Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det er værre i virkeligheden

Portræt / Fysioterapeut og forsker Karen Prip har set og hørt meget i sit arbejdsliv, bl.a. at hun og andre manuelle behandlere, der i 1980’erne kæmpede for at få en specialuddannelse „ville mele deres egen kage”. De sidste tyve år har hun set stort på fagkampe og fokuseret på banebrydende arbejde i Dignity, Dansk Institut mod Tortur, til fordel for alverdens usynlige torturofre
I denne tid portrætterer Fysioterapeuten en række meget forskellige personer med det til fælles, at man som fysioterapeut næsten ikke kan have undgået at støde på dem. Denne gang er det Karen Prip, ledende fysioterapeut og forsker på Rehabiliterings- og

"The Sacred Maya Ceremony Before 21. December”, lyder teksten under billedet på Karen Pripsskrabede facebookprofil. Om billedet af kvinden iført jeans under gigantiske skyggefulde pinjetræer og høj himmel over en eksotisk mayaruin er Karen Prip, kan være lige meget. Mobiloverførslen siger det vigtigste: Jorden gik ikke under. Vi er i live – og klodens varslede undergang blev en smuk decemberdag.

Måske en søgt sammenligning med Karen Prips arbejdsliv – og dog. De sidste tyve år har hun som ledende fysioterapeut og forsker på Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre, RC T, dagligt haft kontakt med nogle af verdens hårdest ramte klienter. RC T ændrede ved årsskiftet navn til Dignity, Dansk Institut mod Tortur. Et godt navneskifte, synes 69-årige Karen Prip, der har viet sin forskning til at hjælpe folk, hvis liv umiddelbart ser ud til at være sønderlemmet af tortur, så de igen får troen på fremtiden tilbage.

Så måske er det alligevel et godt billede. I januar gik Karen Prip på pension efter fyrre år med en pænt høj arbejdspuls. Efter en fin afskedsreception for kolleger og samarbejdspartnere fra et langt arbejdsliv har hun kickstartet sit atypiske pensionistliv med at få de sidste detaljer inden indlevering af sin ph.d.-afhandling på Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet om en måned på plads.

Og hendes sidste arbejdsdag på Dignity blev således ikke den bratte overgang fra et aktivt liv til et stille pensionistliv, der oftest ligger i kortene. ”Ph.d.-afhandlingens titel er Smerte, sensorisk funktion i fodsålerne og funktionsnedsættelse blandt torturerede flygtninge. En væsentlig del af afhandlingen handler om langtidsfølger efter falanga-tortur, slag under fødderne, som er én af de mest udspekulerede torturmetoder. Skaderne bliver forholdsvis hurtigt usynlige udenpå, men torturen ødelægger nerver i fødder og nervesystem. Mennesker, der har været udsat for falanga, kan bogstavelig talt ikke tage et skridt uden at blive mindet om torturen, så længe de lever, og de fleste af de klienter, jeg har mødt i mit arbejde fra f.eks. Irak, Mellemøsten og Iran er blevet udsat for falanga”, fortæller hun.

Karen Prip har stadigvæk svært ved sige „pensionist”. Hun ser masser af arbejdsår og -iver forude, bl.a. i en ny mentorordning for fysioterapeutstuderende på PH Metropol, internationale foredrag om tortur og „mere tid til mig selv”, forsikrer hun, mens hun rejser sig for at hente og betale sin kaffe selv til trods for, at hun er inviteret ud. Blandt andet for at fortælle om sine år som manuel terapeut på Rungsted Bytorv og formand og kursusleder i MT-gruppenog sidenhen som fagudviklingsleder i fysioterapi og ph.d. studerende i torturrehabilitering, hvor hun har drevet pionerforskning.

Respekt for det enkelte menneske

Selvfølgelig ser hun godt ud – og ikke bare af sin alder, men i det hele taget, med varme, mørke øjne bag brilleglassene og ivrige hænder, der gerne vil demonstrere fysioterapeutisk palpering og komfortzone henover et lille cafebord. Og Selvfølgelig er hun også et ordentligt og imødekommende menneske, der ikke er spor for fin til at hente sin kaffe selv.

Men kvaliteter som at være ærlig, åben og til at stole på er også et absolut humant minimum, hvis man vil krydse klinger med den 69-årige ildsjæl. ”Fysioterapi kræver under alle omstændigheder respekt for det enkelte menneske. Når du så oven i købet er tæt på klienter med en anden kulturel og 100 procent sikkert ringere social, politisk baggrund end din egen, og som oven i købet er blevet tortureret, skal du være parat til at sætte dig selv og din faglighed i spil på kreative måder”, siger Karen Prip og krænger sin pæne oilskinsjakke af. Hun har altid holdt på, at det er vigtigt at klæde sig pænt på, så man er en ordentlig repræsentant for sit fag og ikke støder sine klienter. Ikke for meget, ikke for lidt.

Du vænner dig aldrig til at høre om det

Karen Prip har altid ønsket at blive fysioterapeut, og når man spørger til hendes liv, omtaler hun arbejdsliv og privatliv under ét, som sit ”fantastiske fysioterapeut-liv” uden at skelne mellem privatadressen i Rungsted og firmamailen på Dignity, Dansk Institut mod Tortur.

Livet som fysioterapeut har altid været hendes ambition, selv da hun blev afvist anden gang på fysioterapeutskolen i København. Efter sidste semester og behandling af handikappede børn i Schweiz kastede hun sig over kurser i såvel manuelle specialuddannelser i MT som BAT, Body Awareness Therapy, som hun har brugt til behandling af blandt andet posttraumatisk stress hos klienter. ”Jeg var meget aktiv indenfor faget i en årrække med MT-kurser, ambitioner om at føre fysserne sammen på kryds og tværs og få „opgraderet” os som fag.

I min tid som formand i MT-gruppen arbejdede jeg for, at vi i stedet for at slås med lægerne om kompetencer begyndte at samarbejde om fælles kurser og kursusfaciliteter, vi begyndte at deles om lokalerne”. Siden kastede hun sig over arbejdet med torturklienter både herhjemme og i Dignitys partnerlande rundt om i verden. Blandt andet med at uddanne fysioterapilærere i diagnostik og behandling af torturfølger sammen med Danske Fysioterapeuter og WCPT (World Confederation for Physical Therapy). I dag er kendskab til smerteforløb og diagnostik af torturofre en del af grunduddannelsens pensum.

Det nydelige klientel i Emmerys nord for København og pletfri hvide designkrus med kaffe og pænt mælkeskum står i skærende kontrast til den frygtelige hverdag med torturbødler og beskidte og fugtige fængsler, Karen Prip lukker op for mellem slurkene, uden at det virker blasert på noget tidspunkt.

”Ingen kan forestille sig det, og du vænner dig aldrig til at høre om det. Slag over hele kroppen, ophængning i arme og ben, at overvære mishandling af børn, familiemedlemmer og andre fanger, brænding med cigaretter, seksuelle ydmygelser – alt sammen for at påføre et andet menneske psykisk og fysisk smerte.

Bødlernes mål er at nedbryde mennesket og fratage det alle værdier i livet. Den menneskelige smerte er så ødelæggende, at det ikke kan beskrives”.

”Når klienterne kommer i behandling, tegner de deres smerteområder ind på en kropstegning eller bedømmer selv, hvor ondt de har på en NR S-skala. Der kan gå lang tid, før torturofre får tillid til deres fysioterapeut, fordi tilliden til andre bliver nedbrudt af tortur. Alle torturofre har kroniske smerter”, forklarer Karen Prip, som hellere vil sige klienter end ofre.

Blandt andet på grund af den os-og-dem-holdning, som ordet offer afføder ved at fastholde og stigmatisere mennesker. ”Reelt er de mennesker som du og jeg. Forskellen er, at de har oplevet det mest grusomme i livet. Deres traumatiske oplevelser kan vi ikke tage fra dem, men vi kan hjælpe dem til at leve med smerten og f.eks. med at turde gå ud igen og bryde deres isolerede dagligdag, finde tøj, de kan bære på deres forpinte ødelagte hud eller finde speciallavede sko”, siger Karen Prip.

Karen Prips forskning har endnu ikke kunne afdække, om det er mængden eller graden af tortur, der afgør invalideringen bagefter. Ved falanga-tortur ligger ofret ofte bundet på jorden, og bødlen hæver offerets sammenbundne ben op og slår fodsålerne med kæppe, køller, jernstænger eller ledninger, og bagefter tvinges offeret til at gå eller hoppe på ujævnt underlag, knust glas eller grus for at forværre smerten. Hævelserne forsvinder, men nerverne er ofte ødelagt for evigt.

”Vi har påvist, at falanga-følgerne giver nedsat gangfunktion og væsentlig funktionsevnenedsættelse. Det kan vi indimellem lindre, siger hun lakonisk og svarer automatisk på det spørgsmål, der må komme naturligt: Hvordan kan man – om overhovedet – rumme et andet menneskes smerte så intenst? ”Når du sidder dag efter dag og skal prøve at forstå et komplekst samspil af psykisk og fysisk smerte, bliver du påvirket som menneske. Du skal holde dig fagligt ajour, så du ved, hvad der f.eks. sker indenfor smerteforskning. For tyve år siden vidste vi ikke, hvad neuropatiske smerter var. I dag kender vi til komplekse smertemekanismer og symptomer på kronisk smerte, og vi kan lokalisere, om smerten er udløst fra periferien eller stammer mere fra det centrale nervesystem. Ofte beskriver klienterne deres smerter i billeder som f.eks. som „ild”, „en brændende cigaret” eller „en kniv””.

Hold øje med egne symptomer

Ikke alle behandlere har sjælelig styrke til at klare arbejdet med torturklienter i længden. Ifølge Karen Prip kan alle mennesker som fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere opleve at blive traumatiserede af arbejdet med de skadede mennesker, som flygtninge kan være.

Du skal som behandler holde øje med symptomer i dig selv som f.eks. „kan jeg sove?”, „er jeg rastløs?” „nedtrykt?”. Faglig supervision hjælper selvfølgelig forebyggende, men frem for alt er det vigtigt, at du har et liv ved siden af og dyrker dine interesser, understreger hun.

”Det er dokumenteret fra 2. Verdenskrig, at overleverne efter Holocaust og koncentrationslejre havde samme symptomer, som vi ser hos torturofre. Traumerne er for svære at tale om, så de bliver tiet ihjel, men børn og ægtefælle kan jo mærke dem alligevel og bliver på en måde traumatiseret. Man kalder det traumevandring fra generation til generation”.

Karen Prip har set arrene i menneskers fysik og sjæl mange gange i sit arbejde. ”Det er værre i virkeligheden! I starten drømte jeg om flere af mine klienter og fik de uhyggeligste billeder i hovedet, når de havde fortalt om torturen. I mit team, som består af flere faggrupper, har jeg fået supervisionstimer i årenes løb og haft brug for dem, også for at kunne bearbejdede mine egne reaktioner og ikke lukke af i afmagt. Hvis du ikke kan det, er det bedst både for dig selv og klienterne, at du holder dig til andre patientgrupper”, indrømmer Karen Prip.

Dignity, Dansk Institut mod Tortur, handler imidlertid ikke kun om at omgås menneskelig smerte. ”Det er en fagligt og kulturelt udfordrende arbejdsplads”, understreger Karen Prip, der som fysioterapeut altid har været „på” i forhold fremmede kulturer, fortællinger, nærvær og forståelse af andres liv og smerte i nævnte rækkefølge og er glad for det større vue, hun også har fået i kraft af sit arbejde.

”Pludselig var det nogle andre sektioner af avisen, jeg fulgte med i. Irak er jo ikke bare Irak, der er shiaer og sunnier, kurdere og turkmenere og forskel på landsby og by. Mine øjne fangede pludselig avisoverskrifterne på en ny måde – det politiske er en uundgåelig del af det, men det kan aldrig blive primært", siger Karen Prip og hentyder til, at det er de små menneskelige fremskridt, der oppebærer glæden ved faget.

”Jeg havde engang en familie med fem børn, hvor far og mor havde fået asyl og kom til behandling. Faderen og moderen havde været udsat for tortur i hver sin celle, mens deres fire børn havde lyttet til deres skrig og plager. Moderen var gravid med den femte i fængslet, og var lænket til sengen under fødslen. Hele familien var traumatiseret.

Hvordan tror du, at en dreng på ti år har det efter at have set søstre og forældre blive pint og selv være blevet banket på benet, så der var synlige ar? Han fik hjælp af sin psykolog til at skrive en lille bog „Hvorfor lide af sorg?” om sine oplevelser.

I Danmark blev familien installeret blandt andre flygtninge og indvandrere. Der var hunde i nabolaget, og den mellemste datter var skrækslagen, fordi hun huskede, at fængselsvagterne gik med hunde om natten. Jeg lærte hende at cykle i Fælledparken og lærte hende at omgås hunde. Da jeg senere blev inviteret hjem til familien, viste hun mig stolt, at nu turde hun kæle for en stor hund, og hun kunne cykle i skole. Det var en lykke at se et barn langsomt ændre adfærd og få det bedre”.

”Jeg bliver oprørt, når folk herhjemme skeptisk siger „Er det så slemt? Det er nok overdrevet”. Jeg forstår udmærket godt, at det kan være en psykologisk overlevelsesmekanisme, fordi de ikke kan rumme den enorme smerte og håbløshed, som ligger lige for, når man møder så stor fortræd hos torturofre, så jeg fordømmer ikke. Men jeg kan ikke høre på det. Jeg ved, at det ikke er overdrivelse”.

Fire ægteskaber

Karen Prip har fire ægteskaber bag sig. De to med mænd. De andre to ægteskaber, hun refererer til, mens hun tager en slurk af sit kaffekrus, og dem, hun helst vil fortælle om, er sine to „arbejder”.

Begge ægtefæller syntes, at jeg var lige lovlig gift med mit job, men solstrålehistorierne i jobbet gør, at det er det hele værd, siger Karen Prip, som aldrig har haft en illusion om, at fagligt engagement er volumenknap, man skruer op og ned for som et blus.

Hun er en ildsjæl og trives klart bedst blandt andre, der brænder. Privat bor hun hus i Rungsted alene, tæt på vandet, hvor hun springer i også om vinteren, og hvor hun nyder at cykle og gå lange ture.

”Jeg fik aldrig en kernefamilie. Til gengæld er jeg bedstemor for mine søskendes og venners børn og børnebørn og for en tidligere klients tre børn, som jeg ser ofte og har et meget nært forhold til. Faderen er kurdisk iraker fra en veluddannet familie, som blev smidt i fængsel. Hans far blev skudt, og han og hans mor og søskende blev voldsomt tortureret uden grund. Han var i begyndelsen af tyverne og forpint, da han blev henvist til os. I dag er han midt i fyrrene, bor i Nordsjælland, er gift og har tre børn, hvoraf de to er drenge er spejdere. Han tegner og skriver digte og er politisk aktiv på nettet. Desværre er han som mange så ødelagt af torturen, at han ikke kan arbejde”.

Selv om Karen Prip er klar til at lade de nære relationer fylde mere, så skal man ikke regne med at se hende som vinterbadende bedstemor hverken på fuld eller deltid. ”Selv om jeg er pensioneret, bliver jeg nok ved med at løbe efter „bolden”, sådan som jeg altid har gjort som fysioterapeut. Måske på nogle nye fodboldbaner og med andre medspillere.

Jeg kommer næppe til at kede mig, fordi jeg ikke står på lønningslisten eller har min faste kontorstol hos Dignity. Mon ikke der bliver en række foredrag og rejser i forbindelse med min ph.d.? Jeg har tidligere hjulpet bachelorstuderende på københavnerskolen (PH Metropol, red.) med at skrive om fysioterapi til torturofre. F.eks. var to kvinder af sted til Bangladesh og to mænd til Sri Lanka”.

Tilbage til mayaerne og den vigtige fejl i kalenderen. For åbenbart kan selv de mest intelligente kulturer begå fejl og forudsigelser, der er helt ude i skoven.

Karen Prips fremtidsprognose er ikke rosenrød, men klar: ”Der er stadig et stort arbejde at gøre rundt om i verden. Bødlerne lærer af hinanden og bliver stadig mere udspekulerede, og som verden ser ud i dag efter 11. september og med krige og konflikter, bliver der ikke færre torturofre. Jeg håber dog på, at alle lande vil afsætte ressourcer til at identificere ofrene, så de kan få hjælp til at overkomme skaderne efter tortur”.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar