Sådan klarer du jobsamtalen

10 gode råd til, hvordan du kommer godt igennem jobsamtalen og et skridt nærmere jobbet.

Der vil typisk være 2-3 personer med til samtalen hos din kommende arbejdsgiver. Din nærmeste leder, en kollega og evt. en HR-repræsentant eller en tillidsrepræsentant.

Jobsamtalen skal give et billede af hvem du er - både fagligt og personligt. Ligesom den skal give dig et billede af virksomheden, arbejdsmiljøet og lederen.

De har serve-retten. De vil ofte starte med at fortælle lidt om virksomheden og om jobbet.

Det er ansættelsesudvalget, der styrer tiden, og specielt i de første og sidste minutter gælder det om at have situationsfornemmelse og forsøge at matche deres dagsorden. Vis, at du både kan være lyttende, nærværende og initiativrig.

Det er helt naturligt at være lidt nervøs men pas på at det ikke tager overhånd. Det er en samtale mellem ligeværdige parter. Hvil i din faglighed.

Når ansættelsesudvalget har introduceret dig for virksomheden og fortalt lidt om jobbet, bliver bolden typisk sendt over til dig. Du vil ofte blive bedt om at fortælle lidt om dig selv, og hvorfor du søger jobbet.

1. Få styr på din præsentation

Forbered en præsentation på højst et par minutter. Fokusér på de elementer i din faglige profil, der matcher den stilling, som du er på vej ind i. Overvej også, hvordan du positivt og fremadrettet kan formulere, hvad du har med dig af relevans for jobbet.

Det handler om, at gøre det nemt for dem at se, at du kan være svaret på den profil, de søger. Ofte vil ansøgeren her gentage, det der står i ansøgningen. Overvej hvordan budskaberne kan tilføres yderligere værdi i samtalen og tilføj noget nyt, der ikke allerede står skrevet i din ansøgning.

2. Fortæl, hvad du kan

Når du sidder til samtalen, er det i høj grad op til dig at formidle dine kompetencer til ansættelsesudvalget. Det gælder især, hvis virksomheden ikke har erfaring med at rekruttere medarbejdere med netop den baggrund du kommer med. Fx hvis du er den første fysioterapeut man prøver at ansætte eller hvis du har suppleret din fysioterapeut-uddannelse med en kandidat eller master-uddannelse, som virksomheden ikke kender så godt. Fortæl hvad du kan i forhold til jobbet. På den måde får du gjort din uddannelse relevant for virksomheden.

3. Vær specifik og konkret

Til jobsamtalen er dit vigtigste fokus at bevise, at du kan udfylde den stilling, du er i proces til. Den bevisbyrde løfter du ved specifikt og detaljeret at uddybe, hvordan du har gjort i tidligere jobs, når du har løst tilsvarende opgaver. Her skal du hellere være lidt for specifik end for overordnet.

Fortæl, hvordan du gør i dag, og hvad dit bidrag har været. Desuden er det vigtigt at lytte opmærksomt til, hvad der bliver spurgt om og svare konkret på spørgsmålene. Vær ikke bange for at bede om en forklaring eller lidt tid til at tænke over spørgsmålet.

4. Forbered dig på spørgsmålet om løn

Du skal også være klar til at svare på spørgsmål om løn. Det kan du forberede dig på ved fx at kigge på Danske Fysioterapeuters lønberegner. Her kan du tjekke din løn og se hvad andre medlemmer i samme type stilling får i løn og pension. Så kender du niveauet.

Overvej også hvad din smertegrænse er.

5. Forbered spørgsmål

Spørgsmål til din måske kommende arbejdsgiver er en vigtig del af forberedelsen. Dine spørgsmål skal vise, at du har sat dig ind i jobindholdet og er interesseret i jobbet.

Spørg for eksempel ind til kerneopgaverne. Forhør dig om den vigtigste udfordring i jobbet og succeskriterierne for stillingen. Spørg til muligheder for kollegial sparring – og sparringsmuligheder med chefen, hvilke udviklingsmuligheder der er i jobbet etc.

6. Ved case opgave

En case eller en opgave med udgangspunkt i en konkret situation på den kommende arbejdsplads kan være en del af et ansættelsesforløb.

  • Hvis du får mulighed for at forberede casen hjemmefra, er det vigtigt, at du bruger tid på den og medbringer relevante materialer.
  • Hvis du bliver bedt om at tage stilling til casen under selve samtalen, skal du tænke højt, mens du opregner faldgruber, mulige veje og kontaktpersoner.

Ansættelsesudvalget forventer oftest ikke en bestemt løsning, men en vilje til at spille med.

7. De svære spørgsmål

Svære spørgsmål som "Kan du nævne tre svage sider?, eller ”hvordan har du det med pressede situationer?", kan være svære at komme udenom. Forbered hvad du vil svare og nuancer med fx at fortælle hvordan dine svagheder kan være styrker i nogle situationer.

Du kan også blive spurgt til oplagte huller i dit CV som fx ledighed som virksomheden kan være nysgerrig på. Forbered en troværdig forklaring, der ikke diskvalificerer og svar på spørgsmålene. Det begrænser din nervøsitet, når du ved, hvad du vil sige.

8. Din fremtræden

Din fremtræden bliver også vurderet: din stemme, dit håndtryk, dit kropssprog, din øjenkontakt. At der er nerve i din fremtræden er positivt, men hvis nerverne blokerer for dine tanker og låser din krop, er det et problem. Tag en dyb indånding.

9. Til sidst

"Har du afsluttende spørgsmål?" er ikke en opfordring til at krydsforhøre panelet omkring økonomi, medarbejderpolitik, efteruddannelse og arbejdsopgaver. Brug tidspunktet til at stille et enkelt eller to vigtige, afklarende spørgsmål – for eksempel om det videre ansættelsesforløb, hvis ikke det allerede er oplyst.

Benyt også meget gerne anledningen til kort at opsummere dine vigtigste budskaber på en passende måde, så du efterlader et godt sidste indtryk.

10. Hav referencerne klar

Det er godt at have et par opdaterede referencer at henvise til. Overvej hvilke af dine tidligere arbejdsrelationer, du kan angive som referencer – og husk at forberede dem på, at de kan blive kontaktet.

Du kan både spørge tidligere arbejdsgivere, kollegaer og samarbejdspartnere, om du må henvise til dem. Fortæl hvilket job du søger, så de kan tænke over, hvordan de kan bakke dig op.

Del eller udskriv siden

Kontakt

Rådgivning for ansatte og lejere
3341 4620