Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi må selv skaffe ammunitionen

FORSKNING / Danske Fysioterapeuter bruger millioner af kroner på fysioterapeutisk forskning og faglig udvikling.

Da formand for Danske Fysioterapeuter Johnny Kuhr i marts var med til at holde den nye kandidatuddannelse i fysioterapi over dåben ved en reception på Syddansk Universitet (SDU) spekulerede han i sin tale lidt over, hvem forældrene var. Moren var han ikke så meget i tvivl om, det er SDU og det sundhedsfaglige fakultet, men der har været flere fædre med ind over, mente formanden. Med klædelig beskedenhed nævnte han ikke Danske Fysioterapeuter i den forbindelse, men gået på klingen ville han være nødt til at vedkende sig en stor del af fadderskabet, og børnepengene er da også allerede betalt. For uden Danske Fysioterapeuter og en stor pose af medlemmernes kontingentkroner er det usikkert, hvornår Forskningsinitiativet for Fysioterapi havde set dagens lys og dermed, om vejen for en monofaglig kandidatuddannelse endnu havde været banet.

I alt 1,85 millioner kroner har Danske Fysioterapeuters medlemmer bidraget med til SDU. Aftalen er nu udløbet, men er afløst af en lignende aftale på Københavns Universitet, hvor Danske Fysioterapeuter medfinansierer et professorat med 200.000 kroner pr. år i fem år.

Medlemskroner til forskning
I det hele taget nyder fysioterapeutisk forskning og faglig udvikling godt af penge fra Danske Fysioterapeuter. Pengene til de to professorater er betalt over foreningens almindelige drift, men herudover ryger p.t. 200 kroner pr. medlem pr. år direkte i Forskningsfonden, hvor de ligger klar til at ryge den anden vej: Ud til medlemmer, der forsker.

Alene de sidste 10 år har de tre fonde, der fremover samles i Danske Fysioterapeuters fond for forskning, uddannelse og praksisudvikling, tilsammen udbetalt over 13 millioner kroner til forskningsprojekter, studierejser og videreuddannelse, og det er dermed i høj grad fysioterapeuterne selv, der bidrager til fagets udvikling.

De mange penge er kommet mange fysioterapeuter til gode. På 10 år har knap 200 forskellige fysioterapeuter fået andel i Forskningsfondens midler i større eller mindre portioner, nogle ad flere omgange.

En af dem, der løbende har sendt ansøgninger til Forskningsfonden og modtaget penge flere gange, er Bjarne Rittig-Rasmussen. Han er i regi af smerteforskningscenteret ved Århus Universitetshospital i gang med en ph.d. om nakkesmerter, motorik og kortikal plasticitet.

I 2008 gik han i gang med sit ph.d. projekt og søgte ind på universitetet, som selvfinansierende med et budget på ca. 1.3 million kr. ”Havde jeg ikke fået penge fra Danske Fysioterapeuter, havde det ikke set godt ud. Ved andre fonde er køerne endnu længere, og fysioterapeuter står bestemt ikke forrest. Hvis jeg ikke havde været selvfinansierende, var jeg slet ikke kommet i betragtning på universitetet. Pengene er en katalysator og selvom fondsstøtte kun finansierer måske halvdelen af budgettet, får de tingene til at lykkes, og så må man på bedste vis sideløbende arbejde sig igennem projektet”.

Bjarne Rittig-Rasmussen bruger en metafor fra cykelsporten, når han skal beskrive Forskningsfondens rolle for fagets udvikling: ”faget er stjernen, og de forskende fysioterapeuter er vandbærere, der hjælper stjernen fremad og opad i stjernehierakiet. Havde fonden ikke været der til at støtte dem, der tog de første spæde forskningsskridt, så var de sikkert forsvundet til andre fag”, mener han.

Man kan komme langt for 40.000
Også Marius Henriksen hører til gengangerne, når der har været uddelinger fra Forskningsfonden. Han er forsker ved Parker Instituttets ganglaboratorium og har skrevet ph.d. om knæsmerters betydning for gangfunktionen.

Marius Henriksen har som så mange andre prøvet at søge Forskningsfonden om 10 gange så meget, som han har fået, men selvom en tildeling på 50.000 kroner fra Danske Fysioterapeuter lyder af meget lidt sammenlignet med for eksempel de 1,8 millioner kroner, han fik for nylig fra Det Frie Forskningsråd, så er pengene fra Forskningsfonden langt fra ligegyldige, mener han.

”Selvom det kan lyde som små beløb, kan man komme ret langt for 40-50.000 kroner, så det giver et udgangspunkt og betyder, at man får en lille smule ro på og kan komme videre. Især de senere år, hvor økonomien er blevet strammere, kan vi ikke sætte noget som helst i værk, før vi har finansieret i hvert fald nogle måneder”.

Forskningsfonden har desuden været med til at øge kvaliteten af den fysioterapeutiske forskning, mener Marius Henriksen, der de seneste tre år selv har siddet i Forskningsfondens bestyrelse og her været med til at vurdere ansøgningerne. Set fra den plads kunne han godt ønske sig, at endnu flere penge havnede i fonden, end de 200 kroner, hvert medlem i øjeblikket betaler pr. år. Men det ville forudsætte en prioritering af klinisk forskning, hvis det højere bidrag til forskningen skulle falde god jord hos det ikke-forskende medlem, vurderer han. ”Hvis det skal give mening for den enkelte, skal en større del af pengene gå til klinisk forskning, der kan få umiddelbar betydning for behandlingen, frem for til en eller anden tosse, der render rundt i et ganglaboratorium”.

En anerkendelse fra egne rækker
Også Thomas Bandholm er blandt de fysioterapeuter, der har modtaget penge fra Forskningsfonden flere gange, blandt andet i forbindelse med sin ph.d. om effekten af Botulinum toksin type A og fysioterapi på gangfunktion, sensomotorisk kontrol, maksimal muskelstyrke og postural kontrol hos børn med cerebral parese.

Thomas Bandholm har været glad for pengene af flere grunde, fortæller han: ”Det har jo gjort det muligt at få gennemført nogle projekter, men derudover synes jeg, at det gør en stor forskel for mig personligt, om pengene kommer fra egne kolleger eller fra for eksempel A.P. Møllers Fond. Jeg tror godt, at jeg kunne have fundet pengene andre steder, men det betyder rigtig meget, at der er tale om en påskønnelse fra egne rækker”.

Men Forskningsfondens betydning er mere end symbolsk, understreger han. Det er en simpel nødvendighed, at fysioterapeuter selv bakker op – også økonomisk – om fysioterapeutisk forskning.

”Det er vi nødt til, hvis vi vil gøre os gældende i et sundhedsvæsen, der presser på for at få dokumentation for, at ressourcerne anvendes rigtigt. Det var selvfølgelig rart, hvis væsenet selv ville finansiere den dokumentation, det efterspørger, men det tror jeg ikke, vi skal regne med kommer til at ske. Hvis vi vil have noget ammunition til at bruge over for dem, der mener, at fysioterapi er noget overflødigt pjat, så må vi selv skaffe det”.

De andre gør det også
Fysioterapeuter er ikke den eneste faggruppe, der bidrager med egne penge til forskning og fagets udvikling.

Hos ergoterapeuterne er bidraget til forskningsfonden næsten identisk med det, fysioterapeuterne betaler, og også jordemødrene bidrager med et pænt beløb, svarende til 2 procent af kontingentet. Derimod oplyser Dansk Sygeplejeråd, at deres forskningsfond har en bunden formue og kun udbetaler renterne, hvorfor medlemmerne ikke længere betaler ind til fonden, der uddeler ca. en million kroner hvert andet år.

Dansk Kiropraktorforening (DKF) har ikke en egen forskningsfond, men men har den fælles fond mellem DKF og Regionernes Lønnings og Takstnævn, der findes tilsvarende på det fysioterapeutiske praksisområde, og hvor parterne bidrager ifølge overenskomstaftalen, ligesom i fysioterapeutoverenskomsten.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar