Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fra kastebold til sikker havn

Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre giver fysioterapi til indvandrere og flygtninge, der er endt som kastebolde i sundhedssystemet. Her lærer de om at leve med kroniske smerter og får værktøjer, de kan tage med sig videre ud i livet.
Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital modtager hvert år mellem 120 og 150 indvandrere og flygtninge. Foto: Sisse Stroyer.

Fire kvinder i T-shirts og sorte gamacher sænker sig langsomt ned i varmtvandsbassinet på Hvidovre Hospital, mens de to fysioterapeuter, Kefaia Ali og Tina Krüger-Jakins, dirigerer fra flisegulvet.

“Du kan bare holde fast i kanten,” lyder en af instruktionerne. “Man kan godt blive lidt svimmel, for det er meget varmt vand, så det er vigtigt, at I drikker vand, mens I træner,” siger de, mens de fylder koldt vand i plastikglas og skriver navne på.

Der tales både arabisk og dansk, for kvinderne kommer fra Irak og Marokko, og fysioterapeut Kefaia Ali taler flydende arabisk. Kvinderne går i gang med dagens træning, som består af høje knæløft, sprællemand og armtræning.

Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital modtager hvert år mellem 120 og 150 indvandrere og flygtninge, som har været kastebolde i sundhedssystemet, fordi de enten ikke er blevet ordentligt udredt eller falder ned mellem flere stole i behandlingen.

Der er to indvandrermedicinske klinikker i landet, men klinikken i Hvidovre er den eneste, som tilbyder fysioterapi som en del af forløbet. Kefaia Ali og Tina Krüger-Jakins behandler cirka 100 mænd og kvinder hvert år, som er blevet henvist fra enten egen læge, speciallæger eller jobcentre og kommuner.

Et hav af diagnoser

En af dem er Amina, som er 55 år og kommer fra Irak. Hun fortæller, at hun blev sygemeldt fra sit arbejde i november 2018. Hun har slidgigt i ryggen og smerter i skulder, nakke, ryg og hænder og lider af hovedpine, og er blevet opereret to gange. Hun kan ikke sove om natten på grund af smerter og er i fysioterapien på klinikken for første gang. Hun har prøvet fysioterapi to gange før og kommer, selvom smerterne blev værre, da hun sidst var til fysioterapi.

“Jeg vil gøre alt det, de siger til mig, for jeg vil meget gerne tilbage til mit job,” forklarer hun på gebrokkent dansk og tilføjer, at hun tidligere har arbejdet i 20 år i Fakta, i børnehave og vuggestue og har passet sin mand og barn, før hun blev sygemeldt.

indvandrermedicinskklinik-80.jpg

"Mange mangler viden eller bevidsthed om kroppen, så vi må starte med den helt elementære anatomi,” forklarer fysioterapeut Kefaia Ali. 

Amina er en typisk patient på klinikken, som får henvist cirka 90 procent kvinder og 10 procent mænd. De lider ofte af en lang række diagnoser og kommer med en journal på størrelse med et leksikon foruden et stort antal MR-og CT-skanninger. Patienterne har kroniske smerter, nakkeproblemer, diskusprolapser, lænderygsmerter, problemer med knæ og håndled, leddegigt, inkontinensproblemer, migræne og spændingshovedpiner, og mange har oveni psykiske og sociale problemer.

Fælles for dem er, at de ofte har været sygemeldt i mange år og har haft forløb, hvor de er blevet sendt fra læge til læge, fra udredning til udredning, fra afdeling til afdeling, uden at deres problemer er blevet løst. Og ofte uden de selv forstår, hvad de fejler, eller hvad behandlingen går ud på. Det er et clash mellem det danske sundhedsvæsen og en patientgruppe, som i sidste ende ikke får den samme behandling som etniske danskere, ofte på grund af sproglige og kulturelle barrierer.

“De bliver kastet rundt i systemet,og får en halv diagnose her og en halv diagnose der. Ofte ved lægerne ikke, hvor de skal sende dem hen, og de pendler ofte fra afdeling til afdeling i årevis,” fortæller Kefaia Ali.

indvandrerrmedicinskklinik-2.jpg

Et forløb kan vare fra seks til otte måneder, nogle få patienter går op til et år, og forløbet er kendetegnet ved at være intensivt og individuelt tilpasset.

Tværfagligt team vurderer patienten

Når en patient bliver henvist til Indvandrermedicinsk Klinik, starter forløbet med visitering og afklarende samtale, efterfuldt af en konference med det tværfaglige team, som består af en overlæge, tre sygeplejersker, to faste læger, en konsulterende læge, en farmaceut og to fysioterapeuter. Efter diskussion og vurdering sendes patienten i det forløb, som teamet finder er mest relevant. Det kan være et psykoedukativt forløb hos sygeplejersken, lægesamtaler, forløb om medicin hos farmaceuten eller et fysioterapeutisk forløb.

Sidstnævnte består af udredning, individuel behandling, manuel behandling og holdtræning, patientuddannelse og individuelle samtaler. Det kan vare fra seks til otte måneder, nogle få patienter går op til et år, og forløbet er kendetegnet ved at være intensivt og individuelt tilpasset. Mange kommer til behandling to til tre gange om ugen, og en stor del af tiden går med at udrede journalerne, forklarer Tina Krüger-Jakins:

Skræmt fra vid og sans

“Vi bruger meget tid på at forklare, hvilke diagnoser de har fået, og hvad de betyder. I mange tilfælde har der ikke været en tolk på, når de har været hos lægen eller på hospitalet, måske er det et barn eller en ægtefælle, der har tolket, som jo ikke har indblik i diagnoserne. Så vi forklarer, hvad der står i journalerne, før vi går i gang med den fysioterapeutiske intervention. Så hører vi ofte patienterne sige: ‘Hvor er jeg glad for at vide, hvad jeg fejler. Jeg har jo gået med det her i tyve år’. De har måske fået taget blodprøver og skanninger og talt med mange læger uden at forstå, hvad der blev sagt, og hvad der skulle ske. Nogle tror måske, de har kræft, fordi de har en diskusprolaps og har været skræmt fra vid og sans,” forklarer hun.

Kefaia Ali er selv af palæstinensisk afstamning og taler både dansk og arabisk og kan derfor tale med de arabisktalende patienter på deres modersmål. Ellers bruges tolke, for patienterne kommer fra en bred vifte af nationer. Mange taler dårligt dansk, er analfabeter og har måske tilbragt 20-30 år i Danmark i ufaglærte jobs eller som husmødre.

Deres ofte lange forløb i sundhedsvæsenet betyder, at de er skeptiske overfor endnu en udredning og særligt overfor en behandling, som ikke består af en pille eller en indsprøjtning men af træning, fysisk aktivitet og fysioterapeutisk intervention. Derfor bruger de to fysioterapeuter størstedelen af tiden på patientuddannelse.

Bruger visuelle hjælpemidler

“Mange mangler viden eller bevidsthed om kroppen, så vi må starte med den helt elementære anatomi,” forklarer Kefaia Ali. Fysioterapeuterne bruger derfor plancher med tegninger af kroppens led, muskler, knogler, nervesystemet og det cirkulære system.

“Det er ikke alle, der ved, hvordan en krop ser ud, så vi peger også på os selv, når vi skal forklare en sammenhæng mellem en skade og smerterne. Jeg havde for eksempel en patient, som havde en diskusprolaps. Så spurgte jeg, ved du, hvordan en diskusprolaps ser ud? Så svarede hun ‘ja, det er en knude i maven.’ Vi i sundhedssystemet går jo ofte ud fra, at folk ved, hvad en ryghvirvel er, men her må vi gå nogle skridt tilbage og starte på det elementære anatomi-niveau,” forklarer Kefaia Ali.

Patientuddannelsen går også ud på at give patienterne en bevidsthed om, at man godt kan være fysisk aktiv, selvom man har ondt. På den måde afviger behandlingen ikke fra den, man giver til etnisk danske patienter med kroniske smerter, fortæller Tina KrügerJakins.

“Vi vil øge deres refleksion over, om de kan begynde at bevæge sig, også selvom det måske gør lidt ondt. Vi siger, at det er okay at have smerter, og at det at være rask kan være mange ting. For vi har ikke en tryllestav, og vi kan ikke fjerne deres smerter. Men vi kan måske give dem indsigt i, at der er fordele ved at bevæge sig, måske bare en halv time hver dag, fremfor at ligge stille på sofaen derhjemme.”

indvandrermedicinskklinik-77.jpg

"Vi hører ofte patienterne sige: ‘Hvor er jeg glad for at vide, hvad jeg fejler. Jeg har jo gået med det her i tyve år’. De har måske fået taget blodprøver og skanninger og talt med mange læger uden at forstå, hvad der blev sagt, og hvad der skulle ske”, forklarer fysioterapeut Tina KrügerJakins.

Psykiske traumer

En stor del – måske 80 procent af patienterne – kommer også med psykiske traumer, som kræver terapeutisk forståelse hos fysioterapeuterne. Nogle kommer fra krig og tortur og hårde flugtforløb, andre har oplevet barnedød eller har levet i et voldeligt ægteskab. Nogle er meget isolerede, fordi de har haft deres primære forbindelse til moren i hjemlandet, som siden er død. Isolationen er en problematik, som er forstærket i coronaperioden, tilføjer de to fysioterapeuter.

De psykiske traumer kræver, at fysioterapeuterne går særligt nænsomt til værks. Nogle reagerer med symptomer, der ligner epileptiske anfald, andre stivner og har svært ved at kommunikere. Tina Krüger-Jakins beskriver, hvordan en af hendes mandlige patienter jævnligt får flash-backs, når han er i behandling, f.eks. når han sidder på en kondicykel. Det kan vare fra fem sekunder til 10 minutter.

“Han kan stivne helt og sidde som en stenstøtte, hvor hjernen slår fra, og han bliver død i øjnene. Så må jeg lade ham være. Jeg sidder ved siden af ham, og når han kommer til sig selv spørger jeg, om det er noget, han vil tale om. Så siger han for det meste, at han ikke kan mere, og så må vi stoppe for den dag,” forklarer hun og fortsætter:

“Vi får flere og flere af den slags patienter, og de kommer også ud i kommunerne. Så er det vigtigt, at man som behandler ved, hvordan man kan håndtere det.”

Kefaia Ali supplerer: “Det skete også i dag for en af de kvinder, der var i bassin. Hun blev retraumatiseret af lydene fra udluftningen og vandet, som forstyrrede hendes psyke. Så måtte jeg hjælpe hende over og sidde på trappetrinnet. Vi har set det mange gange, og vi kan ikke gøre andet end bare være der for dem.”

indvandrermedicinskklinik-1.jpg

Patienternes psykiske traumer kræver, at fysioterapeuterne går særligt nænsomt til værks. 

Værktøjskassen kan bruges bagefter

Nogle patienter er så traumatiserede, at de bliver videresendt til psykiatrisk behandling, andre kan fortsætte i forløbet med de afbrydelser, som det giver. Uanset, så skal alle patienterne videre på et tidspunkt og må sige farvel til de trygge omgivelser på klinikken. For de to fysioterapeuter handler det om at give dem nogle værktøjer, de kan tage med sig videre i livet.

“Der vil altid komme ups and downs. Men måske kan de gribe ned i den værktøjskasse, de har fået her og tænke, okay, jeg gjorde sådan dengang. Måske kan jeg gøre noget lignende nu. Vi har næsten ikke nogen, vi sender ud, og så er den hellige grav velforvaret. Men hvis vi kan give dem en succesoplevelse med at bevæge sig her, så kan de måske gøre det igen. Så de får nogle byggesten, de kan gribe tilbage i.”

Patienten ‘Amina’, som optræder i artiklen, ønsker at være anonym. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer