Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Kun sparsom dokumentation for den fysioterapeutiske intervention til børn

Der er stadig kun få studier af god kvalitet, der har undersøgt effekten af fysioterapi til børn. Til gengæld er grundlaget for flere studier i orden: De fleste indlæg på fagkongressen omhandlede måleredskaber, og her er man nået langt.

ALDRIG FØR HAR Danske Fysioterapeuters Fagkongres budt på så mange oplæg om fysioterapi til børn og unge. Med seks korte præsentationer, en workshop, tre symposier og en keynote var det umuligt at følge med i det hele. I hvert fald havde ph.d.-studerende Helle Mätzke Rasmussen og specialist i børnefysioterapi Michelle Stahlhut svært ved at vælge, fortalte de, da Fysioterapeuten mødte dem i en af de hårdt tiltrængte pauser mellem de mange oplæg.

”Desværre mangler vi evidens for meget af den fysioterapi, vi yder til børn. Men inden for måleredskaber har vi efterhånden fået en solid dokumentation for, hvilke redskaber der dur, og hvilke der ikke dur”, lød deres samlede konklusion.

Spild ikke børnenes tid

Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi stod sammen med blandt andre Michelle Stahlhut for et symposium om måleredskaber og interventioner til børn med svære funktionsevnenedsættelser. Her belyste den svenske fysioterapeut Eva Nordmark, hvor langt man er nået med den kliniske forskning inden for behandling af børn. ”Vi må ikke spilde børnenes tid med unødig og ineffektiv træning”, lød hendes budskab.

Den franske fysioterapeut og forsker Christine Assaiante har undersøgt, hvilke motoriske strategier børn med neuropsykiatriske diagnoser anvender, og sammenlignet dem med de strategier, man finder hos børn uden funktionsnedsættelser. Hendes oplæg på Fagkongressen drejede sig blandt andet om, hvordan man kan bruge viden om barnets motoriske strategier i den fysioterapeutiske praksis.

”Er det i virkeligheden sådan, at børn med neuropsykiatriske diagnoser anvender den strategi, der er mest velegnet i forhold til deres funktionsnedsættelse? Og vil det betyde, at det ikke er noget, vi som fysioterapeuter skal forsøge at påvirke eller ændre? Det ved vi ikke i dag, og det er der brug for at forskere finder frem til, hvis vi skal kunne bruge Assaiantes forskning i klinisk praksis”, mener Helle Mätzke Rasmussen.

Hun deltog desuden på et symposium hvor teori og erfaringer med inklusion og fysioterapi i folkeskolen blev præsenteret. Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi havde valgt denne tilgang til emnet, da der ikke er meget dokumentation for de indsatser fysioterapeuter gerne vil bidrage med i folkeskolen. Den manglende baggrund i forskning prægede debatten på symposiet om fysioterapi i folkeskolen, fortæller hun:

”Præsentationerne gav ikke svar på, hvornår fysioterapi er effektiv og evidensbaseret. Der er brug for forskning på området, så vi kan tilvejebringe videnskabeligt dokumenterede argumenter for vores indsatser”.

Udskældte kliniske retningslinjer

Manglende dokumentation i form af RCTstudier er et problem, ikke mindst i forbindelse med udarbejdelsen af kliniske retningslinjer.

Helle Mätzke Rasmussen præstenterede på Fagkongressen de nationale kliniske retningslinjer for børn med cerebral parese, som hun selv har været med til at udvikle som medlem af en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen.

Her har hun måttet erkende, at det er et problem at finde tilstrækkeligt mange studier af god kvalitet, og at konklusionerne på effekten af de fleste interventioner ikke blev så entydige, som man kunne ønske sig som børnefysioterapeut. Hun og Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi tog derfor i kølvandet på retningslinjerne initiativ til et inspirationsmateriale, som klinikerne kan støtte sig til.

Et af de mest udskældte punkter i de nationale retningslinjer er en svag anbefaling imod at anvende ridning som sundhedsfaglig indsats til børn med CP. Her stødte den manglende dokumentation for effekten sammen med den risiko, der er ved at sidde på en hest, og det fremstår derfor i retningslinjerne som om omkostningerne er for store i forhold til gevinsten.

”Så børn med CP skal ikke længere tilbydes ridning som sundhedsfaglig indsats”, konstaterede en af deltagerne på symposiet, men det er en alt for unuanceret fortolkning, mener Helle Mätzke Rasmussen.

”Når det handler om et sundhedsfagligt tilbud, skal man tage risikoen alvorligt, og man skal være lige så omhyggelig med at informere forældrene om risikoen for at falde af hesten, som lægen skal være omhyggelig med at fortælle om en risiko forbundet med en operation eller medicin. Fysioterapeuterne skal tage fat i det, der er essensen i den evidensbaserede praksis og se samlet på den videnskabelige dokumentation, rammerne for praksis, egne erfaringer samt forældrenes og børnenes præferencer, når de skal afgøre, om et barn skal have tilbudt ridning i sundhedsfagligt regi”.

Med andre ord er manglende dokumentation ikke nok til at skrinlægge et tilbud. Men kliniske retningslinjer er kommet for at blive, og manglende dokumentation bliver derfor tydeligere, mener Helle Mätzke Rasmussen. Med flere validerede måleredskaber og flere danske ph.d.-studerende inden for det pædiatriske område, håber hun og Michelle Stahlhut, at der til næste Fagkongres kommer mere fokus på fysioterapeuternes intervention på det pædiatriske område.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar