Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Vi lægger en varm hånd på det og siger, at det er et flot ar"

TEMA AMPUTATION // I Sundhedshus Vanløse bliver borgerne mødt med varme, nærhed og accept, for det kan være voldsomt at miste en kropsdel. Derfor fokuserer genoptræningen heller ikke kun på det fysiske aspekt.
Preben Marcussen skulle have en bypassoperation og vågnede op og manglede et ben. Kajsa Lindberg motiverer ham til at træne med sin protese. Foto: Sisse Stroyer

Træningslokalet i Sundhedshus Vanløse summer af aktivitet. Klokken er ti om formiddagen, og dagens træning skal til at begynde. Nogle borgere kommer rullende i kørestol. Andre støtter sig til en rollator eller kommer gående uden hjælpemidler. En bandagist ankommer samtidig med borgerne, og der går ikke mange minutter, før han er i gang med at skrue på en benprotese.

Hvert år modtager amputationsfysioterapeuterne i Sundhedshus Vanløse 40-45 borgere til genoptræning. Gennemsnitsalderen for dem, der kommer i behandling i Sundhedshuset, er 68 år.

Omkring to tredjedele er mænd, og ca. 90 procent har fået amputeret benet som følge af diabetiske fodsår eller arteriosklerose. De resterende ti procent har mistet benet på grund af en ulykke eller i nogle tilfælde cancer.

Teamet, der skal tage sig af dem, består af fire fysio- terapeuter og en ergoterapeut, som har et tæt samarbejde med tre bandagister fra forskellige firmaer. Desuden kan de hente hjælp fra en sårsygeplejerske, som befinder sig på stueetagen, som kan tilse og behandle borgernes sår.

Ældre, multisyge borgere

Kajsa Lindberg er en af teamets fire fysioterapeuter, som hver dag behandler borgerne i Sundhedshuset. Hun er også faglig vejleder med ansvaret for faglig inspiration og udvikling af benamputationsområdet i Københavns Kommune.

Hun bruger en dag om ugen på at hente inspiration og kvalitetssikre arbejdet ud fra den nyeste viden på området. Hun fortæller, hvordan et forløb i Sundhedshuset altid starter med en forundersøgelsessamtale.

”Når vi foretager undersøgelsen, kigger vi på styrke, kondition, balance, og om der er kontrakturer. Vi spørger ind til borgerens tidligere funktionsniveau, vi ser på det fysiske og psykiske overskud og lytter til borgerens mål. Mange af vores borgere er multisyge. Det kan f.eks. være, at de også har KOL, så det skal man tage hensyn til, når man laver en plan for genoptræningen,” forklarer Kajsa Lindberg.

”Langt de fleste, der kommer her, har ikke været vant til at følge råd og vejledning om sundhed. Egenomsorg er heller ikke noget, som de har praktiseret meget af. Flere har også haft – og har stadig – et alkohol- eller stofmisbrug, og derfor er det vigtigt, at vi er rummelige og møder vores patienter med respekt og venlighed samtidig med, at vi indimellem sætter grænser,” forklarer hun.

Hvis det er muligt, bliver der allerede første gang aftalt tid til en afstøbning til et midlertidigt protesehylster. Det er dog ikke alle borgere, som teamet vurderer vil få glæde af en protese.

”Det kan være fysiske ressourcer, der gør, at borgeren ikke har kræfter til at bruge en protese. Andre har svært ved at leve et struktureret liv, som er nødvendigt for at have en protese, og de møder ikke op til træningen. Men vi forsøger altid at lave en beslutningsproces sammen med borgeren, for i sidste ende kan det være afgørende for, at hun eller han accepterer det nye liv som amputeret. Det har en stor psykologisk betydning, at borgerne er med i beslutningsprocessen,” siger Kajsa Lindberg.

Normaliserer situationen

Når de benamputerede borgere kommer til Sundhedshuset, er deres udgangspunkt som oftest, at de hurtigt vil tilbage og kunne alt det, som de kunne før operationen.

”Så er det vores opgave at være realistiske, uden at
tage modet fra folk. Jeg bruger ofte vendingen: ‘Jeg tror
 på, at du kommer til at kunne sådan og sådan, hvis du passer træningen, og der ikke kommer komplikationer til’,” siger Kajsa Lindberg og understreger, at det er afgørende for genoptræningen, at behandlerne er i stand til at møde borgerne, der, hvor de befinder sig psykisk.


Billedtekst: Selvom det kun er knap fire måneder siden, Ole Lindhardt fik amputeret underbenet på grund af infektion i et diabetessår, kan han allerede gå rask til med støtte fra en rollator. Her træner han balance med Tenna Aastrup.

Det kan være meget voldsomt at miste en kropsdel, og nogle har været helt uforberedte på det, hvis det er sket på grund af en ulykke eller en bypass operation, som er gået galt.

”Vi skal kunne tale os ind i krisen og sorgen og anerkende, at det er en proces, og at accepten kommer hen ad vejen,” siger Kajsa Lindberg og fortsætter;

”Nogle af de benamputerede tager afstand til deres benstump og kan have svært ved at kigge på den eller røre ved den selv. Der kan vi være med til at normalisere situationen ved at give en positiv, fysisk kontakt og accept, f.eks. ved at lægge en varm hånd på og sige, at det er et flot ar, eller at den egner sig perfekt til en protese. Så kan vi se, at de spiler øjnene op, og at noget vender sig inde i hovedet på dem. Fordi de bliver mødt med et helt anderledes og positivt perspektiv,” siger Kajsa Lindberg.

Borgeren er rollemodel

Fysioterapeuterne skemalægger træningen, så de benamputerede træner samtidigt. Benamputationer er relativt sjældne, så ofte er det kun i træningssalen eller i bussen til og fra huset, at borgerne møder andre i samme situation.

De fire fysioterapeuter skiftes derfor også til at arrangere ‘Amputationscafé’, hvor to tidligere patienter – en mand og en kvinde – fortæller om deres liv som amputerede og giver råd og vejledning og svarer på spørgsmål fra de nyamputerede.

”Det har rigtig stor betydning. Dels kan de udveksle tips og tricks, om hvordan de har løst praktiske problemer, dels kan de få talt om de følelsesmæssige vanskeligheder. Det er jo en livsforandring. Man kan ikke bare hente noget fra køleskabet eller smutte ned på en cafe, som man kunne før, der er rigtig mange ting, som bliver anderledes, både følelsesmæssigt og på det praktiske plan,” siger hun og fortæller, hvordan alene hygiejnen kan blive et problem.

”Stumpen skal passes, for man sveder med en protese, og den skal vaskes. Protesen kan også gnave indefra, så den ødelægger bukserne. Det kræver virkelig psykologisk fleksibilitet, og der kan de benamputerede virke som rollemodeller for hinanden.”

Tæt samarbejde mindsker spildtiden

Nogle borgere er allerede oppe at gå på en midlertidig protese to uger efter forundersøgelsen. Det skyldes blandt andet det tætte, tværfaglige samarbejde, mener Kajsa Lindberg.

”En tværfaglig indsats er det eneste, der giver mening for den her patientgruppe. Der er ikke spildtid for borgerne i forhold til protesetilpasningen, for vi har lavet en samarbejdskontrakt med vores bandagister, så de kommer her to gange om ugen. Det er vigtigt, at fysioterapeuten er der samtidig med bandagisten, for ellers ryger det tætte samarbejde. Derudover holder vi samarbejdsmøder en gang om året, hvor vi drøfter, hvordan året har været og hvordan vi kan drage læring af det.”

De allerhurtigste underbensamputerede er i genoptræning i tre til fire måneder, de lårbensamputerede er der måske seks til otte måneder.

”Målet er, at vi støtter dem i et liv, som giver mening, og som rent praktisk også fungerer, hvad enten de får et liv med eller uden protese.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar