Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Motivationen daler ved mødet med virkeligheden

Den offentlige sektor er bedre end praksissektoren til at skærme nyuddannede fysioterapeuter mod det ”reality chok”, der opstår, når idealer og virkelighed støder sammen efter uddannelsen
Overgangen fra nyuddannet til nyansat blev for Emil Macon (tv) lettere, fordi han i et år var tilknyttet en mentor på klinikken i Tårnby. Her er han i gang med træningen af et ryghold.

Når man går fra at være fysioterapeutstuderende og ud i virkeligheden til sit første job, sker der et skift i ens identitet i retning af, at motivationen for at gøre det godt for brugere og samfund, såkaldt ”public service motivation”, daler. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet, men undersøgelsen viser også, at motivationen daler mindre hos de nyuddannede, der er offentligt ansatte, end hos dem, der har fået job i den private sektor.

”Så der er noget, den offentlige sektor gør rigtigt, og som den private sektor kan lære af”, mener adjunkt Anne Mette Kjeldsen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Undersøgelsen er et led i et mangeårigt forskningsprojekt, der følger udviklingen i fysioterapeuters public service motivation, blandt andet med det sigte at blive klogere på, hvordan sundhedsvæsenet kan organiseres, så det bedst muligt understøtter de ansattes motivation.

Projektet gennemføres af Aarhus Universitet i samarbejde med KOR A (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning). Gennem spørgeskemaer udsendt i 2009, 2011 og senest nu i april 2013 søger forskerne at afdække, hvordan motivation, arbejdsglæde og jobvalg ændrer sig over tid, og resultaterne publiceres løbende.

PSM afgør ikke valg af sektor

Anne Mette Kjeldsen

Den private sektor kan lære af den offentlige, for så vidt angår introduktion af nyuddannede, mener Anne Mette Kjeldsen.

Public service motivation består af flere dimensioner: Public interest er motivationen til at gøre det godt for hele samfundet og hviler på pligt og loyalitet. Dimensionen ’policy making’ handler om at gøre godt for den enkelte og for samfundet ved at påvirke den førte politik og indretningen af ydelserne. Den tredje dimension, compassion, handler om at have et følelsesmæssigt udgangspunkt for sin public service motivation. Det er disse tre dimensioner, der tilsammen udtrykker, hvor meget energi man er villig til at lægge i at gøre noget godt for andre mennesker og bidrage til samfundet.

Tidligere studier i public service motivation har taget udgangspunkt i en forestilling om, at der var en stærk sammenhæng mellem graden af public service motivation og valg af sektor, men den sammenhæng er undersøgelsen fra Aarhus Universitet med til at gennemhulle.

”Det er klart, at når man sammenlignede brandmænd og forsikringsfolk, fik man et resultat, der viste, at brandmændene havde en større motivation til at gøre noget godt for samfundet. Men her har vi for første gange kigget inden for én faggruppe og har de studerende med, og den stærke sammenhæng eksisterer ikke her”, erklærer Anne Mette Kjeldsen.

Overordnet set mener Anne Mette Kjeldsen slet ikke, at man på det aktuelle arbejdsmarked kan tale om et valg af sektor, idet det i høj grad er konjunkturer og tilfældigheder, der afgør, hvor man havner i sit første job. Men heller ikke når man skifter job, er public service motivation en afgørende faktor; det handler i højere grad om jobsikkerhed, løn og erfaring, mener hun.

Når der alligevel er en sammenhæng mellem en højere public service motivation og offentlig ansættelse, er det, konkluderer forskerne, fordi den offentlige sektor påvirker graden af motivation snarere end at tiltrække dem, der er særligt public service motiverede.

Forskelle mellem sektorerne

Når forskerne ved Aarhus Universitet har valgt at beskæftige sig med fysioterapeuter er det blandt andet fordi, man her kan analysere, om der er forskelle mellem sektorerne, når samme faggruppe giver samme ydelse, nemlig fysioterapi.

Generelt har fysioterapeuter et højt niveau af PSM på alle fire dimensioner, men over hele linjen er niveauet højere under uddannelsen end efter mødet med virkeligheden, og mest markant er faldet blandt de nyuddannede, der har fået ansættelse i den private sektor.

Undersøgelsen giver ikke som sådan et svar på, hvorfor der er denne forskel, men Anne Mette Kjeldsen, der har lavet en tilsvarende undersøgelse blandt socialrådgivere, hvor hun har suppleret med kvalitative interviews, tør godt give et bud: ”Supervision og mentorordninger er der meget mindre af i det private, og den offentlige sektor er derfor bedre til at afbøde chokket efter mødet med virkeligheden og ofte også i kraft af arbejdspladsernes størrelse mere vant til at tage imod nye medarbejdere”, mener Anne Mette Kjeldsen.

”Man står mere alene i den private sektor, mens man på de offentlige arbejdspladser træder ind i et større fællesskab, hvilket gør det lettere at få idealforestillingerne omstillet til virkeligheden på en måde, så man synes, at man kan bevare sig selv og sin public service motivation i mødet med patienterne”, tilføjer hun.

En god start

Spørgsmålet er så, hvad man kan bruge resultaterne fra undersøgelsen til, ud over at konstatere, at sådan er det bare? Fra Anne Mette Kjeldsen lyder svaret, at forskningsresultaterne blandt andet kan give en skærpet opmærksomhed på, hvordan man giver nyuddannede den bedste start på arbejdsmarkedet.

”Vi ved, at mange, også nyuddannede, sygemeldes med stress. Det handler blandt andet om, at den identitet, de får opbygget under uddannelsen, ikke matcher virkeligheden, og vi skal derfor blive klogere på, hvordan vi kan klæde dem på til det krydspres”. For fysioterapeuter handler det blandt andet om en øget opmærksomhed på, at de nyuddannede ikke fra skolernes side er forberedt på den faktor, som økonomi og ressourcer spiller, når de kommer ud, mener hun.

”Det skaber et stort pres på de nyuddannede i praksissektoren, at du skal yde dit bedste for at bevare dine kunder i biksen. Hvis man skal bevare sin public service motivation, er det vigtigt, at man kan handle på den, og det betyder meget, at man har indflydelse på, hvordan ydelsen struktureres, så man bedre kan overskue hele opgaven og eksempelvis får lov at følge patienten fra start til slut.

Autonomi omkring kerneopgaven betyder ligeledes meget, men omvendt kan autonomien også blive skræmmende,hvis man som nyuddannet føler, at man er alene om opgaven”.

Venter spændt på næste del

En ny bunke spørgeskemaer er netop sendt ud til alle medlemmer af Danske Fysioterapeuter, og forskerne venter spændt på analysen af besvarelserne, fortæller Anne Mette Kjeldsen.

”Vi glæder os til at se, om faldet i public service motivationen udlignes, efterhånden som man får tilpasset sin identitet til omgivelserne.

Det tror vi, at den vil, men det har aldrig tidligere været undersøgt på tilsvarende vis, og vi har derfor utrolig lidt viden om, hvordan motivationen udvikler sig over tid. En sådan viden er vigtig for at kunne komme med anbefalinger til, hvordan man bedst bevarer og understøtter fysioterapeuters arbejdsglæde og motivation”.

Voxpop

Hvad motiverede dig i dit valg af uddannelse, og lever virkeligheden op til dine forventninger?

Hvis jeg skal huske tilbage på, hvorfor jeg valgte fysioterapistudiet i sin tid, var jeg egentlig mest optaget af selve det at skulle læse, men det betød selvfølgelig også noget at komme til at gøre noget for andre mennesker. Jeg havde været håndboldtræner for en hypermobil pige og havde af min mor, der er fysioterapeut, fået nogle tip til, hvordan jeg kunne træne hende, og dér oplevede jeg at kunne gøre en forskel. Det føler jeg også, jeg gør her i mit vikariat på mave-tarm-kirurgisk afdeling på Odese Universitetshospital, og jeg havde et let møde med virkeligheden, men nok mest fordi, jeg var forberedt på det allerede fra min praktiktid, der også foregik her, og hvor jeg fik lov at arbejde med kritisk syge patienter. De patienter, vi beskæftiger os med på studiet, er jo de lette patienter, men her bliver rigtig dårlige efter operationen og kan hverken komme ud af sengen eller op at gå uden vores hjælp. Jeg føler, at jeg får lov at følge patienterne godt på vej. Vi sørger for, at de kommer ud til en hverdag, der kan fungere.
Sine Suneson, færdiguddannet i sommeren 2012

Jeg kan selvfølgelig godt genkende det med at ville være fysioterapeut på grund af en grundlæggende interesse for at kunne hjælpe andre mennesker, kombineret med en interesse for kroppen.  Under uddannelsen fandt jeg ud af, at den del af fysioterapien, der interesserede mig mest var ortopædkirurgien og det at kunne hjælpe mennesker til en bedre hverdag ved at bringe dem tilbage til deres oprindelige funktionsniveau. Men da jeg skulle have mit første job handlede det mere om at få en fod inden for på arbejdsmarkedet, og jeg tog, hvad jeg kunne få, og det blev så det her vikariat, hvor jeg sidder i et kommunalt team, der arbejder med aktivering af borgere på sygedagpenge for at få dem tilbage på arbejde. Jeg blev overrasket over, at andelen af borgere med psykiske lidelser var så stor, men jeg er i team med to andre fysioterapeuter, der har introduceret mig rigtig godt til opgaven, og som jeg har kunnet læne mig opad, hvis jeg har haft spørgsmål, så jeg har ikke været skræmt af opgaven, kun udfordret, og det synes jeg bare er spændende. Mit vikariat udløber nu, og så har jeg fået et nyt vikariat i en anden kommune med genoptræning af borgere med ortopædkirurgiske problemstillinger.
Lise Frisgaard, fædiguddannet i januar 2013

Da jeg skulle vælge studie tænkte jeg over, hvad det var, der gjorde mig glad. Jeg havde arbejdet som hjemmehjælper og kunne mærke, at det, der gjorde, at jeg var glad, når jeg kom hjem, var, at jeg havde været omkring mennesker og hjulpet dem med at få en bedre hverdag. Det synes jeg også, jeg oplever her i medicinsk gruppe på Regionshospitalet i Holstebro, hvor jeg har været siden marts 2012. De forventede ikke, at en ny i jobbet skulle kunne det hele fra begyndelsen, så der var et par dages introduktion til afdelingens procedurer osv., før jeg stille og roligt begyndte at tage flere og flere patienter ind hen ad vejen. Men selvom jeg også havde været på sygehus i løbet af min praktiktid, var mødet med virkeligheden alligevel noget andet, for man har mere tid med den enkelte patient som studerende. Nu kan jeg ikke altid gøre alt det, jeg gerne vil for patienten, men er nødt til at prioritere det, der er vigtigst.
Birgitte Braüner, færdiguddannet i januar 2012

Man tænker vel altid på, hvor man kan komme til at spille en rolle for samfundet, når man vælger studie, men det er også et karrierevalg, og jeg valgte efter, hvad jeg syntes kunne være spændende at beskæftige mig med. Jeg ville gerne arbejde med idrætsfysioterapi i klub- eller foreningsregi. Jeg fik hurtigt job i praksissektoren, i Fysiq i Tårnby, og jeg må indrømme, at det godt kan være lidt af et chok at komme ud, for man føler sig meget lidt klar. Den grundviden, man har fra uddannelsen, rækker ikke, men jeg kom ud ind i en mentorordning, jeg tror, er lidt unik.  Jeg har i et år været tilknyttet en mentor, som har en fortid som klinisk underviser. Vi har holdt ugentlige møder med supervision, hvor vi har gennemgået både faglige problemstillinger i forhold til patienterne og min personlige udvikling. Mentorordningen er afsluttet nu, men den har betydet rigtig meget. Jeg føler mig langt bedre rustet, fordi jeg er blevet presset på de områder, jeg ellers ville have været svag på.
Emil Macon, færdiguddannet i januar 2012

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar