Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hovedbestyrelsen: Fri nedsættelse løser ikke problemerne

Hovedbestyrelsen mener ikke, at der skal være fri nedsættelsesret under overenskomsterne på praksisområdet i den nuværende form. Men debatten om reguleringen har identificeret en række problemstillinger vedrørende praksissektoren, som der skal sættes ind over for, mener hovedbestyrelsen.
Blandt andre Stefan Kragh, her på medlemsmøde i Fredericia, har kritiseret, at nye opgaver, der udbydes til praksissektoren, tager udgangspunkt i sygesikringsoverenskomsten. Hovedbestyrelsen erklærer sig enig i, at det er forkert.

Efter lang tids uro om Danske Fysioterapeuters holdning til regulering af praksissektoren, besluttede hovedbestyrelsen på sit seneste møde, at der for så vidt angår selve reguleringen ikke skal ændres i foreningens politik.  

Til gengæld mener samtlige medlemmer af hovedbestyrelsen, at debatten har vist, at der er en række problemer i praksissektoren, som der skal gøres noget ved, blandt andet kritisable arbejdsforhold for lejere og ansatte og det faktum, at nye opgaver udbydes med udgangspunkt i tilknytning til sygesikringsoverenskomsten. Og så mener hovedbestyrelsen, at akkreditering og certificering skal være en forudsætning for tilslutning praksisoverenskomsten.

Beslutningen er den foreløbige afslutning på den proces, som hovedbestyrelsen selv satte i gang i kølvandet på to kritiske rapporter fra Rigsrevisionen og Konkurrencestyrelsen, der pegede i hver sin retning i forhold til regulering af praksissektoren.

Hovedbestyrelsen besluttede at brede debatten ud blandt medlemmerne med udgangspunkt i den præmis, at samfundet kræver kontrol med de 1,1 mia., der hvert år gives i offentligt tilskud til behandling i praksissektoren. Debatten er foregået dels i form af flere artikler i Fysioterapeuten, dels i kommentarfeltet på fysio.dk og senest på to medlemsmøder for at give input til den beslutning, som hovedbestyrelsen nu har taget.

Beslutningen peger fremad

”Det er en enig hovedbestyrelse, der står bag beslutningen om ikke at ændre politik i forhold til reguleringen, men beslutningen har ikke været let, fortæller blandt andre hovedbestyrelsesmedlem og regionsformand Lise Hansen.

”Jeg tror ikke, de her kan løses ved, at vi bare beder nogle klinikejere om at opføre sig ordentligt. Jeg går ikke ind for fri nedsættelse, men jeg er nødt til at sige, at jeg har hørt, at der er nogle medlemmer, der vil en anden vej”, siger Lise Hansen, der derfor er optaget af, at hovedbestyrelsens formulering peger fremad.

”At der skal være ordnede forhold for lejere og ansatte, kan der slet ikke være tvivl om. Men jeg ser egentlig diskussionen om udviklingen af og adgangen til markedet som den allervigtigste. Vi har så småt taget hul på snakken om alternativer til ejer/lejer-konstruktionen, eksempelvis partnerskabskontrakter, som jeg tror på kan give et vigtigt incitament til udvikling og dermed give plads til nogle flere”.

Rammen vokser ikke

”Bare at lukke alle ind i overenskomsten, ville der ikke have været opbakning til blandt medlemmerne”, mener hovedbestyrelsesmedlem og regionsformand Sanne Jensen.

”Hvad enten man er ansat, lejer eller ejer i en klinik, er man afhængig af, at virksomheden kan tjene penge, og det ville ikke give mening bare at dele pengene i overenskomsten ud på flere. Vi har lige fået en ny overenskomst, hvor der er blevet lagt låg på rammen, og den vokser ikke, selvom der kommer flere patienter ind”, siger Sanne Jensen, der i øvrigt synes, at det er lige før, rammen er blevet uinteressant.

”1,1 milliard er selvfølgelig mange penge, men dem vi skal vækste for, og dem, der kan skaffe os den lighed, som efterspørges, de ligger uden for den ramme. Jeg synes ikke, vi er færdige med at erhvervsudvikle uden for sygesikringen. Når folk har opdaget, at det er en fysioterapeut, de skal gå til, når de vil have optimeret deres sundhed, og vi har udviklet markedet uden for sygesikringen tilstrækkeligt, er vi måske klar til at smøre overenskomstmidlerne tyndere ud, ikke før”.

Selvom Sanne Jensen gerne havde set en løsning, der kunne have rummet alle i sygesikringsoverenskomsten, har hun det godt med hovedbestyrelsens beslutning, forklarer hun.

”Jeg har jeg ro i maven, fordi vi ikke bare har sagt nej, vi har udpeget den retning, vi skal gå i stedet for, og blandt andet har vi lovet hinanden, at der skal skabes ordentlige løn og ansættelsesforhold i praksissektoren. Vi kan ikke være andet bekendt”. 

Debatten har gjort os klogere på diagnosen

Hovedbestyrelsesmedlem Agnes Holst så gerne ydernumrene afskaffet, men heller ikke hun mener, at løsningen er fri nedsættelse. 

”Hele overenskomsten bygger på et stramt og forældet system, men det løses ikke ved at lukke flere ind i det. Rammen er så stram, at jo tyndere, du smører ud, jo mindre sikker kan den enkelte patient være på, at der også er penge til hendes behandling, når vi kommer til slutningen af året. Vi er også nødt til at inddrage patienternes perspektiv i det her”.

Agnes Holst er først for nylig indtrådt i hovedbestyrelsen og har ikke været med i debatten fra begyndelsen. Alligevel bakker hun op om, at den har fundet sted, selvom den ikke har flyttet på hovedbestyrelsens holdning til fri nedsættelse med sygesikringstilskud.

"Jeg synes, at debatten har gjort os klogere på, hvad diagnosen er. Det handler jo ikke kun om ydernumre, men om ansættelsesforhold, om at forsikringsselskaberne har deres fingre nede i regionernes pengekasse og om akkreditering og certificering af yderne”, siger Agnes Holst.

Nye opgaver skal ikke hægtes op på ydernumre

Agnes Holst mener, at foreningen skal arbejde for flere ydernumre, i takt med at opgaver flytter fra sygehusene og ud i praksissektoren. ”Der skal være mere praksissektor at sende folk ud til”, som hun udtrykker det.

Den holdning deler resten af hovedbestyrelsen, men samtidig er man enige om, at nye opgaver, der sendes i udbud i praksis, ikke skal hægtes op på ydernummerstrukturen.

Som hovedbestyrelsesmedlem Morten Høgh udtrykker det: ”Vi skal passe på med ikke at fokusere på sammenhængen mellem nye opgaver og flere ydernumre, for så gentager vi bare den samme fejl. Tværtimod skal vi arbejde for, at nye opgaver ikke er forbeholdt praktiserende med ydernummer. Alle nye opgaver i kommunalt og regionalt regi bør tilfalde alle fysioterapeuter på basis af kvalifikationer frem for ydernumre”.

Morten Høgh ser gerne, at der i det hele taget bliver gjort en indsats for at dreje opfattelsen af, at et ydernummer er en forudsætning for at kunne yde fysioterapi i praksissektoren, for hele debatten om reguleringen har også handlet om omdømme, mener han:

”Vi skal have brugt nogle ressourcer og noget retorik på at få gjort folk begribeligt, at fysioterapi ikke kan begrænses til ydelser i en overenskomst. Alle fysioterapeuter har autorisation, og derfor er det fysioterapeuter og ikke overenskomsten, der skal være vores ansigt udadtil”. 

Debatten dør ikke her

Formand Tina Lambrecht er lettet over, at hovedbestyrelsen er nået frem til en fælles holdning, fortæller hun.

”Det har været et svært dilemma for os alle sammen, men vi havde lovet, at vi ville træffe en klar beslutning, og det har vi gjort nu. Men det betyder ikke, at vi ikke kan fortsætte med at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra og udvikler praksissektoren både inden for og udenfor overenskomsten. Jeg har hele tiden vidst, at vi ikke ville kunne frem til en løsning her og nu, der ville tilfredsstille alle. Debatten dør ikke her, og det skal den heller ikke, for hvis der er noget, der er blevet tydeligt i det seneste halve år, så er det den energi og virkelyst, der er blandt medlemmerne i forhold til at udvikle praksissektoren”.

Læs også lederen "En lang og hård debat om praksissektoren"

Læs også artiklen "Blandet modtagelse"

Del eller udskriv siden
18 kommentarer
×Skriv en kommentar
  • Marianne Kongsgaard, Formand for PF

    Ydernummerdebat nov 2014

    PF har igennem de sidste år arbejdet for at kvalificere vores holdninger til ydernummerdebatten og forsøgt at få ideer og inspiration udefra. Vi har været på studiebesøg i Norge, England og i Holland. Derudover har vi haft besøg af sundhedsøkonom Jes Søgaard.
    Det betyder dog ikke, at vi kan komme med en færdig løsningsmodel til emnet, men vi er hele vejen blevet klogere og nye døre har åbnet sig.
    Ydernummerdebatten har kørt siden maj 2013, hvor Rigsrevisionen kritiserede styringen af udgifterne til praksissektoren. Herefter kom Konkurrencestyrelsens rapport, som stiller spørgsmål ved reguleringen af praksissektoren og ved foreningens holdning hertil. PF´s kik i bakspejlet siger os, at debatten har været alt for langvarig og med fare for, at fronterne netop er blevet optrappet yderligere. PF har været kede af den til tider meget ophedede debat, hvor f.eks. beskyldninger om ringe kvalitet i praksissektoren har føget om ørerne, især da vi ved, at der bliver brugt mange ressourcer og meget tid på kurser og kvalitetsudvikling på klinikkerne.
    PF´s holdning er, at det ikke er konstruktivt at diskutere på nettet i så lang tid. Vi hælder mere til, at man inddrages i arbejdsgrupper med mulighed for at komme med sine synspunkter.
    Ligesom bestyrelsen har haft brug for lidt historik omkring ydernummersystemet, er vores fornemmelse ud fra de mange indlæg, at det måske kunne tjene som en øjenåbner også for andre.
    Lidt historik
    Ydernummersystemet har sine rødder tilbage til Sygekasserne. Sygekasserne blev afløst den 1. april 1973 af den offentlige sygesikring, som blev indført ved lov. Den første sygesikringsoverenskomst på fysioterapiområdet trådte således i kraft den 1. april 1973. Denne overenskomst blev opsagt med virkning fra 1. juli 1982. Der gik herefter 6 år inden en ny overenskomst indeholdende et ydernummersystem trådte i kraft. Det var den 1. oktober 1988. Det betyder, at vi som praktiserende fysioterapeuter med ydernummer er en del af det offentlige danske sundhedsvæsen.
    Ydernummersystemet giver den praktiserende fysioterapeut to beføjelser; dels en kapacitetsmæssig tilladelse og dels en honorarmæssig tilladelse.
    Det kapacitetsmæssige fremgår af den praksisplanlægning, som region og kommunerne i regionen udarbejder i fællesskab for at tilrettelægge den fremtidige fysioterapeutiske betjening i den pågældende region. Med overenstkomsten pr. august 2008 blev der mulighed for, at et nyt ydernummer (ejerydernummer) blev tildelt fysioterapeuten personligt – på baggrund af objektive og saglige kriterier. Men hvilken værdi har det, når der ikke tildeles flere ydernumre? Antallet af ydernumre sv.t. behandlingskapaciteten afgøres af regionsråd og i kommunerne. Flere ydernumre er derfor udtryk for et politisk ønske om at højne serviceniveauet, og det er ikke der, vi er i dag.
    Det honorarmæssige består i faste grundhonorarer fordelt på individuel behandling og på holdtræning. Samtlige honorarer er grundhonorarer, som alle praktiserende fysioterapeuter modtager uanset, hvilke kompetencer man har. Man skal blot have grunduddannelsen - en bachelorgrad af 3½ års varighed. Der er ingen anciennitetshonorering, intet geografisk tillæg og ingen specialisthonorering – aflønningen er total identisk.
    Udover de nævnte honorarer ligger der andre ”goder” i Landsoverenskomsten til højnelse af kvalitet og faglig udvikling. I 1995 blev Praksisfonden oprettet som følge af overenskomstaftalerne. ”Fonden til fremme af fysioterapeutisk forskning, uddannelse, information m.v.” – i daglig tale kaldet Praksisfonden får tilført midler hvert år fra regionerne og kommunerne, idet der indbetales 0,78 kr (2008 tal) i grundbeløb pr. gruppe 1 sikret til fonden. Region og kommune indbetaler 50% af det aftalte beløb til fonden. Mindst 60% af midlerne bruges til at støtte forskning- og kvalitetsudviklingsformål med relevans for fysioterapipraksis. Heraf afsættes der midler til regionale kvalitetsudviklingsprojekter, som kan anvendes til lokale initiativer og til, at implementere centrale kvalitetstiltag. Praksisfonden iværksætter herudover selv forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekter, bl.a. forsøg med etablering og drift af udviklingsklinikker samt med implementering af kliniske retningslinier. Der er ligeledes afsat midler til information og formidling af forskningsindsatser og resultater samt til orientering om overenskomstforhold. Herunder afholdelse af kurser, som kvalificerer fysioterapeuter til at arbejde i praksisregi. For den enkelte fysioterapeut er det gældende, at der kun kan søges om midler til støtte til masterforløb, ph.d.-forløb og støtte til klinisk vejlederuddannelse.
    Dette kvalitetsløft var nødvendigt tilbage i 90´erne og var godt set af vores tidligere formand. Det tjener os til fulde i praksissektoren og er med til, at vi kan leve op til de krav som det danske sundhedsvæsen stiller til os om f.eks. forløbsprogrammer, kliniske retningsliner - ja til effektivitet i behandlingen.
    Værd at bemærke er, at uden det tilskud på 50%, som det offentlige sundhedsvæsen i form af Danske Regioner og Kommunernes Landsforening indbetaler til brug for forsknings- og kvalitetsudviklingstiltag var vi ikke der i dag, hvor vi er.
    Der bliver i dag brugt 1 mia. kr på fysioterapiområdet i praksis. Den andel skal vi gerne bevare.
    PF er åben overfor nytænkning i forbindelse med ydernummerstrukturen og mener, at en ændring må ske successivt. Vi har selv nævnt områder som: økonomi, enkelthed, fleksibilitet, produktivitet, ydelser og kvalitet som indsatsområder. PF består som bekendt af både ejere og lejere, hvorfor der ikke på alle områder kan dannes konsensus om én bestem retning at følge.
    Ydernummersystemet
    PF er for bevarelse af ydernummersystemet fordi vi ser, at en regulering er nødvendig. PF vil gerne være med til at påvirke reguleringen, så den bliver mere fleksibel ved f.eks. at ændre på vikar og §17 ansattes vilkår i retning af en fast ansættelse som både ville give:
    - Jobsikkerhed
    - Flere i arbejde
    - Bedre løn- og pensionsforhold
    Debatten har budt på tanker og ideer om at nedbryde ydernumrene i mindre dele så flere fik mulighed for at være med. På spørgsmålet om at smøre tyndere ud, har vi i Norge set eksempler på, at man har delt ydernumre op i 1/4 og 1/8 ydernummer. Dermed bliver der så meget begrænsning på det enkelte ydernummer (smurt tyndt ud) så det ikke er interessant for den enkelte fysioterapeut længere. Erfaringerne fra Norge siger, at det er en meget dårlig ide. De berørte fysioterapeuter nævner selv, at det økonomiske fundament for dem er meget lavt.
    Den måde ”at smøre tyndere ud” støtter PF ikke.
    Det vil således være uhensigtsmæssigt at få flere fysioterapeuter indenfor praksissektoren end den økonomisk kan bære - men vi kunne godt forestille os at smøre sygesikringstilskuddet til den enkelte patient tyndere ud, så flere kunne få behandlinger- altså øget brugerbetalig. Men hvis væsentlig flere kan få behandlinger, må det nødvendigvis også medføre en vis vækst i antallet af fysioterapeuter/ydernumre.

    Brugerbetaling
    I Danmark i dag har man hidtil ikke ville blande indkomstpolitik sammen med takstpolitik på sundhedsområdet. Der er en politisk modning på vej og sundhedsøkonomer som Jes Søgaard og Kjeld Møller Pedersen mener klart, at der sker noget på brugerbetalingsområdet efter et valg. Brugerbetaling er regeringspolitik og ikke noget regionerne selv bestemmer. Det gør det ikke mindre vigtigt, at vi er forberedte og har gjort os vores tanker om mulighederne.
    Brugerbetaling diskuteres bl.a. også omkring lægevagterordningen.
    Privat praksis er i dag allerede ramt af brugerbetaling på 60% af hver ydelse. Vi er ikke alene om brugerbetaling. Vi udgør sammen med voksentandpleje, medicin og kiropraktik de tre største områder som tilsammen udgør 18-19% af de samlede danske sundhedsudgifter. Man kan synes, at det forekommer lidt paradoksalt, at brugerbetaling udgør knap 20% af de samlede sundhedsudgifter, fordi et af hovedformålene for det danske sundhedsvæsen er ”lige og fri adgang”.

    Der er sikkert allerede her nogen som tænker ”ulighed” med mere brugerbetaling. Overordnet tænker vi vel alle, at risikoen ved øget brugerbetaling er, at det kan skabe øget ulighed i samfundet i forhold til sundhed, dels fordi lav-indkomstborgerne i mindre grad vil efterspørge fysioterapi pga. økonomi og dels så vil de, som har råd hurtigt få etableret forsikringsprodukter der dækker det. Det er en hypotese og iflg. sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen ved vi det ikke. Der er aldrig lavet undersøgelser herpå. Sundhedsøkonom Jes Søgård påpeger, at uligheden i samfundet skyldes mere kultur og kommunikation end økonomi. Uligheden ligger mere i dårlige sundhedsforbrugere (borgere som har svært ved at tolke egne symptomer) til forskel fra dygtige sundhedsforbrugere.
    PF´s har anbefalet HB, at man arbejder videre med undersøgelser omkring brugerbetaling. For at minimerer uligheden har vi flg. anbefalinger:
    - Se på brugerbetaling koblet sammen med en øvre grænse på brugerbetalingen med knæk over tid, så man automatisk tager hensyn til dem, der har et stort forbrug. Samtidig kunne man friholde bestemte grupper f.eks. Kronikergruppen
    - Pakkeløsninger både generelt og til særlig udsatte grupper, f.eks. afgrænsede diagnoser, patientgrupper med særligt behov. PF tænker også i pakker i forbindelse med de kliniske retningslinier for patientforløb, eks. ryg, artrose, skulder
    - Et specifikt modul for brugerbetaling i form af ekstrabehandlinger for f.eks at komme 100% tilbage på arbejde igen eller for at løbe en maraton
    Sundhedsøkonom Jes Søgaard ser fremtiden med pakker og nævnte mange, mange gange under vores samtale, vigtigheden af, at vi/foreningen er klar til behandlingspakker - gerne præcist definerede ud fra kliniske retningslinier. I en sundhedsøkonoms optik, vil vi være bedre klædt på, hvis vi af egen fri vilje kan fremlægge behandlings-/betalingspakker.

    I Holland har vi set, at der indtil for nylig har været en speciel aftale i basisforsikringen for ”de svageste”. Repræsentanter for den Hollandske fysioterapeutforening påpeger klart, at det er en billig måde at være med til at gøre gruppen rask på eller til at vedligeholde et givent funktionsniveau. Der er desværre sket det, at tilbuddet er lukket ned og der er nu en bekymring om det vil givet øget sygdom og øgede udgifter til staten.

    Pengene følger patienten
    Bloggen har budt på ideer som at pengene følger patienten. Her kunne man tænke i et takstsystem identisk med det, som kommuner og hospitaler har: DRG-systemet. Det kræver at alle ydelser eller diagnoser prissættes f.eks. at en rygpatient vurderes til at skulle have et vis antal behandlinger til en bestem/fast pris. På DRG-taksterne er der indsat et DRG-Creep, altså et loft på, hvad prisen kan blive og spørgsmålet er, om ”den vanskelige patient” kan rummes her? Som et eksempel kan nævnes, at ulempen ved ”pengene følger patienten” bl.a. er set i Singapore. Her har man eksperimenteret med, at når man bliver født, så har man en form for sundhedskapital, som kan bruges igennem livet. Hvis borgeren bliver alvorlig syg som 35 årig og pengene er brugt – hvad så?
    PF hælder ikke til denne tanke, da vi ikke mener, at det er fagligt forsvarligt. Desuden har PF svært ved at se, hvordan økonomistyringen kan/skal ske.
    Øget priskonkurrence ved hjælp af maksimalpriser
    Indførelse af maksimalpriser er en ”mellemvej” at gå fremfor at give priserne helt fri, fordi man har en formodning om, at de faste priser ligger lavere, end hvad der ville være tilfældet med fri prisdannelse. Maksimalpriser betyder, som navnet antyder, at der lægges et loft over priserne, men at man kan sætte priserne lavere end loftet og ad den vej skabe priskonkurrence.
    PF er ikke tilhængere af maksimalpriser. Vores argument er vores lave honorarer. De gør, at de minimumspriser der vil opstå, vil være så lave, at terapeuten ikke kan leve af det. Vi har til dels set det på studieturen til England. Her er der fri nedsættelsesret og fri prisfastsættelse, men intet offentligt tilskud. Deres prisniveau ligger svarende til det danske patientandelsniveau og giver ingen mulighed for f.eks. at investere i f.eks. træningsudstyr.
    Fri nedsættelsesret
    PF går ikke ind for fri nedsættelsesret. Vi tror, at der med fri nedsættelsesret vil kommer mange små klinikker, som bliver økonomisk trængte og således vil have svært ved at leve op til de krav, som en evidensbaseret intervention kræver – bl.a. en moderne klinik. PF har opstillet nogle krav, som vi mener, er rimelige set både ud fra et patientperspektiv som et perspektiv fra det offentlige sundhedssystem til nutidens klinik:
    • Nyetablerede klinikker og klinikker der bygges om skal sørge for at der er handicapvenlig adgang og handicapvenlige toiletfaciliteter. Klinikkerne skal kunne optages på ’’God adgang’’.
    • Klinikkerne skal have plads/faciliteter til holdtræning.
    • Der skal arbejde flere fysioterapeuter på klinikkerne for at sikre sparring, og sikre fortløbende stabile forløb ved ferie/sygdom, og muliggøre subspecialiseringer.
    • Klinikkerne skal arbejde med elektronisk journalisering og elektronisk kontakt til læger etc.
    • Klinikkerne skal være indrettede med lukkede behandlingsrum.
    • Klinikkerne skal akkrediteres efter de krav der nu bliver enighed om.
    Alt dette giver nogle omkostningskrav til klinikkerne, hvilket kræver at fysioterapipraksis består af større enheder. Stordrift bliver et vigtigt omdrejningspunkt, især når vores honorarer ikke stiger væsentligt.
    PF ser også den manglende økonomiske styring ved fri nedsættelse som et problem.
    Kritik for at ydernummersystemet ikke faciliterer til kvalitet i behandlingen
    PF har fuld forståelse for, at kritikere kommer med dette udsagn, men det er ikke anderledes i privat praksis end det er i andre sektorer. Vi mangler generelt nogle data omkring effekten af vores indsats. Kliniske databaser er en mangelvare i DFYS og for sådan én som en sundhedsøkonom, vagte det undren, at vi ikke har flere data på det, vi går og gør. Datadokumentation i vores takstsystem er ligeledes en mangelvarer. Iflg. Jes Søgaard står vi ikke særlig stærkt, når vi ikke kan bygge vores argumentation op med målinger på såvel kvalitet som på produktivitet. Her kommer bl.a. akkreditering ind. Holland er i gang med akkreditering, og vi anbefaler HB at skæve til deres arbejde.
    PF støtter tiltag der medierer udvikling og sikring af kvalitet i praksissektoren, og er derfor positive over for en akkrediteringsproces i tråd med Den Danske Kvalitets Model.
    Akkreditering åbner flere perspektiver for fysioterapi som fag og sundhedsydelse, idet kvalitetsudvikling og effektivisering skaber mulighed for at profilere fysioterapi som en seriøs og kost-effektiv sundhedsydelse. Måling og dokumentation af vores aktiviteter vil desuden give en højere datakvalitet, som blandt andet vil kunne danne baggrund for fremtidige forhandlinger på sundhedsområdet. Det bør overvejes hvorledes akkreditering kan indgå i regulering af praksissektoren, således at ydernummersystemet ikke kun fungerer som økonomistyring men også som kvalitetsstyring.
    Endelig er det nødvendigt at have fokus på at de redskaber og standarder, der skal sikre den fornødne kvalitet til gavn for patienten, er anvendelige og effektive for fysioterapeuten i daglig klinisk praksis.
    Forsikringspatienter
    PF er enige med fysioterapeuter uden for ydernummersystemet i, at det er problematisk med det faktum, at der skal en henvisning til for at kunne behandle en forsikringspatient. Vi ser det også problematisk, at selskaberne er så styrende i forhold til behandlingssammensætningen, fordi de vil diktere behandlingen. På den måde går de ind på det faglige felt og der skeles ikke til den evidens der er – f.eks. ydelserne holdtræning og opfølgende holdtræning. Det er ydelser, som der ikke betales for, men som vinder mere og mere frem i den moderne fysioterapeutiske intervension.
    Afsluttende kommentarer
    PF ser nødvendigheden af en regulering af praksissektoren og støtter derfor ydernummersystemet, men vil gerne være med til at arbejde for ændringer, især mere fleksibilitet. Der findes ikke for nuværende velunderbyggede alternative styringsmodeller. Vi har vist nogle veje og givet nogle ideer til Hovedbestyrelsen at arbejde videre med. Vi håber, at vores holdninger sammen med debatindlæggene også har været med til, at HB har fået øjnene op for de mange problemstillinger der er vedrørende regulering af praksissektoren.
    Overordnet mener vi ikke, at det er Danske Fysioterapeuters opgave at forringe vilkårene for en gruppe medlemmer, men at sikre en stadig udvikling på de eksisterende arbejdspladser uden at skele til, om det er indenfor den offentlige sektor eller den private sektor. Vores holdning er, at Danske Fysioterapeuter er medansvarlige i forhold til at være med til at skabe flere arbejdspladser i fremtiden, men ikke på bekostning af eksisterende jobs og indtægtsgrundlag. Vi i PF arbejder også med, hvordan vi kan vækste indenfor den private sektor og på den måde være med til at tage ansvar for de vilkår, som nyuddannede fysioterapeuter vil møde efter endt uddannelse.

    På vegne af PF´s bestyrelse
    Marianne Kongsgaard, formand


  • Claus Bo Johansson

    Har nogen (i HB fx.) på noget tidspunkt i denne debat forsøgt at finde ud af, hvad foreningens medlemmer og potentielle medlemmer egentligt mener om denne sag:
    Man kunne tænke sig en opinionsundersøgelse fordelt på medlemmer/ikke medlemer, ejere/lejere/ansatte, offentligt ansatte etc. Aner ikke hvad sådannoget koster, men de udføres rask væk for medierne på diverse spørgsmål, så hvorfor ikke dette ?
  • birthe stahmer humlum

    Akkreditering og certificering? Ja, al fremgang i kvalitetsudvikling kan vel ingen være uenig i; men det følges ad med specialisering, og der kommer det til problemer i almen praksis, hvor man ikke må specialisere sig. Der er nu så mange fagområder på banen i praksissektoren, at det dels fordrer en udvikling mod større klinikker og dels også specialisering, idet ingen fys. - uanset ydernummer eller ej - kan dække hele området kvalitativt up-to-date med den hastighed og vidensdeling, der er i verden i dag. Hvis nogen 'sover i timen' og det er det, man vil til livs, så er der som sagt flere ting, det skal medtages i den udvikling. Jeg føler, det er et problem, at man ikke må specialisere sig i praksissektoren.
    Med kollegial hilsen
    Birthe Stahmer Humlum
  • Kenneth Schelde Andreasen

    Er der hjemmel i Sundhedslovens bestemmelser der omhandler
    praksissektorerne, til at stille yderligere krav til certificering og
    akkreditering ?
    Eller skal det nærmere ses som en fagpolitisk hensigtserklæring ?
  • Jens Olesen

    Når nu vi åbenbart ikke kan komme uden om certificering og akkreditering i praksissektoren - så foreslår jeg at Dansk Selskab for Neurofysioterapi og Dansk Selskab for Geriatri nedsætter en arbejdsgruppe, hvor også gerne nogle af os specialister er med som kan beskrive de helt overordnede krav til og rammer for akkreditering og certificering på neuoområdet. Logikken hvis vi vil være troværdige ift til patienterne er at klinikker og priv prak fysser der ikke inden 2 - 3 år opnår og vedligeholder denne akkreditering og certifcering ikke kan få refusion for at behandle disse kroniske neurologiske patienter i privat praksis...........

    Noget lignende gælder muligvis også andre patientgrupper f.eks. børn.
    Pointen er vel at patienterne - som vi jo har i centrum - ikke kan tage os alvorligt i modsat fald for ikke at sige sundhedsstyrelsen og dem som styrer økonomien.
    God weekend - jeg vil naturligvis opfordre hovedbestyrelses medlemmerne til at benytte sig af deres havde jeg nær sagt ytringspligt og ytringsfrihed omkring dette.
    Samt foreslår at nogen sætter det på som et punkt til hovedbestyrelsesmøde. TAK
    God weekend
  • Stefan Kragh

    Det vil være oplagt for alle jer gode kolleger, som har luftet fine og konstruktive argumenter og ideer, at møde frem som gæster på repræsentantskabet i november og tilkendegive jeres holdninger endnu engang til en samlet hovedbestyrelse. Der mangler stadig rigtigt meget arbejde, hvis fremtiden skal tegne lyst for alle parter.
    Vh. Stefan Kragh
  • Ane Opstrup

    Jeg vil bare lige sige: Klaus Tarp - det kunne ikke skrives meget bedre!
  • Simon Kirkegaard

    Kære fysioterapeuter

    Jer som mener at lige vilkår burde være rimelig i dagens Danmark kan gå ind på https://www.facebook.com/pages/Stop-monopolet-indenfor-fysioterapi-i-praksissektoren/661370227295233 her kan man være med til at yde sin støtte, kommentarer og ideer til hvordan vi kan få ændret dette urimelig system.

    Venligst

    Simon Kirkegaard
  • Klavs Tarp

    Kære formand, bestyrelse og kollegaer,

    Tillykke med vedtagelsen. Nyd roen der følger - så længe det varer. Min nøgterne vurdering er den samme, min klasselærer kom med, engang jeg spillede med på en klassekammerats uartighed:”Det er som at tisse i bukserne, når man fryser - det er varmt og en nem løsning… Et stykke tid”.

    Vedtagelsen adresserer på ingen måde konkurrencestyrelsens konklusion: Ydernummer modellen forhindrer vækst. Det er naivt, i længden, at ignorere en så magtfuld instans. Måske konkurrencestyrelsen også ville have nogle kommentarer til hovedbestyrelsens (HB) opfordring om at klinikker med ydernummer bør opsøge vækstmuligheder udenfor overenskomsten. Er det ikke at ville have både i pose og i sæk? Er det rimeligt.? Jeg syntes det er uetisk. Men, som sagt, jeg ser frem til at høre konkurrencestyrelsens mening om dette. 

    Derudover vil jeg gerne sige TAK, med en stærk ironisk mine, til HB for at slå fast: Fysioterapeuter udenfor den offentlige overenskomst skal stadig have lov til at arbejde og byde ind. Ja, vækst skal der skabes. Dog er det altså kommunerne og regionerne, der skal investere - ikke DF ifølge HB. Den investering er DF “ikke klar til” ifølge Sanne Jensen. Til gengæld vil HB lægge “megen vægt” på investering i en kendt klassiker: akkreditering af klinikker med overenskomst. Dette er, efter min mening, det samme som at kommunikere til markedet: Fagligheden hos klinikkerne med ydernumre er bedre end dem undenfor. Denne illusion er et allerede eksisterende problem, specielt når der er konsensus om, at det er udenfor overenskomsten potentialet for vækst er størst. Det er kort sagt: At skyde sig selv i foden. Det, der gør det helt absurd er at tro, at akkreditering i form af yderligere papirarbejde, yderligere administration og flere tjeklister, skaber bedre faglighed og bedre resultater. Men hvad, at holde fast i en illusion er en kendt politisk og bureaukratisk teknik.  

    Politik og bureaukrati er ved at kvæle fagligheden, ved at konkludere: “fri nedsættelsesret løser ikke problemerne”. Ingen, tror jeg, hævder, at fri nedsættelsesret vil løse alle problemer af sig selv. Argumentet er snarere, at fri nedsættelsesret er en nødvendig process for faget, hvor smertefuld den end bliver. Faget og dets instanser må turde indse, at argumentet for vores fags berettigelse må være igennem resultater. Resultater der overbeviser markedet. Jeg tror det er frygten for denne udfordring, der for HB til at `tisse i buskerne`.

    I øvrigt - med hvilken politisk pondus kan DF tillade sig at gå efter forsikringsselskaberne, kommunerne og regionerne? Kan deres respons, med rette, ikke blot være: Det er Jer, der forhandler overenskomsten, og det er Jeres forening, der holder fast i ydernummer systemet og derved skaber konkurrenceforvridning jf. konkurencestyrelsens konklusion. Mit svar ville være til DF: Lad være med at beklage Jer over et monster I selv har skabt. 

    Udfordringen for fremtidige fysioterapeuter bliver for alvor smertefuld, når vores faglighed bliver kvalt. Det er min oplevelse, at flere og flere søger væk fra fysioterapien henimod andre behandlingsformer. Hvis jeg havde uddannet mig til zoneterapeut, ville sundhedsforsikringerne støtte mine klienter med 300% mere end de gør nu! Mange vil hellere betale 800 kr i timen for en Body-SDS behandling, end 450 kr i timen for en fysioterapeutisk behandling. Vores fag har et stort problem, og løsningen synes efter HB’s mening at være: Lad os lappe lidt på lønvilkår, dårlig marketing, investere i yderlig bureaukratisering via akkreditering og brokke os over den manglende investering andre bør foretage.

    Jeg synes, det er for nemt når forkvinde Tina Lambrecht skriver "Vi skal huske, at vi i bund og grund vil det samme, og at vi kommer længst, hvis vi vil det sammen”. Det er manglende respekt for dem, som tydeligt har erklæret sig modstandere af ydernummersystemet. Jeg kan ikke se mod og vilje i DF udfra det seneste udspil fra HB om ydernummer problematikken. Mod og vilje skal der til for at skabe innovation og vækst. Jeg mener, at danske fysioterapeuter kommer længere ved ikke at ville det samme som HB lægger op til.

    Rigtig god weekend til alle. 

    VH 
    Klavs Tarp
  • Tina Lambrecht

    Kære alle sammen

    Tak for jeres kommentarer, også de skuffede, som vi godt vidste, ville komme, for uanset hvor gerne vi end ville, har det ikke været muligt for os at nå frem til en løsning, der kunne tilfredsstille alle.

    Processen i hovedbestyrelsen har været utrolig svær, og vi kunne have talt om det her længe endnu, men vi har været nødt til at træffe en beslutning, så vi har et udgangspunkt at komme videre fra.

    Debatten har været hård, men den har også været god, forstået på den måde, at den har afdækket forskellige problemer ikke blot været en debat ”for eller imod ydernumre”.

    Hele spørgsmålet om forsikringskunderne har fyldt rigtig meget, og der er ingen tvivl om, at det er der, vi i høj grad skal have vores fokus. Hovedbestyrelsen er nemlig helt enig med dig, Birthe Stahmer Humlum, og vi gør, hvad vi kan for at råbe politikerne op, ikke mindst i Danske Regioner, der om nogen må have en holdning til, hvad sygesikringstilskuddet skal gå til. Du skal have tak for, at du kæmper din egen lille kamp i forhold til skiftende sundhedsministre, alle bidrag er velkomne.

    Med hensyn til Stefan Kraghs ærgrelse over, at vi endnu engang vil hægte kvalitetsudvikling op på overenskomsten, vil jer gerne understrege, at det vil vi ikke!

    Akkreditering og certificering skal selvfølgelig være en mulighed for alle, men vores holdning er, at det for praktiserende med ydernumre skal være et krav for at beholde ydernummeret for på den måde at gøre op med forestillingen om, at ydernummeret kan være en sovepude.

    Som du ganske rigtigt skriver, Stefan, er der i sygesikringsoverenskomsten afsat penge til udvikling af nogle modeller til fremme og dokumentation af kvalitet, men det er bestemt tanken, at det er modeller, der på sigt skal kunne komme alle klinikker til gode, også dem uden ydernummer.

    Endelig er der jo så hele spørgsmålet om arbejdsvilkår i praksissektoren. Et problem, der jo om noget er vanskeligt håndterbart, blandt andet på grund af ejerforholdene i praksissektoren med ejere og lejere.

    På et kommende hovedbestyrelsesmøde skal vi tale om en række anbefalinger fra det rådgivende forum for vækst. Her lyder en af anbefalingerne at arbejde for partnerskabskontrakter i stedet for lejekontrakter. Det kunne meget vel være i den retning, vi vil ønske at gå, men det er for tidligt at sige noget detaljeret om. Ligesom det er for tidligt at sige noget om, hvordan vi kan designe en proces, der fører til overenskomster for ansatte i praksissektoren. Men vi kender retningen.

    Til sidst vil jer gerne understrege, at vi, når vi taler praksissektor, ikke kun taler om de 1,1 milliard, der er offentligt finansieret. Vi ved, at markedet udenfor overenskomsten er langt større, men også at vi dér har konkurrence fra andre faggrupper, der tilbyder sundhedsoptimering og kommer med løfter om quick fix.

    Hvis vi skal øge vores andel af markedet, nytter det ikke noget, at vi undergraver vores eget omdømme ved at tage kvaliteten som gidsel i en kamp om kroner og øre.

    Vi ved, at fysioterapi er et langt bedre produkt end meget af det, sundhedsforbrugerne ellers bruger penge på. Vi skal huske, at vi i bund og grund vil det samme, og at vi kommer længst, hvis vi vil det sammen.

    Mvh Tina Lambrecht
Se flere
Indsend kommentar