Så meget sparer samfundet

Hvis alle kommuner havde et effektivt forebyggende tilbud til personer med type 2-diabetes, ville der være markante beløb at spare på især hospitalsydelser. Det viser en såkaldt BIS-beregning, Beregninger for Investeringer i Sundhed, fra VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

Beregningen peger på, at hvis 300 patienter på 50-65 år modtager et tilbud som det, Center for Diabetes i Københavns Kommune står bag, vil samfundet kunne spare 5,9 mio. kr. hvert år på især somatiske hospitalsydelser, som udgør 5,7 mio. kr., og på blandt andet receptpligtig medicin.

Besparelsen vil optræde hvert år i mindst de første fem år.

Dertil kommer en gevinst på ca. 3 mio. kr. årligt for patienterne, fordi de bevarer en større tilknytning til arbejdsmarkedet og derfor har en større lønindkomst.

Desuden vil landets kommuner formodentlig også kunne spare penge, f.eks. til hjemmepleje. Men den besparelse indgår ikke i beregningen.

Årsagen til, at der kan spares penge, er, at en vellykket forebyggelsesindsats med fokus på fysisk aktivitet, kost og livsstilsændringer sænker langtidsblodsukkeret hos personer med type 2-diabetes markant. Det betyder, at de komplikationer, der typisk støder til type 2-diabetes, enten ikke vil opstå eller vil opstå senere.

BIS-beregningen er konkret baseret på effekten af det tilbud, som Center for Diabetes i København står bag. Men indholdet af tilbuddet ville også kunne gennemføres i alle andre kommuner. 

Incitament til forebyggelse ligger forkert

Når kommuner skaber forebyggelsestiltag som det, Center for Diabetes i København står bag, lander regningen hos – ja, kommunen. Men besparelserne på sundhedsinvesteringer mærkes især på sygehusene, altså hos regionerne. Det bør ændres, mener Diabetesforeningens direktør Claus Richter:

”BIS-beregningen viser tydeligt, at forebyggelse betaler sig, men også at incitamenterne til at lave mere forebyggelse vender forkert i dag. Hvis kommunerne investerer i bedre forebyggelse, ligger besparelsen primært hos regionerne. Derfor skal vi have gjort det økonomisk attraktivt for kommunerne at styrke forebyggelse. Den erkendelse har vi brug for synker helt ind hos dem, der skal indrette fremtidens sundhedsvæsen, altså Sundhedsstrukturkommissionen og de politikere, der skal implementere ideerne,” siger han.

”Stadig flere får kroniske sygdomme. Hvis vi skal reducere presset på sygehusene og sikre god behandling for patienterne, er der behov for, at vi opdager kronisk sygdom tidligere og styrker forebyggelse og rehabilitering. Det er afgørende, at vi får en bedre forebyggelse i kommunerne, bl.a. ved at stille kvalitetskrav om, at det skal være medarbejdere med de rette kompetencer, der sikrer kvalitet i træning, kostvejledning og sygdomsmestring,” påpeger han. 

Et kvalificeret skøn

BIS-beregningen bygger på data fra en effektrapport fra Center for Diabetes i København, som viser, at deres patienter opnår en statistisk signifikant forbedring af langtidsblodsukkeret og et fald i især det systoliske blodtryk, som holder seks måneder efter et forebyggelsesforløb på centret.

Men i hvor høj grad kan man regne med beregningens resultater?

Projektchef Rasmus Højbjerg fra VIVE, der står bag BIS-beregningen, forklarer, at selv om datagrundlaget er validt, ligger der en række antagelser til grund for beregningen, som gør, at den nøjagtige størrelse på besparelsen bør ses som et skøn.

”Det nøjagtige beløb, der kan spares, afhænger af størrelsen på indsatsen og varigheden af effekten. Men det ligger fast, at den klart største effekt vil kunne ses inden for somatiske hospitalsbehandlinger, ligesom der også vil være en ret stor gevinst ved at patienterne kan bevare en god tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger han.

I en tid med et presset sundhedsvæsen er her altså en vej til, at en gruppe mennesker får brug for færre sundhedsydelser, fordi der er bedre styr på deres diabetes.