Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Når afmagt bliver til ondskab

Forråelsesprocessen starter med en svag impuls til at hæve stemmen, ignorere, straffe, skælde ud, konfrontere, være hårdhændet. Alle fysioterapeuter mærker disse impulser, siger psykolog Dorthe Birkmose, som er forfatter til en ny bog om det tabubelagte emne: Ondskab i det social- og sundhedsfaglige arbejde.

”Forråelse af personalet i de social- og sundhedsfaglige fag er et enormt problem, som man ikke tør stå ved”. Ordene er psykolog Dorthe Birkmoses. Hun er dette efterår udkommet med bogen ’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’ (Syddansk Universitetsforlag). ”En bog, du ikke vil læse”, står der i introduktionen. Måske har du heller ikke lyst til at læse denne artikel. For magtmisbrug, forråelse og ondskabsfulde handlinger er ikke noget, man kan lide at tale om. I særdeleshed ikke, hvis man arbejder i en branche, hvor man har en selvforståelse som værende i ”den gode sags tjeneste”. 

”Tanken om ondskab er pinefuld at forholde sig til. Det er forståeligt, at den er blevet et tabu. Men vi bliver ikke bedre mennesker af udelukkende at fortælle gode historier, og vi kommer ikke ondskaben til livs ved at lade som om den ikke eksisterer, siger Dorthe Birkmose.

Hun blev engang bedt om at skrive en artikel om risikoen for forråelse i det sundhedsfaglige arbejde til et dansk medie. Da hun fik sin redigerede artikel tilbage fra redaktionen til gennemlæsning, virkede noget i den anderledes. Det varede lidt inden, hun kunne sætte fingeren på, hvad forandringen bestod i. Det viste sig, at ordet ’ondskab’ var pillet ud og ændret til mere vage formuleringer som fx ’det modsatte af at gøre godt’. 

Ifølge Dorthe Birkmose er det et godt billede på, hvor svært det er for os, at forholde os til den menneskelige ondskab, når selv en redaktion, der har bestilt en artikel om forråelsesprocessen, bortredigerer det ord, som beskriver sagens kerne: 1. At ondskabsfulde handlinger blandt professionelle sundhedsarbejdere er et stort overset og tabubelagt problem, som man ikke forsker i, og heller ikke for alvor vedkender sig i branchen. 2. At det, ifølge Dorthe Birkmose, ikke er onde mennesker, der begår onde handlinger. Potentialet til at handle ondt ligger i os alle. Det er blot et spørgsmål om, at vi føler os tilstrækkeligt pressede og afmægtige - så er risikoen der. 

Det starter med afmagt

Det slår, ifølge Dorthe Birkmose, næsten aldrig fejl, at det, der sætter forråelsesprocessen i gang, er en følelse af afmagt. Det kan være en generel afmagt, som hører til den enkelte sundhedsarbejder. Men ofte hører afmagten sammen med det fag, man arbejder i.

”Min erfaring med fysioterapeuter er, at de generelt er meget ambitiøse. De har en stor målrettethed og et stort fokus på sundhed. De er teoretisk velfunderede og kender evidensen for, hvad der virker. I forløbene med klienterne kører det som regel godt, men når de slipper dem, gør folk ikke det de skal. De kommer ikke af sted til træning. De overholder ikke de aftaler, de har indgået med fysioterapeuten, som derfor ser sit arbejde smuldre. Det er en stor faglig frustration for mange fysioterapeuter. Man møder også folk med livsstilssygdomme, som de har lagt grunden til over 20-30 år. Det selvforskyldte element i symptomerne er en mental udfordring for den meget sundhedsbevidste professionelle, der må håndtere impulser til at sige ’så tag dig dog sammen’. Alt sammen pirker til en grundlæggende følelse af afmagt”, siger Dorthe Birkmose. 

Tænk ikke positivt

Afmagtsfølelsen kan snige sig ind ad bagdøren i mange forskellige forklædninger. I fysioterapien, hvor man er afhængig af offentlige bevillinger, er der, ifølge Birkmose, et politisk krav om at ’tænke positivt’ på trods af massive forringelser, som gør, at mange fysioterapeuter føler sig afmægtige. 

”Fysioterapeuterne oplever mere og mere at de, i stedet for at træffe faglige beslutninger, skal gøre klienterne klar til, at de kan klare sig selv i nogle ret korte forløb, hvor man skal nå det samme. Det er et problem i hele det social- og sundhedsfaglige felt, men min vurdering er, at forringelserne er en ekstra torn i øjet på de fagligt ambitiøse fysioterapeuter. ”De har en meget klar idé om, hvad der skal til for, at en behandling er fagligt forsvarlig. Samtidig bliver der på forskellige måder sendt et meget klart signal om, at ’professionalisme’ ikke blot består i at acceptere forringelserne, men oven i købet også at gå ind for dem. Se mulighederne og potentialet i dem”, siger Dorthe Birkmose.  

Hvis man bliver skudt i skoene, at man tænker negativt, i det øjeblik man lufter sin frustration over forringelserne, så fører det uundgåeligt til en følelse af afmagt, som, ifølge Dorthe Birkmose, i mange tilfælde vil føre til forråelse af sundhedsarbejderen. 

”Det kan være et frygteligt dilemma for den enkelte at stå i. Skal man slække på sin moral og faglige værdier ved at forlige sig med at levere et dårligt stykke arbejde, der gør ondt på borgere og pårørende? Eller skal man kæmpe for fagligheden ved at protestere mod ledelsens forsøg på at efterleve de politisk besluttede forringelser – og dermed være illoyal, negativ og risikere sit job? Det er dét, der spekuleres over blandt fysioterapeuter i disse år”.

Det er vigtigt, at fysioterapeuten undgår at fornægte sin egen integritet ved at omformulere forringelser positivt, mener Dorthe Birkmose. ”Det er en automatisk resignation, der er den direkte vej til forråelsen. For hvis man ikke vil mærke det, der rent faktisk sker i situationen, fordi det er for ubehageligt, så er det naturligvis svært at være empatisk i den.  Der er ikke nogen færdig løsning på dilemmaet, men man har muligheden for ’aktiv resignation’, hvor man får adskilt inde i sit hoved, ’hvad jeg kan gøre noget ved, og hvad jeg ikke kan gøre noget ved’. Det bliver til to lister. Den ene med ting, det rent faktisk, på trods af dårlige vilkår, er muligt at handle på. Den anden med ting, som man aktivt vælger at resignere overfor. Det er ikke optimalt, men man har foretaget et bevidst valg i en svær situation, og har derfor en mulighed for at bevare empatien”, siger Dorthe Birkmose.  

Den ene handling tager den næste

Forråelsesprocessen starter i det små. Man mærker en svag impuls til at hæve stemmen, ignorere, straffe, skælde ud, konfrontere, være hårdhændet. Det første lille skridt er taget.   Jo hyppigere impulserne forekommer, jo kraftigere de er, og jo mere man forsøger at bortforklare, legitimere eller glemme dem, desto tættere kommer man på næste skridt, hvor man begynder at handle på dem.

Den ene forholdsvist uskyldige handling tager den næste lidt mindre uskyldige handling med sig. I denne fase er det en stor fristelse at bekræfte sig selv i, at ens handlinger er i orden, fordi den meget ubehagelige følelse af afmagt forsvinder i det øjeblik, man tager magten. Pludselig, uden man har lagt mærke til det, er fornærmethed, irritation, aggression og fjendebilleder blevet en del af arbejdslivet. En helt almindelig, som udgangspunkt ikke spor ondskabsfuld fysioterapeut, er godt i gang med at misbruge den ikke ubetydelige magt, enhver sundhedsarbejder har over klienten. 

Dorthe Birkmoses erfaring er, at forråelsesprocessen generelt foregår i tre trin: Man får impulser til at handle ondt. Man handler ondt. Man synes, at det onde er godt. Det er en proces, som kan komme snigende ind ad bagdøren over lang tid, men den kan, ifølge Dorthe Birkmose, også gå forbavsende hurtigt.”Jeg har set processen gennemløbe samtlige faser på få uger, og enkelte gange få dage. Måske kan den ske i løbet af få timer. Det afhænger af afmagtens sværhedsgrad og af, hvordan den enkelte og gruppen håndterer situationen”, siger Dorthe Birkmose. 

Tre slags ondskab

Man kan dele de mange forskellige former for magtmisbrug ind i tre hovedtyper: Idealistisk ondskab, egoistisk ondskab og tankeløs ondskab. 

Idealistisk ondskab er, når man gør andre ondt, selvom man har gode intentioner, forklarer hun. ”Man kan have en idé om at det er godt at motionere, spise sundt og undlade at drikke alkohol. Men der er sandsynligvis andre ting på spil for alkoholikeren, som er nødt til at selvmedicinere sig for at komme igennem livet. Derfor bliver det krænkende, når fysioterapeuten lidt for ”overskudsagtigt” kommer med alle mulige urealistiske forslag til et sundere liv – og måske endda bliver skuffet over, at alkoholikeren afviser forslagene om antabus og motion”, siger Dorthe Birkmose. 

Egoistisk ondskab er, ifølge Birkmose, når man tager mere hensyn til sig selv end til andre. ”Nogle steder har man den regel, at hvis der er klienter, som udebliver fra træning tre gange, så er tilbuddet slut. Det kan være fint nok at sætte sine grænser. Men hvis det, der i virkeligheden foregår, er, at den professionelle har et behov for at få sin egen arbejdsdag, og sin egen selvfølelse i jobbet, til at hænge sammen, så overser man helt, at der kan være grunde til, at netop denne klient udebliver. Fordi man har travlt med sit eget behov, mister man empati overfor en borger”, siger Dorthe Birkmose. 

Tankeløs ondskab, hvor man gør andre ondt, fordi man ikke har tænkt sig om: ”På enhver arbejdsplads kan der opstå negative fortællinger om bestemte borgere eller pårørende blandt de professionelle. Historierne om umotiverede, aggressive, omsorgskrævende eller brokkende mennesker, hvis problemer er mere psykiske end fysiske, fører til en forrået tilgang.

Fysioterapeuten kan være med til at latterliggøre, ignorere eller afvise et andet menneske – blot fordi man ikke tænker sig om”, siger Dorthe Birkmose. 

Faglig tænkning

Når Dorthe Birkmose snakker om forråelsesprocessen med personalegrupper, sker det ofte, selvom hun gør meget for at undgå det, at nogle hører det, som om hun siger, at de er onde. Hendes budskab er det stik modsatte: Alle mennesker kan drives til forråelse og onde handlinger. Blot fordi man handler ondt, er man ikke et ondt menneske. Man er blot et menneske, og alle mennesker kan handle både godt og ondt.

De processer, som fører til ondskabsfulde handlinger, er alle meget menneskelige. Der er mange faktorer i spil, som tilsammen giver en forklaring på, hvordan man kan komme til at føle sig tilstrækkeligt handlingslammet og rådvild til at handle ondt, vurderer Dorthe Birkmose.   

”Alle har oplevet impulserne, og alle kommer til at mærke dem igen. Det store spørgsmål er altså ikke om man har potentialet i sig til at handle ondt – for det har man. Det handler derimod om, hvordan man fortolker situationer og impulser. Vender man det bebrejdende indad mod sig selv? Vender man det udad mod andre, og giver dem skylden? Eller bruger man sin faglige tænkning, og ser al adfærd som en udtryksform? I de to første reaktionsmønstre ligger kimen til forråelse. I det tredje ligger for mig at se hele løsningen på at komme forråelsesprocessen til livs”, siger hun.

’Faglig tænkning’ er for Dorthe Birkmose en særlig måde at tænke på om andre mennesker. ”Når borgere ikke handler, som man ønsker, eller har en problemskabende adfærd, kommer fysioterapeuten meget nemt til at føle sig afmægtig og handlingslammet. I stedet for at strande i selvbebrejdelser eller udadvendt aggression, kan man spørge sig selv og sine kolleger: Hvad er der på færde her? Hvad gør adfærden til en rimelig reaktion i denne situation? Er borgeren stresset? Bange? Man forsøger hele tiden at komme et niveau dybere. Når man er i stand til at tænke fagligt og nuanceret om de mennesker, man skal hjælpe, så kan man holde til uendeligt mange mentale belastninger. Rummelighed er den mest effektive form for selvbeskyttelse. Hvis man derimod forfalder til at føle sig skyldig, eller til at udpege andre skyldige, bliver man, lammet af afmagt og andre destruktive følelser, slidt i stykker på kort tid”, siger Dorthe Birkmose. 

Kend dine faresignaler

Det er langt fra nogen nem disciplin at bevare fagligheden i en situation, hvor man føler sig presset og rådvild, mener Dorthe Birkmose. ”Der skal en omfattende viden og et stort mentalt overskud til at forblive i den faglige tankegang, samtidig med at man føler sig afmægtig. Mange dage kan det gå det fint, og så pludselig bliver man overvældet af angst eller vrede, for vi er jo alle sammen bare mennesker. Og det er menneskeligt at vende afmagt ind eller ud. Men bestræbelsen på at holde sig til sin faglighed er i høj grad det som professionalisme handler om for fysioterapeuten”, mener Dorthe Birkmose.

Den faglige tænkning gælder ikke kun blikket på borgeren. Den handler, ifølge Dorthe Birkmose, i mindst lige så høj grad om ’fagligt’ at kigge ind i sig selv. ”Det er vigtigt at turde kigge indad på de ting, der nager. Det er en disciplin, som man skal være opmærksom på, er brolagt med selvbedrag. Det er ikke nok, at man selv synes, at man har en god moral. For bliver man tilstrækkeligt presset, så vil man, hvis man ellers tør være ærlig overfor sig selv, opdage, at ingen er vaccineret mod at handle ondt”. 

Del eller udskriv siden
9 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Jens Olesen

    Relationen er alt...................også inden for fysioterapi. Og den gør nogle gange ondt på patienten - og nogle gange ondt på fysioterapeuten..........
    Nedenstående er indledningen til en ny artikel jeg håber at publicere i løbet af 2014

    Noget af det særegne ved fysioterapi er, at det ikke kun er patientens krop, der er i spil. Fysioterapeutens hænder og krop berører og bevæger ofte patientens krop, via forskellige behandlingsritualer, som skub, tryk, vrid og stræk, verbale og nonverbale instruktioner osv. Hvordan patientens krop berøres og bevæges herved, afgøres ikke kun af de manuelle fysioterapeutiske interventioner. Hvad patientens levede krop føler, oplever og lærer, samt eventuelt aflærer, i denne kropslige relation og interaktion med fysioterapeuten, har også betydning. Empati, antipati eller neutralitet er alle eksempler på følelsesmæssige fænomener, som, i større eller mindre grad, altid potentielt manifesterer sig og påvirker parternes kropslige interaktioner og relationer.
    Disse følelsesmæssige fænomener bygger enten bro, eller skaber afstand mellem krop og omverden, samt dermed potentielt mellem fysioterapeut og patient. Fysioterapeuten skal derfor i relationen og interaktionen være opmærksom på betydningerne af entydige, såvel som modsætningsfyldte, verbale og nonverbale følelsesmæssige signaler og tegn fra patientens levede krop, samt fra egen levede krop. Uafhængighed eller neutralitet i relationen er både i tanke og i praksis umuligt. Anerkendelse af relationens og interaktionens mangfoldige betydninger, er således i praksis en syntese af mange verdener; patientens og fysioterapeutens, samt derfor også af det sundhedsvidenskabelige paradigme og det fænomenologiske paradigme.

    Det kræver, udover fysioterapeutiske interventions kompetencer, nærheds- indfølings- og tilknytningskompetencer hos fysioterapeuten, versus et erkendt, eller ikke erkendt, behov for afstand til patienten. Det udtrykker sig ofte, via en dårlig situationsfornemmelse, der forstyrrer relationen. I relationen kan fysioterapeuten afsløre sider af sig selv, som patienten potentielt kan opfatte, som et forsvar, eller manglende evne til, at etablere en passende fysisk, psykisk og social relation. Et rent sundhedsvidenskabeligt ideal, om én fuldstændig ensartet autoritativ og overordnet tilgang til fysioterapi, er derfor en videnskabelig, såvel som uvidenskabelig illusion. Patienten bør opleve kontakten og relationen, som kompetent, relevant og tryg. Relationer er således både en mulighed for, at nærme sig hinanden som for, at holde distancen. Det afhænger langt hen ad vejen af, om fysioterapeuten ønsker, evner og aktivt arbejder med, at udvikle relationen og sine kompetencer på disse områder. Kvaliteten af de levede kroppes relationer og interaktioner medvirker derfor sandsynligvis altid til, at forbedre, eller forværre effekten af fysioterapi.

    God weekend til alle og tak til Dorthe for hendes vovemod.
  • Dorthe Birkmose

    Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på at påstå, at fysioterapeuter (eller andre faggrupper) har onde intentioner. Godt du spørger, Stine. Min pointe er tværtimod, at der ikke findes onde mennesker, der lægger onde planer om at skade andre. Sådan er mennesket heldigvis ikke. Ikke desto mindre oplever vi allesammen at vi indimellem gør andre ondt - med de allerbedste intentioner, med større fokus på os selv end på andre eller helt uden intentioner om noget som helst. En ond handling indeholder ikke en ond planlagt intention. En ond handling gør ondt på et andet menneske. Hvis man finder det interessant med overvejelser om definitioner, så skriver jeg lidt om det i min bog "Når gode mennesker handler ondt" og Svendsen skriver mere uddybende om det i "Ondskabens filosofi".

    Jeg er dog mere optaget af praksis, hvor spørgsmålet om hvordan vi kan opdage, når vi krænker andre mennesker, er langt vigtigere. Men det kræver selvfølgelig at vi først får en fælles forståelse af, at vi professionelle ikke altid opfører os korrekt og ikke altid hjælper andre mennesker, selvom det er det vi ønsker.

    Jeg er godt klar over, at ordet ondskab er angstprovokerende. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvordan jeg kunne tale og skrive om onde handlinger uden at aktivere forsvarsmekanismerne hos andre (og mig selv). Men den nød har jeg ikke kunnet knække. Flere har foreslået mig at kalde det noget andet end ondskab. Men hvad skulle det være? Krænkelser i alle dens mange afskygninger gør jo ondt, så det er svært at kalde "noget pænere" uden at vi så fjerner os fra virkeligheden.

    Tak for dine mange spændende perspektiveringer, Jens. Der var noget at gå og gruble videre over. Fedt. Jeg bliver faktisk også mere og mere optaget af begreber som frihed og frimodighed for tiden. Det er især besparelserne og forringelserne, der aktiverer disse gode gamle begreber i mine tanker. Jeg er meget optaget af, hvordan fysioterapeuter (og andre faggrupper) kan navigere gennem forandringerne uden at give slip på fagligheden.

    Og ja, jeg vil meget gerne i dialog om faglighed og etik. Derfor har jeg en blog, hvor alle er velkomne til at kommentere og diskutere, så kig endelig forbi på www.dorthebirkmose.dk.
  • Jesper Nielsen

    Super! Skulle lige være helt sikkert :-) Tungen skulle holdes lige i munden da jeg løb din indlæg igennem. Voldsomt spændende artikel, relevant emne at tage op og det burde vendes med jævne mellem rum. Tænker det er en udfordring vi møder daglig.

    God jul til dig Jens
  • Jens Olesen

    Den svenske psykolog Per Revstedts bog om motivationsarbejde beskriver noget lignende og er meget let læselig og særdeles anvendelig i praksis.
    Han har lige holdt et fremragende inddrag på Master i rehabilitering om motivationsarbejde og respekt for patienters forskellighed.
  • Jens Olesen

    Jeg er med Dorthe, ikke Charlotte;-)
  • Jens Olesen

    Jeg er med Charlotte fordi jeg ønsker et fag; fysioterapi som hilser kritik og nye perspektiver velkommen. Det burde være basalt for en enhver udviklingsorienteret sundhedsfaglig kultur med videnskabeligt højt til loftet.
    Hvis vi altså vil være videnskabelige;-)
    God jul Jesper
  • Jesper Nielsen

    Helt lavpraktisk, hvor er du i forhold til artiklen Jens
  • Jens Olesen

    Ondskabshandlingen hverken undskyldes eller bliver mindre uprofessionel af at være ubevidst, i givet fald. Så det dualistiske skel mellem ubevidst og bevidst giver ikke mening her. Ej heller holder det at kalde det en kognitiv intention........Kroppens intentioner og basale behov er meget kraftige tænk blot på mad, sex osv.
    Det er måske reptil hjernen der reagerer med Ptsd lignende symptomer og reaktioner hos fysioterapeuter i ubalance, som jeg forstår Charlotte.
    Det ændrer jo ikke på at det er den professionelles ansvar at optræde kompetent og møde patienten på en ordentlig måde som. Jeg tror mere Charlottes æriinde er at opstarte en diskussion. Det er et faktum at alle sundhedsprofessionelle har blinde pletter på området, som meget få diskuterer. Jeg kan kun give Charlotte ret.

    Bracken & Thomas peger også på de store etiske dilemmaer der ligger i at reflektere kritisk omkring ens egen sundhedsfaglige praksis. De fleste af os tager en sundhedsfaglig uddannelse ud fra et behov om at hjælpe andre mennesker med sygdom og lidelse. Alligevel har mange af os ofte svært ved at anerkende det faktum, at der er mange undertrykkende etiske dilemmaer ved de disse hjælpepraksisser. Dilemmaerne består bl.a. i, at fysioterapi, direkte eller indirekte, ofte udføres på en a-symmetrisk og magtudøvende måde, som medfører forskellige grader af skjult eller åben tvang og umyndiggørelse i mødet med patienten.

    Bracken & Thomas beskriver, at vi ofte forsvarer os selv ud fra en naiv tro på eller illusion om, at den ”skabsmedicinske” ekspertautoritet, som de fleste af os betjener os af og dækker os ind under i arbejdet med den direkte patientkontakt, kliniske retningslinjer, journalskrivning osv., begrunder, berettiger, eller direkte undskylder diverse etiske overgreb. Martinsen har udviklet begrebet ”blid maternalisme” som et konkret nærhedsmoralsk og praksisnært bud på, hvordan vi tvært imod aktivt er forpligtet på, i mødet med patienten altid reflekteret, at minimere asymmetrier og magtmisbrug, herunder selvfølgelig ondskab.

    At hilse kritik og nye perspektiver velkommen burde være basalt for en enhver udviklingsorienteret sundhedsfaglig kultur med videnskabeligt højt til loftet. Alligevel har vi, ofte vanskeligt ved at anerkende de mange etiske og faglige dilemmaer, der ligger i, at fysioterapi og moderne forskning samt evidensbasering hyppigt antager forskellige magtudøvende praksisformer (1, 8, 9, 10). I et fænomenologisk og etisk perspektiv kan en sådan nærhedsmoralsk negligerende praksis være et udtryk for en faglig og personlig ansvarsforflygtigelse. Her er det ofte ikke længere den enkelte fysioterapeuts nærhedsmoralske ansvar, samt frihed sammen med patienten, at (af)gøre det menneskelige og faglige ”rigtige”.

    Frihed er derfor hyppigt et overset begreb i det fysioterapeutiske møde. Som antydet, måske fordi forskning og praksis oftest styres af positivistiske og deterministiske top-down begreber samt styringsteknologier, hvor kausalitet og kontrol dominerer. Det betyder, at evidensbaserede kliniske procedurer og journalskrivning med mere risikerer at medføre en nærhedsmoralsk friheds- og ansvarsunddragende praksis. Men frihed er også mod og hjerte til personligt at tilvælge det nærhedsmoralsk faglige ”rigtige”. Især når vi står midt i faglige grænsesituationer, hvor vi potentielt er i fare for ikke at gøre det ”rigtige”, og dermed potentielt risikerer at gøre det ”forkerte” og miste det værste af alt; sig selv. Kort sagt, at gøre hvad vi mener, er godt nok, men som vi ofte ved, ikke er det fagligt bedste for patienten. Martinsen mener bl.a. inspireret af Levinas og Løgstrup, at en nærhedsmoralsk hjælpepraksis netop er det personlige ansvar, der opstår i mødet med det andet menneske. Hvilket betyder fuldt ud at være der for den anden på dennes præmisser.

  • Stine Petersen

    God og spændende artikel. Jeg skal ikke kunne frasige mig, at jeg har stået med følelsen af afmagt, og jeg har formentlig også udført det, Birkmose kalder en ond handling.
    Dog mener jeg, udtrykket ondskab bruges forkert, da ondskab er en intentionel handling. Dette understøttes af Den Danske Ordbog :"Ondskab: 1 det, at man opfører sig modbydeligt og ønsker at påføre andre smerte, 2 begivenhed, tilstand eller handling, der forårsager stor smerte og sorg". Det hænger ikke sammen med, at intentionen er god, eller at handlingen er uden omtanke.
    Med mindre, Birkmose rent faktisk mener, fysioterapeuter udfører bevidste, ondsindede handlinger, hvis hensigt det er at påføre smerte og sorg (hvilket jeg synes er en meget grov beskyldning), mener jeg udtrykket benyttes misvisende, hvilket kan medvirke til forkert tolkning af artiklens indhold.
Indsend kommentar