Danske Fysioterapeuter på Facebook

På foreningens Facebook-side kommunikerer vi til og for vores medlemmer. Det er på mange måde en "virtuel dagligstue", som skal være et rart sted at besøge, og hvor man trygt kan drøfte stort og småt om fysioterapi med hinanden.
Foto: iStock

På vores Facebook-side kommunikerer Danske Fysioterapeuter om stort og småt til alle fysioterapeuter. Vi kommunikerer således både til dem der er ved at uddanne sig inden for faget, dem der er etablerede i professionen, dem der er imellem jobs, og dem, der er pensionerede.

Det betyder også, at nogle opslag er relevante for os alle sammen, og nogle er mest interessante for dem, der har specialiseret sig inden for et specifikt område af faget.

Danske Fysioterapeuters Facebook-profil har til hensigt at give vores medlemmer et online-forum, hvor det er vores fælles kærlighed for og til fysioterapien, som vi samles om.

I vores "digitale dagligstue" er der højt til loftet, og vi udviser altid respekt for hinandens forskellighed og faglige synspunkter. Her deler vi fagligt nyt, forskningsartikler, spændende arrangementer, træningsøvelser, gode medlemstilbud og andet, der er interessant for fysioterapeuter.

Alle er velkomne til at skrive og kommentere på indlæg på Danske Fysioterapeuters Facebook-side. Vi henviser dog til vores husregler for god takt og tone.

Besøg Danske Fysioterapeuters Facebook-side

Henvendelser på Facebook

Du er altid velkommen til at skrive til os på tidslinjen eller sende os en privat besked (Messenger). Vi svarer så hurtigt, vi kan – alle hverdage mellem kl. 9 og 14. I sommerperioden er vi tilgængelige online mellem kl. 9 og 12.

Vi hjælper meget gerne med at besvare dine spørgsmål, vi sagsbehandler dog ikke på vores Facebook-side, ligesom vi heller ikke rådgiver om valg af behandling, fysioterapeut eller lignende.

Drejer det sig om konkrete enkeltsager er det altid bedst, at du som medlem kontakter sekretariatet direkte. Husk i den forbindelse, at du aldrig bør dele dine egne eller dine patienters private oplysninger på Facebook.

Såfremt du har spørgsmål vedrørende dit medlemskab, bedes du venligst kontakte vores medlemsservice på: medlem@fysio.dk eller telefon 33 41 46 20.

Læs mere om medlemskabet

Danske Fysioterapeuters husregler på Facebook

For at sikre at alle føler sig velkommen i Danske Fysioterapeuters ”digitale dagligstue” på Facebook, har vi for en god ordens skyld opstillet nogle gængse husregler, som vi beder alle besøgende om at respektere:

  • Hold en god tone. Tal pænt og respektfuldt. Der er plads til forskellige holdninger, men vi accepterer ikke mobning og ytringer, der krænker andre mennesker, eller som opfordrer til vold, trusler og ulovligheder af nogen slags. Danske Fysioterapeuters Facebook-side skal gerne være et rart sted at debattere – også når vi ikke er enige. Vi har alle ret til at have vores holdninger, men vi skal også vise hensyn til hinanden i debatten.
  • Hver ting til sin tid. Vi bestræber os på at sørge for, at hvert opslags kommentartråd holder sig til emnet. Det gør vi for at give plads til mange forskellige samtaler for en bred mangfoldighed af fysioterapeuter.
  • Del aldrig dine egne eller andres private oplysninger på siden.
  • Husk privatlivets fred, og hvis du uploader eller tagger et billede, skal det være med tilladelse af de personer, der medvirker. Hvis du ser et foto af dig selv, som du ønsker at få fjernet, bør du kontakte os direkte (send gerne besked via Messenger). Vi accepterer ikke billeder, der kan virke anstødelige på andre.
  • Vi tolererer ikke chikane af foreningen eller foreningens ansatte - ej hellere chikane af de øvrige brugere på vores Facebook-side. Herunder gælder også tags af vores ansattes private Facebook-profiler. Vi vil blokere personer, der udøver denne form for adfærd.
  • Vi tillader ikke deling af indhold forbeholdt Danske Fysioterapeuters medlemmer (dvs. bag login på fysio.dk), i form af eksempelvis skærmdumps, kopiering af tekst/billeder m.m., samt upload af filer. Opslag af denne karakter vil blive slette øjeblikkeligt og vedkommende, der har delt indholdet, vil blive blokeret fra siden.
  • Det er ikke tilladt at annoncere jobs, køb/salg af klinikker eller kommercielle produkter på Danske Fysioterapeuters Facebook-profil.
  • Opslag og/eller reklame for arrangementer, events, spørgeskemaer eller uddannelsesforløb, hvor deltagerbetalingen er gratis eller ikke koster mere end 500 kr. er tilladt på vores side. Opslag hvor deltagerbetalingen overstiger 500 kr. vil blive slettet iht. vores annonceringspolitik.
  • Hvis du poster den samme besked flere gange, vil det blive anset som spam. Facebook har et spamfilter, der automatisk fanger disse posts, og vi vil også moderere dem.
  • Hvis vi har mistanke om, at en profil er falsk, blokerer vi den fra vores side.
  • Vi kan desværre se os nødsaget til at slette beskeder, og i sidste ende blokere personer, som ikke overholder vores husregler. Vi håber dog, at I alle vil være med til at holde en god tone herinde, så det ikke bliver nødvendigt.

Vi henviser i øvrigt til Facebooks egne regler for god opførelse

Del eller udskriv siden