Smil og åbne arme giver mening på alle sprog

Selv om Gitte, Martin og Rasmus har været i utallige praktikforløb på tærsklen til deres afsluttende bachelor, har de næppe tapet, masseret og behandlet så mange forskellige patienter, som i deres hektiske og sansemættede uge i Santiago. Og mødet de 600 socialt udsatte mennesker fra 50 nationer, som i den sidste uge af oktober havde sat hinanden stævne ved Homeless World Cup i Chiles hovedstad, satte sig spor hos de tre studerende.

Det er VM’s 4. dag. Jeg har lavet en aftale om at mødes med nogle af de danske fysioterapistuderende, som er blevet udvalgt til det danske team, der sammen med norske kolleger skal hjælpe socialt udsatte gadefodboldspillere fra hele verden. Ikke med motiverende samtaler om sundere livsstil og langstrakte behandlingsforløb, hvor ’patienterne’ kan komme igen i næste uge. Nej, for om en uge er det hele overstået. Og spillerne er på vej hjem til Kirgisistan, Sydkorea, Namibia, Vordingborg, eller hvor de nu kommer fra hver især.

Fysioterapeuternes opgave er groft sagt at hjælpe med til, at de 600 spillere fra hele verden får maksimalt udbytte af oplevelsen: Nye venner og nye indtryk af, hvad udsathed betyder afhængigt af, hvilket land eller verdensdel man bor eller er opvokset i. Og så selvfølgelig en vanvittig bekræftelse af, at man ikke er alene i verden om at være skør i (fod)bolden.

Det er den lille kugle på den lille bane på 16 x 22 meter, der er omdrejningspunktet. Og så selvfølgelig de 2 x 7 minutters intense kampe, hvor de mange måneders forberedelser og træning skal stå sin prøve. Uden at spillerne aner noget som helst om niveauet eller spillestilen hos modstanderne. De ved bare, at det bliver hårdt, intenst, stressende og helt sikkert ikke uden skader. For spillere og trænere er parate til at ofre alt – for deres kammerater og deres land.

Forventningspres

De tre danske studerende, Gitte Kayser, Martin Christian Wangel og Rasmus Hauggard Nielsen har alle mærket presset, der ligger i at skulle sikre, at alle er fysisk fit for fight til at spille de i alt 13 landskampe, som alle hold er sikret, før VM er slut. I hjemløsefodbold bliver ingen slået hjem, og turneringsformen gør, at der er pokaler at spille om for alle – uanset niveau.

”For spillerne er det once in a lifetime, så vi er nok ret indstillede på at gøre alt menneskeligt muligt for, at de kan komme til at spille igen. I nogle tilfælde er træneren med ved behandlingen, og der kan være meget store forskelle på, hvordan de agerer afhængig af kulturen i hjemlandet. For nogen er et plaster på hudafskrabning nok til, at spilleren må blive på bænken, mens andre er villige til at gå endog meget langt for at holde spilleren på banen. Også selv om eksempelvis en ankel burde have hvile for ikke at forværre skaden. Der skal vi jo kunne kommunikere med trænerne, og forsøge at gøre det mest forsvarlige for spilleren”, fortæller Gitte.

Hun anede intet om fodbold, før hun søgte om at komme med på holdet. Men hun ser forelsket ud, når hun taler om sine oplevelser med spillerne.

Studiekammeraten Martin har i Danmark har været omkring både hjemløselandsholdet og andre spillere ved stævner. Han mener, at netop spillernes egen interesse og motivation for at forblive inde i kampen og være en ressource for holdet er af afgørende betydning for behandlingen.

”Det er ikke bare det fysiske, men det hele menneske. Det psykologiske aspekt i en given skade, og hvad det betyder for personen og livskvaliteten. At der er mere på spil end bare en hævet ankel eller ømme muskler er uden for en hver tvivl, når man har lyttet til nogle af spillernes historier. Det kan være af meget stor betydning, hvis identiteten primært ligger i, at man er fodboldspiller og har en knæskade, mens det måske er til at leve med, hvis ikke man er så afhængig af lige præcis den sportsgren”, siger han.”De rører også os”

Hverken Martin eller Gitte har oplevet, at de ikke er blevet respekteret for deres indsats, selv om der kan være forskelle på, hvordan man i praksis må gribe behandlingen og mødet med spillerne an.

”De fleste vil gerne have massage. Nogle ønsker ikke at blive rørt ved, men vil gerne instrueres i, hvad de selv kan gøre. Andre kommer for at få massage og nyder det. Men i praksis er det jo ikke bare os, der rører ved dem. De rører også os, når vi mærker og ser deres kroppe under vores hænder. Og så ser man jo ikke kun kroppen, men også deres ar. I løbet af ugen får man set de samme spillere flere gange, og man kan ikke undgå at få en del af deres historie undervejs i forløbet. Og det berører selvfølgelig en, når de fortæller om deres liv”, fortæller Gitte.

Den både lidt skræmmende og samtidig livsbekræftende oplevelse har Rasmus Haugaard Nielsen også fået flere gange i løbet af ugen.

”Den fedeste oplevelse er at møde spillerne, når de kommer med deres kæmpe panser af tatoveringer, piercinger og alt hvad de har af krops- og sindsudtryk – og så bare åbner op, fordi de ved, at man bare er der for at hjælpe dem. Det er en kæmpe gave at få lov til at opleve. Hvis man selv smiler, så smiler de sgu nok igen. Man går jo rundt hele dagen og hilser på spillere fra hele verden – med håndtegn og store smil, når man står i en madkø. Bare fordi man har behandlet dem en enkelt gang”.

Rasmus kommer selv fra hvad han beskriver som en kernefamilie, og har søgt om at komme med, fordi han gerne har villet udfordre sin empati, rummelighed og fordomme.

”Når jeg har tænkt på hjemløse og socialt udsatte, så har jeg måske haft et billede af nogle fulde og sølle folk, der sidder på en bænk på Kultorvet. Også selv om jeg betragter mig selv som både oplyst og empatisk. Men når man kommer ind på livet af dem, er de ikke så forskellige fra mig. De joker og har det også sjovt, selv om deres baggrund og opvækst måske har efterladt en lille dæmon inden i”.

Rasmus forventer, i lighed med Gitte og Martin, at erfaringerne fra Santiago vil kunne bruges, når de om et års tid har fået deres afsluttende eksamen.

”Jeg håber selvfølgelig, at jeg vil kunne bruge erfaringen, når jeg som færdiguddanet kommer til at møde de her mennesker i sundhedsvæsenet, og at jeg hurtigere vil sænke paraderne og lade mennesket fylde rummet frem for mine egne fordomme. Hvis nogen behandlede mig som et udskud, eller ikke tog mig eller mit problem alvorligt, så ville ja da også selv sige: 'Til helvede med det system'. Men sådan ønsker jeg ikke, at de skal sige om mig, hvis jeg en dag står foran en hjemløs eller anden social udsat person, som opsøger min hjælp”.

Audiensen er forbi – arbejdsglæden kalder

De studerende skal på arbejde igen. De har fået en halv times fri fra ’klinikken’ der består af en pavillon med brikse umiddelbart bag de tre baner, som udgør VM’s kamp-arena. Eventen er placeret på Folkets Plads med udsigt til præsidentpaladset ved La Moneda – midt i millionbyen Santiagos centrum. Imellem kampene hænger spillerne ud på pladsen udenfor. De varmer op, leger, krammer og diskuterer taktikken for næste kamp eller evaluerer indsatsen af de hidtidige kampe. Nu får de øje på de tre fysioterapeutstuderende, som de ikke umiddelbart lader slippe forbi, før de har ’high-fivet’ eller lige er blevet opdateret på de seneste resultater eller deres skader.

Men de skal tilbage og afløse deres danske og norske kolleger. Tilbage til flere håbefulde spillere, der med glæde lægger sig fladt på briksen. Til mere forelskelse, store smil og arbejdsglæde.

De fysioterapeutstuderendes tur til Santiago var støttet af Danske Fysioterapeuter

Læs også artiklen “Fysioterapeuten kan være indgangen til sundhedsvæsnet”. 

Del eller udskriv siden