Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det er en stor fejl at appellere til folks fornuft

TEMA om motivation // Vil man motivere sine patienter, skal man tage udgangspunkt i deres livssituation. For uanset hvor meget man appellerer til hjernen og den sunde fornuft, vil det i sidste ende være hverdagslivet, som sætter begrænsningerne, når patienten skal gøre sine øvelser, mener professor Reinhard Stelter.
Illustration: Torben Wilhemsen

Du kender situationen. Din patient har smerter i knæet efter en operation. Du screener, viser de gode øvelser og sender patienten hjem med en træningsfolder og besked på at gøre øvelserne tre gange dagligt. Men da patienten vender tilbage, har hun ikke gjort sine øvelser, og smerterne er taget til.

Det er en scene, som de fleste fysioterapeuter kan genkende, og de fleste kan også nikke genkendende til frustrationen og magtesløsheden. For hvad er det, der går galt i kommunikationen? Det har Reinhard Stelter, som er professor og leder af Coaching Psychology Unit, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, forsket i.

”Forskning viser, at antagelsen om, at patienten vil gå hjem og træne, fordi han får at vide, at han får det bedre, den er kortsigtet. Den bygger på ”Health Belief modellen” inden for sundhedspsykologien, men den holder ikke. For den vil ikke føre til en holdningsændring, undtaget hos de mest motiverede patienter. Blot at give sin viden som ekspert til patienten omkring en bestemt behandling, er alt for lidt,” siger Reinhard Stelter.

Udforsk patientens bekymringer

De motiverende samtaler og målsætningssamtaler, som sundhedspersonale og fysioterapeuter foretager i dag, fungerer ikke godt nok, mener Reinhard Stelter. For det første er samtalerne ofte for korte, så sundhedspersonen ikke når at få tilstrækkelig indsigt i personens liv. For det andet forsøger man som sundhedsperson ofte at appellere til folks fornuft, og det er en stor fejl. For fornuft er ikke en god motivator.

”Folk kan have bekymringer, som gør, at de hellere vil sidde og ryge eller spise slik, fremfor for at træne eller gå en tur. Derfor er det nødvendigt, at fysioterapeuten udforsker de bekymringer og livsomstændigheder, deres patienter lever i. De skal inddrage deres hverdag i behandlingsprocessen, så man kan udvikle realistiske strategier og udvikle deres viljestyrke, så de kan gøre det under de livsbetingelser, de har.”

Mor hun står i køkkenet ...

Ved at spørge ind til personens livsomstændigheder kan man hjælpe med at overvinde de forhindringer, som kan udgøre en barriere for den nødvendige træning. Han peger på, at man bør være opmærksom på sociale og kønsmæssige skævheder og forskelle.

”Arbejder patienten med skifteholdsarbejde, er der formentlig rutiner og fast skema og mangel på tid den ene uge, og mere plads i den næste. Måske indbefatter det opbakning fra en ægtefælle, eller et fællesskab med andre. Der skal være nogle bestemte incitamenter, som støtter den enkelte patient i udviklingen af viljestyrke.”

Reinhard Stelter fortæller, hvordan en gruppe kvinder i et sundhedsprojekt pludselig blev bevidste, om hvor meget, de egentlig står for på hjemmefronten, også selvom de har et fuldtidsarbejde ligesom deres ægtefælle.

”Det er stadig naturligt, at mange kvinder laver mad og køber ind og gør rent, selvom de går på arbejde. Det er en af de ting, som skaber en ubalance ift. det tidsbudget, man har. Så der er mange faktorer, man som sundhedsperson kan inddrage. Derfor kan det være en god idé at spørge ind til, hvordan det ser ud derhjemme, og om kvinden f.eks. skal tale med sin mand om mere frirum. For hvis de føler sig alene om struktureringen af deres hverdagsliv, bliver det ikke til noget. Så gør de det to gange om ugen med stort besvær og hastværk, og så giver de op, for de orker det ikke.”

En uopnåelig rollemodel

En anden ting, som kan spille ind, er udvalget af forbilleder. Mange fysioterapeuter er veltrænede, i god kondition, muskuløse og slanke. Ifølge Reinhard Stelter kan det i sig selv virke demotiverende på de personer, de egentlig skal sætte i gang.

”Det er faktisk et problem. Den amerikanske psykolog, Albert Bandura, har set på, hvilke rollemodeller der er bedst til at motivere. Og det viser sig, at de bedste rollemodeller er dem, der i et vist omfang ligner én selv og har en stor social anerkendelse. Hvis man f.eks. forestiller sig en skoleklasse, der skal lære en ny idrætsøvelse, så skal det ikke være idrætslæreren, der viser den frem, for han ligner ikke eleverne. Man skal heller ikke vælge den mest arrogante og overlegne elev, der bare kan det hele. Man skal vælge en gennemsnitspræsterende elev, for dermed vil folk opleve self-efficacy, oplevelsen af handlingskompetence. På samme vis, hvis man som stærkt overvægtig person ser en fysioterapeut udføre en øvelse, vil man måske tænke, at det her kan jeg slet ikke leve op til, jeg er jo en helt anden. Og så bliver fysioterapeuten til en barriere i sig selv.”

Derfor er det vigtigt, at man som fysioterapeut forsøger at finde ind til en støtteperson i patientens omgangskreds.

”Man kan jo spørge, om de kender nogen, der er nået derhen, hvor de gerne selv vil hen. På den måde kan patienten via sociale bånd dyrke nogle fællesskaber, som styrker og støtter, når han kommer i tvivl og mærker, at han bliver svag. Eller man kan opfordre til, at patienten tilmelder sig et aftenskolehold med en ven, for selvom det regner og man er træt, så vil man i hvert fald ikke svigte sin veninde. Det er sådan nogle adfærdspsykologiske tricks, man kan anvende.”

En oase i livet

Når man så er lykkedes med at få sin patient til at træne, kommer den sidste store udfordring. I hvert fald for dem, som vil have gavn af at træne eller ændre vaner resten af livet. Hvordan holder man fast i den gode ændring? Reinhard Stelter mener, at man bør lære sine patienter om nydelsen ved at gøre sine øvelser, uanset om det handler om en gåtur eller tre gange knæbøjninger dagligt.

”Det er vigtigt, at træningen ikke opleves som en behandling og en pligt, men at man lærer at udvikle en form for nydelse ved træningen. Hvis de bare oplever øvelserne som en del af en livslang behandling, er det jo dræbende. Men hvis de kommer derhen, hvor de kan se, at en gåtur på en halv time gør, at de bliver opmærksomme på nye ting – f.eks. en forandring i naturen – , og at det kan blive en vigtig oase i ens liv, som ikke handler om at få mindre smerte, men om en berigelse, så er man kommet langt. Det er et vigtigt perspektivskift, som man meget gerne må medvirke til som behandler.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar