Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hvem er ham Jens Olesen?

PORTRÆT / Fysioterapeut Jens Olesen er specialist i rehabilitering og klinisk vejleder. Mød en menings-mand, der kan skrive og tale sine modstandere ned under gulvbrædderne, men som inderst inde er en følsom ildsjæl, der kun har ét punkt på dagsordenen: Patientens ve og vel!
I denne tid portrætterer Fysioterapeuten en række meget forskellige personer med det til fælles, at man som fysioterapeut næsten ikke kan have undgået at støde på dem. Denne gang er det Jens Olesen, utrættelig debattør på fysio.dk

Tilegnet Benjamin Rix, Buller og Vilhelm.

De to sidste navne er opdigtede. Buller og Vilhelm er Jens Olesens patienter, og de ville kunne genkende sig selv eller blive genkendt af deres nærmeste, hvis de ikke blev anonymiseret. Det går ikke, ræsonnerer Jens Olesen, der tager imod i sit kontor i kælderetagen på Skive Regionshospital.

Jens Olesen er kendt som en dygtig fysioterapeut inden for sit fagspeciale, rehabilitering. Men han er mindst lige så kendt som en ivrig debattør på fysio.dk, når lejligheden byder sig, hvilket den ofte gør. Den 50-årige fysioterapeut er med andre ord alt andet end anonym selv, men Buller må ikke kunne genkendes, mener Jens Olesen , der tænker meget over etikken i patientrelationen.

"Buller kom hertil fra militærtjeneste i Afghanistan for et år siden, og der var nærmest ikke ét helt stykke i hans krop", fortæller Jens Olesen, der lige har sendt Buller af sted til Afghanistan igen.

"Ingen af os havde troet, at han ville blive godkendt af Forsvarets fysiske tests. Men nu er han ikke desto mindre på vej derned", siger Jens Olesen, der nævner Buller som et eksempel på, hvorfor han blev fysioterapeut og ikke filosof eller psykolog. I hans kontor hænger den unge militærmands uniformsstriber på væggen som en slags 'tak for hjælpen', "

"Så er jobbet meningsfuldt!", siger Jens Olesen, der har haft sin daglige gang på Rehabiliteringsafsnittet de sidste otte år som specialist og som klinisk vejleder for fysioterapeutstuderende fra UCC i Holsterbro.

Vejledertjansen gør ham til en mand med mange meninger, hvad angår fysioterapeutuddannelsens styrker og svagheder:

"Jeg har kun studerende fra modul 9 og 12, for jeg gider ikke være barnepige for de nye studerende. Neurologien er ikke bare en zoologisk have, det er patienter, der har krav på en vis grad af social kundskab også hos de studerende. Generelt synes jeg, at uddannelsen halter på det sociale område. Fysioterapi er ikke bare teknik og metode, du skal også være systematisk, individuelt tænkende og handlefærdig OG vide, at patienten er fuldkommen lige som dig".

På få minutters samtale har Jens Olesen markeret holdninger og absolutter nok til at skræmme livet af en uerfaren studerende og til at provokere sine sarte kolleger, men man mærker hurtigt, at hans kritiske indstilling til praksis i sit fag, er udtryk for et dybfølt engagement.

Hvert møde er vigtigt

Benjamin Rix, som artiklen er tilegnet, tog sin 12. modul-eksamen hos Jens Olesen i sommer til et 10-tal.

"Han var så glad, og det var velfortjent. Han var en af de studerende, der tænkte systematisk og netop havde styr på sig selv og patientkontakten", fortæller Jens Olesen og leder efter et udklip på sit skrivebord.

"Benjamin kom aldrig til evalueringen dagen efter. Han døde på vej herhen på sin motorcykel ramt af en skolebus. 26 år gammel. En påmindelse om, at livet er uendelig kort – og at hvert møde med et andet menneske er vigtigt. Vi ved aldrig, hvornår det er det sidste!"

Den dag var en af de dage, hvor Jens Olesen lagde sarkasme, kritik, udfordringer og læserbrevsskrivning til side og kiggede på de mange livskloge citater på væggene i sit rodede kontor.

„Du skal være den forandring, du ønsker i verden", Gandhi.

Hans kontor er et hyggeligt kaos med udklip og 15-20 håndskrevne citater og læresætninger på væggene, et skelet med nissehue, halvspiste kagestykker på bordet og hjerterum til såvel studerende som kolleger, der kigger forbi. Jens Olesen ved godt, at han er et gigantisk rodehoved, men vil helst udtrykke det i synonymer:

"Jeg foretrækker at kalde mig selv „kaospilot" og „forandringsagent", for det står ikke i vejen for, at jeg samtidig kan være særdeles systematisk, analytisk og metodeorienteret, når det gælder mit arbejde. Indimellem kan mine metoder være meget utraditionelle og af samme grund virksomme", siger han og peger på topløs babe på væggen. Billedet stammer fra en kulørt forside på mandemagasinet „M".

"Jeg brugte det til at træne en ung hjerneskadet patient, Vilhelm, som havde en tumor i hjernestammen. De kunne ikke operere, men vi havde en plan om at holde ham stående og gående længst muligt, selv om han var døende. Jeg hang pinupbilledet op på en lampe, højt oppe, så han skulle strække sig efter det. Du kan tro, det virkede!", siger Jens Olesen, der havde indhentet ok fra drengens mor og hans faste sygeplejerske først.

Faglige kæpheste

Jens Olesen er fysioterapeut med stort F. Han har sine faglige kæpheste, som han rider utrætteligt, blandt andet på fysio.dk og i Fysioterapeutens spalter. Indimellem til irritation for sine kolleger, men det tager Jens Olesen helt køligt. For hans budskab handler om etik, kommunikation og relation. Så det er vigtigere for ham, at patientkontakten sidder i skabet, end at være vellidt af alle sine kolleger. Faktisk vil han hellere vil støde nogle fra sig i sin maniske ihærdighed, end at være ham, man siger 'Hvem Jens Olesen?' om.

"Patientkontakten er omdrejningspunktet, og du ved altid, hvornår mødet med en patient er lykkedes: Når han får det bedre! I en privat praksis lader patienten være med at komme, hvis du ikke er i stand til at yde den behandling eller hjælp, han har brug for. Der er kontant afregning. Men på et hospital er det anderledes, for der har patienten ikke noget valg, hun kan ikke bare gå sin vej. Det forpligter rent etisk, så du skal som den professionelle part etablere god patientkommunikation, for uden den tillidsfulde relation virker behandlingen sjældent", siger Jens Olesen.

"Man kan godt gå udover rammen for at yde den rigtige behandling for patienten, som f.eks. da jeg satte den nøgne dame op i lampen. Men der skal være en faglig grund. Det må ikke være for sjov eller for at sætte sig selv i centrum som behandler, synes jeg. Jeg ved udmærket, hvornår jeg ikke laver fysioterapi", siger Jens Olesen, der meget apropos gik helt uden for både sit fag og hospitalets matrikel, da han spurgte Buller, hans afghanistanpatient, om han ville give Vilhelm med hjerneskaden en tur i militærets store kampvogn.

"Det blev ikke til noget, for Vilhelm kunne ikke komme ind i den, i stedet kørte vi tre sammen en tur ned på McDonald's i centrum og fik en burger.

Jens Olesens rummelighed over for patienterne, bliver nogle gange til utålmodighed over for andre fysioterapeuters holdninger. Især, hvis de er langsomme og fortalere for kvantitativ forskning!

Hvis sygehusvæsnet var en samlebåndsfabrik, ville Jens Olesen vende båndet, få det til at køre omvendt, hurtigere eller producere nye produkter. Det er ikke fordi, han ikke kan lide systemer, han sætter bare individet over systemet – og individet er patienten.

"Det er et stort moralsk ansvar at have med mennesker at gøre, som har brug for hjælp. Før var behandleren over patienten, i dag sørger den dygtige behandler for at sætte patienten under sig selv og tilpasse sine metoder til den enkelte. Og i min stræben efter dét, gider jeg ikke lade mig diktere af kvantitative metoder", understreger Jens Olesen. Hans synspunkter kan i mere akademisk form nydes i 'Postmoderne fysioterapi og den levede krop i nærhedsmoralsk og inter-subjektivt rehabiliteringsperspektiv', som han har skrevet i 2012, men ikke rigtigt ved, hvad han vil bruge til.

"Måske bare til en artikel", siger Jens Olesen, der har brug for jævnligt at lufte både sine holdninger og sit høje aktivitetsniveau. Privat er han cykelentusiast og kører både landevej og mountainbike på en af landets allerbedste ruter i Rebild Bakker, hvor han også bor med sin kone Gitte, der er ergoterapeut.

Faget på formel

Selv om det ikke er nødvendigt at være gift med en ergoterapeut for at kunne skelne fysioterapi og ergoterapi, har Jens Olesen en klar definition på de to.

"ADL er ergoterapeuternes kerneområde; vores er krop og bevægelse. Jeg kan godt forstå, at de studerende har svært ved at finde ud af det, for det står jo ikke tydeligt nogle steder, hvad der er vores kerneområder. Det bliver lidt vævende", siger Jens Olesen, der dukker hovedet for at passere de mange rækker juleguirlander, der hænger i lag på hans kontor, for at komme hen til tavlen, som han bruger i undervisningen af sine studerende.

På tavlen skriver han: Fysioterapi = (kommunikation & relation) x (teknik & metode) omkring krop og bevægelse.

"Jeg kan godt se, at rent fagpolitisk og beskæftigelsesmæssigt kan det være smart, at fysioterapeuter udvider deres kompetenceområde, men det er også sårbart at sælge ud af kerneværdierne. Jeg er stolt af mit fag. Mange af mine kolleger er meget dygtigere på deres område end lægerne. Næste skridt er, at vi skaffer os en ordentlig løn og kræver et tværfagligt samarbejde med lægerne på lige præmisser. Vi skal ikke være assistenter, men specialister! Men det kræver selvfølgelig, at vi fordyber os og hele tiden stræber efter at blive bedre. Alle kan blive bedre, også jeg".

Vi skal måle kommunikation og relation

Jens Olesen har arbejdet med rygpatienter i en stor del af sin karriere. Rehabilitering har altid været det speciale, der kunne få hans faglige, store hjerte til at slå hurtigere:

"Det er først i de senere år, at rehabilitering er blevet taget alvorligt og set som det helhedsorienterede arbejde, det er. Rehabilitering er jo ikke bare genoptræning. Genoptræning handler om fysik, og dér har fysioterapeuten automatisk alle svarene. Rehabilitering er derimod rettet mod hele mennesket og går ud på at reetablere personens myndighed, personlige dømmekraft og fysiske formåen", siger Jens Olesen og vender tilbage til kernekompetencerne.

"Praksis, systematik og videnskab skal gå hånd i hånd i det fysioterapeutiske arbejde, og det gælder naturligvis ikke kun inden for rehabilitering, men også de andre fysioterapeutiske specialer. Vi skal være videnskabelige og akademiske hele vejen rundt. Som det er i dag, måler vi kun den ene del af det fysioterapeutiske spektrum, nemlig den del, der handler om „teknik og metode". Vi skal blive bedre til også at måle og vurdere „kommunikation og relation". Der er masser af videnskab, der knytter sig til kommunikation. Det synes jeg, vi skal være bedre til at inddrage", understreger Jens Olesen.

Men hvordan? Niveauet skal løfte sig i forhold til kvantitative metoder, vi anvender i dag, mener Jens Olesen, der godt ved, at hans chef bliver tosset, når hun læser det næste:

"Nogle gange kan jeg bare ikke få mig selv til at sige til en patient: 'Hvad er dit mål?', selv om jeg skal gøre det. Spørgsmålet er meningsløst, for patienten har ikke en jordisk chance for at vide, hvad der kan lade sig gøre. Jeg ved jo bedre end ham, hvad prognosen er. Jeg kom engang galt af sted ved at spørge en ung sklerosepatient, der sad i kørestol. Han kiggede bare hadefuldt på mig og brølede: 'Hvad mit mål er? Hvad fanden tror du? AT GÅ!' "

Jens Olesen vidste udmærket, at han skulle have Gud på banen, hvis det projekt skulle lykkes. Patienten kunne i forvejen dårligt nok selv forflytte sig selv fra kørestol til seng, han var gul og blå af alle sine styrt, og sandsynligheden for at han kom til at gå var lig nul.

"Spørgsmålet var dumt og satte ham skakmat. Så snart jeg havde sagt det, vidste jeg, at der kun var én chance for at redde relationen, nemlig at jeg sagde det helt rigtige. Det blev: 'Okay. Det kan vi godt arbejde med. Men vi må starte med din siddende balance!'. Pyha".

Personligheden er en del af fagligheden

Selvkritik og flyverperspektiv er to ord Jens Olesen synes godt om. Hans kritikere vil nok mene, at han burde starte med sig selv, men det gør han sandelig også. Måske ikke offentligt, men privat stiller han sig selv alle de ubehagelige spørgsmål.

"Da jeg havde dummet mig dér, og i andre situationer siden, har jeg som regel taget det med i min 'mandegruppe', der består af en god fysioterapeutkollega og to psykologer, som har kendt hinanden i mange år. Vi taler meget åbent og ofte om den slags dilemmaer med hinanden", fortæller Jens Olesen, der har en kandidatgrad i videnskabsteori og filosofi, hvilket efter hans mening sætter fysioterapiens praktiske færdigheder i langt større perspektiv.

"For mig er kroppen ikke adskilt fra sindet. Vi hænger sammen, og sindet bor i kroppen, ligesom sjælen og det liv, vi nu engang har levet udmønter sig fysisk. Som fysioterapeut berører du alt det, når du arbejder med en patient, og det er et stort ansvar, som etikkens allerstørste tænkere Løgstrup og Levina har beskæftiget sig med.

"Når du arbejder med andre mennesker, bliver din personlighed uundgåeligt en del af din faglighed. Det er derfor, jeg stiller store krav til mine studerende ikke bare fagligt, men også menneskeligt. 'Hvem er du?' 'Kan du lægge dit ego til side, når du har patienter?' 'Kan du holde din kæft?' 'Skifte spor?' 'Og kan du lade være med at styre alting?'

It takes one to know one som man siger på nudansk. Jens Olesen lægger ikke skjul på, at han i den grad selv har bokset med sit ego i rollen som fysioterapeut i sine yngre år. Han synes til gengæld, at han er blevet et rigtig ordentligt menneske af at være fysioterapeut.

"Jeg blev først et flokmenneske, da jeg blev fysioterapeut, De første år fyldte jeg ALT for meget i patientrelationen, det kan jeg godt se i dag. Det var der heldigvis nogle kolleger, der udfordrede mig på dengang, hvad jeg er dem dybt taknemmelig for. I dag ved jeg, at jeg fylder, men jeg gør det ikke længere for mit egos skyld, men fordi det kan bruges til at nå faglige resultater", lyder sidste svada fra Jens Olesen, der godt ved, at han taler og tænker hurtigere end de fleste.

Han tager en Blue Jeans-lakrids fra familieposen på bordet, og siger: "Kolleger og venner, der kender mig, siger: 'Hold nu kæft, Jens!' Så bliver jeg stille...".

Del eller udskriv siden
8 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Maja Jepsen

    Meget inspirerende artikel for en kommende fysioterapeut.
    Også flot at dedikere den til Benjamin, som er savnet og hvor har du ret i det du siger om ham.
  • Jens Olesen

    Kære Jonathan,
    Kom til nedenstående så er du velkommen til at stille dine eventuelle tvivlspørgsmål til panelet. Alle andre interesserede er naturligvis mere end velkomne.

    Rehabiliteringsseminar
    Målsætning i rehabiliteringspraksis
    1st announcement

    Fredag, 6. december, 2013
    U100
    Syddansk Universitet
    Campus Odense
    Campusvej 55
    5230 Odense

    Målsætning er en essentiel del af et optimalt rehabiliteringsforløb, men det udfordrer også vores praksis. På seminaret vil vi diskutere hvad målsætning i rehabilitering er og hvordan det kan bruges, hvilke dilemmaer målsætning præsenterer os for i praksis og hvilken betydning motivation har. Seminaret kaster således lys over hvad et “livsverdens” perspektiv vil betyde rehabilitering i almindelighed og målsætning i særdeleshed.

    Program

    9.00 - 9.30 Registrering, Morgenkaffe/morgenbrød

    9.30 – 9.40 Velkomst ved lektor og studieleder Hans Lund, SDU.

    9.40 - 10.40 Hvad er målsætning i rehabilitering og hvilke udfordringer giver dette? En gennemgang af litteraturen
    v/ fysioterapeutisk specialist i rehabilitering, Jens Olesen.

    10.40 – 11.00 Kaffepause.

    11.00 – 12.30 Motivationsarbejdets betydning for målsætning i rehabilitering
    v/ psykolog Per Revstedt, Sverige.

    12.30 – 13.30 Frokost.

    13.30 - 15.00 Målsætningsarbejde og rehabilitering som konflikt og dilemma
    v/ professor i rehabilitering, Sociolog Per Koren Solvang, Norge.

    15.00 - 15.30 Kaffepause

    15.30– 17.00 Et livsverdensperspektiv på rehabilitering og målsætningsarbejde v/ professor i klinisk sygeplejevidenskab Charlotte Delmar.

    17.00 – 17.30 Panelsamtale: Afrunding og evaluering.
    I panelet: Jens Olesen, Per Revstedt, Per Koren Solvang, Charlotte Delmar.
    Ordstyrer Hans Lund.

    Pris: 800,-

    Tilmelding: [website]

    Yderligere oplysninger: Jens Olesen (program) Elisabeth Marcussen (praktiske aspekter)

    Website: sdu.dk/mr



  • Jens Olesen

    Jeg synes Hans og jeg har rigtig meget tilfælles - Jonathan.
    Faget fysioterapi og rehabilitering er to ydmyge bud.
    Men spørg endelig Hans selv - han kan sikkert validere dit udsagn;-)
  • Jonathan

    Kære Jens,

    Jeg tænker lidt at du og Hans Lund ikke har så meget tilfælles, for han er jo EBM mand (Sackett, Guyatt, Wulff, Gøtzche). Men hvis I holder jer til målsætninger og motivationsarbejde, så kommer der måske knap så meget fænomenologi ind over?
  • Morten Graversen

    Super artikel. Dygtig mand ham, jens.
    Har du bestukket hende:)
    Fedt at du giver lyd fra dig og ik bare pipper.
  • Jens Olesen

    Tak Hans - fordi du gør mig i godt humør.
    Send din email så skal jeg fluks - sende materialet til dig.

    PS Hans lund og jeg arrangerer en tværfaglig konference på SDU d. 6 december omkring målsætning og motivationsarbejde, hvor der kommer 3 en svensk, en norsk og en dansk ping - og lille mig - jeg er sikker på det er noget for dig.

    Check eventuelt www.livsverden.dk - hvor der måske også er materiale der interesserer dig og dine kolleger.
  • Hans Stryger

    Der skulle have stået niche i sidste linje ;-) Det gik lige stærkt nok.
  • Hans Stryger

    Hej Jens.
    Håber du læser denne kommentar. Jeg synes det er nogle super gode holdninger du har og kunne godt tænke mig at læse din opgave "Postmoderne fysioterapi og den levede krop i nærhedsmoralsk og inter-subjektivt rehabiliteringsperspektiv'", hvor kan jeg få den henne og er den overhovedet tilgængelig?
    Jeg selv arbejder i hospitalspsykiatrien som udviklingsfysioterapeut og dine tanker omkring rehabilitering er fuldt i overensstemmelse med den recovery tilgang vi arbejder med. Fortsat med din ildhu for faget, det er altid enormt inspirerende at høre om kollegaer der brænder for deres niece og gør en forskel.
    Mvh.
    Hans Stryger
    Udviklingsfysioterapeut
    Psykiatrisk Center Ballerup-Region Hovedstaden Psykiatri
Indsend kommentar