Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

En god historie fra udkanten

PORTRÆT / Ingen rehabilitering uden tværfaglighed, og ingen tværfaglighed uden monofaglighed, mener Teresa Bjorholm. Men neurorehabiliteringen kommer fremover til at klare sig uden kvinden bag ’Lemvig-modellen’. Den 63-årige fysioterapeut har gjort tiden til sin egen.
Der var nogle, der grinede ad Teresa Bjorholm, da hun i sin tid foreslog at etablere et apopleksiafsnit i Lemvig. Men den, der ler sidst, ler som bekendt bedst. Foto: Claus Sjödin

Der virker som om, der er alt i Lemvig. I modsætning til mange andre steder, er fiskerihavnen ikke død, men fyldt med lyslevende fiskere. Tomme butikslokaler i gågaden skal man til andre byer efter, og tværtimod har Lemvig et rigt forretningsliv, som blandt andet tæller den slagter, der sidste år blev kåret til Danmarks bedste. Både Jane Aamund og Thøger Larsen har digtet her, og det forstår man godt - selv på en tåget vinterdag, hvor ”Du danske sommer” virker meget langt væk.

Der er også et specialafsnit for rehabilitering af mennesker med apopleksi i Lemvig. Regionshospitalet er en del af Hospitalsenhed Vest, der også tæller regionshospitalerne i Herning og Holstebro. Funktionerne i Lemvig begrænser sig i dag til en røntgenfunktion, laboratoriefunktion, jordemoderkonsultation, en døgndækkende akutbil – og så altså Neurologisk afdeling N3. Endnu, for afdelingen har været med, hver eneste gang Region Midtjylland har udsendt et sparekatalog. Og hver eneste gang er hospitalets nu forhenværende ledende terapeut, Teresa Bjorholm, gået i krig mod nedskæringer og trusler om lukning.

En svær beslutning

Teresa Bjorholm tager imod i sit køkken med udsigt over Limfjorden. På væggene hænger malerier, hun selv har malet, og i stuen står en mountainbike, som hun er så glad for, at den ikke skal udsættes for det fugtige vejr, med mindre det er fordi hun drøner rundt og forcerer byens bakker, der for undertegnede fodgænger virker så stejle, at de må være uden for kategori.

Både maleriet, cyklingen, golfen, den gamle far på plejehjemmet i Odense, børnebørnene i København og alt det andet, hendes sparsomme fritid hidtil har levnet alt for lidt plads til, bliver der plads til nu. Efter 30 år som ledende terapeut på N3 gik Teresa Bjorholm nemlig, som 63-årig, på pension i december. Nu er tiden hendes egen, og selvom der gik et år med små lapper med argumenter for og imod beslutningen om at stoppe, føltes den rigtig, så snart den var truffet.

Når det blev ”for”, der vandt, var det ikke kun for Teresa Bjorholms egen skyld, og fordi den evindelige kamp mod sparekniven er opslidende, men også fordi det er det bedste for afdelingen, mener hun.

Selvom N3 gik sejrrig ud af den sidste kamp mod lukning, spøger et kommende supersygehus i Gødstrup. Flytningen af neurorehabiliteringen til Gødstrup, der skulle have fundet sted i 2019, ser godt nok lige nu ud til at være udskudt, men den kommer, gætter Teresa Bjorholm, der vil give terapeuterne tid til at finde ro efter et lederskifte, inden en flytning vil skabe ny uro.

At hendes beslutning ikke ville kunne gå ubemærket hen, var hun forberedt på, men opmærksomhedens omfang er alligevel kommet bag på hende.

”Jeg vidste jo godt, at den lokale avis ville bringe et afskedsinterview, men jeg blev overrasket, da jeg en morgen gik ud for at købe en liter mælk og så mig selv på forsiden. Jeg skyndte mig at trække kasketten ned i panden”, griner Teresa Bjorholm, der var kommet afsted med nattøj på under frakken.

I samme avis var der under overskriften ”En gigant takker af” et indlæg fra et regionsrådsmedlem, der hyldede Teresa Bjorholm for at have været en spydspids inden for neurorehabilitering og have skabt ”en af Danmarks allerbedste afdelinger” for mennesker med apopleksi.

Det kan lyde paradoksalt at give ét menneske æren for at have skabt noget, hvis succes bunder i en høj grad af tværfaglighed, men ikke desto mindre kom tværfagligheden først til Lemvig med Teresa Bjorholm, og rehabiliteringen kom først med tværfagligheden.

Udvandrede fra Polen

Teresa Bjorholm er født i Polen, som familien forlod, da Teresa var 18 år. Faderen var jøde, og den antisemitisme, han syntes, han selv havde oplevet, ville han skåne sine børn for, og Danmark var kendt for at have behandlet jøderne godt under krigen.

Da den svære hurdle med et nyt sprog var overvundet og fysioterapeutuddannelsen i hus, gik turen først til Odense Universitetshospital, så et år på et privathospital i Basel, siden et projekt med hjerneskadede børn i Nyborg og Odense kommuner, inden Teresa Bjorholm landede i et job i PPR i Køge Kommune.

”Et fedt job”, som Teresa Bjorholm beskriver det, men som hun alligevel forlod, da hendes mand blev lokket til det vestjyske af et job i Cheminova. Teresa ville dog have afsluttet et igangværende projekt, så mand og datter måtte derfor klare hverdagene selv i det nyindkøbte hus i Lemvig i det år det tog, før familien igen var samlet og Teresa i job på regionshospitalet i Holstebro.

”Organisationen var utroligt tung, og der var ikke noget råderum. Det var dengang, overlægen stadigvæk havde magt, så det kunne jeg ikke holde ud”, fortæller Teresa Bjorholm, der derfor satte sig på skolebænken igen og tog den 1-årige ledelsesoverbygning på fysioterapeutuddannelsen i Århus.

Der er mange, der mener, at de arbejder tværfagligt, men som ikke gør det

Da hun kom tilbage til status quo og den samme tunge organisation i Holstebro, sagde hun op og fik stillingen som overfysioterapeut på sygehuset i Lemvig.

Vi tager hjem med ham

På det tidspunkt, i 1989, da sygehuset rummede alle specialer, bestod terapiafdelingen foruden hende selv af en fysioterapeut og en sygehjælper.

”Jeg tænkte ’hold da op, her kan jeg gøre noget’ og spurgte, om ikke vi skulle ansætte en ergoterapeut og lave et apopleksiafsnit til de mange apopleksipatienter, vi havde liggende på medicinsk afdeling. Ideen var, at det med tiden skulle udvikle sig til en egentlig rehabiliteringsafdeling. Det grinede de ad”, fortæller hun.

”Nogle vidste jo ikke engang, hvad en ergoterapeut lavede, men jeg begyndte stille og roligt med, at nu skulle vi arbejde sammen på tværs af afdelingerne. Og pludselig var vi to fysioterapeuter, mig og en ergoterapeut, og vi fik penge til at hive folk ind og udvikle de faglige kompetencer, der var nødvendige i håndteringen af specialiserede rehabiliteringsopgaver”.

Sygehuslederen, der var begejstret for terapiafdelingen, fordi de fik så mange ideer, var en velvillig medspiller, og apopleksiafsnittet voksede. Og i 1994 blev kimen lagt til det, der siden skulle blive kendt som ”Lemvig-modellen”, tværsektoriel hjemmetræning til patienter med apopleksi.

”Vi havde en patient, der savnede sit hjem og slet ikke var motiveret for at træne. Han fortalte, hvordan han plejede at slå græs i sin have, og jeg sagde til en medarbejder ’ved du hvad, vi tager hjem med ham’.”

Metoden viste sig at være så god, at den blev sat i system: Afsnittet fik puljemidler til at fremme det tværsektorielle samarbejde i et projekt mellem Thyborøn-Harboøre Kommune, Lemvig Kommune og Lemvig Sygehus. Blandt andet takket være den ledende sygeplejerske i Thyborøn-Harboøre, Birgitte Bennedsgaard, der kom fra en rehabiliteringsfunktion og havde oplevet den svære overgang fra hospitalet til hjemmet.

Lemvig-modellen udviskede sektorgrænser, og terapeuter blev ansat af sygehus og kommuner i fællesskab, så sygehuset kunne tage med patienterne hjem både under indlæggelsen og i den efterfølgende genoptræning. Og Teresa Bjorholm og Birgitte Bennedsgaard rejste land og rige rundt og fortalte om, hvordan rehabilitering bliver meningsfuld og borgerne tager ejerskab, når grænserne mellem sektorer bliver udvisket.

”Siden har projektet givet inspiration til ny lovgivning med det sigte at styrke det tværsektorielle samarbejde på området. Vi har ikke forsket, for det har vi ikke haft ressourcerne til, men vi har lavet projekter, som større steder, blandt andre Hammel Neurocenter, har kunnet bygge videre på og bevise, at hjemmetræning gør en forskel – baseret på et tværsektorielt og tværfagligt samarbejde”.

”Der er mange, der mener, at de arbejder tværfagligt, men som ikke gør det. Enten arbejder de ved siden af hinanden med hver sit, eller også tror de, at når man arbejder efter fælles mål, skal man lave det samme. Tværfaglighed handler ikke om, at fysioterapeuter skal hjælpe patienter på toilettet, men hvis du står med en patient, der skal på toilettet, skal du selvfølgelig hjælpe. Tværfaglighed handler om, at alle arbejder mod det samme mål, men baseret på en meget stærk monofaglighed”, mener Teresa Bjorholm.

Har strakt sig langt

Der var medarbejdere, der blev rigtig kede af det, da Teresa Bjorholm traf sin beslutning om at stoppe.

”Hvis medarbejderne føler, at de har opbakning og forståelse, får man det 100 gange igen”, erklærer hun. Hun har derfor strakt sig langt for at efterkomme ønsker vedrørende arbejdstid for medarbejdere med udfordringer på hjemmefronten. Men hun er også gået forrest for at vise, at afdelingen var til for patienternes skyld.

”Patienterne er jo på afdelingen døgnet rundt, så man skulle ikke kun kunne finde mig om morgenen. Jeg har ofte også været her om aftenen, og terapeuterne er i vagt fra 7 til 19 på hverdage. Men nattevagterne har jeg aldrig fået besøgt – det orkede jeg ikke”, erkender hun leende.

Men bortset fra det er der tilsyneladende ikke meget, hun ikke orker. Teresa Bjorholm beskriver sig selv som fuld af ideer og med et stort engagement.

”Jeg kan ikke arbejde uden engagement. Jeg har haft chefer, der har villet styre mig, men hvis de kvæler mig, kan jeg ikke fungere. Jeg har dyb respekt for ledelse, men der skal være dialog og anerkendelse. Man skal have dialogen, man skal ikke slås”.

Det er derfor også dialogen, hun har brugt som våben i den kamp for N3’s overlevelse, der har præget de seneste år. Netværket tæller en hel del politiske kontakter, og spørger man, om det er kontakter, hun har opbygget af strategiske årsager, lyder svaret ”ja da!”.

Arenaen for så vidt angår N3 er nu overladt til andre – og så alligevel ikke. Teresa Bjorholm betragter nemlig truslen om at flytte neurorehabiliteringen fra Lemvig som en del af den større diskussion om ”udkantsdanmark”, et ord hun ikke kan fordrage, og som hun gerne så erstattet af det gode gamle ”provinsen”.

Hun drømmer om, at N3 kunne leve videre som rehabiliteringssted i et tværsektorielt samarbejde med kommunerne i den vestlige del af regionen. I stedet for at tømme områder for arbejdspladser og indbyggere, bør man trække den anden vej, mener hun og fortæller begejstret om et nyt initiativ, hun er del af: En gruppe af bedstemødre mødes hver mandag for at fortælle de gode historier om Lemvig til resten af Danmark. Hvordan historierne skal spredes, ved bedstemødrene ikke endnu, men hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, tænker de, og derfor skal mange flere høre om alle de dygtige mennesker, der bor og arbejder i Lemvig.

”De erhvervsdrivende på egnen mangler arbejdskraft. Vi skal fortælle de unge, at man kan leve her, og at man kan leve godt. Folk tror jo, at Lemvig bare er et hul i jorden”. Og måske har hun ret, måske er der mange, der aldrig har hørt om, hvor godt det er at bo i Lemvig. Til gengæld er der rigtig mange, der har hørt om Lemvig-modellen.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar