Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Få anbefalinger fra dine praktiksteder

TEMA // Mads Holm Jensen nåede at sende 18 ansøgninger, før han fik et vikariat på kirurgisk afsnit.
Mads Holm Jensen. Uddannelsessted: UC SYD, færdiguddannet januar 2025. Job: Vikar på Afsnit for Kirurgi på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Foto: Peter Bjerke.

Hvor arbejder du?

Jeg arbejder på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, kirurgisk afsnit. Mit arbejde består i tidlig mobilisering, funktionsvurdering og vurdering af behov for hjælpemidler. Patienterne er kirurgiske patienter, der skal opereres i abdomen eller thorax. De fleste er over 70 år, men jeg har også helt unge.

Hvilke erfaringer har du ud over fysioterapeutuddannelsen?

Jeg er uddannet combat medic (militært sanitetspersonale, der yder akut førstehjælp og traumebehandling direkte på slagmarken eller på felthospital, red.). Jeg har undervist i traumebehandling i Forsvaret. Jeg har desuden læst to år på sygeplejerskeuddannelsen, inden jeg skiftede til fysioterapeutuddannelsen.

Hvilken rolle spillede det, da du blev kaldt til samtale?

Jeg tror mest af alt, at jeg var heldig, men min baggrund kom mig også til gavn. Under samtalen fik jeg en case, hvor jeg havde helt styr på den skadesmekanisme, der var i spil. Jeg kunne også redegøre for det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde, der sættes i værk, i det øjeblik en patient vrikker om og henvender sig til sundhedsvæsenet. Det hjalp mig rigtig meget, at jeg trods min manglende erfaring som fysioterapeut havde viden om behandling af mennesker.

Hvor mange stillinger nåede du at søge?

Jeg nåede at sende omkring 18 ansøgninger ud, jeg blev indkaldt til to samtaler, og den første, jeg blev indkaldt til, var det her vikariat. Jeg søgte meget bredt: En stilling som brandmajor og et job som sygefraværskonsulent. Det handlede om at søge noget, der rimede lidt på det, jeg kunne i forvejen. Jeg vil tro, at halvdelen af mine ansøgninger gik til opslåede stillinger, mens resten var uopfordrede.

Hvordan oplever du jobsituationen for dimittender i Sydjylland?

Hvis man kigger efter stillingsopslag til fysioterapeuter, er der langt mellem snapsene. Jeg var selv opsat på at tage det første, det bedste job, og jeg synes selv, at jeg er meget heldig med at have fået et vikariat på kirurgisk afsnit.

Hvordan er det gået de andre på holdet?

Vi var 23 i klassen, og to fik job som fysioterapeuter med det samme. Et par uger senere fik jeg arbejde, og i slutningen af april havde cirka halvdelen fået arbejde.

Du er 38 år. Hvilken rolle tror du, din alder spiller?

Jeg har været til to jobsamtaler, og ud fra dem kunne jeg høre, at det har en betydning. Det kan godt være, at jeg ikke har meget erfaring som fysioterapeut, men jeg har livserfaring og modenhed. Det er et plus – især ved jobs, hvor man skal fungere mere selvstændigt.

Hvad vil dit råd være til dem, der ikke har samme uddannelser og livserfaring som dig?

Sørg for at få skriftlige anbefalinger fra alle de praktikvejledere, du møder i løbet af uddannelsen. På den måde får du nogle vurderinger fra andre om den erfaring med fysioterapi, som du trods alt får under uddannelsen. Det hjalp mig rigtig meget.

Dit vikariat er på et år. Hvad skal der ske derefter?

Jeg har en plan om at specialisere mig inden for neurorehabilitering. Det område har jeg mulighed for at snuse lidt til på sygehuset, og jeg har desuden gjort det under mine andre uddannelser. Det handler grundlæggende om at have noget at skrive på sit CV, og dernæst har det betydning, om du kender nogen, der kender nogen. Jeg er superglad for at have fået mit årsvikariat, og når der er nogle måneder tilbage af det, begynder jeg at søge.