsats ligger især i den indledende fase, når der sættes mål, mens de i forbindelse med selve udførelsen så at sige træner gennem andre og har en konsulentfunktion. I andre kommuner har terapeuterne selv i større eller mindre grad hænder på under træningsforløbet.

De forskellige modeller giver også forskellige udfordringer: For den fysioterapeut, der udelukkende træner gennem andre, kan selve håndværket synes langt væk. Til gengæld kan den fysioterapeut, der selv står for ADL-træningen, have udfordringer med det uvante i eksempelvis at skulle hjælpe en borger i bad. Men det kan læres, lyder det fra nogle af dem, der fra deres lederposter har betragtet fysioterapeuterne finde sig til rette i deres nye roller.

Risikerer at køre træt

Fysioterapeut Konny Riising har i seks år været leder af træningsområdet i Høje-TaastrupKommune, der siden 2007 har arbejdet med hverdagsrehabilitering. Hendes oplevelse er, at det gennem alle årene har været svært at rekruttere terapeuter til opgaven.

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at man som terapeut i hverdagsrehabiliteringen sidder i konsulentrollen og ikke arbejder direkte med borgerne. Men jeg kan faktisk ikke forstå, at den rolle ikke appellerer til terapeuterne, for man får sine terapeutiske kompetencer i spil på en helt anden måde, end man gør med borgerne. Men det er også det, der er svært. At få andre til at rykke i retning af en mere terapeutisk tankegang, hvor det handler om at få borgeren i gang og tage mere ansvar”, siger Konny Riising.

”Terapeuterne støder desuden ind i, at deres daglige tværfaglige samarbejdspartnere, sosu’erne, har et lavere uddannelsesniveau. Sygeplejerskerne i hjemmeplejen kan slet ikke se sig ind i det her, så den naturlige samarbejdspartner mangler. Man er ikke vant til at arbejde med målsætninger i plejen, men har mere fokus på opgaveløsning, og dén hurdle er det ikke alle terapeuter, der har lyst til atarbejde med”. Og brænder man ikke for opgaven, kan man ikke løse den, mener Konny Riising, der taler af bitter erfaring.

”Da vi søgte to terapeuter i 2007 fik vi kun én ansøger, en ergoterapeut, så vi overtalte en fysioterapeut, der havde søgt en anden stilling, til at tage jobbet. Dét duede ikke, for hun var væk igen efter få måneder”.

Mange ved ikke, hvad det er

Også fysioterapeut Charlotte Lauridsen, der er faglig koordinator i Tårnby Kommune, har oplevet, at det kan være svært at få tilstrækkeligt med ansøgere til stillingerne, fortæller hun.

”Jeg synes, det er svært at rekruttere til det her område, både hvad angår ergo- og fysioterapeuter. Desuden overrasker det mig, når man tænker på, hvor meget der er blevet talt og skrevet om hverdagsrehabilitering de senere år, at der er nogle ansøgere, der meget uvidende om, hvad hverdagsrehabilitering overhovedet er for noget. Det gælder særligt de nyuddannede”, siger Charlotte Lauridsen.

I Tårnby træner terapeuterne i hverdagsrehabiliteringen ikke udelukkende gennem andre, men er i et vist omfang involverede i selve udførelsen.”Jeg tror, at det er vigtigt, at man som terapeut på det her felt beholder kontakten til borgeren og til sit håndværk. Ellers tror jeg man går død”, siger Charlotte Lauridsen,der dog ikke er blind for de udfordringer, der følger med: ”For nogle fysioterapeuter er den personlige pleje en udfordring. Ikke kun det intime i at have en borger i bad, men også det rent praktiske: Hvordan vasker man et andet menneske? Det er en udfordring, fordi det er nyt”.

Charlotte Lauridsen mener, at hverdagsrehabiliteringen umiddelbart ligger mere til højrebenet for ergoterapeuterne, men fysioterapeuterne kan ikke undværes, understreger hun.”Ergo- og fysioterapeuterne har rigtig meget glæde af hinanden, og selvom hverdagsrehabilitering ligger tættest på ergoterapeuternes kernefaglighed, mener jeg ikke, man kan undvære fysioterapeuterne. Meget af det handler jo om mobilitetsproblemer, om behov for træning af styrke og om balanceproblematikker, så fysioterapeuter er meget relevantepå det her felt. Vi har valgt at have fifty-fiftyaf ergo- og fysioterapeuter hos os, da vi synes,at det giver rigtig god mening. Ergoterapeutener god til at tage sig af det kognitive omkring indkøbet, men borgeren skal jo også frem og tilbage til forretningen”.

Dermed ikke sagt, at begge faggrupper optræder i forbindelse med den samme borger, men de sparrer med hinanden og trækker på hinandens kompetencer; og dér, hvor det er klare monofaglige kompetencer der er i spil, er det den relevante faggruppe, der kommer på banen, forklarer Charlotte Lauridsen.

Terapeuterne er i plejegrupperne

At de to terapeutgrupper supplerer hinanden godt, mener man også i Vesthimmerlands Kommune, der dog for nylig har valgt, at terapeuternedet meste af tiden opholder sig i hver sin plejegruppe, hvor den pågældende terapeut derfor skal kunne spille på hele registeret og ikke kan tillade sig at være mere specialist på ADL - end på fysisk træning.

Franz Bundgaard Larsen, der er fysioterapeut og leder af Træning og hjælpemidler i Vesthimmerland, forklarer, at den decentrale model er valgt for bedst at kunne understøtte den kulturændring, hverdagsrehabilitering er. ”I nogle kommuner er det en særlig gruppe hjemmetrænere, der yder hverdagsrehabilitering, men her har vi valgt, at tankegangen skal bredes ud i hele hjemmeplejen. Det nytter ikke noget, at terapeuterne sidder langt fra dem, hvis kultur de skal bidrage til at ændre, så de møder decentralt ind i grupperne tre dage om ugen. Men de er organiseret under mig, og to dage om ugen er det deres fælles terapeutkontor, der er udgangspunkt for deres arbejdsdag, så de har mulighed for at sparre med hinanden. Der skal være en fornuftig balance mellem det at bidrage til det tværfaglige, samtidig med at man holder det terapeutiske intakt”, mener Franz Bundgaard Larsen.

”Decentraliseringen betyder, at fysioterapeuten ikke kan kalde på en ergoterapeut, når det er en badesituation, der skal håndteres, og omvendt kan ergoterapeuten heller ikke kalde på en fysioterapeut, når der er behov for gangtræning, men selvfølgelig vejleder og støtter de hinanden dér, hvor deres monofaglige kompetencer er svagest”.

Det, man ikke har med sig fra sin grunduddannelse, kan læres, og i virkeligheden er det nogle andre kompetencer, der er i fokus, hvis man vil arbejde som terapeut i hverdagsrehabiliteringen, mener Franz Bundgaard Larsen.

”Konsulentrollen, pædagogikken og formidlingen er lige så vigtige som terapeutfagligheden”, siger han og opfordrer til, at man som ansøger sætter sig ind i, hvordan hverdagsrehabiliteringen i den pågældende kommune er organiseret, inden man sender sin ansøgning. ”Ellers ved man ikke, hvad det er for et job, man søger. Nogle vil ikke være interesserede i at få skubbet et mellemled ind i form af plejepersonalet mellem sig selv og borgeren. Hvis terapeuterne møder op og tror, at nu skal de ud og træne en hel masse i borgernes hjem, bliver de skuffede, for det er ikke det normale her”.

 

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar