Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

TR skaffede en halv million kroner til kollega

En fejl på en lønseddel betød, at en fysioterapeut fik forkert løn udbetalt i 14 år. En ihærdig tillidsrepræsentant gik ind i sagen, og i dag har fysioterapeuten fået hele sit tilgodehavende udbetalt.
Illustration: Sasha Lind.

Det var en helt almindelig arbejdsdag, da Maria, fysioterapeut i en kommune, sammenlignede lønsedler med sin kollega i en frokostpause. De to havde identiske arbejdsopgaver, anciennitet og timer og undrede sig over, at den ene fik mere udbetalt end den anden.

Medlemmet, som vi her kalder Maria, fordi hun ønsker at være anonym, henvendte sig derfor til lønkontoret og spurgte, om der mon var sket en fejl. Men trods utallige rykkere fik hun ikke noget svar. Maria tog derfor fat i Danske Fysioterapeuter, som rejste et formelt efterbetalingskrav overfor kommunen. Men foreningen blev også mødt med tavshed. Til sidst spurgte Marias tillidsrepræsentant, om hun måtte kontakte lønkontoret. Hun satte sig til at regne.

“Jeg kunne se, at hun ikke havde fået sin rette løn i 14 år. Samlet gav det omkring 500.000 kroner, som hun manglede at få i løn, hvis man regner pension, tillæg og renter med. Det var simpelthen ikke i orden,” siger tillidsrepræsentanten, som også ønsker at være anonym af hensyn til sin arbejdsplads.

“Jeg vidste, at lønafdelingen havde kørt rigtig dårligt længe pga. sygemeldinger og andet, men ret skulle være ret.”

Tillidsrepræsentanten satte sig ned og skrev en mail til lønkontoret, med fire af de øverste ansvarlige ledere cc. I emnefeltet stod: Min kollega mangler 500.000 kroner i løn.

“Mit hjerte bankede voldsomt, da jeg sendte den,” fortæller hun. “For enten var det genialt, eller også var det helt galt. Jeg tænkte, det er da godt, at jeg er beskyttet som tillidsrepræsentant!”

Mailen satte skub i tingene: Der gik én dag, så fik Maria, hendes tillidsrepræsentant og Danske Fysioterapeuter, svar.

Ledelsen gav ret i, at der var sket en fejl. Det var en forkert ansættelsesbrøk, som bar skylden. Maria stod til at arbejde 34 timer om ugen frem for de rigtige 37. Det havde medført et løntab på otte procent igennem 14 år.

Ikke tilfreds med forliget

Ifølge forældelsesfristen ville Maria kunne få udbetalt sin manglende løn ti år tilbage. Det var tillidsrepræsentanten dog ikke tilfreds med.

“Jeg tænkte, det skal være løgn og ansøgte om at få beløbet for alle årene udbetalt. For min kollega er en virkelig dygtig og stabil arbejdskraft, som har udfyldt sin fysioterapeutiske rolle med bravour i rigtig mange år. Det handler jo om retfærdighed,” siger tillidsrepræsentanten, som understreger, at forhandlingen derefter gik nemt.

Det endte med, at Maria fik hele beløbet, inklusive pension og renter, som i alt løb op i en halv million kroner før skat. For kommunen betød det, at der pludselig manglede en halv million i budgettet, som blev indhentet via vakante stillinger, der ikke blev besat.

Og for den stædige tillidsrepræsentant har det medført, at hun nu i endnu højere grad kan se, at arbejdet som TR giver mening.

“Det er jo helt fantastisk. Jeg ville gerne råbe det ud over det hele i en megafon, men det kan jeg ikke, for ‘Maria’ er meget diskret. Men jeg kan sige, at i sådan en situation giver det ekstra meget mening at være tillidsrepræsentant. Jeg fortæller også historien, fordi jeg gerne vil vise mine kolleger og alle andre fysioterapeuter, at det er derfor, du skal være medlem af Danske Fysioterapeuter. Når man er medlem, så står vi tillidsrepræsentanter og foreningen klar til at hjælpe jer”, siger hun.

Se altid din lønseddel igennem

Tillidsrepræsentanten understreger, at det blandt andet er på grund af de kurser, Danske Fysioterapeuter jævnligt holder for tillidsrepræsentanter, at hun havde modet til at slå i bordet overfor ledelsen.

“Jeg havde jo ikke lyst til at stikke fingrene ned i en hvepserede. Men jeg gjorde det alligevel. For hvad er det værste, der kan ske? Jeg følte mig rigtig godt klædt på.”

Forhandlingskonsulent i Danske Fysioterapeuter, Tanja Bügel Kruse, som også gik ind i sagen på medlemmets vegne, fortæller, at der jævnligt sker forkerte lønudbetalinger til fysioterapeuter.

“Derfor skal I altid se jeres lønsedler igennem. Det er også en god ide at have lønåbenhed, for så opdager man sådan en ting som den her,” siger hun og afslutter:

“Det her er rigtig godt TR-arbejde.”