Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Er din patient vinder, makker eller medskaber?

TEMA om motivation // Er din patient typen, der skal have en belønning, når hun har gjort sine øvelser? Eller skal hun have lov til at lege hjælpetræner og få indflydelse på holdtræningen? Et nyt system inddeler patienterne i fem motivationstyper. På den måde kan fysioterapeuten tilrettelægge træningen, så den passer til den enkelte patient.
Tegning: Gitte Skov

”God behandling er ikke blot et spørgsmål om at forholde sig til evidensen. Det er også vigtigt at tilpasse informationen og behandlingen til hver patient. For vi bliver ikke motiveret ens, og særligt når vi taler om patienter med kroniske sygdomme, hvor der kan være behov for reelle livsstilsændringer, er det vigtigt, at motivationen ikke forsvinder efter få ugers træning. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om at give patienten information. Det virker simpelthen ikke.”

Sådan siger Henning Langberg, professor på Københavns Universitet og stifter af Center for Sund Motivation. Han har i samarbejde med cand.scient.san. og fysioterapeut Laura Staun Valentiner udviklet et nyt system, der kan hjælpe fysioterapeuter og andet sundhedspersonale med at motivere patienterne ved at målrette indsatsen.

”Som fysioterapeuter har vi haft fokus på, hvordan den enkelte diagnose skal behandles ud fra tilgængelig evidens. Problemet er, at patienterne hører, hvad vi siger, men ofte efterlever de ikke budskabet”, siger Laura Staun Valentiner.

Ram patienten i motivationsmusklen

Den nye tilgang er bygget op over fem arke- eller motivationstyper. De fem typer er betegnet som 'vinderen', 'makkeren', 'mestreren', 'medskaberen' og 'tænkeren”.

Læs om de 5 typer

Motivationstyperne er en videreudvikling af Mette Pless’ forskning i elevers motivation for læring i folkeskolen. Skal man beskrive de fem typer kort, så motiveres 'vinderen' af konkurrence, 'tænkeren' af viden, 'makkeren' af sociale netværk, 'medskaberen' af indflydelse og ”mestreren” af at blive dygtigere.

”Har man som fysioterapeut den viden, og er man opmærksom på det i mødet med patienten, har man som sundhedsprofessionel større sandsynlighed for at ramme sin patient lige dér, hvor motivationen sidder”, siger Laura Staun Valentiner.

”Problemet har været, at man i sundhedsvæsenet har kommunikeret, som om alle patienter havde brug for viden og indsigt, og altså var motivationstypen 'tænkere', siger Henning Langberg.

”Man har troet på, at blot man fortalte folk hvor vigtigt det var for deres sundhed, så skulle de nok spise sundere, motionere mere og ryge mindre. På samme måde har vi som fysioterapeuter haft en tro på, at patienterne ville være motiveret for at lave øvelser, blot de fik en brochure med træningsøvelser. Men det virker kun, hvis personen er en ‘tænker’. Alle andre lægger bare det skriftlige materiale hen i en bunke og får det aldrig læst.”

Individualisér indsatsen

Ideen bag systemet er, at fysioterapeuten screener hver patient for motivationstype, samtidig med, at man foretager anamnese. Fysioterapeuten oversætter derefter de arketypiske træk til de tilbud, som den enkelte klinik, region eller kommune har til rådighed.

Det betyder, at hvis patienten, som har en knæproblematik, er en 'tænker', kan man f.eks. give baggrundsviden om knæets funktion og hvordan øvelsen virker på knæet. Er patienten 'makker'-typen, sætter man fokus på at træningen foregår på hold, fordi netop det motiverer 'makkeren'.

”Det handler om at bruge typerne som et aktiv,” siger Laura Staun Valentiner og nævner den irriterende patient, som altid afbryder holdtræningen med gode ideer.

”I stedet for at tænke, åh, det er ham den irriterende igen, bør man se patienten som en 'medskaber' og spørge sig selv, hvordan man kan bruge energien og engagementet som et aktiv. Måske kan man foreslå personen at udtænke to andre måder at træne knæet på, til næste gang.”

Flere typer i en patient

Ifølge Henning Langberg og Laura Staun Valentiner tager det kun få minutter at afkode en patient, bestemme motivationstypen og målrette indsatsen individuelt.

”Fysioterapeuten skal ikke ud og finde helt nye redskaber i sin kliniske praksis, men man skal vide, hvordan man målretter redskaberne til den enkelte type. Man skal servere sin viden og behandling på forskellige måder, hvis man vil fange de forskellige patienttyper og sikre, at de er engagerede og tager del i behandlingen og fastholder de nye vaner efter genoptræningen eller rehabiliteringen. Ellers taber man patienterne undervejs,” siger Laura Staun Valentiner.

De to understreger, at man som behandler ikke skal se typerne som en fast ramme, men at patienten sagtens kan brede sig over flere typer.

”Man kan godt være en 'vindertype' i begyndelsen og så senere finde ud af, at man også lægger vægt på at snakke med de andre patienter på holdet. Derfor skal vi være klar til at justere tilgangen til de enkelte patienter undervejs i behandlingsforløbet,” siger Laura Staun Valentiner.

”Det er jo effekten, der tæller”.

Del eller udskriv artiklen
6 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Jens

    Indenfor en klientcentreret og fænomenologisk referenceramme findes der ingen umotiverede patienter det er faktisk pointen med bogen - ifølge Per Revstedt. Danske Knud Løgstrup ville sige noget lignende. Det har med et humanistisk menneskesyn at gøre, som ikke stempler mennesker med diverse normative klassifikationer derfor også min oprindelige reaktion på Langberg & Co´s noget luftige typifiseringer. Det er således også noget paradigmatisk.
  • Anne-Sofie Gram Mortensen

    Der findes heller ikke endegyldige sandheder a'la "Der findes ikke umotiverede patienter" eller "der findes kun hvide svaner"...
    Min hensigt var sådan set ikke at anfægte motivationstypernes gyldighed, blot at pointere min frygt for simplificeringen gennem generalisering udfra et fokus på den individorienterede psykologi, da jeg kunne frygte at den enkelte kliniske praktiker kunne risikere at fejle i sin behandling hvis han/hun læser artiklen ovenfor og tænker: "Nu har jeg nøglen til en succesfuld behandling. Finder jeg motivationstypen så finder jeg vejen".
    I forhold til motivationsteorier og om der findes "umotiverede mennesker" så kan jeg til gengælde anbefale at læse dette kapitel: Biddle, S. J. H. (2015). Kapitel 9: Physical activity and motivation – what it is and isn’t. I: Psychology of Physical Activity, Determinants, Well-Being and Interventions (3. ed.). Heri findes et kontinuum med indre motivation i den ene ende (hen imod self-determination) og ekstern motivation i den anden ende. Amotivation ligger udenfor dette kontinuum, og er en fuldstændig mangel på motivation.
    Hoboken: Taylor and Francis.
  • Jens Olesen

    Der findes ingen umotiverede patienter - kun latente og manifest motiverede patienter.
    Den bedste bog, uden sammenligning, jeg kender på området er skrevet af den svenske klientcentrerede og fænomenologisk orienterede psykolog Per Revstedt. Bogen hedder : Motivationsarbejde og udgives af forlaget Hans Reitzel. Læs den - hvis du ønsker nuanceret viden om motivationsarbejde, som møder patienten der, hvor han/hun er og ikke der, hvor fysioterapeuten tror patienten er.
  • Anne-Sofie Gram Mortensen

    Det er interessant med disse "typer", og det kan da helt klart være en hjælp at have kendskab til "typerne" og inddrage denne viden i forløbet med sin patient. Jeg synes også at jeg læser en viderebygning eller en inspiration fra self-determination-theory i jeres system? Jeg er selv sociologisk interesseret, og min bekymring for jeres system er derfor, om disse motivationstyper altid vinder over de forhold og relationer som ellers gør sig gældende i patientens tilværelse? Især fordi typerne er målrettet den kroniske patient.
    Det er jo alment kendt, at en kronisk lidelse ikke kun at rammer patienten, men risikere at påvirke hele patientens tilværelse, inklusiv familie, arbejdsliv, økonomi osv. Jeg kunne derfor blive nervøs for at de kliniske fysioterapeuter som vælger at inddrage jeres system, mhp. at "se"/"forstå" den patient de sidder overfor bedre, rent faktisk ender med at fejle i sin behandling alligevel? Fordi en individuel tilgang efter min mening aldrig må blive et ensidigt fokus på patientens "personlighedstype"/"psykiske type".
    Måske er man bare ikke motiveret, fordi al ens tankevirksomhed går på at ens børn ikke må lide under den lidelse man selv er udsat for. Eller måske åbnede man endnu en ubetalt rudekuvert lige inden man tog afsted til fysioterapi og under hele anamneseoptaget tænke man blot på hvem man mon kan bede om et lån eller hvordan man finder en billig, brugt flyverdragt til sin datter, fordi den man havde udset sig nu må opgives til fordel for at få elregningen betalt. For slet ikke at tale om frygten for endnu et møde med en emsig jobkonsulent om flexjob, jobparathed osv. osv.
    Det er selvfølgelig karikerede eksemperl, men ikke mere karikerede end motivationstyperne vil jeg vove at påstå.
    Altså, når vi vælger som fysioterapeuter og forskere at bedrive kvalitativ forskning, så er jeg ikke sikker på at det bedste resultat at få ud af det, er en stærkt generaliseret arketype som netop ikke omfavner et helhedsorienteret spiraliserende syn på fænomenet (her, den kronisk syge patient) i konstant forandring og påvirkning fra sine omgivelser.
    Hvad er mon jeres syn på dette?
    Mvh
  • Henning Langberg

    Kære Jens Olesen,
    Tak for din kommentar.
    Artiklen omkring motivationstyperne skal tjene som inspiration til at nuancere den information, man giver patienter og de interventionerne, man tilbyder patienter.
    Det er jo som du angiver ikke eksakt videnskab. Vore motivationstyper udspringer fra Mette Pless arbejde omkring "Motivation i udskolingen" (ved Mette Pless, Noemi Katznelson, Peder Hjort-Madsen og Anne Mette W. Nielsen, udgivet på Aalborg Universitetsforlag, 2015). I arbejdet med motivationstyperne har vi lavet en række fokusgruppe interview for at teste genkendelsen af motivationstyperne i klinisk praksis. Der er indgået fysioterapeuter, men også sygeplejersker og læger i disse interviews. Typerne er løbende blevet tilrettet i forbindelse med dette arbejde og foreligger nu i en version, hvor klinikkere kan lade sig inspirere af typerne i arbejdet med patienter, der lider af kroniske sygdommer. Der er dog fortsat behov for yderligere tilretning og forskning i emnet. Betragt de foreliggende motivationstyper, som et muligt, men ikke et absolut udgangspunkt for at målrette information og behandling lidt bedre til den enkelte patient, og involver' endelig den enkelte patient aktivt i tankerne omkring dette arbejde. Det er vigtigt ikke at opfatte de typerne som rigide typer. De er tænkt, som inspiration til at arbejde målrettet med den enkelte patient, som i al god fysioterapi.
  • Jens Olesen

    Kan kun venligst opfordre Henning Langberg til, at præsentere teorigrundlaget for ovenstående fra motivationslitteraturen, psykologilitteraturen eller filosofilitteraturen herom. Er nødt til at sige, at jeg finder det akademisk kritisabelt både af fagbladet og af ophavsmændene, at præsentere ovenstående uden en gennemgang af troværdigeheden af disse ekstremt simplificerede katagoriseringer af patienter i forhold til relevansen for fysioterapi. Jeg mener at evidenskrav i lige så høj grad gælder den bløde side af fysioterapividenskaben som den hårde.
Indsend kommentar