Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det er farligt at sidde stille og sjovt at røre sig

Særligt mennesker med funktionsnedsættelser har potentiale til at forbedre sundheden, hvis stillesiddende adfærd begrænses. Hvad betyder det for fysioterapeuternes tilgang til disse patienter?

Vidensråd for Forebyggelse kom i 2012 med rapporten ”Stillesiddende
adfærd – en helbredsrisiko”. Rapporten fremlægger, som omtalt i artiklen på side 30 af fysioterapeut, ph.d. Mette Aadahl og cand. scient. Peter Gjerndrup, sammenhængen mellem stillesiddende adfærd og livsstilssygdomme og konkluderer, at selvom man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om moderat til hård fysisk aktivitet i 30 minutter pr. dag, udgør stillesiddende adfærd en selvstændig risiko.

Eksempelvis viser en stor undersøgelse, at for hver to timer det daglige tv-forbrug øges, stiger risikoen for type 2-diabetes med 20 procent, hjertekarsygdomme med 15 procent og for tidlig død med 13 procent.

I visse lande er der nationale anbefalinger for omfanget af stillesiddende adfærd, men så vidt er man dog ikke gået endnu i Danmark. Vidensråd for Forebyggelse konkluderer, at der endnu ikke er tilstrækkelig evidens til at anbefale en maksimumgrænse for, hvor meget man bør sidde stille, men slår til lyd for, at anbefalingerne om fysisk aktivitet suppleres med information og rådgivning om at begrænse stillesiddende adfærd

Det bør betyder noget

Ifølge Mette Aadahl og Peter Gjerndrup har særligt mennesker med funktionsnedsættelser potentiale til at kunne reducere deres risiko for sygdom og død markant sammenlignet med en gennemsnitsperson, hvis deres stillesiddende adfærd begrænses.

Mette Aadahl henviser til endnu manglende litteratur på området og vil derfor ikke give et bud på, hvad anbefalingerne bør betyde for fysioterapeuters praksis, men hun vil dog gerne strække sig så vidt som til, at det bør betyde noget.

”Jeg kan ikke med videnskabeligt belæg sige noget om, hvad det konkret er, fysioterapeuter skal gøre for at reducere stillesiddende adfærd hos mennesker med funktionsnedsættelser, men hvis man mener, at viden om stillesiddende adfærds selvstændige betydning for sygdomsrisiko ikke betyder noget for de anbefalinger, vi giver vores patienter, synes jeg, at man tager fejl. Jeg ved godt, at fysioterapeuter alle dage har taget udgangspunkt i dér, hvor patienten er, og at man selvfølgelig ikke har ensidigt fokus på hård fysisk aktivitet, men som fysioterapeuter er vi ofte fokuserede på at træne”, mener Mette Aadahl.

”Det bør vi blive ved med at være, men vi kan måske opnå mere ved også at tænke på begrænsning af stillesiddende tid. Hvis man sidder i kørestol, sætter det naturlig begrænsning for, hvor meget man kan reducere den stillesiddende adfærd, men der er mange grupper, hvor det vil være relevant at have fokus på dette aspekt: De meget overvægtige, ældre meget inaktive mennesker patienter med let parkinson, DS-patienter osv. Ud over at fokusere på den halve time to gange om ugen, man træner med patienten, kan man opnå en hel masse ved at se på de 12 timer i løbet af en dag, hvor personen sidder stille, og tale med patienten om, hvor vigtigt det er at komme op at stå og gå lidt rundt en gang imellem”, siger Mette Aadahl.

”Lidt har også ret, og det kan være et godt sted at starte for den meget inaktive person, som er uvant med eller har svært ved at være fysisk aktiv med moderat til hård intensitet, som anbefalingerne foreskriver”.

De sidder jo stille

Mette Molin er overfysioterapeut på behandlings- og genoptræningsenheden på Glostrup Hospitals Afdeling for Rygmarvsskader, som ligger i Hornbæk. Her har hun med patienter at gøre, der ofte er så handicappede, ”at deres normalitet er at sidde ned”, som hun siger, og for hende er der som sådan ikke forskel på, om målet er fremme af fysisk aktivitet eller reduktion af stillesiddende adfærd.

”Vores patientgruppe har en klart dokumenteret større risiko for sekundære lidelser i form af for eksempel diabetes 2 og hjerte-kar-sygdomme, og det taler vi også med dem om. Men vores tilgang til problematikken er på deltagelsesniveauet”, understreger hun.

På afdelingen tænkes idrætten ind som en integreret del af rehabiliteringen, og terapeuterne introducerer en lang række af idrætsaktiviteter, der kan give mulighed for et aktivt fritids- og idrætsliv, ligesom kredsløbstræning er en fast del af rehabiliteringstilbudet.

”Vi viser dem alt muligt fra kajak til kørestolsbasket, men også håndcykler, der kan betyde forskellen på, om man kan komme ud at cykle en tur med familien eller må blive siddende hjemme”, siger Mette Molin og skyder i en sidebemærkning kommunerne ind som en instans, der gerne i højere grad måtte få øjnene op for nødvendigheden af at reducere stillesiddende adfærd hos deres handicappede borgere og eksempelvis blive mindre tilbageholdende med at bevilge tilskud til håndcykler.

”Men hvis man ikke har interesseret sig for fysisk aktivitet før, bliver man jo ikke pludselig fyr og flamme, fordi man får en rygmarvsskade. De sidder jo stille, og de, der ikke har lyst til at være aktive, kan være svære at nå. Lige så lidt som for os andre nytter den løftede pegefinger noget her”.

Målet er at blive en del af noget større

Anette Bentholm er lektor på fysioterapeutuddannelsen på UCN i Aalborg og er desuden i øjeblikket i gang med at lægge sidste hånd på en udgivelse fra Handicapidrættens Vidensråd om idrætsaktiviteter til børn og unge med autisme.

”Mennesker med ADHD og autisme har ikke en fysisk funktionsnedsættelse, men nogle kognitive og sociale problemstillinger, der gør at de kan have næsten samme problemstillinger med hensyn til inaktivitet, som dem der sidder i kørestol. For disse unge handler det også om, at det er vigtigere at reducere den stillesiddende adfærd, frem for et mål om høj intensitet, samt om at få dem inkluderet på deltagelsesniveau. De har ofte ikke noget iboende behov for bevægelse og mangler evnen til at kunne motivere sig selv, så fokus må være et andet sted end på, at det er sundt at bevæge sig”.

Anette Bentholm vil nødig efterlade det indtryk, at hun negligerer sundhedseffekten af bevægelse, men målet skal ikke kun være at få pulsen op, mener hun og medgiver, at der derfor kan hentes en vis trøst i at selve det ikke at sidde stille har en sundhedseffekt.

”Den metaboliske fitness er god for rigtig mange, og de her børn og unge skal også dyrke idræt for at blive sunde, men endnu vigtigere er det, at de dyrker idræt og fysisk aktivitet med det formål at blive en del af noget større, blive en del af et fællesskab og få nogle sociale oplevelser”.

Hent litteraturliste

Læs også

Stillesiddende adfærd – også en helbredsrisiko hos personer med funktionsbegrænsning?

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar