Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Der er et regnskab, der skal gå op, hvis vi skal fungere som mennesker

Mød fællestillidsrepræsentanten, der synes, at patienternes tarv er vigtigt, men som hellere vil varetage fysioterapeuternes. Der skal være plads til både arbejde og privatliv, mener Kirsten Thoke.

Landskab:

- Kan vi tale om kontorlandskab i stedet for?

Jeg værner meget om de aftaler, vi har fået gennemført på arbejdsmarkedet, som sikrer plads til både arbejds- og privatliv.

Gå dog hjem, når du har fri! De flydende arbejdstider og den udstrakte grad af fleksibilitet og service, som vi åbenbart så gerne vil vise i vores samfund, har altså konsekvenser.

Hvis vi skal arbejde længere, skal de handlende, børneinstitutionerne, fritidstilbuddene, tandlægerne jo også, og til sidst har vi et døgnåbent samfund, hvor man er ”på” hele tiden.

Sundt? Det tror jeg ikke. På OUH, hvor jeg har arbejdet i 30 år, besluttede ledelsen for nylig, at alle terapeuter skal have en ”lang dag” til kl. 18. Det diskuterede vi, og jeg fik spørgsmålet: ”Jamen, synes du da ikke, patienternes tarv er vigtigt”? Jo, selvfølgelig skal vi være tilgængelige på et universitetssygehus, til de akutte og uopsættelige opgaver, men der er altså så meget andet, der også er vigtigt.

Det byder mig imod, at de ambulante patienter skal have tilbud om behandlingstid efter kl. 15. De skal trods alt kun komme få gange i deres liv, hvorimod det har haft fatale følger for i hvert fald to af mine dygtige kolleger, som umuligt kan forene de lange arbejdsdage med deres privatliv.

Det tages desuden nærmest for givet, at du ikke kan være leder med en arbejdsuge på 37 timer, hvilket er bisset efter min mening, især over for kvinder. Hvorfor er det lige, at lederne ikke kan nå deres opgaver indenfor almindelig arbejdstid, når medarbejderne forventes at gøre det?

Det er en af de vigtigste grunde til, at jeg aldrig har haft ambitioner om at blive leder, selv om det ligger til højrebenet som tillidsrepræsentant.

Regnskab:

- Der er et regnskab, der skal gå op, hvis vi skal fungere som hele mennesker. Jeg synes, vi skal have mulighed for at leve et fuldt liv, også selv om vi er engagerede i vores arbejde.

I min familie har vi altid haft noget, der hed en ”doven-søndag”. Det er en dag, hvor det er tilladt ikke at lave noget som helst fornuftigt eller nyttigt.

Man taler så meget om arbejdsmiljø og stress alle vegne, inkl. på min arbejdsplads. Tempoet er skruet op, kravene skærpet og tiden komprimeret – det er svært at gemme sig og tage en slapper, hvis man har en øv-dag.

For at imødekomme det har vi mange politikker på området, stress-politik, livsfasepolitik og personalepolitik, og med dem er vi godt hjulpet, hvis problemet skulle opstå.

I kraft af mit job, har jeg naturligvis også spekuleret over, om vi vitterligt er mere stressede i dag, end før i tiden? Jeg tror egentlig ikke, vi har fået det hårdere, men måden at arbejde på er anderledes, og den indskrænkede autonomi i faget, tror jeg, har betydning.

Det er også derfor, jeg slår på, at man skal kende og overholde sine arbejdsplaner, så man får de pauser man har brug for – og så skal man huske ikke lade sig forføre til at bringe de samme krav om effektivitet ind i sin fritid.

Ægteskab:

- Han skal ha’ ros, min mand. Hvis jeg vil noget, så må jeg!

Vi har været gift i 32 år og kendt hinanden, siden vi var 15. Hold da op, hvor har han støttet mig hele vejen igennem, også da jeg valgte at dykke ned i det fagpolitiske og for et par år siden supplerede med diplomuddannelsen i ledelse for tillidsrepræsentanter hos FTF i København.

Vi bor i Odense med vores store sønner, så jeg havde brug for min mands back up til projektet, også rent økonomisk.

Gert og jeg gik på fysioterapeutskolen i Holstebro i starten af 1980’erne, og så spillede vi begge to håndbold. Det var ham, der sagde: ”Hold så op, selvfølgelig skal du lave det interview til Fysioterapeuten”, selv om jeg havde mest lyst til at lade være.

Hemmeligheden bag vores ægteskab er, at vi giver hinanden masser af spillerum og har forskellige interesser, så man har noget, der er helt ens eget. Han har sin spinning og sine håndbolddrenge for sig selv, jeg har mine sysler for mig selv.

Moderskab:

- Moderskab er en sandwich, især når man kommer op i min alder. Jeg er 56 år. Jeg har Anders, 28, og Henrik, 25, som stadigvæk har brug for, at min mand og jeg er der for dem, og jeg har min mor.

I forbindelse med efterlønsreformen sagde man, at de 60-årige gik på efterløn for at komme ud og spille golf! Helt ærligt, min generation har jo susende travlt med at passe børnebørn og fuldtidsjob med krav om livslang læring, plus gamle forældre.

Min dejlige far døde for nogle år siden, og min mor er 84 år med de skavanker, der hører med til at nå den alder.

”Jamen, du må da vide alt om mobilisering som fysioterapeut, endda fra en ortopædkirurgisk afdeling gennem mange år”, tænker man så måske. Jo, tak. Men det er en helt anden historie, når vi taler familie – det tror jeg, de fleste fysioterapeuter har oplevet.

Min mor er en nydelig ældre dame, som hele livet har sat en ære i, at der lå Georg Jensen damaskdug på bordet, og at der blev dækket op med det smukke service i vores hjem.

Rollen som en pæn dame fra Odense vil hun ikke slippe, og det gør ondt at se på. Min svigermor, der har levet mere nøjsomt, var glad, da hun kom på plejehjem – for så kunne hun få hjælp og omsorg. Min mor bekymrer sig for, om palisanderskabet kan komme med?

Det ærgrer mig, for hun ville bare have det meget bedre, hvis hun kunne give lidt slip på æstetikken og få det bedste ud af de år, der er tilbage, selv om det måske ikke er så smukt at se på.

Lidenskab:

– Jeg er lidenskabeligt nysgerrig. Mine interesser tæller alt fra storbyferie, håndbold, fagpolitik, kultur til bøger – alle slags krimier og digte.

Lige for tiden er jeg optaget af ham der Yahya Hassan; han kan altså noget med ord og bogstaver, som også er en af mine helt store passioner. Jeg elsker ord og sprog, og jeg er i al beskedenhed også pænt god til det.

For et par år siden introducerede en kollega mig til wordfeud, som vel bedst kan beskrives som scrabble online. Min mand og jeg kan godt finde på at sidde i hver sin ende af sofaen og dyste, men jeg spiller også med en gammel kollega Birte og med en anden kollegas mand.

Du får point ligesom i scrabble, og jeg kan desværre ikke huske mit bedste ord på stående fod… jo, primtal. Det gav 137 point. Lige nu er jeg med i en turnering, der hedder ”Kan du slå de bedste?” – og der er jeg nummer 1. Men det kan jo nå at ændre sig.

Budskab:

- Mit yndlingsord er gavmildhed, som er et meget smukt ord. Hvis vi alle sammen var gavmilde, ville vi jo slet ikke have brug for alle de love og regler. Vi ville blot øse ud af vores overskud, dele ud af viden til fælles gavn og hjælpe og støtte kolleger, hinanden og vores patienter.

Jeg gør mig umage for at være large og hjælpe kolleger, hvor jeg kan, og så regner jeg med, at jeg bliver reddet af dem og af en ordentlig seniorpolitik, når jeg trænger.

Tingene skal ikke altid gå lige op her og nu. Jeg begriber slet ikke de kolleger, der f.eks. melder sig ud eller ikke vil være medlem af fagforeningen, fordi de ikke kan se, hvad de selv får ud af det.

Spyt dog i kassen og nyd så den 6. ferieuge, omsorgsdage, børns første og anden sygedag, seniordage og meget mere, fagbevægelsen har tilkæmpet sig. Og hvis man synes, at man jo allerede har de ting ”gratis”, så spyt i kassen til næste generation og deres behov.

Ordet gavmild er gået lidt i glemmebogen, synes jeg – eller måske snarere ordets betydning. Som jeg hørte sige om arbejdernes kampdag: Der var engang, hvor det hed ”første maj”, nu hedder det ”mig først”…

Fagkundskab:

- Jeg elsker mit fag, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville læse fysioterapi i dag.

Jeg føler mig taknemmelig over at have været med i en tid, hvor man stolede på autorisationen, hvor man som fysioterapeut kunne leve og vokse med faget. I dag ligger de gode håndværkere lidt under for ph.d.erne.

Da jeg læste til fysioterapeut i sin tid, fik jeg en forståelse af kroppen og et grundkursus i logisk tænkning, som jeg har haft gavn af hele livet. Det har været en stor gave.

Men jeg tror, jeg har haft den ”fede” tid. Det var i de år, vi flyttede os fra at være massøser til at blive anerkendt som profession.

Jeg fik lov til at eksperimentere med de første knæhold og hjertehold i landet, og var med i en rivende udvikling af faget, hvor vi var helt forskningsagtige uden at vide det. Vi skrev ikke så meget ned, men prøvede os frem på gefühl, med kreativitet og gode ideer. 

I dag er den legende tilgang væk. Som jeg læste i en bog for nylig, er vi blevet bange for at træde ved siden af, stikke ud og gøre noget forkert.

Vi har fået en fejlfinderkultur med lortesags-logik, forstået på den måde, at man skaber sin logik ud fra lortesager. Hvis noget i et enkelt tilfælde er gået galt, er man skrækslagen for, at det skal gentage sig.

”Den Danske Kvalitetsmodel” kerer sig næsten udelukkende om at undgå fejl, men er det det samme som kvalitet? Den bedste feedback i dag er ikke at få skældud. Det er virkelig et tab af vovemod i mine øjne.

Men før jeg bliver misforstået, vil jeg skynde mig at sige, at der ikke er noget galt med al dokumentationen – det er godt for fagets udvikling. Det passer bare ikke så godt til mit temperament at arbejde med givne standarder og regimer.

Egenskab:

- Jeg bliver aldrig indebrændt, tværtimod. Jeg siger min mening, men ikke helt så bombastisk som jeg måske tidligere har gjort. Jeg er ”logiker” og har før haft svært ved ”føletyper”. 

Da jeg tog min diplomuddannelse, mødte jeg ligestillede fra andre faggrupper, som gav mig respons, og samtidig gennemgik jeg forskellige personlighedstests, som jeg faktisk har haft glæde af. 

Jeg har lært at tie mere stille til møder, lytte i stedet for at tromle frem – og blev opmærksom på, at i forhandlingssituationer kan man have meget gavn af at tøjle sig selv, tage de langsigtede briller på og hele tiden have resultatet for øje. 

Jeg er blevet bedre til at overføre de pædagogiske redskaber, jeg altid har anvendt sammen med patienter, til forhandlingsbordet.

Kirsten Thoke har været tillidsrepræsentant på OUH i en årrække, er medlem af TR-rådet og har været medlem af regionsbestyrelsen og repræsentantskabet.

Lederskab:

- Jeg har været 30 år på OUH. I dag er det det fagpolitiske, der fylder i kraft af mit job som fællestillidsrepræsentant. Det er go-between rolle mellem ledelse og medarbejdere, som jeg sjovt nok virkelig godt kan lide.

Jeg har opdaget, at jeg har en intuitiv indgang til tingene à la ”hvad hvis vi gjorde sådan her?”, som ofte får enderne til at mødes. Det er virkelig godt.

Som behandlende fysioterapeut har jeg altid nydt de lange forløb. At se ham håndboldspilleren komme i kamp igen og være med til de første korsbåndsoperationer. Jeg foretrækker at følge forløb fra start til slut – ikke de specialiserede forløb, hvor man bare sætter en brik i puslespillet, og nogle andre så gør det færdigt.

Måske er det også derfor, jeg synes, det er dejligt at lave mad og bage – først står du med nøgne råvarer, og et par timer efter har du en færdig ret, du kan nyde. 

Arrigskab:

- Jeg bliver ikke arrig, men jeg er bestemt og meget optaget af, at ting skal være retfærdige.

Det betyder ikke, at alle skal følge de samme regler hundrede procent, for så risikerer det jo netop at blive uretfærdigt. Den enlige mor har jo ikke så let ved at blive til kl. 18 som hende, der har voksne børn.

Derfor er det sindssyg vigtigt, at regler er så gennemarbejdede og gennemtænkte som muligt. Regler er der jo for netop at undgå problemer – det er jo også derfor, man skal sørge for at få advokat til at lave en kontrakt, når man køber hus med sine bedste venner eller sin elskede søster. For hvis nu det går galt, har man en chance for at komme ud af konflikten uden at ødelægge relationen.

I den perfekte verden behøver vi ingen regler – men verden er ikke perfekt, selvom jeg i de 30 år, hvor jeg har arbejdet på OUH, aldrig har hørt folk svare andet end ja på spørgsmålet ”Gider du lige hjælpe mig?!”

Del eller udskriv siden
0 kommentarer