Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Åbenhed er vejen frem

OPFINDERE // ”Jeg har lagt tankegangen fra 2009 fuldstændig bag mig. I dag har jeg og min makker valgt den åbne strategi med vidensdeling, hvor vi gør aktiv brug af vores netværk. Jeg tror, at patentet er ved at uddø som fænomen i forbindelse med denne type opfindelser. I fremtiden kommer udvikling formentlig til at basere sig på vidensdeling fremfor hemmeligholdelse af viden.”
Idéen bag Helle Fejrskovs energizerøvelser er at skabe åbenhed og spillerum for nye tanker. FOTO: Claus Sjödin

Sådan siger fysioterapeut Helle Fejrskov, der også optrådte i Fysioterapeutens opfindertema i 2009. Dengang var hun i gang med udviklingen af en idé om et legeredskab til børn; en anordning der gjorde ’smide-ting-på-gulvet’ legen sjov for både børn og voksne. Men hun mistede modet, da der gik patent- og teknikalitetsyge i processen.
Kort efter opstod der så en ny idé, som hun håndterer helt anderledes.

”Det kom sig af, at jeg var på en kursusrække i kreativ tænkning, og her mødte jeg en mand der lavede energizers ( korte og enkle øvelser og lege, red.). Min makker og jeg blev enige om, at vi kunne gøre det bedre, så vi gik hjem og brugte et par år på at lave en database med 250 afprøvede energizers, icebreakers og brainbreaks, fortæller Helle Fejrskov, der i dag har lanceret en samling med fem kategorier af energizerøvelser sammen med cand.it Tanja Arnholtz Jensen under firmanavnet Komfuti.

Øvelserne har hidtil været solgt som en postkortsamling lige til at putte i tasken - til undervisningsinstitutioner, kursusholdere og andre, men fra dette efterår vil de også blive lagt ud som apps, der kan downloades i appstore.

”- Tanken er på længere sigt at få tilføjet en energizer-delefunktion, så folk selv kan skrive nye øvelser ind, og til den tid vil vores apps blive frit tilgængelige”, siger Helle Fejrskov, der ikke er bange for at blive kørt ud på et sidespor af konkurrenter, selv om hendes øvelser ikke er beskyttet.

”Der findes i forvejen energizer-øvelser på nettet, men vores produkt er det mest gennemtænkte, og med tiden vil det formentlig være os, der kan stille den største øvelses-database til rådighed”, mener hun.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar