Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

En direkte og uhindret vej

INTERVIEW / Før sommerferien kom regeringen med sin ”Redegørelse om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem”. Fysioterapeuten har bedt uddannelsesminister Morten Østergaard uddybe nogle af punkterne i redegørelsen
”Jeg tror, at mere gennemsigtighed omkring blandt andet timetallet vil kunne blive lidt af et konkurrenceparameter for professionshøjskolerne, fordi folk vil vælge at søge derhen, hvor uddannelsen er mest intens."

60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, 25 procent skal have en lang videregående uddannelse, og kvaliteten af uddannelserne skal øges. Det er nogle af de mål, regeringen har sat sig på uddannelsesområdet, og som forårets ”Redegørelse om et mere sammenhængende uddannelsessystem” skal være med til at opfylde. Fysioterapeuten har mødt uddannelsesminister Morten Østergaard for en snak om, hvordan ambitionerne vil påvirke fysioterapeutuddannelsen og faget - eksempelvis hvordan man med målsætningen om de 60 procent kan undgå overproduktion af arbejdskraft?

”Jeg er ikke bange for, at vi uddanner for mange. Jeg er bange for, hvad vi kan gøre for dem, som ikke får en uddannelse, og som der bliver mindre og mindre brug for på arbejdsmarkedet. Men det er på de erhvervsrettede uddannelser, at væksten skal være. På velfærdsområderne er kapaciteten på uddannelserne dimensioneret efter, hvad vi tror, vi har af behov. Det holder vi fast ved, og vi giver os ikke pludselig til at overproducere til den offentlige sektor”, forsikrer Morten Østergaard.

Til gengæld skal det være lettere – også for fysioterapeuter – at bidrage til at nå målsætningen om de 25 procent med en lang videregående uddannelse, og et af de centrale punkter i redegørelsen er så vidt muligt at komme kravet om supplering til livs, så professionsbachelorer kan gå direkte til en kandidatoverbygning, forklarer ministeren.

”Vi kan se, at kravet om supplering har grebet om sig, og at det i hvert fald på nogle områder synes at være mere et udtryk for tradition og almindelig institutionel kappestrid end et sagligt behov udledt af niveauet på professionshøjskolerne. Det må være sådan, at når vi siger, at noget er en bachelor, så er det en bachelor. Vi har et fælles og internationalt akkrediteringssystem, der fortæller, hvilket niveau man skal befinde sig på, hvis man er bachelor, og derfor skal der være en vej videre i systemet, hvor man kan lægge en kandidatuddannelse til en hvilken som helst bachelor. Men det er klart, at jo længere man bevæger sig væk fra den slagne rute, jo større er risikoen for, at der må være noget supplering. Men den skal man så kunne tage sideløbende med, at man starter på sin kandidatoverbygning”, siger Morten Østergaard.

Et krav om supplering må med andre ord ikke forsinke professionsbachelorernes vej til kandidaten. Men der kan være områder, hvor et krav om supplering bunder i et dokumenteret behov, mener uddannelsesministeren. Han henviser i den forbindelse til en evaluering, gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, og offentliggjort i 2010, omhandlende behovet for suppleringsforløbet til den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, cand.scient.san. Rapporten konkluderede, at der var behov for et suppleringsforløb, men at behovet ville kunne ændre sig i takt med, at de nye studieordninger fra 2008 blev fuldt implementeret. Evalueringen blev foretaget på baggrund af de studerende, der var optaget på kandidatuddannelsen i perioden 2006-2008. Heraf havde 66 procent en uddannelsesbaggrund i den tidligere studieordning, mens 31 procent havde en sundhedsfaglig professionsbachelor, og 3 procent en universitær bachelor.

At universiteterne har fået besked på at skære ned på kravet til supplering, er ikke det samme som at niveauet på kandidatuddannelser skal sænkes, understreger Morten Østergaard. ”Det er et spørgsmål om at bøje sig mod hinanden. Man må være villig til fra professionshøjskolernes side at tilrettelægge sine uddannelser, så man er klar til at gå ind på universiteterne, ligesom universiteterne så - når der er et dokumenteret behov - må sørge for, at en supplering kan foregå samtidig med, at man er startet på sin kandidat. Sammenhængen skal ikke alene skabes af den ene part, og slet ikke på steder, hvor man har konstateret, at der er en bro, der skal bygges”, siger Morten Østergaard, der har meldt 1. januar næste år ud som en rettesnor for, hvornår unødig supplering bør være afskaffet.

Øget kvalitet
Vedrørende ambitionen om øget kvalitet i uddannelserne, erkender Morten Østergaard, at blandt andet timetallet er en udfordring på flere uddannelser. Det gælder på universiteterne såvel som på professionsuddannelserne, hvor særligt pædagoguddannelsen har været i centrum, men hvor også fysioterapeutuddannelsen visse steder har skåret kraftigt i timetallet.

”Jeg mener ikke, at man skal løse alle problemer med tre behandlinger i Folketinget. Men vi skal sætte en dagsorden og skabe en gennemsigtighed, som vi for eksempel ikke har haft før på det med timerne. Det er anekdotisk viden, vi har på det område, så jeg er glad for at professionshøjskolerne selv introducerer en studieaktivitetsmodel, som kan give os syn for sagen og sikre, at der vitterligt er tale om fuldtidsstudier. Det bliver et vigtigt redskab for at kunne diskutere, om man får det, der er lagt op til. Jeg er bekymret for timetallet og forundret over, at det kan variere så meget, som vi hører, men jeg er ikke parat til at indføre minimumstimetal. Jeg er bange for, at det vil føre til, at flere og flere vil blive klemt ind i store forelæsningslokaler, så man har det tilstrækkelige antal timer, frem for at have fokus det faglige udbytte af undervisningen. Jeg håber og tror på, at vi med de frihedsgrader, vi giver til professionshøjskolerne, samtidig vil kunne stille dem til ansvar for, at de rent faktisk øger kvaliteten”.

Men kvalitet handler ikke kun om antallet af timer, understreger uddannelsesministeren.

”Generelt er det mit indtryk, at der, indtil jeg kom til, i mange år har været fokus på mursten og matrikler; nu synes jeg, at tiden er kommet til at sætte fokus på uddannelserne og deres indhold. Derfor er det også andet og mere end timetallet og studieintensiteten, det handler om. Det handler også om at fremme det, der er professionsuddannelsernes særkende, det praksisnære. Blandt andet ved at skabe endnu bedre muligheder for, at de faggrupper, der skal arbejde sammen ude i virkelighedens verden, også kan få lov at arbejde sammen under uddannelserne. Det har man forsøgt mange steder – også indimellem på trods – og mit indtryk er, at de studerende er enormt begejstrede for det at møde de andre faggrupper, fordi det fortæller dem rigtig meget om, hvem de selv er".

Morten Østergaard vil dog ikke gå så vidt som til at foreslå et fælles basisår for de sundhedsfaglige professionsuddannelser, erklærer han. "Tværfaglighed i uddannelserne er noget jeg tillægger stor vægt, men det skal ikke ske i form af et fælles basisår. Vi skal skabe gode muligheder for, at de tværfaglige moduler kan få et højt fagligt indhold, og det er derfor vigtigt at sikre koordination på tværs af studieretninger”.

Intet krav om fusion med universiteter
Det sidste element i styrkelsen af kvaliteten handler om at udvikle vidensgrundlaget, for undervisningen såvel som for professionerne, forklarer Morten Østergaard. Han glæder sig over, at professionshøjskolerne selv har sat sig som mål at have flere ph.d.er blandt deres undervisere, men tøver med at bakke op om et ønske om en reel forskningsbasering af professionsuddannelserne.

”Nu skal man jo vælge sine ord med omhu, fordi forskningsbasering i universitetsmæssig forstand betyder noget helt bestemt, nemlig at al undervisning ideelt set varetages af forskere. Men det er rigtig vigtigt, at vi får en tæt kobling mellem universiteterne og professionshøjskolerne, så vi kommer til at udvikle ny viden og ikke mindst evidens om de ting, som professionshøjskolerne er i berøring med. På fysioterapeutuddannelsen såvel som på de andre sundhedsuddannelser er det åbenbart, at den evidens, der findes, selvfølgelig skal have en direkte og uhindret vej ud i klasselokalerne. Men det er ikke det samme som en akademisering af professionsuddannelserne”, siger Morten Østergaard og erklærer, at der ikke kommer hverken et krav eller et ønske fra hans ministerium om at fusionere professionshøjskolerne ind i universiteterne.

”De professionsuddannede udgør kernetropperne i det velfærdsog sundhedssystem, som vi alle sammen sætter så stor pris på, og derfor er det afgørende, at uddannelserne er tæt på den virkelighed, de skal ud i, og dette er en udfordring for universiteterne. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke underkender værdien af en professionsbachelor. Den er i sit omfang tilstrækkelig til at sørge for, at vi får dygtige folk ud i den anden ende, men der skal være mulighed for, at man kan lægge et akademisk niveau til, hvis man ønsker at opnå en kandidatgrad. Jeg mener, at man kan øge kompetencerne hos dem, der kommer ud, uden at det betyder, at man akademiserer, og jeg synes, at professionshøjskolerne har noget at byde på, som ville forsvinde, hvis man lagde dem sammen med universiteterne”.

Men, tilføjer Morten Østergaard, skulle der komme en professionshøjskole og et universitet med hinanden i hånden og et ønske om at fusionere, så vil der blive kigget på det. ”Men det bliver ikke mig, der sætter den dagsorden. Jeg mener, at professionshøjskolerne nu har en størrelse, hvor vi kan tillade os at have en forventning til deres bidrag til vidensudviklingen, og at den måde, uddannelserne er tilrettelagt på, kan forsvare, at vi opretholder et selvstændigt niveau. Men jeg er til gengæld meget optaget af at sørge for, at vi får et tæt samarbejde, og at vi derfor ikke kommer til at opleve, at hvis man er professionsbachelor, er man afkoblet fra den vidensudvikling og viden, som fremkommer i universitetsmiljøerne. Det er den dagsorden, vi prøver at sætte: Hvordan kan vi bryde det skel ned og få et langt tættere samarbejde. Universiteterne skal bidrage til øget sammenhæng, og mange af dem har sig konkrete målsætninger om samarbejdsaftaler med professionshøjskolerne eller om at optage et bestemt antal professionsbachelorer på deres kandidatuddannelser”.

Øget samarbejde
At universiteter og professionshøjskoler nu er samlet under samme ministerium vil øge graden af samarbejde, mener ministeren. ”Det, at der nu kun sidder én minister for bordenden, gør, at dialogen er mere intens, end den har været nogen sinde før. Men det handler også om, hvordan vi allokerer vores ressourcer på forskning og vidensudvikling, så det understøtter den udvikling, vi gerne vil have”, siger Morten Østergaard og henviser til det finanslovsforslag, der endnu kun var på vej, da interviewet fandt sted.

Ugen efter kom så udkastet til en kommende finanslov, hvoraf det fremgår, at regeringen de kommende tre år vil bruge en milliard kroner ekstra, som professionshøjskoler og erhvervsakademier kan anvende til forskningstilknytning for at hæve niveauet på institutionerne.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar