Er der job til dig, når du er nyuddannet?
Hvert år bliver mellem 800 og 850 nyuddannede fysioterapeuter sendt afsted fra landets professionshøjskoler. Men hvor hurtigt kan du forvente at få et job, og hvor i landet er det lettest? Vi vil her i temaet forsøge at afdække arbejdsmarkedet for dig, der er nyuddannet. Lad os starte med lidt fakta.
Når I nyuddannede fysioterapeuter får jeres eksamensbevis i hånden, har to ud af tre allerede skaffet sig et fuldtids- eller deltidsjob. Det viser tal fra Din Sundhedsfaglige A-kasse. Desuden viser statistikken, at nyuddannede fysioterapeuter i gennemsnit (kun) er ledige i tre måneder, og efter ni måneder er der slet ingen fuldtidsledige dimittender.

“Fremtiden ser generelt set lys ud for nyuddannede fysioterapeuter, men man skal naturligvis være opmærksom på, at det ikke er lige nemt at finde et job i alle dele af landet,” siger næstformand i Danske Fysioterapeuter Anders Breinholt.
Statistikken peger da også på store geografiske forskelle: Bor du øst for Storebælt, har du lettere ved at få dit første job, mens dig, der bor vest for Storebælt, sandsynligvis vil gå ledig i længere tid. I Region Hovedstaden var ledigheden i 2025 blandt nyuddannede 7,5 procent seks måneder efter, at sommerholdet dimitterede. I Region Sjælland var tallet 6,3 procent.
Tema: Dit første job
Hvordan ser arbejdsmarkedet ud for dig, der er nyuddannet fysioterapeut? I temaet her kan du se, hvor det er lettest at få job, og hvor der er længst mellem jobopslagene.
Du kan også møde tre nyuddannede, der fortæller, hvordan de fandt deres første job og to arbejdsgivere, som giver deres bedste tips til jobsøgningen.
Sådan ser det ikke ud i Syddanmark. Her var 18,2 procent, eller næsten tre gange så mange, nyuddannede fuldtidsledige.
Rikke Werner Kruse, regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Syddanmark, prøver at indgyde de nyuddannede håb, når hun møder dem til dimittendfejring:
“Jeg siger til dem: Inden næste hold kommer og puster jer i nakken om et halvt år, har I stort set alle sammen fået arbejde. Kurven for nyuddannede i job er kraftigt stigende de første seks måneder efter dimissionen. Og så vil der altid være nogle, der vælger anderledes, f.eks. en anden uddannelse, videreuddannelse, andet erhverv, flytter til udlandet eller lignende,” tilføjer hun.
Tallene fra DSA viser da også, at der var 56 fuldtidsledige i februar i år i Region Syddanmark – altså i den måned, det nye hold kom ud på arbejdsmarkedet, men to måneder senere var antallet halveret.

Påpasselige kommuner
Også i Region Nordjylland og Region Midtjylland er det vanskeligere at finde arbejde end på Sjælland. Seks måneder efter dimission var ledigheden blandt dimittender henholdsvis 12,6 og 13,9 procent i de to jyske regioner. Regionsformand i Nordjylland Trine Fischer mener, at der i øjeblikket er relativt få jobopslag.
“Der er stort set ingen ledige stillinger i kommuner eller region. Vi ser heller ingen vikariater i den offentlige sektor, som typisk er de stillinger, nyuddannede får som første ansættelse her i området. Min fornemmelse er, at kommunerne er lidt påpasselige med at slå stillinger op, fordi deres økonomi ikke er helt afklaret på grund af den nye sundhedsreform. I Region Nordjylland er man desuden i færd med at flytte ud til det nye supersygehus, samtidig med at regionen skal overtage en del af kommunernes opgaver. Derfor er regionen også uafklaret med, hvad der skal ske og holder igen med ansættelserne lige nu,” siger Trine Fischer.
Ihærdige fysioterapeuter
Men selv om der er få ledige stillinger, lykkedes det alligevel størstedelen af dimittenderne at finde et job i månederne efter dimissionen i januar i år.
Antallet af fuldtidsledige dimittender i Nordjylland faldt fra 29 til blot 10 i løbet af tre måneder efter dimissionen, men Trine Fischer er usikker på, om de heldige, der har fået job, i dag arbejder som fysioterapeuter.
“Fysioterapeuter er jo ihærdige, så de finder i stedet arbejde i et lokalt motionscenter, som handicaphjælper eller på et plejehjem. I så fald tæller de ikke længere som ledige. Nogle vil på et senere tidspunkt givetvis få arbejde som fysioterapeuter, men jeg kan godt forestille mig, at nogle vil forsvinde ud af faget,” siger hun.
DSA’s tal viser, at det tager et stykke tid at finde job, men der er i øjeblikket, som nævnt før, ingen nyuddannede fysioterapeuter, der er ledig længere end ni måneder. Statistikken siger dog ikke noget om, hvorvidt de nyuddannede får job som fysioterapeuter, eller om de – som Rikke Werner Kruse og Trine Fischer antyder – finder ind i et andet erhverv eller læser videre.
Job i en anden landsdel
I Midtjylland er dimittendledigheden en smule højere end i nord. Regionsformand Ruben Bredholt opfordrer de nyuddannede til at tænke kreativt, når de sender ansøgninger afsted. Selv om man er uddannet i Aarhus, er det ikke sikkert, at jobbet findes inden for bygrænsen, så nysgerrighed på hele Danmarkskortet kan være en fordel i jobsøgningsprocessen.

“Jeg mødte for eksempel en nyuddannet til vores seneste dimissionsfest, der havde søgt job på Sjælland, fordi der var en ledig stilling, der passede lige til hans interesser. Så det er en fordel at kunne flytte for at få det job, man gerne vil have,” siger han.
Anders Breinholt, som udover at være næstformand i Danske Fysioterapeuter også er ansat på Herlev Hospital, supplerer:
“Vi har flere eksempler på fysioterapeuter, der har valgt at rive teltpælene i Jylland op og komme til hovedstaden for at få et job i en kortere eller længere periode. Når de så skal stifte familie, vender de snuden mod Jylland med fire til seks års erfaringer, der fylder på CV’et og gør det nemmere for dem at få job i Jylland. Det er godt for dem, og vi må så leve med at måtte afgive gode kollegaer til Jylland.”

Smørhullerne
I de jobmæssige smørhuller i Region Sjælland og Region Hovedstaden er ledigheden som nævnt kun cirka en tredjedel af, hvad nyuddannede oplever vest for Storebælt. Men selv om jobmulighederne er gode, oplevede regionsformand i Region Sjælland, Mie Lindskov Rasmussen, alligevel en vis usikkerhed blandt de studerende, da hun mødte dem på skolen i Næstved i januar, da de lige havde afleveret bachelor.
“De var ikke særligt fortrøstningsfulde, fordi de ikke syntes, der var jobs at søge. Men da jeg mødte dem 14 dage senere til dimittendfejring, var stemningen en helt anden. Flere af dem havde allerede fået job, og mange havde været til samtale,” siger hun.

Ændringer fra dag til dag
Regionsformand Line Schiellerup oplever, at ledigheden i Region Hovedstaden i øjeblikket er i balance. De fleste kommer i job i første kvartal efter dimissionen, og dem, der ikke gør, kan have specifikke ønsker til karrierevejen.
“Lige nu er der en passende balance mellem udbud og efterspørgsel, men jeg har tidligere opfordret ledige fra Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland til at komme herover, fordi vi havde stillinger, som fik få ansøgninger eller ikke blev besat. Det skal jo helst være sådan, at de ledige fysioterapeutstillinger rent faktisk går til fysioterapeuter – ellers kan det jo være, at stillingerne bliver besat af beslægtede faggrupper, ergoterapeuter for eksempel,” siger Line Schiellerup.
Lav ledighed
Tallene fra DSA omfatter selvfølgelig ikke alle nyuddannede fysioterapeuter, men kun dem, der er medlem af a-kassen. Derfor kan der muligvis gemme sig et mørketal på mellem 100 og 150 nyuddannede, som ikke er medlem af a-kassen.
“Vi ved, der er et mørketal, men det er supersvært at finde ud af, hvad de laver: Har de valgt en ny retning, og er de glade for det, de har fundet? Hvis vi skulle kunne følge dem nærmere, ville det næsten kræve at vi fik fat i dem, inden de forlader uddannelsen, men vi kan jo kun række ud til dem, der er medlemmer hos os,” siger Anders Breinholt.
Selv om der er mørketal og geografiske forskelle mener han ikke, at fysioterapeuter skal frygte ledighed på lang sigt.
I øjeblikket er arbejdsløsheden i Danmark generelt lav. For hele arbejdsstyrken er ledigheden i øjeblikket på 2,9 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. For fysioterapeuter er tallet en smule højere, 3,48 procent. Den halve procent højere ledighed blandt fysioterapeuter afskrækker ikke Anders Breinholt, der ser tegn på, at der bliver flere jobs til fysioterapeuter i fremtiden i forbindelse med den nye sundhedsreform.
“Vi får et endnu tættere samarbejde på tværs af den regionale og den kommunale sektor, og helt konkret vil der være nogen, der skal bestemme, hvilke patienter der skal ud på de midlertidige døgnpladser. Det kunne nemt være en opgave for fysioterapeuter. Jeg tænker også, at der kan være nogle dele af den rehabilitering, som har ligget ude på de kommunale pladser, som skal styrkes,” siger han.
Vi har interviewet
Anders Breinholt
Næstformand i Danske Fysioterapeuter
Rikke Werner Kruse
Regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Syddanmark.
Trine Fischer
Regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Nordjylland.
Ruben Fjord Bredholt
Regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Midtjylland.
Mie Lindskov Rasmussen
Regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Sjælland.
Line Schiellerup
Regionsformand for Danske Fysioterapeuter i Hovedstaden.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
