Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Samarbejde styrker forskning i fysioterapi og kiropraktik

FORSKNING / Forskning på tværs er både en gevinst for forskningen og for klinisk praksis, mener professor i muskuloskeletal funktion og fysioterapi Ewa Roos og professor i klinisk biomekanik Jan Hartvigsen fra Syddansk Universitet.
Når kiroprakorer og fysioterapeuter forsker i samme patientgruppe, ser de patienterne fra forskellige synsvinkler, mener Ewa Roos. Foto: Heidi Lundsgaard

Fysiologer, antropologer, historikere, biomekanikere, psykologer, fysioterapeuter og kiropraktorer forsker i bevægelse og sundhed på Institut for Idræt på Syddansk Universitet. På tværs af fagene er de del af et unikt forskningsfællesskab, som ifølge fysioterapeut, professor Ewa Roos og kiropraktor, professor Jan Hartvigsen er med til at brede fagene ud og give forskningen nye perspektiver. Som ledere af henholdsvis forskningsenhederne for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi (FOF) og Klinisk Biomekanik (KB) har de siden 2007, hvor FOF blev etableret på Syddansk Universitet, samarbejdet tæt omkring ph.d.-uddannelse og forskning.

Fysioterapeuten har talt med de to professorer om samarbejdet på instituttet, og hvilke muligheder, de mener, samarbejdet giver for professionerne, for forskningen og for praksis.

Forskningsenhedernes samarbejde
”Instituttets opbygning og satsning på bevægelse og bevægeapparatet i forskellige perspektiver er unik og giver nogle helt enestående muligheder for arbejde med forskningsspørgsmål på tværs af enhederne og faglige skel”, siger professor Ewa Roos. Det var det, der trak, da Ewa Roos i 2006 søgte stillingen som professor ved Syddansk Universitet, fortæller hun. At bo dør og dør med forskere fra andre fagområder, høre deres præsentationer af forskningen og dele viden, forsøgspersoner og udstyr er ifølge Ewa Roos med til at udvikle og nuancere forskningen på instituttet. Det tværgående samarbejde styrkes også af, at der er forskere med forskellige baggrunde tilknyttet enhederne. Trods navnet ”Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi” er det ikke kun fysioterapeuter, der forsker i enheden.

Seks enheder under Institut for Idræt:

Institut for Idræt og Biomekanisk forskning er organiseret i seks forskningsenheder, der har som mål at skabe ny viden om ”sammenhænge mellem fysisk aktivitet, bevægelse og sundhed, samt bevægeapparatets normale funktion og lidelser”:
Bevægelse, Idræt og Samfund (BIS)
Exercise Epidemiology (ExE)
Fysisk Aktivitet og Sundhed i arbejdslivet (FAS)
Klinisk Biomekanik (KB)
Muskelfysiologi og Biomekanik (MoB)
Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi (FoF) 

Således er den ene professor i enheden, Karen Søgaard. cand. scient. og lige nu er der fem fysioterapeuter, to læger og en fysiolog, der er i gang med en ph.d.-uddannelse.

FOF, der i 2007 begyndte som forskningsinitiativ med økonomisk støtte fra Danske Fysioterapeuter, Gigtforeningen og Praksisfonden, fejrer til maj sit fem års jubilæum. I dag er FOF en permanent forskningsenhed med de samme forpligtelser som instituttets andre forskningsenheder. Forskningen i enheden vil derfor fremover ikke nødvendigvis have et snævert fokus i fysioterapi, men snarere have et bredere fokus på sundhedsvæsenet med opgaven at levere højkvalitetsforskning for at forbedre og behandling og forståelsen af bevægeapparatsproblemer generelt, fortæller Ewa Roos.

Forskningsenheden Klinisk Biomekanik er også tværfaglig og har gennem tiderne beskæftiget kiropraktorer, læger og fysioterapeuter. For eksempel har fysioterapeuterne Hanne Albert og Per Kjær i sin tid gennemført deres ph.d.-uddannelse i enheden, og Per Kjær er i dag ansat i enheden som lektor.
”På Instituttet er forskningsspørgsmålet i centrum og ikke professionerne”, siger Jan Hartvigsen. På den måde får de studerende samarbejdet ind med modermælken, mener han. De kiropraktorstuderende har 80 procent af deres undervisning på bachelordelen sammen med lægestuderende. De får ifølge Jan Hartvigsen opbygget et fælles sprog og et fælles begrebsapparat, der gør det uproblematisk at kommunikere med hinanden.

”Det giver en helt anden respekt for hinandens fagligheder; de bliver gode venner, de bliver kærester og gift med hinanden. Jeg ser utroligt gerne, at de kommende kandidatstuderende i fysioterapi kommer ind i den fælles opdragelse, som uddannelse nu en gang er. Det er vigtigt, at vi får skabt et fælles grundlag inden for det muskuloskeletale område, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil få betydning for fremtidens samarbejde mellem professionerne. Vi har ét sundhedssystem, og vi skal bygge på et fælles grundlag”, siger Jan Hartvigsen. Han afviser ikke, at der kan være forskellige holdninger i de forskellige faggrupper - det er med til at skabe dynamik. Men selve grundlaget for behandlingen af patienter skal være den samme hos læger, kiropraktorer og fysioterapeuter.

Et godt eksempel på samarbejdet og forskelligheden mellem enhed for KB og FOF er et projekt, hvor der forskes i samme patientgruppe. ”Når Jan snakker om disse patienter, omtaler han dem som rygpatienter med knæproblemer; når vi kigger på patienterne, har vi det modsatte fokus”, siger Ewa Roos.

Enhedernes forskning
Rygsøjlen er i centrum for den forskning, der gennemføres i enheden for KB, hvilket ifølge Jan Hartvigsen er helt naturligt, da omkring 80 procent af de patienter, der kommer til kiropraktoren har problemer, der relaterer til ryg og nakke. ”Det er der, vi lægger hovedparten af vores forskningsindsats, og det er det, de forskere, vi har ansat, har mest forstand på”, siger Jan Hartvigsen. Han understreger dog, at det traditionelle biomekaniske fokus, der har været på ryg og nakke i kiropraktik, er i forandring. Problemer i columna hænger sammen med problemer andre steder i kroppen og er ikke kun isolerede biomekaniske problemer. ”Folk med ondt i ryggen har også ondt i knæene og ondt i skuldrene, de har hjerte-kar-sygdomme, og mange af dem er overvægtige”, siger Jan Hartvigsen.

Forebyggelse generelt og også forebyggelse af rygproblemer skal starte tidligt. Forskningsenheden for Klinisk Biomekanik har derfor i stigende grad fokus på bevægeapparatsproblemer i et livstidsperspektiv, og det starter med børn og unge. Enheden har således koblet sig på andre projekter, der ser på livsstilssygdomme i relation til børn for eksempel det såkaldte Svendborg Projekt. ”De interventioner, som vi forventer kan forebygge livsstilssygdomme, kan formentlig også forebygge nogle bevægeapparatproblemer.

Et tværgående fokus på instituttet er fysisk aktivitet og træning. Og det er fantastisk som kiropraktor at komme ind og være med til at koble bevægeapparatet til helbred i bred forstand. Vores forskning er derfor bredt anlagt og spænder fra projekter, der omhandler store befolkningsgrupper til projekter, der omhandler specifikke diagnostiske problemer hos undergrupper af patienter”, siger Jan Hartvigsen. Han mener nemlig ikke, at forskning i folkesundhed og forebyggelse udelukker, at man samtidig går i dybden med mere nørdede og metodemæssige problemstillinger – snarere tværtimod. Forskningen er bredt anlagt, og det skal den være, for at kunne give svar på de spørgsmål, kiropraktorer har.

FOF har aktiv behandling af bevægeapparatbesvær i centrum. Projekterne, der gennemføres, har fokus på nakke, skuldre, knæ og hofte, og træning er et omdrejningspunkt for de fleste af projekterne. Forskerne i enheden forsker i emner, der har betydning for fysioterapi og den rolle, fysioterapi skal have i behandlingen af bevægeapparatlidelser. ”Det er således ikke fysioterapi, vi forsker i, men vores forskning er relevant for fysioterapi”, siger Ewa Roos.

Både Ewa Roos og Jan Hartvigsen oplever, at der ofte stilles spørgsmål ved effekten af de interventioner, der benyttes i fysioterapi og kiropraktik, mens der ikke stilles samme krav til mange af de interventioner, som læger foretager, for eksempel kirurgi. ”Jeg har lige nu været med til at afslutte en MTV-rapport om skulderkirurgi. I befolkningen stilles sjældent spørgsmål ved evidensen for at operere skulderen, men der er forbavsende ringe evidens for effekten af mange af de mest almindelige operationer. Kiropraktorer og fysioterapeuter har ikke noget at skamme sig over”, mener Jan Hartvigsen.

Ud over at producere evidens for den fysioterapeutiske behandling er det også enhedens mål at fremme det akademiske grundlag for fysioterapi, og Ewa Roos har været varm fortaler for den akademisering af fysioterapiuddannelsen i Danmark, som nu får bedre vilkår med kandidatuddannelsen i fysioterapi på Syddansk Universitet.

Selv er hun uddannet fysioterapeut i Sverige, hvor hun også gennemførte sin ph.d. Fra Sverige er hun vant til, at fysioterapeuter har en relativt høj status og har indflydelse på de beslutninger, der træffes i sundhedsvæsenet og indkaldes som eksperter i råd og nævn for eksempel til udarbejdelse af MTV-rapporter og kliniske retningslinjer. Noget, hun ikke oplever, fysioterapeuter gør i samme grad i Danmark. Ewa Roos er ikke i tvivl om, at fagets anseelse i Danmark vil stige i takt med, at fysioterapeuter gennemfører den nye kandidatuddannelse.

Fra passiv behandling til træning
En udvikling fra passiv behandling til aktiv behandling og rådgivning præger både den muskuloskeletale fysioterapi og kiropraktikken i Danmark. Det er derfor fristende at spørge de to professorer, hvordan de ser forskellene i de to professioner.

”For mig har fysioterapi aldrig været passiv behandling alene. Aldrig. Når det drejer sig om, hvad vi gør med hænderne i behandlingen af muskuloskeletale problemer, ser jeg ingen forskelle mellem en kiropraktor og en fysioterapeut. Men når det drejer sig om niveauet for de to professioner, er der til gengæld en kæmpeforskel. Den lange og universitetsbaserede kiropraktoruddannelse giver kiropraktorer specielle forudsætninger, som fysioterapeuter af gode grunde ikke har med den kortere ikke-akademiske uddannelse”, siger Ewa Roos. Hun fremhæver blandt andet kiropraktorernes forudsætninger for specialiserede undersøgelser og for at stille diagnoser og differentialdiagnoser.

Forskningsenheden for Klinisk Biomekanik blev oprettet i starten af 1990’erne og en dansk universitetsbaseret kiropraktoruddannelse blev etableret. ”Den udvikling har været en succes for kiropraktikken, der i dag i større grad hviler på et evidensbaseret grundlag”, fortæller han. Tilbage i 1920’erne og 30’erne havde kiropraktorerne i USA en aktiv tilgang til behandling, og mange kiropraktorer havde etableret træningscentre, men efterhånden gled den aktive tilgang ud”, siger Jan Hartvigsen. Krav fra patienterne om passiv behandling og større indtjeningsmuligheder ved udelukkende at behandle passivt var ifølge Jan Hartvigsen formentlig årsagen til, at kiropraktorer i en årrække stort set udelukkende tilbød manuel behandling.

”Men i dag ved vi bedre, og træning spiller igen en vigtig rolle”, siger Jan Hartvigsen. De fleste kiropraktorer har i dag hjælpepersonale og tilknyttet fysioterapeuter, der står for den fysiske træning. ”Jeg mener ikke, at kiropraktorerne nødvendigvis skal stå og holde øje med patientens træning. Det er ikke en optimal måde at bruge sin uddannelse på”, siger Jan Hartvigsen.

Han mener, at fysioterapi er et bredere fag end kiropraktik og dækker flere områder, som kiropraktorer ikke beskæftiger sig med. ”Men inden for det muskuloskeletale område vil det være sådan, at når det drejer sig om den enkelte patient, har kiropraktoren qua sin uddannelse en større vifte, primært på den diagnostiske del. Derudover har en forskel hidtil været det akademiske niveau, men det vil stille og roligt udjævne sig med den nye fysioterapi kandidatuddannelse – og det er godt”, mener Jan Hartvigsen.

Muskuloskeletale lidelser har lavstatus
Selv om muskuloskeletale lidelser er den største folkesygdom, er der ifølge Ewa Roos og Jan Hartvigsen alt for lidt fokus på netop disse lidelser, der er forbundet med store udgifter til behandling, sygedagpenge og førtidspension. Patientgruppen har ifølge de to professorer meget dårlige vilkår, og deres problemer har lavstatus i sundhedsvæsenet. Der er meget lidt forskning, der beskæftiger sig med deres sygdomme, og patienterne skal selv betale for størstedelen af behandlingerne.

”Der er behov for samme fokus på lidelser i bevægeapparatet som på diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Mange tror, at man ikke dør af knæartrose, men det gør man”, siger Ewa Roos. Således viser nye undersøgelser, at patienter med knæartrose dør tidligere af hjerte-kar-sygdomme formentlig på grund af det nedsatte fysiske aktivitetsniveau, som sygdommen forårsager.

”De praktiserende læger er dårligt uddannede på dette område, og de færreste tager en efteruddannelse inden for muskel- og skeletsygdomme. Alligevel går patienterne til lægen med ondt ryg eller knæ. De skulle hellere gå til fysioterapeut eller kiropraktor. Al fornuft taler for det. For når lægen kigger i sin værktøjskasse, ser han medicin, kirurgi og MR-undersøgelser, men det er ofte noget helt andet, der skal til”, fastslår Ewa Roos. Hun henviser blandt andet til Norge, hvor den direkte adgang til kiropraktorer og fysioterapeuter, der kan visitere til specialiserede undersøgelser og sygemelde patienterne, har været en succes.

Det er ifølge Ewa Roos vigtigt, at flere fysioterapeuter med en ph.d. markerer sig i sundhedsdebatten. ”Det er ikke nok, at de formidler sig i forskningstidsskrifter, de skal også ud og markere sig i andre medier. Jeg synes faktisk, at danske fysioterapeuter med en akademisk baggrund er helt fraværende i debatten”, siger Ewa Roos.

”En af grundene til, at der ikke har været så store fremskridt, er, at der har været alt for meget konflikt. Samarbejdet lokalt, i regionerne og andre steder bliver saboteret, og gode projekter må skrinlægges, simpelthen fordi der går fagforeningspolitik og følelser i den i stedet for at fokusere på sagens kerne: Hvordan skaber vi et sammenhængende sundhedssystem, og hvordan hjælper vi bedst patienterne?", spørger Jan Hartvigsen og fortsætter: 

"Fagforeninger har en legitim rolle at spille, når de for eksempel ved overenskomstforhandlinger skal skaffe deres medlemmer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår, men jeg synes ikke altid, at de har været gode til at samarbejde om sammen at sætte spørgsmålet om den sygdomsgruppe, der samlet set koster danskerne flest tabte gode leveår, konstruktivt på dagsordenen. Jeg ser kiropraktor- og fysioterapeutalliancer som enormt stærke der, hvor de virker. Inden for denne sygdomsgruppe er det os, der hver på sin måde er bedst uddannede; det er os, der følger med og efteruddanner os, og det er os, der driver forskning og faglig udvikling. Det er et godt og løsningsorienteret budskab, som det vil klæde Danske Fysioterapeuter og Dansk Kiropraktor Forening at bære frem i fællesskab. Signalværdien ned i rækkerne vil være stor, hvis lederne tør gå forrest”.

Jan Hartvigsen og Ewa Roos mener, at enhederne er et slags laboratorium for faglig udvikling, og at deres egne erfaringer med at samarbejde med andre faggrupper kan tjene som et forbillede for praksis. Den konflikt, der af og til har været mellem kiropraktorer og fysioterapeuter, mener de, blandt andet skyldes manglende kendskab til hinandens fag. Jan Hartvigsen har forståelse for, at praktiserende fysioterapeuter og kiropraktorer et stykke ad vejen konkurrerer om de samme patienter. Alligevel håber han, at fysioterapeuterne og kiropraktorerne vil hæve sig over det – for patienternes skyld.

Han fremhæver blandt andet Rygcenter Syddanmark, hvor professor, overlæge Claus Manniche ved centerets etablering hurtigt fik nedbrudt faghierarkierne og lod læger, fysioterapeuter og kiropraktorer arbejde på lige fod.
 

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar