"Vi lægger en varm hånd på det og siger, at det er et flot ar"
Tema om amputationer
Læs mere om genoptræning i forbindelse med benamputation:
Postoperativ intervention efter benamputation (kræver login)
Postoperativ genoptræning i Sundhedshus Vanløse (kræver login)
Træningslokalet i Sundhedshus Vanløse summer af aktivitet. Klokken er ti om formiddagen, og dagens træning skal til at begynde. Nogle borgere kommer rullende i kørestol. Andre støtter sig til en rollator eller kommer gående uden hjælpemidler. En bandagist ankommer samtidig med borgerne, og der går ikke mange minutter, før han er i gang med at skrue på en benprotese.
Hvert år modtager amputationsfysioterapeuterne i Sundhedshus Vanløse 40-45 borgere til genoptræning. Gennemsnitsalderen for dem, der kommer i behandling i Sundhedshuset, er 68 år.
Omkring to tredjedele er mænd, og ca. 90 procent har fået amputeret benet som følge af diabetiske fodsår eller arteriosklerose. De resterende ti procent har mistet benet på grund af en ulykke eller i nogle tilfælde cancer.
Teamet, der skal tage sig af dem, består af fire fysio- terapeuter og en ergoterapeut, som har et tæt samarbejde med tre bandagister fra forskellige firmaer. Desuden kan de hente hjælp fra en sårsygeplejerske, som befinder sig på stueetagen, som kan tilse og behandle borgernes sår.
Ældre, multisyge borgere
Kajsa Lindberg er en af teamets fire fysioterapeuter, som hver dag behandler borgerne i Sundhedshuset. Hun er også faglig vejleder med ansvaret for faglig inspiration og udvikling af benamputationsområdet i Københavns Kommune.
Hun bruger en dag om ugen på at hente inspiration og kvalitetssikre arbejdet ud fra den nyeste viden på området. Hun fortæller, hvordan et forløb i Sundhedshuset altid starter med en forundersøgelsessamtale.
”Når vi foretager undersøgelsen, kigger vi på styrke, kondition, balance, og om der er kontrakturer. Vi spørger ind til borgerens tidligere funktionsniveau, vi ser på det fysiske og psykiske overskud og lytter til borgerens mål. Mange af vores borgere er multisyge. Det kan f.eks. være, at de også har KOL, så det skal man tage hensyn til, når man laver en plan for genoptræningen,” forklarer Kajsa Lindberg.
”Langt de fleste, der kommer her, har ikke været vant til at følge råd og vejledning om sundhed. Egenomsorg er heller ikke noget, som de har praktiseret meget af. Flere har også haft – og har stadig – et alkohol- eller stofmisbrug, og derfor er det vigtigt, at vi er rummelige og møder vores patienter med respekt og venlighed samtidig med, at vi indimellem sætter grænser,” forklarer hun.
Hvis det er muligt, bliver der allerede første gang aftalt tid til en afstøbning til et midlertidigt protesehylster. Det er dog ikke alle borgere, som teamet vurderer vil få glæde af en protese.
”Det kan være fysiske ressourcer, der gør, at borgeren ikke har kræfter til at bruge en protese. Andre har svært ved at leve et struktureret liv, som er nødvendigt for at have en protese, og de møder ikke op til træningen. Men vi forsøger altid at lave en beslutningsproces sammen med borgeren, for i sidste ende kan det være afgørende for, at hun eller han accepterer det nye liv som amputeret. Det har en stor psykologisk betydning, at borgerne er med i beslutningsprocessen,” siger Kajsa Lindberg.
Normaliserer situationen
Når de benamputerede borgere kommer til Sundhedshuset, er deres udgangspunkt som oftest, at de hurtigt vil tilbage og kunne alt det, som de kunne før operationen.
”Så er det vores opgave at være realistiske, uden at tage modet fra folk. Jeg bruger ofte vendingen: ‘Jeg tror på, at du kommer til at kunne sådan og sådan, hvis du passer træningen, og der ikke kommer komplikationer til’,” siger Kajsa Lindberg og understreger, at det er afgørende for genoptræningen, at behandlerne er i stand til at møde borgerne, der, hvor de befinder sig psykisk.
Billedtekst: Selvom det kun er knap fire måneder siden, Ole Lindhardt fik amputeret underbenet på grund af infektion i et diabetessår, kan han allerede gå rask til med støtte fra en rollator. Her træner han balance med Tenna Aastrup.
Det kan være meget voldsomt at miste en kropsdel, og nogle har været helt uforberedte på det, hvis det er sket på grund af en ulykke eller en bypass operation, som er gået galt.
”Vi skal kunne tale os ind i krisen og sorgen og anerkende, at det er en proces, og at accepten kommer hen ad vejen,” siger Kajsa Lindberg og fortsætter;
”Nogle af de benamputerede tager afstand til deres benstump og kan have svært ved at kigge på den eller røre ved den selv. Der kan vi være med til at normalisere situationen ved at give en positiv, fysisk kontakt og accept, f.eks. ved at lægge en varm hånd på og sige, at det er et flot ar, eller at den egner sig perfekt til en protese. Så kan vi se, at de spiler øjnene op, og at noget vender sig inde i hovedet på dem. Fordi de bliver mødt med et helt anderledes og positivt perspektiv,” siger Kajsa Lindberg.
Borgeren er rollemodel
Fysioterapeuterne skemalægger træningen, så de benamputerede træner samtidigt. Benamputationer er relativt sjældne, så ofte er det kun i træningssalen eller i bussen til og fra huset, at borgerne møder andre i samme situation.
De fire fysioterapeuter skiftes derfor også til at arrangere ‘Amputationscafé’, hvor to tidligere patienter – en mand og en kvinde – fortæller om deres liv som amputerede og giver råd og vejledning og svarer på spørgsmål fra de nyamputerede.
”Det har rigtig stor betydning. Dels kan de udveksle tips og tricks, om hvordan de har løst praktiske problemer, dels kan de få talt om de følelsesmæssige vanskeligheder. Det er jo en livsforandring. Man kan ikke bare hente noget fra køleskabet eller smutte ned på en cafe, som man kunne før, der er rigtig mange ting, som bliver anderledes, både følelsesmæssigt og på det praktiske plan,” siger hun og fortæller, hvordan alene hygiejnen kan blive et problem.
”Stumpen skal passes, for man sveder med en protese, og den skal vaskes. Protesen kan også gnave indefra, så den ødelægger bukserne. Det kræver virkelig psykologisk fleksibilitet, og der kan de benamputerede virke som rollemodeller for hinanden.”
Tæt samarbejde mindsker spildtiden
Nogle borgere er allerede oppe at gå på en midlertidig protese to uger efter forundersøgelsen. Det skyldes blandt andet det tætte, tværfaglige samarbejde, mener Kajsa Lindberg.
”En tværfaglig indsats er det eneste, der giver mening for den her patientgruppe. Der er ikke spildtid for borgerne i forhold til protesetilpasningen, for vi har lavet en samarbejdskontrakt med vores bandagister, så de kommer her to gange om ugen. Det er vigtigt, at fysioterapeuten er der samtidig med bandagisten, for ellers ryger det tætte samarbejde. Derudover holder vi samarbejdsmøder en gang om året, hvor vi drøfter, hvordan året har været og hvordan vi kan drage læring af det.”
De allerhurtigste underbensamputerede er i genoptræning i tre til fire måneder, de lårbensamputerede er der måske seks til otte måneder.
”Målet er, at vi støtter dem i et liv, som giver mening, og som rent praktisk også fungerer, hvad enten de får et liv med eller uden protese.”
Preben Marcussen, patient på Sundhedscenter Vanløse
Herude har de forstand på det
Preben Marcussen på 73 år holder pause i sin kørestol. I dag får han tilpasset sit midlertidige protesehylster, og bandagisten Alfonso Diaz fra Sahva har haft travlt med at tilpasse siliconelineren til protesen og ekstra strømper på stumpen. Om lidt skal han op at stå i gangbarren, så de kan vurdere, om protesen sidder godt til, uden at klemme nogen steder.
Preben Marcussen er tidligere restauratør og fik sidste vinter amputeret venstre ben ad to omgange. ”Jeg blev indlagt på Rigshospitalet, fordi jeg skulle have lavet en bypass, og så vågnede jeg op og manglede et ben. Der var ikke kommet blod nok til benet under operationen. Det var ret chokerende,” fortæller han.
Først blev Preben Marcussens ben amputeret under knæet, men der gik infektion i det, og der blev taget et ekstra stykke af, så det nu er amputeret midt på låret. På grund af hævelser og smerter har han ikke fået taget aftryk af stumpen indtil for nylig. Efter operationerne var han indlagt på et rehabiliteringshjem, men det synes han ikke hjalp ret meget.
”Det er noget helt andet herude. Her har de virkelig forstand på det, og her er en rigtig god stemning. Hvis de kan få mig op at gå med sådan én,” siger han og nikker over mod en rollator: ”Så vil jeg være virkelig tilfreds”.
Ole Lindhardt, patient på Sundhedscenter Vanløse
Jeg har aldrig før trænet så hårdt i mit liv
Ole Lindhardt på 63 år har fået farve i kinderne. Han har trænet styrke i maskinerne, og nu er han i gang med balanceøvelser i gangbarren under kyndig vejledning af Tenna Aastrup, der er fysioterapeut i amputationsteamet. Han står på et balancebræt og skal gribe den bold, som Tenna kaster til ham. Ole Lindhardt fik amputeret underbenet på grund af et diabetessår på foden, som der var gået betændelse i.
”Det gjorde virkelig ondt i lang tid, så det var faktisk rart at få det fjernet,” siger han.
”Og så var der lugten. Det lugtede som en skraldepose, som havde stået i sommervarmen i flere uger.”
Selvom det ikke engang er fire måneder siden, han blev opereret, kan han nu gå rask til med støtte fra en rollator. Målet er at kunne gå uden støtte, så han kan komme tilbage til sit arbejde som tjener i en bodega og løbe efter en bus, når det er nødvendigt. Og så kunne han godt tænke sig, at komme til at kunne gå i svømmehallen igen. Men det kræver en særlig protese, som kan tåle vand.
”Jeg aldrig før trænet så hårdt i mit liv, som jeg gør nu. De er skrappe herude, og hende Tenna er aldrig helt tilfreds,” siger han med et glimt i øjet.
”Men de kan godt tage lidt gas, så vi hygger os samtidig.”
Amputationsbehandling i Sundhedscenter Vanløse
Sundhed & Genoptræning i Vanløse Sundhedshus får henvist alle benamputerede borgere med forventet proteseforsyning fra København. De kan også modtage patienter fra de omkringliggende kommuner, hvis der er brug for en second opinion, eller borgeren har behov for en mere specialiseret træning, hvor den pågældende kommune afholder udgiften.
Der er fire fysioterapeuter i teamet, foruden en ekstra, der kan træde til ved spidsbelastninger. Derudover kører fysioterapeuterne ud og superviserer plejepersonale og fysioterapeuter på rehabiliterings- og plejehjem i København.
Den faglige udvikling fortsætter i Sundhedshuset
Som faglig vejleder er det Kajsa Lindberg, som står for udviklingen af amputationsteamets faglighed og behandlingsmetoder, som hele tiden er i udvikling. Teamet har netop afsluttet et forsøgsprojekt med en psykolog tilknyttet.
Lige nu er teamet i gang med at afprøve fysioterapeutisk behandling af fantomsmerter, kaldet Graded Motor Imagery. Det er smertebehandling, som er et supplement til medicinsk behandling af fantomsmerter. Fysioterapeuterne i teamet er alle medlem af NARD (Network for Amputee Rehabilitation in Denmark), der er et tværfagligt netværk, som holder årlige konferencer, hvor den nyeste forskning bliver præsenteret.
Kajsa Lindberg
- Uddannet på Fysioterapeutskolen i København 1996. Har siden 1996 arbejdet med genoptræning af amputerede, bl.a. på det tidligere Kommunehospitalet og siden på Hvidovre Hospitals ortopædkirurgiske afdeling.
- Faglig vejleder i amputationsteamet i Vanløse i ti år.
- Kurser bl.a. på UCSF (Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning) og hos Bob Gailey.
- Sammen med Morten Tange Kristensen fra Hvidovre Hospital har Kajsa Lindberg i 2014 udviklet forløbsbeskrivelse af benamputationer og beskrevet evidensgrundlaget for behandling af benamputerede i forhold til guideline om kompressionsbehandling, mobilisering, styrke, kondition og balance.