Arbejdstid jul og nytår 2021
Her ovenpå sommerferien er en del begyndt at kigge frem mod resten af året, og for enden af året kommer julen og nytåret.
Julen/nytår 2021 byder på det lidt specielle, at der vil være 2 søgnehelligdage som falder på lørdage – det drejer sig om 1. juledag (25. december) og nytårsdag (1. januar).
Det har særlig betydning for de fysioterapeuter i regioner og kommuner, der arbejder i vagtplaner, mens det ikke har nogen betydning for selvtilrettelæggende fysioterapeuter i kommunerne eller fysioterapeuter i staten.
For regionalt og kommunalt ansatte fysioterapeuter, der arbejder i vagtplaner gælder:
For regionale og kommunale fysioterapeuter, der ikke er selvtilrettelæggende, skal der tages højde for, at 1. juledag og nytårsdag i år falder på en lørdag, som for de fleste i forvejen er et ugentligt fridøgn.
Da der ikke kan afvikles SH-dagsfrihed på et beskyttet fridøgn (som lørdagen er for de fleste) skal enten SH-dags-friheden eller fridøgnet placeres på en anden dag. Det betyder i praksis, at du vil opleve at få to ekstra fridage. Ud over disse to dage er juleaftensdag den 24. december og 2. juledag (26. december) SH-dage, men hvad 2. juledag angår ”annulleres” den, da den falder på en søndag.
Baggrunden for dette er, at for hver SH-dag, der forekommer i en periode, skal der foretages en nedskrivning af normtimetallet med den enkeltes gennemsnitlige daglige arbejdstid, og man skal sikres, at kunne holde en samlet fridag. At det kun vedrører lørdagene beror på, at en SH-dag er en helligdag, der falder på andre ugedage end søndage.
Læs nærmere om regler for nedskrivning af arbejdstid mv. i kommunerne og i regionerne.
Du og dine kolleger kan altså holde SH-dagsfri den 24., og 25. december, samt 1. januar, men skal så have placeret de to ugentlige fridøgn, der ellers ville have ligget på lørdagene, på et andet tidspunkt. Hvis fridøgnene skal ligge på de to lørdage, må SH-dagene i stedet placeres på et andet tidspunkt.
Hvis du skal arbejde på en af de særlige dage, får du en erstatningsfridag for arbejdsdagen på et andet tidspunkt, foruden de nævnte ekstra fridage.
Nytårsaftensdag den 31. december er er en særlig fridag fra kl. 12.00, dog ikke for fysioterapeuter ansat i Københavns Kommune, hvor den 31. december er en almindelig arbejdsdag.
På en særlig fridag har du i videst muligt omfang fri, og skal du arbejde efter kl. 12.00 ydes der ikke erstatningsfrihed, men du oppebærer et særligt tillæg for timerne.
For kommunale fysioterapeuter, der selv tilrettelægger arbejdstiden, gælder:
Kommunale fysioterapeuter, der selv tilrettelægger arbejdstiden har fri den 24., 25., 26. og 31. december, samt den 1. januar. Der ydes ikke erstatningsfrihed for SH-dag, hvis man i forvejen har fri på dagen – altså udløser 1. juledag og nytårsdag ikke en anden fridag.