Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Når patienten pludselig bliver dårlig

Terapeuter på hospitalerne træner patienter, der risikerer at blive dårlige under træningen. Det betyder et behov for nye kompetencer i forhold til håndteringen af den akut syge patient
Fysioterapeuterne Maria Møller og Andreas Holst Andersen i en træningssituation på Dansk Institut for Medicinsk Simulation. Underviser Lene Funck Petersen agerer patient.

På Herlev Hospitals 25. etage, helt oppe under skyerne, ligger Dansk Institut for Medicinsk Simulation, DIMS. Instituttet, der er sat i verden med det formål at højne patientsikkerheden ved at efteruddanne sundhedsfagligt personale gennem medicinske simulationer, har eksisteret siden 1997, men har ikke haft terapeuter blandt kursisterne før 2011, hvor kurset ”Den kritisk syge patient”, målrettet ergo- og fysioterapeuter, blev udviklet på opfordring fra Region Hovedstadens terapiafdelinger. Siden har i alt 29 terapeuter været igennem kurset, der udbydes igen i år til 16 terapeuter på tværs af regionens hospitaler og afdelinger.

Behovet for et kursus til terapeuter i håndtering af kritisk syge patienter er en konsekvens af dels den udvikling, der er sket på hospitalerne med kortere patientforløb, dels et øget fokus på tidligere mobilisering, mener sygeplejerske Lene Funck Petersen, der har udviklet kurset.

”Man bliver jo mere og mere bevidst om, at patienterne ikke har godt af bare at ligge i sengene, og terapeuterne kommer derfor måske i dag ind til patienter, de ikke i lige så høj grad kom ind til tidligere. Patienter, der har det dårligt, og som er koblet til udstyr af forskellig art, som terapeuterne ikke er uddannet i. Det kan give en utryghed i forhold til, hvordan det lige er med katederposen, skal den være oppe eller nede, og hvad med dropposen, og må man skrue op eller ned for ilten?”, siger Lene Funck Petersen.

Et fælles sprog

Om poser skal være oppe eller nede, findes der simple svar på, men helt det samme gør sig ikke gældende i forhold til, hvad man skal stille op med en patient, der pludselig ser dårlig ud, og meget af kursets indhold består derfor i at lære terapeuterne, hvad de skal være opmærksomme på, og ikke mindst hvordan de kommunikerer deres observationer videre, forklarer hun.

”Terapeuter er meget pligtopfyldende og meget opmærksomme på at sige videre, hvis de har været bekymrede for en patient, men uden et fælles sprog kan det være svært at sætte ord på sine observationer, ligesom det kan være svært for plejepersonalet at handle på terapeutens oplysninger.

Med et simpelt værktøj som for eksempel måling af respirationsfrekvensen kan plejepersonalet reagere på terapeutens observationer”, forklarer Lene Funck Petersen og tilføjer, at et fælles sprog også giver terapeuterne en større tryghed i forhold til at bidrage til den tværfaglige problemløsning og eksempelvis foreslå, at der bliver skruet op for ilten, hvis plejepersonalet af en eller anden grund ikke selv handler med det samme.

Lene Funck Petersen ved ikke, om der er patienter, der tidligere ville være blevet liggende længere, der nu bliver mobiliseret hurtigere på grund af kurset, men det har i hvert fald givet terapeuterne en større tryghed, mener hun. ”De fortæller, at de føler sig bedre rustet i forhold til de patienter, som de tidligere ville have været bekymrede for”.

Værktøjer som eksempelvis måling af respirationsfrekvens og saturation er ikke kun brugbare i den akutte situation, hvor en patient bliver dårlig, men kan også bruges til at vurdere, om en patient vil blive dårlig, tilføjer hun. ”Hvis man måler respirationsfrekvensen, før man går i gang, kan man jo få et meget godt billede af, hvorvidt det vil lykkes at få patienten ud at gå på gangen, eller om hun vil falde om, inden hun når hen til døren”.

Kursets opbygning

Kurset ”Den kritisk syge patient – for fysio- og ergoterapeuter” er et kursus på tre dage. De to første kursusdage er sammenhængende, og herefter følger en måned i klinikken, hvor der skal udarbejdes en hjemmeopgave før den tredje og sidste kursusdag.

Træner på grænsen

En af de fysioterapeuter, der har deltaget i det første kursus, er Jesper Westphal Nielsen, der til daglig er tilknyttet det palliative speciale og lymfødemspecialet på Hvidovre Hospital og derudover har sin gang på intensiv- og gastro-intensiv afdeling, ligesom han også er tilknyttet de medicinske afdelinger. Akut syge patienter kan man møde i alle specialer, og kompetencer i forhold til den akut syge patient er derfor relevant for alle hospitalsansatte fysioterapeuter mener han.

”Tidligere arbejdede jeg i geriatrien, og også dér oplevede vi nogle gange, at patienterne pludselig blev rigtig dårlige, når vi mobiliserede dem. Og også i forhold til patienter med lungeproblematikker står vi jo med nogle, der kan blive rigtig dårlige. Med de akutte patienter træner vi patienterne på grænsen af det, de kan, og der skal ikke så meget til, før læsset vælter. Jeg ville nok også tidligere rent instinktivt have vidst, hvad jeg skulle gøre i den akutte situation, men jeg kan gå mere systematisk frem nu, og det giver en anden ro, når man står med en patient, der kan risikere at blive dårlig, at man ved, hvad man i givet fald skal gøre”.

Og Jesper Westphal Nielsen ved, hvad han taler om, for han har efter kurset afprøvet sine færdigheder i praksis, da en ellers velkendt patient blev akut dårlig på vej til toilettet: ”Patienten blev mobiliseret med rollator, men bad om en pause efter at have gået nogle meter. Vi, to fysioterapeuter, en ergoterapeut og en ergoterapeutstuderende, observerede en øget respirationsfrekvens, og patienten knækkede kort efter sammen i benene. Resolut fik vi hende tilbage i sengen, skruet godt op for ilten og fik sat en saturationsmåler på patientens finger”, fortæller Jesper Westphal Nielsen, der herefter observerede patienten blive bleg, få koldsved og urinafgang.

”Med et godt samarbejde og en god struktur fik vi styr på situationen, og patienten faldt til ro. Da situationen ikke udviklede sig yderligere, valgte vi ikke at kalde akut hjælp, og vi kontaktede først en sygeplejerske, som vi kunne overlevere til, da der var faldet ro på situationen”.Bagefter var de involverede enige om, at de havde håndteret situationen godt, fortæller Jesper Westphal Nielsen.

”Mine to kollegaer ytrede, at de var glade for at jeg var med, for ellers havde de ikke kunnet reagere så roligt i situationen. Det gav ro, at jeg tog styringen og uddelegerede opgaverne, så vi sammen fik undersøgt patienten og reageret på de fundne parametre. Den studerende oplevede ikke situationen så hektisk, fordi hun følte at vi havde styr på tingene og handlede professionelt”.

Konkret udbytte

Samme følelse af ro genkender Anne-Mette Ragle, der er ansat på Herlev Hospital, hvor hun blandt andet arbejder med KOL -rehabilitering og i den sammenhæng har oplevet at have haft helt konkret udbytte af kurset.

”Jeg stod alene i træningssalen med en patient, der blev dårlig. Træningssalen ligger et stykke fra resten af huset, men jeg vidste, hvad jeg skulle gøre og fik målt respirationsfrekvens og saturation og hevet fat i en iltbombe; tidligere ville jeg ikke selv have fundet på at give ham ilt. Jeg synes, jeg er blevet mere handlestærk, hvis en patient bliver dårlig, og jeg råber ikke bare på hjælp”

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar