Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Jeg er blevet en stærkere fysioterapeut af at lære om pædagogik

Når Rikke Bertelsen skal have eleverne på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse Incitaskolen til at træne, kræver det helt særlige pædagogiske evner.
Fysioterapeut Rikke Bertelsen er ansat på Incitaskolen, som er en særligt tilrettelagt uddannelse (STU) for unge, der ikke er i stand til at tage en almindelig ungdomsuddannelse på grund af psykiske og/eller fysiske udfordringer. Foto: Sisse Stroyer.

Hvor arbejder du?

På Incitaskolen, som er en særligt tilrettelagt uddannelse for unge, der ikke kan gå på en almindelig ungdomsuddannelse på grund af psykiske og fysiske udfordringer.

Vores elever har diagnoser som autisme, skizofreni, muskelsvind og senhjerneskade efter traumer.

Jeg er tovholder i arbejdet med at forbedre elevernes sundhed gennem fysisk aktivitet, en bedre døgnrytme og den rigtige kost. Vi mener nemlig, at det understøtter læringen, giver overskud til sociale aktiviteter og muliggør, at elever som vores overhovedet kan møde op et sted klokken 8.30 hver dag.

Hvilke udfordringer har eleverne?

Mange har sansemæssige forstyrrelser og følelser af indre kaos. Det kræver derfor god ro og struktur, hvis de skal åbne sig for at lære og udvikle sig.

En mindre ting, som da Fysioterapeutens fotograf kom forbi i morges, kan føre til utryghed og kropsligt ubehag hos dem, hvis jeg ikke forbereder dem meget grundigt. De kan også reagere kraftigt på kameraets udseende, blitzen eller andre stimuli, som andre måske slet ikke ser.

Hvordan arbejder I med det?

Vi udarbejder sensoriske profiler, som hjælper os med at forstå elevernes behov. Hvis en elev er særligt sensitiv, kan vi dæmpe stressende stimuli med hjælpemidler som høreværn, en bordskærm eller en fast plads bagerst i lokalet.

Omvendt kan en sansesøgende elev have brug for ekstra stimuli, som at høre musik i matematiktimen, tygge tyggegummi eller at sidde med fødderne på en massagerulle. Små ting kan gøre, at eleven pludselig kan deltage i en social sammenhæng, som var umulig før.

Hvilken træning laver I?

Jeg udarbejder individuelle træningsprogrammer til eleverne efter klassiske fysioterapeutiske principper. Og så har vi holdtræning, hvor det handler mere om at føle fællesskab end at få et fysisk udbytte.

Mange elever tumler med ensomhed, fordi de har problemer med at aflæse sociale koder. Når vi spiller badminton eller bordtennis, oplever de at indgå succesfuldt i en gruppe, uden at skulle kunne sige det rigtige eller holde øjenkontakt.

Hvilke andre opgaver har du?

Jeg underviser blandt andet i samfundsfag og det, vi kalder botræning, som handler om alle hverdagens udfordringer fra at lave tomatsuppe til at vaske tøj.

En af mine elever havde som mål at kunne tage bussen i skole, så i en periode mødte jeg ind hos hende om morgenen og trænede at bruge rejseplanen, gå til busstoppestedet, tjekke ind og stå af lige efter Inco-tanken. Vi gentog det rigtig mange gange, før hun følte sig tryg, men det lykkedes ved at dele opgaven op i mindre delmål.

Det lyder meget pædagogisk …

Ja, jeg er nok en blanding af fysioterapeut, ergoterapeut, lærer og pædagog. Men mit overordnede formål er fysioterapeutisk: At udvide de unges mobilitet og give dem større bevægefrihed i livet.

I øvrigt synes jeg, at jeg bliver en stærkere fysioterapeut af at lære om pædagogik. Hvis man ikke opnår god kontakt til unge med de her diagnoser, får man dem ikke til at træne, så jo flere pædagogiske redskaber jeg har, jo større er chancen for at lykkes.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer