Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Der skal trædes nyt land

Fysioterapeuter med en kandidatgrad har for alvor gjort deres indtog på arbejdsmarkedet, særligt på sygehuse og efterhånden også i kommunerne
Illustration: Gitte Skov

Der er fysioterapeuter med en kandidatoverbygning i idræt, i pædagogik, i pædagogisk psykologi, i sundhedsvidenskab, i klinisk videnskab og teknologi, i folkesundhedsvidenskab og ikke mindst med en kandidatoverbygning i fysioterapi.

Eller sagt på en anden måde: Der er adskillige tilbud til fysioterapeuter om at bygge videre på fysioterapeutuddannelsen og tage en kandidatuddannelse oveni, og der er flere og flere fysioterapeuter, der gør det.

Hvor mange fysioterapeuter, der har taget eller er i gang med en kandidatuddannelse, findes der ikke et dækkende billede af, men sikkert er det, at antallet stiger.

Der skal trædes nyt land

Danske Fysioterapeuter holdt i maj en inspirationsdag for kandidater og kandidatstuderende, hvor et af formålene var at give inspiration til et fremtidigt arbejdsliv, for som en af deltagerne sagde på dagen ”vi skal selv ud og vise, hvorfor man skal ansætte sådan nogle som os. Det er os, der er pionererne”.

En af pionererne har man fra 1. maj i år kunnet finde i Hvidovre Kommune, der er et godt eksempel på, at kandidaterne kan være med til at opfylde et behov, arbejdsmarkedet ikke tidligere har været helt klar over, det havde.

Her er Gry Søbye er blevet ansat i en stilling, der endnu er ubeskrevet – netop fordi stien ikke er trådt endnu, men først skal findes på kortet.

”Vi har gjort det lidt bagvendt her. Vi kender Gry, der har været menig fysioterapeut hos os tidligere, og som også har været tilknyttet på timeløn, mens hun har taget sin kandidatuddannelse. Da en stilling så blev vakant, samtidig med at Gry bliver færdig med sin kandidat, valgte vi at snuppe hende, for vi ved, vi kan bruge hende. Vi er bare ikke blevet færdige med at finde ud af til hvad”, fortæller genoptræningsleder Jette Spelling Clausen.

De første tre måneder er Gry Søbye ansat som menig fysioterapeut, mens hun og hendes leder skriver stillingsbeskrivelsen sammen, og derefter bliver stillingen konverteret til udviklingsterapeut, i første omgang dog nok kun på halv tid kombineret med halv tid i klinikken.

”Vi har lige nu brug for Grys kliniske kompetencer, navnlig i forbindelse med unge med knæproblematikker, hvor hun fungerer som konsulent for vores børneterapeuter. Men jeg tvivler ikke på, at der ville være opgaver nok til at udfylde en stilling som udviklingsterapeut på fuld tid”, forklarer Jette Spelling Clausen.

”Vi er i gang med en større organisationsændring, hvor vi optimerer vores forløb og kvalitetstjekker vores standarder med udgangspunkt i, hvad der er fagligt rimeligt, og der har vi sat Gry ind i alle relevante arbejdsgrupper. Desuden skal hun være min forlængede arm i forhold til konferencer og deltagelse i forkningssymposier, og der vil også være en række konkrete projekter, blandt andet i samarbejde med Hvidovre Hospital, hun skal med ind over. I kommunens Pleje- og rehabiliteringsafdeling, som Genoptræningen er en del af, er der ansat en udviklingssygeplejerske; erfaringerne med hendes kompetencer og arbejdsopgaver, vil vi selvfølgelig også tænke ind i Grys stilling, og en af hendes første opgaver er at besøge udviklingsterapeuter i andre kommuner for at finde ud af, hvordan de har skruet det sammen dér”.

Jette Spelling Clausen er ikke i tvivl om, at selvom der endnu langt fra er udviklingsterapeuter i alle kommuner, er det et område, der vokser.

”Efter kommunalreformen i 2007 har vi jo først skullet finde vores egne ben i forhold til struktur og serviceniveau. Man skal lige have driften på plads, før man begynder at udvikle på den; men det kommer nu”.

Skal tættere på patienterne

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler er Morten Østergaard chef for ca. 100 fysioterapeuter, hvoraf 13 har en kandidatgrad. Dem er han glad for, og han vil godt have flere, men udgangspunktet er patienterne, understreger han.

”Der skal være flere kandidater, så jeg understøtter, at folk, der ønsker det, kan tage en uddannelse. De får derfor den besked, at de skal være velkomne tilbage, men det vil være undtagelsen, at de kan få orlov.

Det er forholdsvis nyuddannede, der presser mest på, og jeg synes ikke, at de har aftjent deres værnepligt på arbejdsmarkedet i en grad, så det kan berettige, at vi lader en stilling stå åben og vente på dem”.

Løfter om at man som kandidat kan komme tilbage til ændrede arbejdsopgaver, der passer til de nyerhvervede kompetencer, bliver der heller ikke givet, tilføjer Morten Østergaard.

”Det ville ikke give mening. Vi har særlige stillinger, der kræver særlige kompetencer, men jeg arbejder hen imod, at folk, der er i udviklingsstillinger er ph.d.’er, så jeg har hævet barren.

Der er absolut brug for kandidaterne, men det er tæt på patienterne, og det er ikke altid det, kandidaterne selv forestiller sig. Vi har brug for dem og deres stærke metodiske kompetencer til at implementere systematik og evidens i klinikken, hvor de mange dygtige klinikere ikke altid selv kan løfte opgaven med at søge ny viden. Og derfor skal de også ud at være i klinikken”, mener han, og afdelings seks udviklingsterapeuter deler derfor deres tid mellem klinikken og udviklingsopgaver.

Morten Østergaard holdt i maj oplæg på en inspirationsdag for kandidater, arrangeret af Danske Fysioterapeuter. Her luftede han det ønske på fagets vegne, at kandidaterne kan være med til at skubbe til en barriere for udvikling. ”Vi er alle sammen rundet af en kultur, hvor man er vant til, at man har en værktøjskasse, som man fylder op med 2-3-dages-kurser. Vi har brug for nogen med en faglig overbevisningskraft, der kan flytte på vores forforståelse af vores egne kompetencer som fysioterapeuter”.

Lønnen bør følge med

Mens kandidaterne kan have urealistiske forventninger til arbejdsindholdet, er det fuldt forståeligt, når de forventer, at deres nye kompetencer bør udløse mere i løn, mener Morten Østergaard.

”Selvom de ikke nødvendigvis løser andre opgaver, løser de dem på et andet niveau og har bedre styr på deres vidensgrundlag, brug af validerede test osv. De har investeret i at hæve deres markedsværdi, og det har de en berettiget forventning om, at vi kan imødekomme, men det er en ledelsesmæssig udfordring, så længe der endnu ikke direkte kan aflæses en højere aflønning i overenskomsten på det regionale område”.

Ifølge Morten Østergaard er der nøjagtig lige så meget brug for kandidaterne i praksissektoren og i kommunerne, som der er på sygehusene, men kandidaterne skal selv være med til at slå dørene ind, mener han.

”Det kan de kun, hvis de forholder sig lidt mere aktivt til, hvad det er for en opgave fysioterapeuter er sat til at løse i forhold til patienterne på hospitalerne, på genoptræningscentre og på klinikkerne. De skal erkende den præmis i stedet for at tale sig væk fra den”.

Men hvad med ”den almindelige fysioterapeut”, hvis kandidaterne skal behandle patienter? Morten Østergaard mener ikke, at fysioterapeuter uden en kandidatuddannelse behøver at være bange for at bliver udkonkurreret af kandidaterne.

”Der begynder at komme kandidater nu med en meget begrænset klinisk erfaring. De er i konkurrence med terapeuter, der er klinisk dygtige, så det vil komme an på sammensætningen af det samlede team, hvad man lægger mest vægt på i den konkrete situation”.

Om det bedste er at gå direkte fra fysioterapeutuddannelsen til kandidaten eller få noget klinisk erfaring først, afhænger af, hvad man vil med sin uddannelse, mener Morten Østergaard.

Hvis man kun er fokuseret på at forske, så gå da den direkte vej. Men hvis man tænker, at man skal bruge sin kandidatuddannelse til at blive en dygtig kliniker, kan man fint tage et stop omkring klinikken først”.

Implementering er vigtig

”Bliver man en dygtigere fysioterapeut af at tage en kandidatuddannelse?”, spurgte ph.d.- studerende ved Aalborg Universitet Thorvaldur Skuli Palsson, der var blandt oplægsholderne på Danske Fysioterapeuters inspirationsdag for kandidater. Han gav ikke selv svaret, men konstaterede, at ”der er en kæmpe kløft mellem det, der sker i forskningens verden, og det, der sker bag døren på en klinik”.

Thorvaldur Skuli Palsson, der var blandt oplægsholderne på Danske Fysioterapeuters inspirationsdag for kandidater, konstaterede i sit oplæg, at ”der er en kæmpe kløft mellem det, der sker i forskningens verden, og det, der sker bag døren på en klinik”.

Eller som han også sagde: ”Der er utrolig meget evidens på det fysioterapeutiske felt, men meget få magter at anvende evidensen i det daglige arbejde”.

Han ser derfor de mange nye kandidater som dem, der skal bringe forskningen ud i klinikken.

En mission, som også Danske Fysioterapeuters næstformand Brian Errebo-Jensen lagde op til, at kandidaterne skulle tage på sig: ”Måske bør det ikke være forskerne, men dem der forstår at implementere forskningen, der skal have Nobelpriserne”, som han sagde.

Kandidaten gav ny pondus

Abelone Heinsen var indtil 30. april i år ansat i Familieafdelingen i Allerød Kommune, først som børnefysioterapeut og i de senere år som børnefysioterapetisk konsulent.

Konsulenttitlen afspejler den udvikling, der har været i hendes arbejdsopgaver, efter hun i 2011 blev færdig som pædagogisk kandidat i pædagogisk psykologi, cand.pæd.pæd.

”Jeg havde været børnefysioterapeut i mange år og tog kandidaten, fordi jeg manglede et sprog for koblingen mellem børns bevægelse og kognition. Jeg oplevede, at jeg ved at iagttage børnenes motorik kunne se deres kognitive vanskeligheder, og at det i høj grad var deres kognitive funktion, jeg beskrev, men jeg manglede et sprog for det, og jeg manglede det faglige belæg for ikke kun at beskrive børnenes motoriske niveau”.

Abelone Heinsen tog suppleringsuddannelsen i 2008-2009, mens hun arbejdede, og tog derefter orlov i to år for egen regning for at studere på fuld tid på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet.

”Jeg fandt ud af, at jeg egentlig godt kunne lide nørderiet med at søge litteratur, læse og gå meta på en given problemstilling med kvalitative metoder”, fortæller Abelone Heinsen, der også fandt ud af, at hun var ret god til det og endte med et snit på 11,4.

Tilbage i jobbet i kommunen oplevede hun meget hurtigt, at kandidaten havde givet hende den pondus, hun hidtil havde savnet i forhold til de tværfaglige samarbejdspartnere i et miljø, der var meget socialfagligt, og hvor ingen rigtig havde interesseret sig for, hvad det var fysioterapeuten gik rundt og lavede. 

”Jeg fik skubbet mig selv ind i nye opgaver med blandt andet udvikling af vores familierådgivning og undervisning af lærerne i, hvordan det rumlige, både klasseværelset og rummet i skolegården, påvirker børns motorik og kognition”.

Foruden nye arbejdsopgaver og ny titel gav kandidaten også Abelone Heinsen mulighed for at forhandle sig frem til et tillæg på 1000 kroner. ”Danske Fysioterapeuter mente godt nok, at jeg skulle have haft 2000 kroner, men i betragtning af, at det var en 28 timers stilling, var det vist meget pænt”, vurderer hun. 

Den 1. maj startede hun i en ny stilling som adjunkt på fysioterapeutuddannelsen på Metropol, hvor hun glæder sig til for alvor at kunne udfolde sin nye faglighed.

”Jeg glæder mig til at skulle være med til både at præge fremtidens fysioterapeuter og få lov at forske og vil gerne være med til at undersøge og beskrive, hvordan og hvad fysioterapeuter gør for at skabe empowerment hos deres patienter”, siger Abelone Heinsen, der også glæder sig over at have sat et vigtigt aftryk i Allerød:

”Den stilling, jeg forlader, er blevet opslået som børnefysioterapeutisk konsulent, og det fremgik af opslaget, at man skulle regne med at få nogle flere timer i forbindelse med implementeringen af skolereformen. Jeg har prøvet i tre år at kæmpe mig til en plads i kommunen og har eksempelvis været med til at undervise skolelærerne i inkluderende processer, - at det ikke er kun er noget der sker imellem mennesker - men også påvirkes af materialitet som fx. arkitektur, undervisningsmaterialer osv. Lærerne er begravet i læreplaner og er meget på bar bund i forhold til, hvordan de skal gribe den nye opgave an i forhold til at inkludere børn med f.eks. neuropsykiatriske problemstillinger, der har en anderledes måde at bearbejde sanseinformationer på. Det er noget som børneterapeuter kan vejlede om, og derfor er det oplagt at tænke flere terapeuter ind i den nye folkeskolereform”.

Flere åbne døre

Rudi Hansen er en af de endnu relativt få praktiserende fysioterapeuter, der har valgt at supplere fysioterapeutuddannelsen med en kandidatgrad. Titlen som kandidat i idræt og sundhed kom i hus i 2013 efter to års studier på SDU i Odense.

Rudi Hansen valgte idræt og sundhed, fordi kandidatuddannelsen i fysioterapi endnu ikke var en realitet, da han søgte ind, men også fordi han som fysioterapeut i FC Vestsjælland i forvejen arbejdede meget med træningsfysiologi.

”At jeg overhovedet valgte at læse videre bundede i et behov for udfordringer på det intellektuelle plan, fordi jeg kunne mærke, at jeg var ved at køre lidt død efter 12 år i praksissektoren. Jeg var bange for, at jeg ville risikere at brænde ud”, fortæller Rudi Hansen, der tidligere har søgt udfordringerne mere på det kropslige plan og blandt andet har prøvet kræfter med det 220 km lange løb Marathon de Sables gennem Sahara.

”Uddannelsen har givet mig rigtig meget, som jeg tror jeg kan bruge fremover”, siger han, men siger dermed også, at han endnu ikke udnytter sine nye kompetencer, så meget som han gerne ville.

”Jeg bruger dem både som fysisk træner i klubben og i forbindelse med tilrettelæggelse af fysisk træning til patienterne på klinikken, men jeg vil også gerne bruge dem mere på det organisatoriske plan i forhold til udvikling og implementering af kliniske retningslinjer på klinikken.

Man kan godt komme til at gå og gemme sig lidt på en klinik og gøre det samme, som man har gjort de sidste 10-20 år, og det er først i forbindelse med min egen kandidatuddannelse, at jeg har fundet ud af, hvad der findes af værktøjer, som eksempelvis kliniske retningslinjer, der kan evidensbasere behandlingen”.

Rudi Hansens klinikejer har mødt hans ønske om at studere med stor fleksibilitet, og han har kunnet få det antal timer, han ville have på klinikken i Slagelse, mens han læste. Men dermed ikke sagt, at der var stor forståelse for hans uddannelsesvalg.

”I praksissektoren er der jo mere tradition for, at man tager kurser, der udvikler ens praktiske færdigheder, og jeg tror, det er lettere for regioner og kommuner at få øje på, hvad kandidaterne skal bruges til. Jeg synes selv, jeg vil kunne bidrage til udviklingen af det faglige niveau på klinikken, men hvor skulle pengene komme fra?”, spørger Rudi Hansen.

Om de nye evner derfor skal komme til udfoldelse et helt andet sted, ved han ikke endnu, men det haster heller ikke så meget med at finde ud af det.

”Jeg synes, at de åbne døre er blevet flere, og det har mindsket frygten for at brænde ud, at jeg har udvidet mine muligheder; det har givet mig noget luft”.

Ph.d. var en målsætning fra starten

At skrive en ph.d. var den helt klare målsætning, da Christine Bodilsen søgte ind på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, cand.scient.san., på Københavns Universitet i 2005 efter 3 år som børnefysioterapeut på Roskilde Sygehus.

”Jeg var glad for mit arbejde i Roskilde, men jeg ville gerne have nogle andre muligheder. Jeg interesserede mig meget for feltet mellem teori og praksis og ville gerne være med til at udvikle og implementere ny viden, og ph.d. var mit mål fra begyndelsen."

Christine Bodilsen var derfor afklaret med, at det var en kandidat- og ikke en mastergrad, hun ville gå efter. Sygehuset gav hende orlov det første halve år, da hun ellers ikke ville kunne få voksen-SU under suppleringsuddannelsen, og derefter sagde hun op og havde to år på SU.

Da Christine Bodilsen traf sit valg om at læse videre, fandtes den monofaglige kandidatuddannelse i fysioterapi ikke; valget faldt derfor på cand.scient.san., og det er hun glad for i dag.

”Jeg synes, at det er en stor fordel at have fået det tværfaglige perspektiv på sundhedsvæsenet, når man skal ud at bruge sin uddannelse bagefter, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville have valgt anderledes, selvom muligheden for at tage en monofaglig kandidat havde eksisteret”.

Efter kandidatuddannelsen fik Christine Bodilsen en stilling som forskningsassistent på Hvidovre Hospital, og da finansieringen var på plads, gik hun i gang med sin ph.d., blandt andet finansieret med et ph.d.-stipendium på 400.000 kroner fra Danske Fysioterapeuters fond for forskning, uddannelse og praksisudvikling.

Christine Bodilsen er en del af forkningsteamet Optimized Senior Patient Program på Hvidovre Hospital, hvor hun forsker i risiko-identifikation i forhold til den ældre medicinske patient og efter planen færdiggør sin ph.d. om et år. Hun er netop kommet hjem efter en måned i New Zealand, hvor hun har udvekslet forskningserfaringer med kolleger fra AUT University i Auckland.

På spørgsmålet, om hun savner børnefysioterapien, svarer hun ja. ”Hvis muligheden havde været der for at forske inden for det felt, havde jeg taget den. Men det, der er vigtigt, er at lære forskningsmetoderne, ikke så meget hvad man forsker i.

Det kan være lidt et tilfælde, hvor man havner, og sådan var det også, da jeg i sin tid havnede i børnefysioterapien, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg er ligeglad med, hvad jeg forsker i. Hvis området ikke er relevant og interessant så bliver det meget svært at lave en ph.d. - så er tre år lange”.

Hvad der skal ske, når ph.d.-uddannelsen er afsluttet, ved hun af gode grunde ikke. ”Jeg vil gerne blive ved med at forske, og jeg håber, der viser sig en stilling her, men man ved jo aldrig,”, siger Christine Bodilsen, der til gengæld er helt klar over, at konkurrencen spidser til, efterhånden som der kommer flere akademikere.

”Vi var 30 på vores hold, og heraf er otte-ti stykker i gang med en ph.d., fire af dem er fysioterapeuter. Her på stedet har vi en del specialestuderende fra cand.fys.-studiet, og vi taler da indimellem om, hvordan der skal blive plads til alle os, og hvor vi skal være. Vi kommer helt sikkert til at konkurrere indbyrdes, og jeg er glad for, at jeg fik taget uddannelsen, inden der pludselig kommer rigtig mange kandidater”.

Lod skæbnen råde

Da Kate McGirr startede på fysioterapeutuddannelsen i Aalborg var hendes drøm at blive en god manuel terapeut inden for rygområdet. Det mål har hun princippet stadigvæk, men undervejs er hun blevet forstyrret af den kendsgerning, at hun har vist sig at have sans for at forske.

”Vi havde et valgfag på skolen, ”Research in physiotherapy”, hvor jeg testede 25 mennesker og endte med at skrive en videnskabelig artikel. Jeg troede, at forskning var noget for meget kloge mennesker, men jeg fandt ud af, hvor spændende jeg selv syntes, det var at søge ny viden og formidle den”, fortæller Kate McGirr.

Da hun var færdig med grunduddannelsen besluttede hun at lade skæbnen råde. Hun søgte job, men søgte samtidig ind på Aalborg Universitets uddannelse i Klinisk videnskab og teknologi, og inden der dukkede et job op, var hun blevet optaget på kandidatuddannelsen, hvor hun afleverer sit speciale til næste sommer.

”Det med teknologi kan godt lyde meget teknisk og robotagtigt, men det er det ikke. I øjeblikket er vi eksempelvis i gang med at teste en træningselastik med en sensor, der kan registrere træningens hyppighed og intensitet.

Teknologi skal i det hele taget forstås meget bredt, og når det kobles til noget, man brænder for, giver det rigtig meget mening. Jeg havde ikke mulighed for at rejse til Odense og læse kandidaten i fysioterapi, og det ærgrede mig i starten, men jeg er rigtig glad for at læse sammen med blandt andre sygeplejersker og ergoterapeuter og synes, at jeg får en helt anden forståelse for, hvordan sundhedsvæsenet hænger sammen.

At få nogle andres øjne på tingene giver mig en stor viden, jeg vil kunne trække på bagefter”, siger Kate McGirr, hvis nyopdagede kærlighed til forskningens verden ser ud til at udvikle sig til en varig relation.

”Jeg synes stadig, at det manuelle er spændende, men jeg synes, at jeg er nødt til at udnytte de evner, det har vist sig, jeg har. Jeg er blevet trukket i en bestemt retning, og nu vil jeg gerne blive ved med at gå ad den vej og skrive en ph.d. Før var det slet ikke noget, jeg tænkte på som en mulighed”.

Det var ikke uden overvejelser at Kate McGirr lod sig styre i en akademisk retning uden at have været ude og prøve de praktiske færdigheder af for alvor.

”I den perfekte verden, tror jeg, det er lettere at tage en kandidat, når man har erfaringer fra praksis, men omvendt er der flere af mine medstuderende fra fysioterapeutuddannelsen, der stadig søger job, så i det lys er jeg ikke ked af, at jeg gik direkte videre”, siger Kate McGirr.

Et studiejob med træning af patienter med knæartrose, tilknyttet GLA:D-projektet, har givet et års praktisk erfaring på cv’et og har desuden været med til at definere det felt, hun har valgt at fordybe sig i, idet hendes kandidatspeciale kommer til at omhandle TKA-patienter.

Den kobling mellem det praktiske og det teoretiske har hun været glad for, og det er en kobling, hun gerne vil holde fast i, men ellers har hun ikke noget klart billede af, hvordan hendes fremtid på arbejdsmarkedet kommer til at se ud. Til gengæld er hun helt klar over, at det er hende selv, der har ansvaret for at forme den:

”Jeg tager ikke noget for givet og ved, at jeg selv må skabe mig min plads. Det, tror jeg, er den vigtigste egenskab, hvis man vil være i forskningsfeltet – man skal have det rigtige drive til selv at få det til at ske”.

Sigtede efter det praksisnære

Lise Walther Jørgensen blev i sommeren 2013 interviewet til Fysioterapeuten i anledning af, at hun var en del af det første hold kandidater fra den monofaglige kandidatuddannelse i fysioterapi på Syddansk Universitet.

Her fortalte hun, at hendes fremtidsplaner ikke i første omgang var rettet mod forskning, men alligevel er det den vej, hun går inden længe. I oktober fik hun nemlig en stilling som udviklingsterapeut på Bispebjerg/Frederiksberg Hospital, der er betinget af, at hun går i gang med en ph.d.-uddannelse inden for tre år.

Lise Walther Jørgensen er to dage om ugen på neurologisk afdeling, hvor hun har patienter på lige fod med resten af terapeuterne i afdelingen, og de øvrige dage arbejder hun med udviklingsopgaver som for eksempel i øjeblikket et implementeringsprojekt med ergoterapeutisk test og et tværfaglig projekt om forebyggelse af fald blandt neurologiske patienter.

”Jeg er kommet tættere på patienterne, end jeg forventede, men jeg bruger jo også mine akademiske kompetencer på afdelingen, for jeg kan ikke bare tage udviklingsbrillerne af.

Fordelen ved konstruktionen er, at vi er tæt på de udfordringer, der er i hverdagen og har fingeren på pulsen i forhold til videnshuller, ligesom vi kommer tæt på forventningerne fra vores tværfaglige samarbejdspartnere.

Det giver en stor fordel, at man har mandat fra sine kolleger. Men ulempen er selvfølgelig, at jeg sagtens ville kunne bruge al min tid på udviklingsopgaver, og jeg tror ikke nødvendigvis, at denne konstruktion er den eneste måde, man som udviklingsfysioterapeut kan opnå den fornødne indsigt i arbejdet i klinikken”.

At arbejde på deltid i klinikken var ikke noget, Lise Walther Jørgensen umiddelbart så for sig, da hun blev interviewet til Fysioterapeuten om sine forventninger til fremtiden, men det mål, hun havde med uddannelsen, er nået, mener hun:

”Stillingen er næsten skræddersyet til det, jeg kan, nemlig arbejde med udvikling tæt på praksis. Jeg har altid interesseret mig for, hvorfor vi gør, som vi gør. Det gjorde jeg også i mit tidligere arbejde på Glostrup Sygehus, men jeg valgte at videreuddanne mig for generelt at få indflydelse på praksis indenfor området, og ikke kun min egen”, fortæller Lise Walther Jørgensen, der betragter det som en stor fordel, at hun havde praksiserfaring, før hun blev kandidat.

”Jeg synes, at det betød meget under uddannelsen, at jeg havde arbejdet med patientbehandling, kendte sundhedsvæsnets struktur og kendte videnshullerne i det felt, jeg specialiserede mig i”.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar