Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Man er nødt til at vide, hvad der sidder hvor

PORTRÆT / Universitetslektor og forfatter Finn Bojsen-Møller er gået på pension efter have undervist vordende fysioterapeuter i 35 år. Hvad siger han til standarden? Er vi dygtige nok? Parallelt med sine forelæsninger for bl.a. privilegerede fysioterapistuderende har den 79-årige anatomiunderviser støttet de børn, som livet ikke gav plads på de forreste auditorierækker, og det bliver han ved med.

Finn Bojsen-Møller kender kroppen bedre end de fleste, og det har han gjort sit til, at alle unge fysioterapeutstuderende og færdige fysioterapeuter også gør.

Portrætserie

I de kommende numre portrætterer Fysioterapeuten en række meget forskellige personer med det til fælles, at man som fysioterapeut næsten ikke kan have undgået at støde på dem. Finn Bojsen-Møller er en af dem.

"Det er fysioterapeutens job at finde ud af, hvad der gør ondt og så gøre noget, det kan man nu engang kun, hvis man ved, hvad der sidder hvor, og hvordan det fungerer”, som han siger.

Biomekanik og anatomi, altså. Det er de to naturvidenskabelige fag, den 79-årige universitetslektor har formidlet hele livet som underviser i USA og Danmark og som forfatter til lærebøger.

Stoppet efter 35 år

I efteråret holdt Finn Bojsen-Møller efter 35 års undervisning af fysioterapeutstuderende sin sidste forelæsning på UCC Hillerød foran studerende og lærere. Men også uden for Hillerød er Bojsen-Møller kendt som manden bag ’Bevægeapparatets Anatomi’, anatomiens pendant til Mikkelsens latinbog.

Finn Bojsen-Møller er i den grad en back to basic-mand, når samtalen falder på faglighed, og hvad fysioterapeutstuderende burde kunne efter at have terpet latinske betegnelser og nummereret indholdet i knoglekassen.

”For mig handler fysioterapi især om praktisk anvendelse af anatomi. Fysioterapeuter kan ikke gøre det, de skal, nemlig undersøge, behandle og forebygge, hvis ikke de kan deres anatomi og fysiologi til bunds, Når en patient henvender sig for at få hjælp, hvad enten han har smerter eller skal i gang efter en diskusprolapsoperation, foretrækker han givetvis også den fysioterapeut, der kan sine muskler og kan rådgive om træningsbaseret rehabilitering, frem for en, der har fået 12 i videnskabsteori”, fastslår Finn Bojsen-Møller.

Evidensbaserede fag mangler

Finn Bojsen-Møller har i sit mangeårige undervisningsvirke naturligvis været med til forskellige strømninger inden for fysioterapien, og selv om han med sine egne ord nødig vil lyde ’gammel og hovmodig’, mener han, at kvaliteten er dalende.

”I forsøget på at gøre de bløde, kvalitative fag evidensbaserede, har man hældt de klassiske evidensbaserede fag ud med badevandet til skade for den umiddelbare brugbarhed. Der er blevet skåret markant ned på antallet af f.eks. anatomi-, fysiologi- og biomekanik-timer til fordel for de bløde fag. Da jeg i 1980 begyndte at undervise fysioterapistuderende, havde eleverne 260 timers anatomi fordelt på 130 sessioner de første to studieår. Da jeg her i foråret kørte det sidste hold igennem på UCC i Hillerød, var timetallet til sammenligning 80 timer fordelt på 26. Det dur ikke, det bliver ikke brugbar viden. Overliggeren er nu sænket så meget, at de studerende må tro, at man bare kan skræve hen over den. Anatomi kræver tid og tid til systematisk tænkning, eftersom faget har ekstrem tæthed af fakta, og mange af de nye elever får også et nyt sprog, de ikke kender, i form af latin. Da jeg startede på Skodsborg Fysioterapiskole (der er flyttet til UCC Hillerød, red.), stod den daværende rektor Elsy Bagger vagt om de naturvidenskabelige fag og satte hælene i, når der kom forslag om reduktioner. Det medførte, at fysioterapeuter uddannet på Skodsborg altid oplevede, at de var velkomne med deres ansøgninger”, mener han.

Hvad kan en fysioterapeut undvære?

Efter hans mening er „ikke-testen” et godt redskab, hvis man er det mindste i tvivl om, hvilke kompetencer en dygtig fysioterapeut bør have.

”Ikke-testen går ud på at spørge dig selv, hvilke kvaliteter du bedst kan undvære hos en fysioterapeut. Anatomi? Fysiologi? Eller socialteori? I dag får fysioterapeuter og sygeplejersker en bred uddannelse; de skal sågar forsøge at forske allerede i løbet af deres uddannelse. Jeg synes, at fokus skal ligge på de basale kundskaber, og at man bør overlade forskning til institutioner, hvor der virkelig er viden og tid til det. Det er okay, at sætte de unge til at tænke over deres fag og dets rolle i samfundet og den slags, men den slags tidlige refleksioner må ikke så i vejen for indlæring af kernefagene”.

Men andre ord: Kære fysioterapeuter, få hænderne ned i bolledejen og øjnene tilbage i anatomibøgerne og bliv knivskarpe på, hvordan bevægeapparat fungerer og holdes rask op i årene.

Og apropos anatomi: Hvad er det for nogle specielle forhold i fodens muskulatur og struktur, der gør, at den eksempelvis fungerer primært som en fjeder og mindre grad som en støddæmper? Tænk lige over det…

Travl pensionist

Finn Bojsen-Møller er muligvis pensioneret på papiret, men ikke i praksis – hverken fysisk eller mentalt.

På to minutter har han forklaret, hvad mange fysioterapeuter udover undertegnede formentlig aldrig rigtig fik fat i anatomitimerne, nemlig hvorfor fodens faser består af et særligt miks af støddæmpning og fjedring, og hvorfor der kun er 20 procent støddæmpning og hele 80 procent fjedring.

”Støddæmpning er tabt energi, og naturen vil helst konservere energi til genbrug og bevægelse. Så når foden har en smule stødabsorbering indbygget fra naturens hånd, skyldes det, at foden også skal beskytte sig selv. Støddæmpningen er altså en slags sikkerhedsforanstaltning”, forklarer Finn Bojsen-Møller og skynder sig at tilføje, at han trods den sindrige konstruktion alligevel mener, at en løbesko er en god idé, hvis man skal løbe.

”Bare fødder er ikke til asfalt, siger den knap 80-årige Finn Bojsen-Møller, der sætter en ære i følge med. Ikke bare i barfodsløb, men i det hele taget.

Derfor er han selvfølgelig også på Facebook, og knap nok er bekeden, om han vil overveje at medvirke i et interview til Fysioterapeuten, sendt af sted til hans profil, før der kommer svar retur: ’Ring på mit mobilnummer, Finn’.

Ganske vist har den travle pensionist først tid til at mødes ugen efter.

30 heste og en håndfuld udfordrede unge

Han og hustruen Merete har gang i alskens projekter på deres fælles gård, Slettebjerggård ved Hundested. Gården består ud over parrets hus af en farlig masse hektarer, ridehus, folde og stalde med plads til 30 heste.

Siden 1987 har ægteparret desuden drevet et socialpædagogisk bosted og lilleskole for børn og unge med særlige vanskeligheder fra Halsnæs Kommune.

”I øjeblikket bor der kun fem børn på stedet. De bor i huset ved siden af vores, og så går de i skole derovre, siger Finn Bojsen-Møller og peger på den store hvidmalede bygning.

Han er iført ternet skjorte, kakibukser og sejlersko. Knap 80? Det er svært at tro – og så er det endda kun ti år siden, han uddannede sig til folkeskolelærer for at kunne føre Slettebjerggårds elever op til 9. og 10. klasses afgangsprøve og hjælpe dem videre i uddannelsessystemet.

”Jeg tog meritlærereksamen og aflyste den pædagogiske del. Rektor mente, at jeg med mine 40 års undervisningserfaring alligevel var uden for pædagogisk rækkevidde”, griner han.

Bog om bilmotorer som en vej til læring

Aktuelt er projektet blevet udvidet med en rødmalet pølsevogn, som bliver kørt ud til forskellige arrangementer i lokalområdet, hvor Slettebjerggårds unge kan træne cafejobs „under trygge forhold”.

”Når man ikke har lært de mest basale ting tidligt i livet, og det er der mange af børnene, der ikke har, er det betydningsfuldt at få et kørekort til at yde service, tælle penge, lære håndtere hygiejne og have kontakt med kunder”, siger Finn Bojsen-Møller, hvis egne børn for længst er flyttet hjemmefra.

Eleverne på Slettebjerggård og de mange, han har mødt gennem årene, bl.a. fysioterapeutstudiet, holder ham aktiv.

”Jeg er f.eks. lige gået i gang med at studere en ny bog om bilmotorer, fordi en af eleverne har rigtig svært ved at få hul på læsningen, til gengæld er han vanvittig god til alt med biler og motocross, så jeg håber, at jeg kan finde en indgang til læring via den, siger han og holder bogen op. Det er ren anatomi. 

Inviterer eleverne hjem

Selv om guderne må vide, hvor mange gange Finn Bojsen-Møller har gennemgået den menneskelige motor i form af anatomiundervisning for et hold ivrige studerende, bliver han aldrig træt hverken af sit stof eller af eleverne, tværtimod.

Så hvis nogen ved første øjekast måtte tænke, at der er lidt lektor Blomme over Finn Bojsen-Møller, kan de godt tro om igen: Han elsker sine elever - og holder tæt kontakt med dem.

”Jeg var i Kristiansand i Norge for nylig, hvor et hold tilbage fra 1977 var samlet til klassefest og havde inviteret mig med. Jeg har engang sagt, at det var en forbandelse, at jeg begyndte at undervise, men det mener jeg slet ikke. Tværtimod sætter jeg pris på den respons, jeg får fra mine elever. På fysioterapeutuddannelsen i Hillerød har jeg haft den tradition med hvert eneste hold, at vi tog på Anatomisk Institut på Panum, hvor de fik en guidet tur, og efter eksamen inviterede jeg holdet herhjem", fortæller Finn Bojsen-Møller, der også har kombineret frokostbesøg på Slettebjerggård med en anatomisk rundvisning på Æbelholt Kloster ved Hillerød, hvor arkæologer har fundet 800 skeletter og fået dem analyseret.

Æbelholt Kloster var i over 300 år regionshospital for Nordsjælland, og her ses skeletforandringer og -sygdomme, som heldigvis ikke forekommer i dag.

Blev hængende i anatomien

Finn Bojsen-Møller kan i søvne beskrive hvert eneste fremspring på kraniet og hver en kurve på skelettet.

Hans arbejdsliv startede, da han i 1956 scorede højeste karakter i sin anatomieksamen.

”Ja, jeg fik + 16 (skalaen gik fra +16 til -22), og det blev min store ulykke”, griner Finn Bojsen-Møller, der blev opfordret til at blive demonstrator og undervise andre medicinstuderende i anatomi.

”Min far var læge, så planen var oprindelig, at jeg skulle gå i hans fodspor. I stedet kom jeg til at leve af at være underviser, allerede fra de sidste fire år af mit lægestudium, hvilket jo var praktisk rent økonomisk. Men det betød, at jeg blev hængende i anatomien", siger Finn Bojsen-Møller, der skrev sin disputats om Fodens funktion og udvikling.

Selv om han har åbnet døren til det allerhelligste på Panum, Anatomisk Instituts udstilling i kælderen, i over 50 år, er han aldrig blevet træt af at dele ud af sin begejstring over miraklet den menneskelige krop og dens funktioner.

"Nattevagten" betød færre donationer

Han har egenhændigt placeret flere af de røde knappenålshoveder i musklerne, der står i sprit i udstillingens glasmontrer, og han har blandt andet fået testamenteret både Poul Henningsens og gymnastikpædagogen Helle Godtveds krop.

”Deres offentligt udtalte ønske om at testamentere deres krop til Anatomisk Institut var et vigtigt PR-tiltag for Anatomisk Institut. Siden har vi nærmest fast haft 400-500 donationer årligt, hvad vi naturligvis er yderst taknemmelige for. Tallet dykkede desværre lidt en overgang, da ’Nattevagten’ kom op i biografen, og da Lars Von Triers ’Riget’ blev vist på tv”, tilføjer han og understreger, at der i øvrigt ikke er forskel på de kroppe, man ser på Instituttet i dag i forhold til dem, han så for 50 år siden.

”Genetik er langsom, så der sker ikke noget på så kort tid. Vil man se forandring, skal man derimod kigge på levende kroppe. Det f.eks. imponerende, hvor dygtige fodboldspillere er i dag, bare i 1970’erne var de jo nærmest amatører. Det skyldes den store viden, man har om biomekanik, anatomi og fysiologi nu. I dag ved trænerne og sportsfolkene langt mere om, hvordan man skal træne, restituere og skadeforebygge, end man vidste i 1950’erne, da mit daværende idol Knud Lundberg, som var læge, var på landsholdet i både håndbold, fodbold og basketball”, forklarer Finn Bojsen-Møller, der altid har været meget optaget af biomekanik.

Helhed først

”Faktisk er det måske hemmeligheden bag min evne til at huske og forstå anatomi. Jeg ser på helheden i en bevægelse eller på funktionen først, og så går jeg derefter i dybden med, hvordan det lader sig gøre. Hvilke muskler og strukturer er i gang?”

Finn Bojsen-Møller er ikke i tvivl om, at bevægelse – mentalt og fysisk – er afgørende for vores sundhed. Bortset fra en diskusprolaps, som er skyld i, at han af alle med sin store interesse for foden, har dropfod, fordi operationen kom for sent i stand, har han aldrig været syg.

Kan man træne sig fra aldring?

Men man skal ikke tro, at man kan træne sig fra alting, minder han om:

”Helle Gotved donerede sin ryghvirvelsøjle til Anatomisk Institut, forvisset om, at den ville være sundere end andres på grund af hendes Gotved-gymnastik, men discus mellem 4. og 5. lændehvirvel var afsmalnet, og rygsøjlen viste tegn på knogleafkalkning, som de fleste andre i hendes høje alder. Min konklusion var, at Helle havde en sund sjæl i et sundt legeme og derfor ikke havde haft ondt i sin ryg. Og det er vel pointen”.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar