Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Erkend din sårbarhed

TEMA om relationens betydning // Sundhedsprofessionelle skal bringe sig selv i spil, hvis de vil skabe gode relationer til patienterne.
Illustration: Rasmus Juul

Ifølge Elisabeth Assing Hvidt bliver relationen mellem patient og behandler bedre, hvis behandleren ind imellem viser sig som en ligeværdig i relationen. Lægen, sygeplejersken eller fysioterapeuten kan bringe sig selv i spil og må gerne vise følelser som en naturlig del af at vise empati.

”Den sundhedsprofessionelle skal vise, at hun forstår patientens følelser og give udtryk for, hvordan det påvirker hende, at patienten har det på en bestemt måde. Hun kan også gå skridtet videre og give patienten nogle ”livsråd” ud fra egne erfaringer og på den måde vise, at patientens oplevelser er universelle: Jeg forstår dig, fordi jeg er underlagt de samme livsvilkår som dig,” forklarer Elisabeth Assing Hvidt.

Hun er uddannet religionssociolog og leder af den tværfaglige forskningsgruppe Relationer i Almen Praksis, der hører under Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet. Som navnet antyder, beskæftiger hun sig mest med praktiserende lægers relationer til deres patienter, men erfaringer og forskningsresultater fra almen praksis kan sagtens overføres til fysioterapi, vurderer hun.

Hun skrev i sin tid ph.d. om kræftpatienters mestring af sygdom og krise, og med afsæt i arbejdet udformede hun en skabelon til et kursus for praktiserende læger i eksistentiel kommunikation.

”Kernen i kursets budskab er, at sundhedsprofessionelle godt må stille deres personlighed til rådighed, når de indgår i en relation med patienter. De kan godt momentvis træde ud af den professionelle behandlerrolle og vise egen sårbarhed, uden at de dermed mister deres faglighed, siger Elisabeth Assing Hvidt, der også opfordrer sine kursister til ikke at skjule, hvis de bliver berørte af relationen til patienten.

Overser lunsen

I forbindelse med forskningsarbejdet har læger sagt til hende, at de godt ved, at de nogle gange kommer til at overse de signaler, som patienterne sender.

”En læge beskrev det sådan, at patienterne ind imellem kaster nogle lunser. Hvis en patient pludselig i en bisætning fortæller, at hun har svært ved at sove om natten, fordi hun har en bekymring for et eller andet, så kan lægen overse lunsen eller bevidst undlade at gribe den, og derved miste muligheden for at spørge ind og skabe en god relation med patienten,” siger Elisabeth Assing Hvidt.

Deltagerne i hendes kurser forklarer, at de er bange for at åbne for Pandoras æske, hvis de griber lunsen. De er bange for at komme på dybt vand og føler ikke, at de har den fornødne uddannelse til at klare situationen.

I første omgang bliver lægerne undervist i at identificere lunserne, og så forsøger Elisabeth Assing Hvidt at afmystificere den indsats, de skal levere.


Billedtekst: Elisabeth Assing Hvidt er leder af den tværfaglige forskningsgruppe Relationer i Almen Praksis ved Syddansk Universitet. Hun anbefaler alle sundhedsprofessionelle at få supervision.
Foto: Claus Fisker/Ritzau/Scanpix

”Vi forklarer dem, at det ikke er farligt at bringe sig selv i spil, og at de ikke har brug for at kunne en masse psykoterapeutiske tricks. Det handler dybest set om at lytte og vise forståelse.”

Hun vurderer, at de fleste sundhedsprofessionelle har lært de grundlæggende tommelfingerregler for en god konsultationsproces, der handler om for det første at lade patienten forklare sig i de første ti sekunder uden afbrydelse, hvorefter den sundhedsprofessionelle genfortæller det, patienten har sagt, og som det tredje punkt sammen med patienten finder frem til en handlingsplan.

”God tid og kontinuitet i relationen bliver ofte nævnt som faktorer, der er en forudsætning for at skabe en god relation mellem patient og sundhedsprofessionel, men undersøgelser fra USA viser, at man faktisk godt kan oprette en god relation på ganske få minutter,” siger Elisabeth Assing Hvidt.

Supervision og gruppeterapi

Læger og fysioterapeuter kan desuden benytte sig af den fordel, at de for det meste møder patienter ved en senere konsultation, hvis den gode relation ikke er etableret ved det første møde.

”Ofte ses de jo igen og igen, og på den måde kan lægen opbygge tillidsforholdet til patienten over tid, hvis lægen vel at mærke ikke sidder yderst på stolen og ikke viser tegn på forståelse for patientens livshistorie,” siger Annette Davidsen, der er speciallæge i almen medicin og ph.d. ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet.

Hun har blandt andet arbejdet med gruppeterapi for praktiserende læger, hvor deltagerne har undersøgt konkrete cases med henblik på selv at blive bedre til at møde patienterne.

”Mennesker har forskellige personligheder, og nogle har nemmere ved at udvise empati end andre, men alle kan træne sig i at blive bedre. Det er ligesom at spille et instrument. Alle kan lære at spille, men ikke alle bliver solister,” siger Annette Davidsen.

Det er som udgangspunkt fint nok, at sundhedsprofessionelle øver sig i at blive gode til at give hånd til patienten og holde øjenkontakt, men nogle få praktiske regler er ikke i sig selv nok til at opbygge gode relationer til patienter, mener hun.

”Den bedste metode til at forbedre sin patientrelation er at få sig noget supervision, og jeg mener at alle, der har patientkontakt, burde få supervision. Videooptagelser af ens egen måde at agere på kan lære enhver at forstå, hvordan man forbedrer kommunikation og kropssprog, så relationen til patienterne bliver bedre,” siger Annette Davidsen.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar