Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Psykiske Traumer: Behandlere bør bryde tabuet

TEMA // Vold og vanrøgt i barndommen går ikke væk med tiden, men kan føre til komplekse sygdomsbilleder senere i livet. Vejen frem er at tale åbent om oplevelserne hos de ofte multisyge patienter.
Professor Anna Luise Kirkengen er en af pionererne inden for forskning i helbredsmæssige konsekvenser af et stressende miljø i barndommen. Foto: Carsten Bundgaard.

Alt for mange patienter oplever at gå ud og ind af sundhedssystemets tilbud i årevis, uden at nogen interesserer sig for, om de som mennesker med komplekse og sammensatte sygdomme bærer på et tungt åg fra barndommen. Men det kan være vigtigt for effekten af behandlingen at tale åbent om det, hvis patienten har været udsat for misbrug, vold eller vanrøgt i barndom og ungdom.

Sådan lyder kritikken fra professor Anna Luise Kirkengen, der var en af hovedtalerne på fagkongressen. Hun har viet årtier af sit liv som forsker og læge til at sætte sig ind i såkaldt ’childhood intoxication’, dvs. forgiftning af barndommen i overført betydning; Hvad gør det ved mennesker at blive udsat for et traumatiserende miljø som barn og ung, hvordan tager oplevelserne bo i krop og sind – og hvordan kan de vise sig som fysisk og psykisk sygdom senere i livet?

Disse børn og unge er udsat for langvarig stress, siger Anna Luise Kirkengen, og der er i dag rigt forskningsmæssigt belæg for de senfølger, det kan give:

“Konstant overaktiveret stressrespons medfører patofysiologiske processer i kroppens mest centrale systemer: Hormonsystemet, immunsystemet og det centrale nervesystem; Stress påvirker også interaktionen mellem disse systemer,” siger hun.

“Hvis jeg skal sige det kort, fører langvarig stress og overbelastning af kroppens centrale systemer til inflammation, infektion og invasion i form af cancervækst. Konsekvenserne er komplekse sygdomsmønstre: kroniske hjerte-kar-sygdomme, stofskiftesygdomme, diabetes, autoimmune sygdomme, depression, osteoporose, kroniske lunge- og leversygdomme, kroniske smertesyndromer og ikke mindst forskellige former for kræft.”

Skaderne kan også aflæses i udviklingen af hjernens strukturer og måles helt ned på celle-, kromosom- og genniveau. Mitokondrierne – cellernes ’energifabrikker’ – lider overlast. Det samme gør de ’politimænd’, der beskytter kromosomerne, telomererne, med tidligere aldring af cellerne til følge. Endelig påvirkes epigenetikken, dvs. de mekanismer, der regulerer, hvilke gener der kommer til udtryk. Det sker på en måde, så sygdomsfremmende gener aktiveres.

Fysioterapeut fik øje på Cecilies skader

Danske Cecilie er en af de patienter, Anna Luise Kirkengen nævner i sit oplæg. Cecilie har mand og tre børn og arbejder som sygeplejerske. Hendes historie om en barndom med vold, seksuelt misbrug og en alkoholiseret far kom først på banen efter flere års behandling- er for cancer, stress og depression.

“Hun fik en diagnose på psykiatrisk afdeling. Ingen så på hendes historik med alkoholisme og misbrug i barndommen. Men hun fik otte præparater, og psykiateren opfordrede hende til at fokusere på nuet og ikke på fortiden,” fortæller Anna Luise Kirkengen.

En dag undrede en fysioterapeut sig over, at han så tegn på skader, som ikke var noteret noget sted. Cecilie blev skannet, og billederne viste adskillige knoglebrud påført, fra hun var 6 til 14 år. Der gik lidt tid, og så var Cecilie parat til at fortælle – gengivet her af Anna Luise Kirkengen:

“Hendes alkoholiske far var arbejdsløs, moren arbejdede hele tiden. Far drak hjemme og spillede kort med en flok mænd. Cecilie gjorde rent og tog sig af sin handicappede bror. Aftner- ne var værst, hvor hun blev mishandlet og voldtaget af mændene. Der var ikke penge til mad, og hun blev drillet i skolen. Hun lærte at gemme sin smerte, selv når de brækkede hendes knogler, mens de forulempede hende.”

Cecilies oplevelser rejser spørgsmålet om, hvordan et væld af sundhedsprofessionelle kan overse en så alvorlig problemstilling og i årevis undgå at involvere patientens synsvinkel i behandlingen. En del af forklaringen er, ifølge Anna Luise Kirkengen, helt enkelt, at ingen har spurgt ind. En anden ligger i organiseringen af sundhedssystemet.

Fysioterapeuter kan bryde tabuet

“Jeg tror, at det er et problem, at de systemer, der skal hjælpe – det sociale system og sundhedssystemet – fungerer så adskilt,” siger Anna Luise Kirkengen.

Borgerne kommer til forskellige specialister med hvert enkelt problem – hvad enten det er fysisk, psykisk eller et socialt – og hver aktør nøjes med at tage sig af en isoleret del af den samlede udfordring. Manglende holisme og lille interesse for bagvedliggende traumer betyder ringere behandling og dertil store samfundsudgifter, fordi sygdomme og lidelser fortsætter, påpeger Anna Luise Kirkengen.

Hun opfordrer fysioterapeuter til at stole på deres faglige intuition, når de møder patienter og borgere, der kan have været udsat for misbrug, vold eller vanrøgt. Hun sammenligner situationen med, at der står en næsten usynlig elefant i rummet.

“Den er ikke grå, men den går næsten i ét med tapetet. Derfor er der ingen, der ser elefanten, og samfundet ser den heller ikke,” siger hun.

Men fysioterapeuterne vil nogle gange kunne se signalerne i patienternes kroppe og sygehistorie.

“Når man mærker, at her er en person, hvor sygeligheden er så sammensat og så omfattende, at det må være besværligt at leve med, så er det næste spørgsmål, fysioterapeuten må stille: Hvordan blev det sådan? Hvordan udviklede det sig?” siger Anna Luise Kirkengen. Det er vigtigt for behandlingen, at der er åbenhed.

“Patienterne siger allesammen, at det er en lettelse at få det sagt,” siger Anna Luise Kirkengen, men det kan kræve tid og dialog flere gange, før de er parate til at åbne sig.

Åbenhed lukker op for større kvalitet

For fysioterapeuterne giver det mulighed for at udføre et arbejde af større kvalitet, når tabuet er brudt.

“Det er et kæmpestort rum, der åbner sig. For fysioterapeuten kan jo for eksempel sige: jeg ser det på din vejrtrækning, jeg ser det på, hvor anspændt du står. Jeg skønner, at du har smerter, som handler om, at der er noget i kroppen, som udgår fra de traumatiske oplevelser,” siger Anna Luise Kirkengen.

De undrende spørgsmål og dialogen om patienternes tegn på traumer kan være vigtige at stille, før terapeuten rører ved patienten.

“Jeg har hørt fysioterapeuter, som kunne sige til patienterne, at jeg ser i din måde at stå på, at du ikke er tryg på dine fødder, og at du ikke stoler på dine ben. Det skal man sige, før man rører ved patienten. Mennesker, som er blevet slået, misbrugt og mishandlet, må man bede om tilladelse til berøring. De kan ikke lide at blive rørt ved af fremmede, som de ikke har tillid til.”

Del eller udskriv siden
1 kommentarer