Haver på recept?

Find artikel på bmj.com
Artiklen om havers effekt er publiceret i BMJ Open i maj 2020 og er frit tilgængelig online
Forfatterne bag artiklen er Michelle Howarth, Alison Brettle, Michael Hardman og Michelle Maden fra England.
What is the evidence for the impact of gardens and gardening on health and well-being
Mange danskere bruger havearbejde som en måde at holde sig i gang på og dyrkning af egne afgrøder har i de senere år haft en revival. Havearbejde er for mange et vigtigt bidrag til det fysiske aktivitetsniveau.
Brug af naturen bliver i stigende grad anerkendt internationalt som en metode til forbedring af socialt, mentalt og fysisk helbred og kan dermed potentielt have gavnlige effekter for personer med kronisk sygdom. Ved at opholde sig i haver eller udføre havearbejde kan patienter komme i nærkontakt med naturen samtidig med at de for eksempel planter blomster, træner, dyrker spiselige planter og indgår i sociale relationer.
En ny litteraturgennemgang publiceret i British Medical Journal søgte svar på, om der er evidens for gavnlige effekter af adgang til haver og havearbejde på fysisk og psykisk sundhed og velbefindende.
Forfatterne bag litteraturstudiet identificerede hele 77 studier, der omhandler betydning af haver og havearbejde på sundhed og velbefindende.
Haven påvirker den generelle sundhed
I studierne blev der inkluderet patienter med forskellige lidelser som f.eks. lungesygdomme, diabetes og forhøjet blodtryk. Der blev påvist positive effekter af adgang til forskellige typer af haver såsom kolonihaver og offentlige haver, men også decideret havearbejde med dyrkning af blomster eller frugt og grønt.
Effekterne spænder vidt fra sundere kostvalg, forbedret generel sundhed, øget fysisk aktivitet til mindsket stress og bedret livskvalitet.
Studiet er det første, der med en systematisk tilgang samler den eksisterende viden og fastslår, at personer med forskellige typer kroniske sygdomme kan have gavn af haveophold og havearbejde som et sundhedsfremmende behandlingstiltag.
Forfatterne bag litteraturgennemgangen anbefaler brug af haver og havearbejde som et ikke-medicinsk tiltag til at fremme sundhed hos mennesker med kroniske lidelser.
Dansk forskning
I tilknytning til Københavns Universitet er der oprettet terapihaven Nacadia med det formål at skabe en ramme for forskning og udvikling af naturbaseret terapi til behandling af stressrelaterede lidelser, samt genere ny viden om design af terapihaver. Fysioterapeut Dorthe Varning Poulsen er tilknyttet Nacadia og du kan læse hendes ph.d. afhandling om behandling af PTSD hos krigsveteraner.
Demensvenlige haver
Forskning viser, at personer med demens kan opnå en beroligende effekt og bedret livskvalitet ved at tilbringe mere tid udendørs f.eks. i demensvenlige haver.
Læs mere om betydningen af udeliv for personer med demens, samt brugernes egne ønsker til udemiljøet og konkrete anbefalinger til indretning af demensvenlige haver:
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.