Nu starter forhandlinger om minimumskontrakt

Repræsentanter for arbejdsgivere og ansatte går i gang med forhandlingerne om mindsteløn og arbejdsvilkår i praksissektoren.
I november 2017 vedtog man på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Danske Fysioterapeuter en arbejdsmarkedsmodel, der indebærer minimumskontrakter på det private område.

Hvad skal mindstelønnen være for en privatansat fysioterapeut?

Det er blandt de spørgsmål, som de to sektioner i Danske Fysioterapeuter for henholdsvis arbejdsgivere og for ansatte, lejere og selvstændige uden arbejdsgiveransvar skal forhandle. Parterne mødes første gang den 2. oktober.

Forhandlingerne skal munde ud i en såkaldt ”minimumskontrakt”, der fastsætter en mindstegrænse for, hvilke vilkår de fysioterapeutiske arbejdsgivere skal tilbyde de fysioterapeuter, de har ansat.

Forhandlingerne skal løbe hen over efteråret, og målet er at nå en aftale inden årskiftet – hvorefter den forhandlede minimumskontrakt skal til urafstemning blandt de medlemmer af de to sektioner, der skal arbejde efter den.

Kontrakten forventes at gælde fra årsskiftet.

Ordnede forhold

Efter længere tids debat om, hvordan man sikrer ordnede forhold for privatansatte fysioterapeuter, vedtog et ekstraordinært repræsentantskabsmøde sidste år modellen med de to sektioner. Siden da har der været valg til sektionsbestyrelserne, og de to sektioner har indsamlet krav til forhandlingerne blandt deres medlemmer, som man også kender det fra forhandlingerne om for eksempel de offentlige overenskomster.

Hvis de to sektioner ikke kan blive enige, så er det op til en mæglingsmand at fastsætte indholdet i minimumskontrakten. Herefter skal den til afstemning blandt de medlemmer af de to sektioner, der skal arbejde efter den.

Hvis der ved afstemningen blandt medlemmerne ikke er flertal for minimumskontrakten i en eller begge sektioner, er det op til Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse at fastlægge indholdet.

Som led i modellen er alle ordinære medlemmer – det vil sige alle medlemmer pånær medlemmer i udlandet samt efterløns­modtagere og pensionister – del af én af de to sektioner, hvis fulde navne er ”Sektionen for arbejdsgivere med lejere og/eller ansatte” og ”Sektionen for ansatte, lejere og selvstændige uden arbejdsgiveransvar”.

Læs mere om arbejdsmarkedsmodellen