Superviseret træning er godt efter korsbåndsoperation

Formål

Forskerne ville undersøge effekten af superviseret styrketræning på muskelstyrke og funktion hos mennesker, der har fået rekonstrueret deres korsbånd og stadig har styrkedeficits efter 1-2 år. De ville sammenligne effekten af styrketræningen med lav-intens hjemmetræning.

Metode

Deltagerne

Forskerne inkluderede 51 patienter med nedsat styrke i hasemuskulaturen 1-2 år efter ACL-operation. Deltagerne havde fået rekonstrueret deres korsbånd med senevæv fra hasemuskulaturen (semitendinosus eller gracilis), og de havde mindst 10 procent lavere muskelstyrke i knæfleksion i den opererede side end i den raske side. Deltagerne blev ved lodtrækning fordelt i to grupper, som enten skulle gennemføre superviseret styrketræning eller lav-intens hjemmetræning. Begge i 12 uger.

Træningen

Interventionsgruppen blev instrueret i progressiv styrketræning af benmuskulaturen med elementer af neuromuskulær træning. De lavede otte øvelser (60-70 min. per gang), to gange om ugen i 12 uger. Hver øvelse blev udført i 3 sæt med 10 gentagelser med en intensitet på 12 RM. Erfarne fysioterapeuter superviserede træningen og sørgede for individuel progression ved hver træningsseance.

Kontrolgruppens træningsprogram efterlignede en formodet standardbehandling i klinikken i en situation, hvor fysioterapeuten har identificeret styrkedeficit 1-2 år efter operation. Deltagerne lavede hjemmetræning to gange ugentligt i 12 uger. De lavede fire øvelser for benmuskulaturen med vægtbæring og brug af elastik.

Øvelserne

Interventionsgruppen lavede følgende øvelser:

Styrketræningsøvelser:

• Benpres i maskine
• Leg curl, liggende med kabel
• Squat med vægtstang
• Nordic hamstring

Øvelser med neuromuskulært fokus, med forskellige variationer som progression:

• Lunges
• Sidelæns hop
• Diagonalløft
• Bækkenløft med bold

Se en udførlig beskrivelse af træningsprogrammet for interventionsgruppen

Se en udførlig beskrivelse af træningsprogrammet for kontrolgruppen

Effektmål

Effekten af de to træningsprogrammer blev primært vurderet med isometrisk muskelstyrke i hasemuskulaturen. Derudover målte forskerne andre parametre, herunder lårmuskelstyrke og patienternes egen vurdering af funktion og smerte i deres knæ (KOOS spørgeskema).

Resultater

Interventionsgruppen forbedrede muskelstyrken i haserne og funktionsevne mere end de, der trænede selv derhjemme. De opnåede også størst reduktion af smerter i knæet. Resultaterne på alle de målte parametre pegede i samme retning, altså at interventionsgruppen forbedrede sig mest.

Der var høj compliance til træningen; mere end 90 procent af de planlagte træningssessioner blev gennemført. To deltagere oplevede akut knæsmerte under styrketræningen. Fysioterapeuten justerede derfor belastning og bevægeudslag i øvelserne, og det var muligt for deltagerne at genoptage træningen indenfor 1-2 uger.

Konklusion

Forfatterne konkluderer, at det er muligt at forbedre vedvarende svaghed i hasemusklerne mere end et år efter rekonstruktion af overrevet korsbånd. Tilgangen med superviseret styrketræning, der inkluderer elementer af neuromuskulær træning, er mere effektiv end hjemmetræning med lav belastning. Metoden forbedrer både muskelstyrken i hasemusklerne og patienternes oplevede knæfunktion og smerte.

Dog påpeger forfatterne, at det er uvist, om effekten er stor nok til at udligne sideforskellen i muskelstyrke mellem det opererede og det raske ben. Desuden kan man ikke ud fra studiets design konkludere, i hvor høj grad forbedringen skyldes selve øvelserne eller det at være i jævnlig kontakt med en fysioterapeut (såkaldt attention bias).

Kliniske perspektiver

Forskerne sætter spørgsmålstegn ved, om den nuværende rehabilitering er effektiv nok, når det gælder om at genvinde og bevare styrken i hasemusklerne på lang sigt. Dette studie har vist, at problemer med muskelstyrke, knæsmerter og funktion kan forbedres, også mere end et år efter operationen. Forfatterne foreslår derfor, at styrketræning og neuromuskulær træning overvejes, også mere end et år efter operation, hvis der er styrkedeficits. Denne indsats er særlig relevant, hvis der er tale om idrætsudøvere, der skal tilbage til deres sport, da de er i risiko for re-ruptur.