Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Portræt: Videre!

Louise Thule Christensen hader problemer, men elsker at knuse dem. Mød den 46-årige direktør for velfærd i Fredericia Kommune, der ifølge omgivelserne er den fødte leder, men som selv ser fysioterapien som roden til sin karriere.

Da Louise Thule Christensens lillesøster fik konstateret kræft som 30-årig, meldte storesøster ret klart ud, at det nok skulle gå, og at alt ville blive godt, men også at lillesøster måtte se sig om efter flere støtter. Hun forsøgte med alle kræfter at se positivt – måske lidt for positivt - på situationen, for tanken om andet var alt for svær at bære. Med to små børn og nyt job var det en nødvendighed for Louise Thule at holde sporet og overblikket, og det var meningsløst, hvis de begge to gik ned med flaget.

En typisk nøgtern Louise-kalkulation.

Lillesøster Katrine værdsætter sin søster for hendes ærlighed og er helt okay med, at hun i stedet for at spille Florence Nigthingale valgte at tone rent flag. For det andet fornemmer man, at de to søstre er helt på det rene med, hvor meget de holder af hinanden. Der er ingen hangs.

”Jeg er nok overlevertypen, der kører videre og som undgår at falde i hullerne på livets vej”, fortæller Louise, der har lukket døren til sit direktørkontor i Fredericia Kommunes lokaler for at fortælle om sin vej fra fysioterapeutstudiet til de bonede gulve.

Hun gør historien om den meget private dag færdig: ”Da Katrine ringede og fortalte om diagnosen, stod jeg på et seminar og skulle lige til at gå på som næste taler. Jeg var i chok og sagde til min chef, at jeg havde brug for at gå en tur og gik ned til søen. Der stod jeg og hylede. Efter lidt tid tænkte jeg: ’Det er noget møg, men jeg kan godt klare den præsentation’, hvorpå jeg gik tilbage og fremlagde mine og min daværende chef, Dorte Lykkes, strategiske overvejelser, som handlede om rehabilitering, hvilket lige siden har været min faglige mærkesag”.

Kalder en spade for en spade

Louise Thule kan sagtens både at være ’hende med de spidse albuer, som kalder en spade for en spade’ og vise sin mere private sårbare side. For hende er det nærmest selvfølgeligt, at hvis man ’lukker ned’ på nogle fronter, manifesterer ens sårbarhed sig bare på nogle andre. Det er bare en af de mange lektier, hun mener, at hun lærte som fysioterapeutstuderende og sidenhen i jobbet på Herlev Amtssygehus, hvor hun arbejdede med cancerpatienter og kronisk smerte.

Og selv om hun har siddet mere bag et skrivebord end stået ved en briks i sin snart tyveårige karriere, føler hun sig alligevel ’virkelig meget som fysioterapeut’.

”Den terapeutiske krop-psyke-måde at tænke på er nærmest integreret i min måde at tænke på i dag. Jeg kan ikke lade være med at tolke kropssprog og tænker f.eks. også over, hvad der er på spil, når jeg pludselig falder og slår mig på en skiferie. ’Hvad handler det om? Har jeg brug for en pause’”, siger hun og tilføjer, at krop og psyke selvfølgelig er spejle af hinanden.

Lige det udsagn er måske ikke så selvfølgeligt for en direktør, der sidder med fingrene nede i kommunens millionbudgetter til daglig.

Ansvar for 3000 ansatte

Siden januar har Louise Thule Christensen været direktør for Velfærd i Fredericia, som i øvrigt er hendes mands fødeby. I det nye job har hun ansvar for ca. 3.000 ansatte og udover rehabilitering på ældreområdet, er hun også øverste chef for børn og unge, familie, psykiatri, handicapområdet og sundhed.

Noget af en mundfuld for de fleste, men egentlig ikke for den 46-årige fysioterapeut og nystartede direktør, der netop har været på rundtur hos sine fem afdelingschefer for at sætte sig ind i de nye områder. Mens vi taler, bladrer hun lidt i de noter, hun har taget fra de sidste ugers interviews med sine chefer og konstaterer, at der ”ikke er så langt fra den klassiske fysioterapeutiske tankegang og rehabilitering til de andre områder, som man måske skulle tro”.

”Min stilling er ny og samler en række områder under én hat. Men selv om det godt kan lyde som om, der er milevidt fra fysioterapi og det at hjælpe ældre borgere til at klare sig mere selvstændigt til børn og unge, så er afstanden reelt ikke så stor. I bund og grund handler det jo om at få øje på ressourcerne hos børn og unge, der går i skole og daginstitution, så de kan opnå maksimal læring og dermed mestre deres eget liv. Det er jo præcis det samme, når det gælder voksne med et handicap eller en sindslidelse eller ældre borgere. Spørgsmålet er, hvordan vi – altså kommunen – bedst understøtter den naturlige drivkraft, som findes i alle mennesker, så de får lyst til livet og til at deltage i de små og store fællesskaber, som er så vigtige for os som mennesker. Vi arbejder på at hjælpe borgeren over i ikke kommunale fællesskaber,” understreger Louise Thule og tilføjer ”ikke for at løbe fra ansvaret over for borgerne og spare penge, men fordi at fællesskaber er god medicin”. ”Kommunen skal jo ikke være bedste ven med borgerne, og det er af hensyn til borgene og for ikke at gøre dem en bjørnetjeneste. Vi har lavet noget borgerdreven innovation, hvor en antropolog interviewede en række borgere med sindslidelse om det at være syg med behov for hjælp, og svarene skabte refleksion: ’hvis jeg havde vidst, at det normale ikke var så forskelligt fra mig, havde jeg måske opfattet mig selv som rask for længe siden’. En anden sagde noget i retning af, at han havde fortalt sin lidelseshistorie så mange gange i offentligt regi for at få hjælp, at han ikke kunne huske, hvem han var uden historien. Vi er desværre nogle gange alt for gode til at få øje på begrænsningerne og er på den måde medskyldige, når alt for mange borgere hænger fast i for lange og måske vedvarende kommunale tilbud”.

Louise Thule kan ”tale solen sort”, som hun selv siger, men hun er også professionel nok til at lade de politisk varme kartofler dampe af. Men uanset, om det gælder borgere med hjælpebehov i kommunen, søsterens cancerforløb eller Louises egne børn på henholdsvis 14,13 og 11, år er holdningen grundlæggende den samme: Et kærligt spark i røven er bedre end at blive nurset til afhængighed.

Kun seks måneder som menig

Målrettet. Klog. Strategisk. Privat. Taber aldrig hovedet.

Det er nogle af de ord, der bliver sagt om Louise Thule, når man spørger hendes familie, venner eller kolleger, ’hvem Louise er’.

Selv om det er pæne ord, mener Louise Thule, at det i betragtning af, at hun er chef for en af landets store arbejdspladser, ikke er så overraskende gloser endda.

”Strategisk ledelse er noget af det, jeg altid har brændt for og er god til, selv da jeg læste til fysioterapeut, var der én af mine ’fysioterapeutiske mødre’, der spurgte, om jeg mon havde overvejet at blive leder”, siger Louise Thule, der åbenbart også i sit første vikariat stak så meget ud, at hun blev tilbudt en stilling som afdelingsleder efter seks måneder som mening fysioterapeut.

”Jeg var kun 28 år, og det gav lidt ballade og en masse hår på brystet”, husker Louise Thule, der blev færdig som fysioterapeut i 1995 på fysioterapeutuddannelsen i Odense.

Men hvorfor overhovedet fysioterapi?

”Det var et fuldkommen lystbetonet valg, jeg kunne lide at bevæge mig. Som barn og ung i Nyborg, hvor jeg er vokset op med mine søskende (udover Louise og Katrine er der også en ældre bror), elskede jeg at lege i skoven. Jeg spillede også basket i 1. division. Før jeg startede på fysioterapeutstudiet, læste jeg bifag i idræt, men jeg frygtede, at det ville blive brødløst i længden og søgte i stedet fysioterapi. Og i dag ville jeg absolut ikke være foruden den oplevelse, det var at læse til fysioterapeut dengang”, understreger Louise Thule og griner lidt.

”Dengang var fysioterapeutstudiet, i hvert fald i Odense, en indre dannelsesrejse. De tøser, jeg hang ud med på studiet og som jeg skrev speciale med, valgte emnet ’selvudvikling’. Det siger ikke så lidt, vel? Men i de år lærte jeg meget, både om kroppen, systematisk tænkning og om mennesker - og også om, ’hvem Louise er’. Det er jo et studie, der bogstavelig talt stripper én for fordomme fra starten. Af med tøjet, op på briksen på alle fire – hvor ellers får man unge piger til at stå på alle fire kun iført trusser med bagdelen i vejret og lade sig palpere…? Vores kvindelige lærer i manuel terapi smed også selv blusen og stod og kampsvedte foran hele klassen for at vise os nye studerende, hvad ’vegetative reaktioner’ er. Altså, hvor man sveder af psykiske årsager, fordi andre kigger på én, ikke på grund af varme. En anden lærer spurgte os, om man kan forvride et knæ, simpelthen fordi man har det dårligt psykisk”.

Kan man så det?

”Aner det ikke. Det er nok heller ikke meningen, at man skal vide det. Det handler jo om både menneskeligt og fagligt at reflektere over årsag-virkning og om at forstå, at krop og psyke hænger sammen. Når jeg får en knugen i maven en sjælden gang imellem, tænker jeg da: ’Skete der mon noget i går, som går mig på – jeg må finde ud af, hvad det handler om og få det løst, så jeg kan slippe for at have den dårlige fornemmelse i maven’ Det er helt klart en måde at tænke på, som jeg lærte i de år”.

Louise Thule kalder konsekvent sine lærere og tidligere chefer for ”fysioterapeutiske fædre og mødre”- ’ for at ære dem, som de mentorer de reelt var for hende. Det at ’blive set’ af andre, betyder efter hendes mening meget for ens karrierevej, og af samme grund gør hun meget ud af også selv at sige ’only the sky is the limit’, når hun møder unge mennesker med potentiale og drømme.

Så tæt på magten, som man næsten kan komme

I hendes eget tilfælde har fysioterapien ført hende så tæt på magten, som man kan komme uden at være kommunaldirektør. Jobbet ligger så meget til hendes højreben, at man bliver nødt til at spørge, om det mon er skræddersyet til hende af Fredericia Kommune?

”Nej”, griner hun. ”Det var helt reelt. Efter to-tre samtaler, personlighedstest og intelligenstest, plus et møde med borgmesteren, var vi tre tilbage i opløbet. Du bliver virkelig tjekket igennem i sådan et forløb, og jeg fik bl.a. at vide, at jeg var sprogligt spændstig og god til at kommunikere, hvilket jeg selv opfatter som nogle vigtige ledelsesværktøjer”.

Rekrutteringsfirmaet Mercuri konkluderede, at hun var en ’moderne leder’.

”Det havde selvfølgelig omvendt ikke været små godt, hvis de havde sagt umoderne”, siger hun kækt. Det skal jo helst ikke lyde som om, hun roser sig selv.

Alle kvinder (og måske også mænd) ved, at der skal kæmpes hårdt og træffes stærke beslutninger som kvinde for at nå hendes position. Tænk på Helle Thorning og Stine Bosse. ”Kvinder skal stadigvæk være halvanden gang så gode som mænd for at være med i det ball game”, supplerer en af Louise Thules tidligere kolleger, der selv er myndighedschef i Hedensted Kommune, og som også siger, at Louise udover at være godt selskab og sjov at være i nærheden af er ret hårdkogt.

Louise er afklaret med, at hun ikke er den bløde type.

”’Ingen syge og ingen døde’, plejer jeg at svare, når folk spørger, hvordan det står til med familien. Det er nærmest blevet en vittighed mellem min mand og mig. Men der er et gran sandhed i, at jeg ikke gider snakke så meget om banaliteter og hverdagsforhindringer, de skal bare løses og af vejen hurtigst muligt. Jeg tog faktisk på et tidspunkt et lederkursus i ’containing’ for at blive bedre til at rumme mennesker, der ikke er som mig, og som har et mere frustreret udtryk. En af mine svagheder er, at jeg har svært ved at rumme personer, der er negative. Det dræner mig, siger hun ærligt og tilføjer eftertænksomt:

”Jeg ved godt, at de selvfølgelig har en anden udlægning af sagen, men det er svært, når man som jeg hader problemer. Til gengæld elsker jeg at knuse problemer, så vi kan komme videre”.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar