Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Goddag, jeg hedder Jens – jeg kan hjælpe dig

TEMA om relationens betydning // Filosofi og psykoterapi har styrket Jens Olesen i at skabe gode relationer til patienterne.
Jens Olesen forsøger altid at sætte patientens livshistorie i centrum i det første møde med en patient. Foto: Jesper Voldgaard

”Jeg koncentrerer mig om at være nærværende og tømme mig for alle mine forforståelser og fordomme, hver gang jeg går ind til en patient. Jeg lægger i første omgang afstand til diagnoserne og møder det menneske, jeg står ansigt til ansigt med. Jeg tænker på, hvordan jeg gerne selv ville mødes, hvis jeg var i patientens sted.”

Jens Olesen har omkring 30 års erfaring som fysioterapeut, senest ved Regionshospitalet Hammel Neurocenters afdeling i Skive, hvor han også fungerer som klinisk vejleder.

”Jeg opfatter ikke diagnoser som ligegyldige, men i det allerførste møde med en patient, er det menneskets livshistorie, der skal i centrum,” siger Jens Olesen, der har hentet inspiration i filosofien, og især filosoffen K.E. Løgstrup har stjernestatus hos ham.

”Jeg holder et andet menneskes liv i mine hænder, og der skal kun et enkelt forkert vingeslag til, så går det galt,” siger Jens Olesen.

Et forkert ord eller forkert læsning af stemningen kan på et splitsekund ødelægge den gode relation med patienten.

”Jeg kan naturligvis også læse en situation forkert. Det er sket en enkelt gang, at jeg har måttet henvise en patient til en anden fysioterapeut, fordi relationen ikke fungerede,” siger Jens Olesen.

Behandling i slow motion

Når han møder en patient, forsøger han at skabe tillid og tryghed – altid med øjenkontakt og ofte med indgangsreplikken:

”Goddag, jeg hedder Jens – jeg kan hjælpe dig.”

Derefter tier han stille, mens han lytter til patientens fortælling.

”Jeg forholder mig meget ydmygt til situationen og lytter til patienten i stedet for selv at tale – det er jo ikke muligt at lytte, hvis man selv fører ordet. Jeg forsøger at gå i slow motion og undlade at have et projekt, jeg vil presse igennem,” forklarer Jens Olesen.

Patienter kommer med vidt forskellige forventninger til behandlingen, og for fysioterapeuten gælder det om at spejle patienten. Nogle kan tåle en frimodig tone, mens andre har brug for en mere skånsom fremfærd.

”Nogle opfatter fysioterapeuter som kropsmekanikere, men faktum er, at vi næsten intet ved om fysioterapis indvirkning på kroppen. Mit bud er, at der maksimalt er evidens for 10-20 procent af fysioterapeutisk behandling,” siger Jens Olesen, der i øvrigt ikke interesserer sig meget for den del af faget, der beskæftiger sig med at måle og veje effekt. Han betragter sin tilgang til faget som mere holistisk.

”Den helende relation går forud for den videnskabelige metode, men jeg er sådan set ligeglad med, om det er vellykkede relationer eller om det er de højteknologiske og evidensbaserede teknikker, der virker, bare det virker,” konstaterer han.

I terapi

Ud over filosofi har han også fundet inspiration i psykoterapi og psykologi, og han har selv modtaget terapi.

Fem-ti år efter han var færdiguddannet som fysioterapeut, blev han involveret i udviklingen af en ny indsats rettet mod patienter med kroniske rygsmerter i Nordjylland. Projektet var tværfagligt og involverede blandt andet to psykologer og en masse supervision. Jens Olesen lærte en masse om relationer mellem mennesker, som han siden kunne bruge i sit arbejde, og som han også giver videre til de fysioterapeutstuderende, som han møder som klinisk vejleder.

”Når jeg fortæller om vigtigheden af personlige relationer mellem fysioterapeut og patient, undrer de studerende sig over, at de aldrig er blevet præsenteret for det på uddannelsen. Faktum er, at det er indbygget i grunduddannelsen i dag, men de studerende har ikke opdaget det. Først når de kommer ud til os i praksis og fornemmer det i kød og blod, går det op for dem, hvor væsentligt det er,” siger Jens Olesen.

Ikke alle fysioterapeutstuderende kan lære at indgå i personlige relationer. Omkring fem procent af de studerende, som han møder som underviser, lærer det aldrig, vurderer han.

”Der er stor forskel på, hvor meget talent, de har for at indgå i personlige relationer. Hvis man har ADHD eller en lignende diagnose, er det for eksempel meget vanskeligt at lære det,” siger han. For mange studerende er det et følsomt minefelt at reflektere over egne evner til at skabe relationer. Derfor farer Jens Olesen med lempe over for de studerende, der har svært ved det.

”Hvis jeg føler mig inviteret til at snakke om det, viser jeg de studerende anerkendende nærvær, og så sker det ofte, at de åbner sig helt,” siger Jens Olesen, der også prøver at bringe erkendelsen frem hos de studerende ved at spejle deres handlinger.

”Nogle lærer det aldrig, men den tendens ser man i alle fag, hvor der er relationer mellem mennesker, hvad enten det drejer sig om sygeplejersker, læger eller psykologer,” siger Jens Olesen.”Nogle lærer det aldrig, men den tendens ser man i alle fag, hvor der er relationer mellem mennesker, hvad enten det drejer sig om sygeplejersker, læger eller psykologer,” siger Jens Olesen.

Det altafgørende smil

Selv for erfarne fysioterapeuter som Jens Olesen kan det imidlertid i visse situationer være svært at rense sig for fordomme og åbent møde personer, som man åbenlyst stritter på.

”Der findes naturligvis patienter, hvor jeg tænker: ”Det kunne være skønt, hvis du fandt en anden behandler,” men når jeg oplever den slags situationer, er jeg nødt til at vende det mod mig selv og skælde ud: ”Tag dig nu sammen, Jens, det er dig, der har et problem, og du er nødt til at få klaveret til at spille.” Derefter må jeg kæmpe for, at der opstår et nærvær mellem patienten og mig, og jeg har som tommelfingerregel, at jeg ikke afslutter en vanskelig konsultation, før vi har smilet til hinanden,” siger Jens Olesen.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar