"Jeg kan gøre en forskel for en hel familie"
'Tidlig Indsats'
‘Tidlig Indsats’ begyndte som et forskningsprojekt på Regionalhospitalet Viborg, men er i dag et tilbud i hele Region Midt. Teamet følger barnet i ca. tre måneder efter udskrivelsen fra sygehuset. Det sidste besøg er et overleverings- og netværksmøde, som skal bygge bro til kommunen, så de er klar til at tage over.
Hvad laver du?
Jeg er en del af teamet ‘Tidlig Indsats’ på Regionalhospitalet Viborg, der består af en ergoterapeut og mig selv. Vi tager på hjem- mebesøg og tilbyder behandling og vejledning til familier med børn med nyopdagede hjerneskader og børn født før uge 28, som er i risiko for at udvikle en hjerneskade.
Forskning har vist, at en tidlig terapeutisk indsats har stor betydning for hjerneskadede børns udvikling. Så Region Midt har startet ordningen i slut 90’erne for at sikre, at børnene får den rette behandling og udredning så hurtigt som muligt.
Før Tidlig Indsats gik nogle børn uden behandling helt op til skolealderen, før det pludselig blev opdaget, at de ikke kunne følge med deres klassekammerater.
Hvordan undersøger man en baby for hjerneskade?
Nogle af de ting, jeg holder øje med, er, om der er asymmetri i kroppen, om jeg kan få øjenkontakt med barnet, eller om der er en arm eller ben, som ikke bliver brugt. Det tricky er, at en almindeligt udseende, fin lille baby, kan have en alvorlig hjerneskade. Ofte skal man være fagperson for at kunne se, at der er noget galt.
Mange af børnene er også sansemæssigt følsomme, som om de mangler et filter mod verden. De kan reagere voldsomt på høje lyde og visuelle stimuli, som at være ude blandt andre mennesker, få besøg, eller blive sendt fra arm til arm til et familiearrangement. Det kan gøre dem helt utrøstelige.
Hvordan foregår et hjemmebesøg?
Jeg laver besøgene af to grunde. For at følge barnets udvikling, og for at vejlede forældrene i, hvordan de selv kan stimulere og mobilisere barnet.
Jeg viser forskellige øvelser, der er gavnlige. Hvis jeg kan se, at en baby har tendens til at læne hovedet for meget bagover, skal forældrene f.eks. holde ham på en bestemt måde. Det kan også være, at de skal cykle med babyens ben, hvis der er mistanke om mavepine.
Vi snakker også om, hvordan de kan ændre små ting i deres indretning for at skabe de rette træningsomgivelser. Måske har de en hjørnesofa, der kan virke som afskærmning til en rolig legekrog, hvis de flytter den lidt. Det er en af fordelene ved at blive lukket ind i folks hjem. Jeg får automatisk informationer forærende, som jeg ikke ville få, hvis jeg kun havde mødt dem på hospitalet.
Er der andre fordele ved at tage på hjemmebesøg?
En vigtig pointe er, at familierne bliver sparet for nogle ture på landevejen, som kan være voldsomme for børn med hjerneskade eller sanseproblemer. Men det bedste er muligheden for at møde børn og forældre, når de er lidt mere afslappede.
På sygehuset foregår alt på sundhedspersonalets præmisser, men i hjemmet har familien værtskabet. Det gør det lettere at fornemme og aflæse, hvilke mennesker, man står overfor. Nogle gange er der søskende med, og det giver mig en rigtig god ide om, hvordan familien fungerer som helhed, og hvor meget ny information fra mig de kan overskue.
Hvad er udfordringen ved dit job?
Nogle forældre til et barn med alvorlig hjerneskade er i dyb krise og har svært ved at erkende diagnosen. Især hvis det tager lang tid at udrede barnet. Så kan de blive ved med at klamre sig til håbet om, at der alligevel ikke er noget galt med deres søde, smilende baby.
Det er dilemmafyldt, for jeg er jo ansat til at give dem gode råd, men måske synes de ikke, at de har brug for det. Nogle kan projicere deres sorg over på mig og f.eks. sige, at det er mig og mine evner som fysioterapeut, det er noget galt med.
Hvordan håndterer du det?
Jeg prøver at vise dem, at jeg er menneske, før jeg er fysioterapeut. I stedet for at give dem faglig vejledning, som de har svært ved at tage imod, starter vi med at tage en dyb indånding sammen og tale om, hvordan det går med dem.
Det er en svær, men meget meningsfuld del af mit arbejde, at jeg hele tiden er i en dobbeltrolle mellem barnet og forældrene. Det betyder, at jeg kan gøre en forskel for en hel familie, ikke bare en enkelt patient.