Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Ro må ikke forveksles med trivsel

Offentligt ansatte udøver selvcensur på arbejdet af frygt for repressalier. Det fører til ‘moralsk stress’, som ifølge sociolog Rasmus Willig er en af de værste former for stress, vi kender til.

”NÅR EN DANSK leder oplever, at der er ‘ro på bagsmækken’ i medarbejdergruppen, kan det ikke nødvendigvis tages som et udtryk for høj trivsel. Tværtimod bør alarmklokkerne ringe, hvis medarbejderne ikke er kritiske. Der er nemlig en vis sandsynlighed for, at de blot tier stille, fordi de har den erfaring, at deres kritik ikke bliver hørt.”

Ordene er sociolog Rasmus Willigs. Han er i år udkommet med bogen ’Afvæbnet, hvori han fremlægger sit forskningsprojekt om, hvordan offentligt ansatte ledere svarer på kritik.

Konklusionen er: Lederne svarer slet ikke. De glider af på kritikken. De afvæbner den:

‘Vi tager det lige i et andet forum’. ‘Det tror jeg ikke, du mener’. ‘Det må vi snakke om på et andet tidspunkt’. ‘Det kan det ikke betale sig at kæmpe for’. ‘Lige netop det har vi ingen indflydelse på’. ‘Det hedder ikke problemer, men udfordringer’. ‘Vi lægger fliserne, mens vi går’.

Ledernes svar på kritik, som snarere ‘sproglige returneringer’, har resulteret i udviklingen af en tavshedskultur, som ser ud til at have bidt sig fast, vurderer Rasmus Willig. ”Der har fundet en stigmatisering sted af kritikerne – ’de bagudrettede’, ’dinosaurerne’, ’de ikke omstillingsparate’.

Derfor tier man stille, hvis man har noget kritisk at sige. Andre undersøgelser end min egen bekræfter påstanden”, siger han.

Undertrykkelse af kritik giver indre overtryk

Det, der adskiller mennesket fra dyret, er, at vi har sproget. Derfor kan vi udtrykke, hvad vi holder af, og hvad vi ikke holder af. Når man undertrykker den evne, forsvinder den ikke, men bliver til et indre overtryk, mener Rasmus Willig.

”De medarbejdere, som en arbejdskultur, der systematisk undertrykker kritik, går hårdest ud over, er de engagerede, som går så højt op i deres arbejde, at de er tilskyndede til at forholde sig kritiske. De mister kaldsfornemmelsen. De begynder at lave et dårligere stykke arbejde. De føler deres arbejde bliver reduceret til lønarbejde.

At føle sig kompromitteret på sin kaldsetik er et særligt stort problem for medarbejdere i sundhedsvæsnet. Her går man ikke på arbejde for pengenes skyld. Det er kaldsarbejde, og de moralske forventninger er høje.

Hvis de medarbejdere, der direkte mærker konsekvenserne af de politiske beslutninger, ikke har en fornemmelse af, at de kan ytre sig kritisk om dem, så er alle betingelser til stede for at blive langtidssyg”, siger Rasmus Willig.

‘Moralsk stress’ er den nye betegnelse for de stresssymptomer, der opstår, når ens moralske forventninger bliver brudt, uden man har mulighed for at ytre sig kritisk. Det er en meget specifik stressfaktor, som ifølge Rasmus Willig er på niveau med mobning i sværhedsgrad.

”Når engagerede medarbejdere bliver indebrændte, måske fordi de har fået slået velfungerende rutiner itu i et omfang, vi vel aldrig har set tidligere, så opleves det som en form for blød vold.

Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør – nu skal vi bare være medgørlige. Det er, skåret ind til benet, sådan medarbejderne beskriver udviklingen i deres lederes svar på kritik i mit forskningsprojekt”, siger Rasmus Willig.

Lederne bør bevidst fremelske en åbenhedskultur, hvor de byder kritik velkommen og svarer direkte på den. Ellers mister de deres legitimitet, mener han.

Ledelsesrummet er blevet mindre

”Selvfølgelig er der forskel på teams, men det virker som om tavshedskulturen er slået igennem ned ad stort set alle korridorer. Det er som om, der ikke rigtig er nogen, der går fri af det her”, siger Rasmus Willig.

Derfor mener han heller ikke, at der er grund til at skyde skylden på nogen.

”Lederne er underlagt samme styringsteknikker og skal hele tiden nå de mange mål, som gør, at det er svært for dem at fastholde en kritisk dialog. Deres autonomi er under pres. Deres ledelsesrum er blevet mindre. De agerer i en etableret kultur, som er svær at bryde med. Det er ikke personer, men selve kulturen, der skal gøres op med”, mener han.

”De, der er lidt oppe i årene, kan huske, hvordan kritik engang var anderledes værdsat, end den er i dag. Det blev tillagt en værdi at engagere sig kritisk på sit arbejde. I 00’erne afløstes den kritiske attitude af en anerkendende og ‘positiv’ kultur. Den var sikkert godt ment, men fik den utilsigtede konsekvens, at kritikken forstummede. ‘Jeg hører hvad du siger’, blev et standardsvar. ‘Og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det’, blev den måde, medarbejderne hurtigt lærte at oversætte nysproget”, siger Rasmus Willig.

Hvis man kun vil fokusere på ting positivt, så leger man den leg, at magten ikke eksisterer, mener han.

”Der bliver stille, men hvem nyder godt af stilheden? Det gør magten, Derudover er der et etisk problem indbygget, for som samfund påberåber vi os ytringsfriheden som den højeste moralske værdi, mens organisationerne styrer efter en positiv psykologi, der sætter positivitet højere end ytringsfrihed. Men når man ikke kan sige højt, hvis man ikke kan tåle presset, så føler man afmagt og utilstrækkelighed. Og så kommer man til at lide af moralsk stress”, siger Rasmus Willig.

 

 

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar