Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Min arbejdsplads: Hjerneskadekoordinator Hanne Sandgaard

Navn: Hanne Sandgaard<br/>Alder: 56 år<br/>Arbejdsplads: Hjerneskadekoordinator, Skive Kommune<br/>
Det giver en tryghed for borgerne, at de ved, hvem de kan ringe til, når de kommer hjem, forklarer Hanne Sandgaard, hjerneskadekoordinator i Skive Kommune.

Hvad laver en hjerneskadekoordinator?

En hjerneskadekoordinator skaber sammenhæng i borgerens rehabiliteringsforløb efter fx en apopleksi. Jeg er med helt fra indlæggelsen og ud i det kommunale system. Borgerne kommer fortrinsvis fra neurorehabiliteringen på Skive Sygehus, men også fra afdelingerne på Hammel og Lemvig. På afdelingen i Skive har jeg en træffetid hver 2. uge, og så er jeg med på udskrivningsmøderne. Det giver en tryghed for borgerne, at de ved, hvem de kan ringe til, når de kommer hjem. Efter udskrivningsmødet koordinerer jeg med dem, der skal have med borgeren at gøre – dvs. fx genoptræning, talepædagog, sygedagpengeafdeling og så videre. Man kan sige, at mit arbejde på den måde er todelt: Jeg skal skabe dels samarbejde på tværs, dels være kontaktperson for borgeren. Borgeren kan ringe til mig, og derudover tager jeg altid på et opfølgningsbesøg 2-3 uger efter udskrivelsen, hvor vi snakker om, hvordan det går og også om det psykiske, angsten for en ny blodprop - og forebyggelse. Og så er det jo ikke kun borgerne, som bliver ramt, det er også de pårørende, så derfor har vi nu også etableret et tilbud til pårørende, hvor de kommer ud og møder andre i samme situation.

Hvordan endte du i dette job?

Jeg er Skive Kommunes første hjerneskadekoordinator og har været det i tre år. Mange steder er hjerneskadekoordinatorerne ansat i tidsbegrænsede stillinger finansieret af puljemidler, men her traf man i 2009 en politisk beslutning om en fastansat hjerneskadekoordinator. Man søgte ikke specifikt efter en fysioterapeut, men et kriterium var, at man skulle have neurofaglig viden. Jeg har arbejdet på Holstebro Sygehus, blandt andet som klinisk underviser, i mange år, og mit hovedområde har i alle årene været neurologien, og desuden har jeg en diplomuddannelse i hjerneskade, læring og fysioterapi. Jeg søgte jobbet, fordi jeg gerne ville være med til at strukturere og organisere rehabiliteringsforløbene på et lidt mere overordnet plan, men jeg ville ikke være skrivebordskoordinator. Det er vigtigt for mig at komme ud og møde borgerne, og jeg er glad for, at jeg har base her i sundhedscenteret og derfor også ser borgerne, når de for eksempel kommer til genoptræning.

Hvor længe følger du borgerne?

Forløbene er meget forskellige. Nogle ser jeg 1-2 gange, og andre følger jeg i et par år. De, der skal tilbage til arbejdsmarkedet, har de længste forløb, og her er jeg ofte med som bisidder på møder med sagsbehandlerne og med ude på arbejdspladsen og kan hjælpe borgeren med, hvordan de kan optrappe arbejdet, samt hvilke skånehensyn der eventuelt er.

Hvor meget er det nødvendigt at vide om love og paragraffer for at sidde i din funktion?

Jeg behøver ikke som sådan at være inde i paragrafferne. Jeg har ingen bevillingskompetence, og jeg er meget omhyggelig med ikke at love borgerne noget. Men jeg har skullet sætte mig ind i arbejdsmarkedslovgivning i forhold til de borgere, der er i et forløb i Jobcenteret.

Netværker du med hjerneskadekoordinatorer fra andre kommuner?

Videnscenter for handicap og socialpsykiatri samler os en gang om året, og to gange om året mødes vi i et netværk i Region Midt. Der er mange terapeuter i stillingerne, men også nogle sygeplejersker og socialrådgivere.

Du hverken behandler eller træner borgerne - føler du dig stadig som fysioterapeut?

I mødet med en borger bruger jeg min baggrund som fysioterapeut i den måde, jeg spørger ind og observerer på. Jeg bruger også min fysioterapeutiske viden til at vurdere, hvilke tiltag der skal sættes i gang. Selve håndværket bruger jeg ikke som hjerneskadekoordinator. Hvis nogen spørger, hvad jeg laver, siger jeg altid, at jeg er fysioterapeut, men arbejder som hjerneskadekoordinator.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Jeg er rigtig glad for kontakten med borgerne, og det er dejligt at medvirke til, at de kan vende tilbage til et godt liv, som giver mening. På sygehuset slap jeg jo patienterne hurtigt, men her får jeg lov at tage dem i hånden og følge dem på vej. Desuden er jeg glad for selve tilrettelæggelsen af mit arbejde – at jeg har en så høj grad af selvstændighed, og at jeg har meget varierede dage.

Hvad er det værste?

Der er ikke noget, jeg er træt af, men tværfagligheden kan da godt være en udfordring – at være synlig i alle afdelinger og sikre, at vi alle sammen arbejder efter samme mål. Som ansat i en ny funktion vil man altid blive set ekstra an, for 'hvad er det lige for en, der kommer dér?' Men efter tre år er jeg selvfølgelig blevet mere accepteret og også mere synlig, og det er ikke længere kun mig, der skal være opsøgende i forhold til de forskellige afdelinger; det kan for eksempel også ske, at sygedagpengeafdelingen selv henvender sig og beder mig tage kontakt til en borger, som måske kun har været indlagt få dage, og hvor det ikke har været muligt for hospitalet at lave en fyldestgørende vurdering af de skjulte handicaps, men hvor problemerne først viser sig, når borgeren skal have hverdagen til at fungere igen og måske genoptage sit arbejde.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar