Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapeut er ny vicedirektør på Bornholms Hospital

Både patienter og medarbejdere på Bornholms Hospital skal mærke en forskel. Det er ambitionen for Morten Østergaard, der er fysioterapeut og ny vicedirektør på Bornholms Hospital.
Foto: Region Sjælland

Morten Østergaard vil bruge sin baggrund som fysioterapeut i sit nye job som vicedirektør på Bornholms Hospital. Et af hans mål er nemlig at løse op for de begrænsninger, traditionel hospitalsorganisering medfører, og der kan det være en fordel, at hans eget sundhedsfaglige udgangspunkt er fysioterapi.

”Forskellige professioner har forskellige fokus på, hvordan man løser opgaverne. Jeg håber meget, at mine nye kolleger vil opleve, at jeg kommer med nogle færdigheder, der går på tværs og har fokus på at skabe større sammenhæng i behandlingen her på hospitalet. Det gælder også udadtil i samarbejdet med kommuner og f.eks. praktiserende læger,” siger han.

Alle ansatte skal se patientens perspektiv

Morten Østergaard tiltrådte 1. maj og har et skarpt fokus på det nære sundhedsvæsen. Derfor er det vigtigt for ham, at de sundhedspersoner, patienterne møder på hospitalet, anerkender patienternes perspektiv.

”Sundhedsprofessionelle møder patienterne på et tidspunkt, hvor de er sårbare, og vi skal videre med at forstå og anerkende de forskellige ønsker og perspektiver, patienterne kommer med. Vi skal være bedre til at inddrage patienter, når det er muligt, og det er det heldigvis i rigtig mange sammenhænge,” siger Morten Østergaard.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar