Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Soldaterne ser mit kontor som et trygt sted, hvor man altid kan få et oprigtigt råd"

MIT JOB // Thomas Petersson arbejder som fysioterapeut i Center for Militær Fysisk Træning. På tre af Vestsjællands kaserner arbejder han med Forsvarets soldater ud fra deres behov.
Foto: Carsten Bundgaard

Hvad laver du?

Jeg er fysioterapeut i Center for Militær Fysisk Træning, hvor jeg arbejder med Forsvarets soldater. Jeg dækker blandt andet tre kaserner på Vestsjælland, og min hverdag tilrettelægges ud fra deres behov.

Jeg har for eksempel to dage om ugen med åben konsultation, hvor soldaterne kan ringe eller banke på min dør. Derudover laver jeg alt fra foredragsvirksomhed til dialogmøder og træningsundervisning i forskellige løft.

Det har aldrig været meningen, at min stilling skal konkurrere med sundhedssystemet, så når soldaterne har brug for manuel behandling, råder jeg dem til at finde en fysioterapeut gennem egen læge. Men jeg kan tilbyde dem en grundig undersøgelse og rådgivning i forhold til belastning. På den måde prøver jeg at være en tryghedsskabende foranstaltning.

Hvad mener du med det?

Soldater er mennesker, der har valgt et aktivt arbejde og som er super motiverede til bevægelse. Men det betyder også, at skader og smerter kan være forbundet med en frygt for at miste sit job og føre til angst for at bevæge og belaste området. Især hvis deres egen læge giver dem besked på at holde sig i ro.

Derfor er det en vigtig del af mit job at minde soldaterne om, at de er robuste og holdbare organismer. Jeg kan blandt andet give dem træningsforslag, så de kan holde sig i gang uden at provokere deres symptomer. For eksempel ved at foreslå en øvelse, hvor man bøjer knæet i stedet for en, hvor man strækker det.

Hvilke skader ser du mest?

Primært rygsmerter, skuldersmerter og knæsmerter. Især knæ skal være klar, når soldaterne er på patrulje, hvor de skal knæle, hver gang de stopper for at udgøre det mindst mulige mål for fjenden. Det kan de gøre mellem 20 og 50 gange på en patrulje med 30-50 kilo vægt i form af våben, udstyr og sikkerhedsudrustning.

Når jeg er udsendt, kommer nogle soldater til mig med hovedpine og rygsmerter, der måske i højere grad skyldes en stressreaktion end skader på vævet. For eksempel hvis de har set på Facebook, at kæresten hjemme i Danmark hele tiden er i byen uden dem.

Det sætter sig ofte som en smerte i kroppen, så måske ved de ikke engang selv, at de har mere brug for en snak og støtte end for vævsbehandling. Det prøver jeg så at få dem til at reflektere over gennem blandt andet aktiv lytning og opklarende spørgsmål på et helt lavpraktisk niveau.

Er du tit udsendt med soldaterne?

Nej, jeg er afsted i cirka to uger hvert andet eller tredje år. Sidst var jeg i Estland for at se til soldaterne og undersøge træningskulturen i lejren. Udsendte soldater styrketræner ofte rigtig meget, og det kan give belastningsproblematikker.


Billedtekst: Jobbet som fysioterapeut for forsvarets soldater er meget mere end skader og træningsprogrammer for Thomas Petersson. Foto: Carsten Bundgaard

Mit job var at observere det og melde tilbage til mine overordnede, hvad vi kunne blive bedre til at lære soldater før udsendelse. En af de ting, der tidligere har været et problem, er, at mange unge mænd går mest op i at have nogle ordentlige muskler, og derfor banker masser af volumentræning og bicepsøvelser ind i deres træningsprogram.

Det er ikke altid en god ide, hvis man skal på patrulje dagen efter. Så jeg har ofte nogle gode snakke med de enkelte soldater om restitutionstider, træningstyper og planlægning af træningen.

Har du et tæt forhold til soldaterne?

Ja, jeg tror, at de ser mit kontor som et trygt sted, hvor man altid kan få et oprigtigt råd. Så de bruger mig både, hvis de er bekymrede, vil have forklaret en diagnose fra lægen eller have et råd til køb af løbesko.

Jeg har nok fået den rolle, fordi jeg i kraft af min alder kan give dem et strejf af modenhed, som en 20-årig ikke nødvendigvis har. Men det spiller også en stor rolle, at der ikke er penge mellem mig og patienterne. I modsætning til da jeg arbejdede på klinik, føler jeg mig aldrig styret af hensyn til økonomi eller en fyldt kalender. Jeg har ingen andre motiver end at give den bedst mulige fysioterapi.

Hvor meget frihed har du i jobbet?

Vi fagfolk er i høj grad med til at bestemme indholdet af vores job og tilrettelægge vores tid. Hvis jeg synes, jeg har brug for en hel time til en patient, kan jeg tage den. Hvis jeg har brug for viden om et bestemt område, aftaler jeg med min chef at tage en dag ud af kalenderen til at læse artikler.

Hvis en metode ikke giver de ønskede resultater, kan jeg hurtigt pakke den væk igen, i stedet for at være låst fast i et koncept. Så længe jeg præsenterer ledelsen for velunderbyggede argumenter, oplever jeg, at de stoler fuldt og fast på mig. Alle fysioterapeuter burde have den frihed – det tror jeg, vi ville blive dygtigere af.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar